Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/4 2009
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Psykologi
Læst af: 20.230
: :
Kompetence

Når vi taler om menneskers kunnen er det svært at komme udenom kompetencebegrebet. Kompetence anvendes for alvor i det danske sprog fra 1970'erne, hvor det især er den psykologiske betydning af ordet, som springer frem. Forestillingen om mennesket som en modulariseret enhed med forskellige sociale, faglige og personlige kompetencer vinder terræn. Indtil da har betydningen af ordet primært været juridisk. Det at være kompetent henviser juridisk set til en berettigelse; beføjelse; især: adkomst til at bedømme, afgøre, behandle en sag (se ordbog over det danske sprog – dansk i perioden 1700-1950). Når man er inkompetent, derimod, så har man ingen berettigelse, man har ingen adkomst, man besidder intet at svare med.

I løbet af 1980'erne bliver kompetencebegrebet institutionaliseret som en del af den politiske dagsorden i Danmark. Som et eksempel på dette oprettedes i 1988 Det Nationale Kompetenceråd nedsat af Huset Mandag Morgens Strategiske forum. En af ambitionerne var at føre et kompetenceregnskab som et supplement til økonomiske nøgletal. Kompetencebegrebets opblomstring hænger i denne forstand sammen med en stigende politisk og samfundsmæssig vægt på livslang læring. I et arbejdsmarked, hvor forandringshastigheden er stor, menes det at være nødvendigt kontinuerligt at opdatere sine kompetencer. Kompetencebegrebet anvendes i stigende grad for at flytte fokus i Human Ressource Management (ledelse af menneskelige ressourcer – foregår ofte i særlige afdelinger af en virksomhed) fra rekruttering til udvikling af organisationer og menneskers kernekompetencer.

 

Kompetence versus kvalifikation

Kompetence bruges ofte som en erstatning for begrebet kvalifikationer. Hvor kvalifikationer typisk betegner viden og færdigheder erhvervet via formel uddannelse, er kompetence snarere en beskrivelse af evnen til at handle kompetent i bestemte situationer. Du kan være kvalificeret til et job via en bestemt uddannelse, men i praksis kan det vise sig, at det ikke er ensbetydende med, at du også er kompetent til at udføre jobbet. I stigende grad ser man, at kvalifikationsbegrebet helt udfases for i stedet at tale om henholdsvis formel og uformel kompetence. Den formelle kompetence betegner her færdigheder og viden erhvervet via uddannelse, mens uformel kompetence betegner evnen til at kunne handle kompetent i givne situationer. Problemet med en sådan skelnen er, at uformelle kompetencer ofte meget hurtigt formaliseres. I 12-trins karakterskalaen udmøntes fagkrav i kompetencemål, hvilket er et eksempel på kvalifikationsbegrebets udfasning. Uddannelsesinstitutioner skal således i princippet kunne udmønte alle de kompetencer, som de studerende erhverver sig - på papir. Hvorvidt de kompetencer studerende måtte udvise til eksamen også lader sig overføre det til hav af specifikke situationer, hvor de senere skal vise sig i stand til at handle kompetent, er her et stående spørgsmål. En typisk distinktion går mellem faglige, personlige og sociale kompetencer. Denne distinktion anvendes blandt andet i uddannelsesbekendtgørelser eller i jobannoncer for at gøre det muligt at udpinde andet end snævre faglige mål.

Realkompetencer

I en publikation fra Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling fremhæves i 2008 begrebet realkompetencer, der beskrives som «alt det du kan». Realkompetencer er reel kunnen oparbejdet gennem et uddannelses- og arbejdsliv.

Kompetencer i situationer

Kompetence kan forstås som det at være i stand til noget i en given sammenhæng. Det danske begreb kompetence stammer oprindeligt fra fransk compétence og tysk kompetenz. På fransk betyder competere at svare til. De etymologiske rødder går tilbage til den latinske betegnelse competentia, der betyder sammentræf (se ordbog over det danske sprog – dansk i perioden 1700-1950). Den latinske betydning af ordet kompetence forstået som sammentræf antyder, at kompetence kan forstås et relationelt begreb, der i yderste konsekvens ikke siger noget om individet eller om en given situation, men netop udsiger noget om et sammentræf af handlepotentialer og de krav specifikke situationer rummer. Denne betydning understreges også i nyere studier af praksislæring og situeret læring.

Kompetencebegrebets epidemiske karakter

Kompetencebegrebet har i en vis forstand epidemisk karakter. I et kritisk perspektiv kan man hævde, at det som en virus har kontamineret hele pædagogikken - selv barnet er blevet kompetent. Idéen om det kompetente barn opstod som et tiltrængt opgør med psykoanalysens bombastiske beskrivelser af barnet som egocentrisk og narcissistisk. Britiske udviklingspsykologer viste via empiriske studier i modsætning hertil, at man meget tidligt i et menneskeliv kan iagttage en rettethed mod og en reaktion på menneskelig kontakt hos barnet (Sommer, 2008). Barnets relative kompetence består i, at det faktisk kan deltage aktivt i sin egen udvikling. Barnet fødes med handlepotentiale og dispositioner til at kunne blive kompetent.

Grænseløse kompetencer

Der gives sjældent nogle specifikke mål for, hvornår en kompetenceudvikling eller læring tænkes at skulle stoppe. Hvor dannelse i traditionel forstand henviser til bestemte idealer for, hvad man ved, og hvordan man bør opføre sig, og hvor kvalifikation traditionelt set har været afgrænset via eksamenspapirer, så er kompetence et endeløst begreb. Der anlægges en bred holistisk horisont, som det antydes med begrebet realkompetencer og distinktionen mellem faglige, personlige og sociale kompetencer. På den måde er kompetence et begreb, der tænkes at skulle mobilisere det hele menneske. Kompetencer beskriver det hele menneske og skrider ind over privatsfæren – du skal kunne bringe alle dine kompetencer i spil på dagens arbejdsmarked: i princippet både facebook-kompetencer og forældrekompetencer. Med kompetencetænkning slås det fast, at viden ikke er langtidsholdbar, men forgængelig, og at både børn og voksne kan/skal forstås som læringsparate og som værende i udvikling.

L.Ta.

Litteratur

Kompetencerådet: Kompetencerådets rapport 1998. København (1998), Huset Mandag Morgen
Sommer, D:. Barndomspsykologi: udvikling i en forandret verden. 2. reviderede udgave. København (2008), Hans Reitzels Forlag.

Internet
Statens center for kompetence- og kvalitetsudvikling: Anerkendelse af realkompetencer – det handler om alt det, du kan (2008)