Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 56.796
: :
Arbejdsmarked

Arbejdsmarkedet er den del af varemarkedet i en kapitalistisk markedsøkonomi, hvor arbejdskraften købes og sælges.

Den kapitalistiske produktionsmåde indebærer markedsøkonomi (produktionen af varer sker til et marked) og privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Målet for den enkelte kapitalejer er økonomisk vinding, dvs. at øge den indskudte kapital (kapitalakkumulation). For kapitalejeren er arbejdskraften en produktionsfaktor på linie med maskiner og råvarer. Den kapitalistiske produktionsmåde er derudover kendetegnet ved, at et lille mindretal ejer produktionsmidlerne, mens det store flertal alene ejer deres egen arbejdskraft. For at overleve må de sælge deres arbejdskraft til dem som ejer eller disponerer over produktionsmidler. Kapitalejeren vil kun købe arbejdskraft, dersom den bidrager til værdiskabelsen. Dvs. den må have en brugsværdi for kapitalejeren, som er større end arbejdskraftens bytteværdi. Under den kapitalistiske produktionsmåde forvandles arbejdskraften derfor til en vare, og der opstår et arbejdsmarked bestående af arbejdssælgere (i en borgerlig ideologisk sprogbrug kaldet arbejdstagere) og arbejdskøbere (også kaldet arbejdsgivere). Til forskel fra andre varer skaber anvendelsen af varen arbejdskraft en værdi, som er større end det den selv koster. Den skaber merværdi. Denne tilfalder kapitalejeren, fordi brugsværdien af arbejdskraften i løbet af en arbejdsdag tilhører ham.

Markedets forudsætninger

For at der skal opstå et arbejdsmarked, må de umiddelbare producenter - arbejderne - altså være adskilt fra produktionsmidlerne og kun få adgang til dem ved at sælge deres arbejdskraft til kapitalejerne. En anden forudsætning er, at arbejderne frit kan disponere over deres arbejdskraft. Den tredje er, at formålet med at ansætte arbejderen er at forøge den kapital, som arbejdskøberen ejer eller disponerer over. Der kunne således ikke eksistere noget arbejdsmarked under slaveri eller i middelalderen med laugsvæsen og livegenskab. Før industrialiseringen var arbejdskraftens bevægelighed begrænset af en række lovbestemmelser. Under liberalismen blev det et princip, at arbejdskøber og arbejdssælger skulle indgå deres kontrakter i fuld frihed - uden påvirkning og tvang.

Gennem arbejdsaftalen stilles den ene parts arbejdskraft til rådighed for den anden. Aftalen regulerer betingelserne og bestemmer de rettigheder og pligter, som de to parter har på arbejdsmarkedet. Det liberalistiske princip om ubetinget individuel aftalefrihed blev pga. den grænseløse udbytning som industrialiseringen førte til, snart reguleret gennem love og forordninger. Senere blev der også oprettet kollektive aftaler. Arbejdssælgeren er økonomisk tvunget til at sælge sin arbejdskraft til arbejdskøberen. Derfor skjuler der sig en økonomisk magt bag den formelle lighed og den juridiske frie arbejdsaftale mellem arbejder og kapitalist. Arbejdssælgeren placeres dermed i et personligt underordningsforhold, og arbejdskøberen har gennem sin ledelsesret adgang til ned i detaljer at lede og kontrollere alt det arbejde, som udføres.

Dannelsen af forskellige arbejdsmarkeder

Under kapitalismen er arbejdsprocessen ikke blot en teknisk proces. Det er endvidere en proces som opsamler - akkumulerer - kapital. Arbejderen sælger og kapitalejeren køber ikke en aftalt mængde arbejde, men arbejdskraft indenfor en aftalt tid. Derfor bliver det vigtigt for kapitalejeren at øge produktionsresultatet af den arbejdskraft, han har købt. Arbejdskøberen er samtidig interesseret i, at varen arbejdskraft er billigst mulig. Dette gøres bl.a. ved at dele arbejdsprocessen op i dens enkeltelementer; de enklere arbejdsopgaver kan udføres af billigere arbejdskraft end de mere komplicerede. Der udvikles en udstrakt specialisering og arbejdsdeling og opdeling af arbejdsprocessen. Denne vidtgående arbejdsdeling og specialisering fører til, at der opstår delarbejdsmarkeder knyttet til de forskellige specialiserede erhverv. (Det enkelte delarbejdsmarked fungerer til en vis grad uafhængigt af de øvrige, men er derudover påvirket af forhold på det samlede arbejdsmarked. Der opstår endvidere delarbejdsmarkeder knyttet til de forskellige regioner og kommuner.)

Opsplitningen af arbejdsmarkedet er i høj grad kønsbestemt. Historisk hænger dette sammen med den kønsmæssige arbejdsdeling i samfundet, som har knyttet kvinderne til hjemmet. Der foregår den ulønnede produktion og reproduktion - dvs. genskabelse af arbejdskraften. Derfor kaldes hjemmet og hjemmearbejdet den reproduktive sfære. En lang historisk proces med udgangspunkt i at kvinder føder børn har gjort, at kvinder har fået hovedansvaret for omsorg, familie (dvs. det der kaldes reproduktive funktioner). Denne kønsmæssige arbejdsdeling fører også til en arbejdsdeling efter køn i den lønnede produktion - på arbejdsmarkedet. Kvinder går i vid udstrækning ind i erhverv, som ligger tæt op ad hjemmets omsorgs- og tjenestefunktioner. (Se Kvindeerhverv). Kvinder har endvidere i realiteten langt færre erhverv at vælge imellem end mænd.

Kvinder har gennemgående dårligere betalt lønnet arbejde end mænd. Mænd og kvinder indtager forskellige positioner i stillingsmønstret, og kvinder befinder sig i de laveste stillinger. Desuden vurderes kvindearbejde lavere lønmæssigt end mandsarbejde - selv når der er tale om akkurat det samme arbejde. At kvinder i højere grad end mænd er bundet til omsorg for hjem og børn medfører ofte, at de kun kan påtage sig deltidsarbejde. Dette arbejde er oftest dårligere betalt end heltidsarbejde. (Se Ligeløn).

Ulønnet arbejde i hjemmet, sammen med eventuelt dårlig betalt lønnet arbejde ude, er en væsentlig betingelse for, at kvinder bliver undertrykt af mænd. Og dette opretholder kvinders stærke tilknytning til hjemmet og mor-barn forholdet. Husmoderen bliver betalt udfra hvad ægtemanden tjener; hun har ingen fast løn eller ordnet arbejdstid. Den ulønnede produktion er af betydelig omfang. Det er beregnet, at kvinder med hjemmeboende børn under 15 år tilsammen har et merarbejde med børn (dvs. udover mændenes arbejde med børn) som svarer til ca. 30 % af det totale antal årsværk i den lønnede produktion. Dertil kommer husarbejde og ubetalt privat omsorg for syge, svage og gamle.

Udvekslingen mellem hjemme- og udeverdenen, den ulønnede og lønnede produktion bliver bestemt af økonomiske forhold og af opfattelsen af kvinders plads i samfundet. Den teknologiske udvikling letter husarbejdet. Dette frigør kvinderne til den lønnede produktion, dersom samfundet sørger for at påtage sig omsorgen for børnene. Denne udvikling har i sig selv ført til, at der er blevet oprettet flere kvindearbejdspladser indenfor lønnet produktion og serviceerhvervene. Generelt set har tilbagegangen i de primære erhverv og den stærke vækst i serviceerhvervene givet kvinder større muligheder for indtægtsgivende arbejde - især i byerne.

Arbejdskraftreserve

Et lands arbejdsmarked bliver gerne beskrevet gennem beskæftigelsesniveau og erhvervsstruktur. Beskæftigelsesniveauet bestemmes af forholdet mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft på de enkelte delmarkeder. Udbud og efterspørgsel er dernæst bestemt af en række forhold nationalt og internationalt. Marx skelnede mellem tre former for reservearbejdskraft, som han betegnede som henholdsvis den flydende, den latente og den stagnerende.

Den flydende del er den del af arbejdskraften som går fra job til job, tiltrukket og frastødt gennem kapitalens og teknologiens bevægelser.

Den latente del af arbejdskraftreserven er de der bliver arbejdsløse ved kapitalisering af førkapitalistisk virksomhed - dvs. dem der f.eks. befinder sig i landbrugsområder.

Den stagnerende del af arbejdskraftreserven har uregelmæssig og tilfældigt arbejde og er randgrupper på arbejdsmarkedet. Deltids- og korttidsansatte kvinder hører ind under denne kategori. Den stagnerende del glider over i den industrielle reservearme - en randgruppe som der ikke længere er brug for.

Registrerede tal for arbejdsløsheden siger ikke meget om omfanget eller udviklingen i arbejdskraftreserven. Den skjulte arbejdsløshed må også medtages. Faldet i mænds erhvervsdeltagelse siden 2. verdenskrig og frem til i dag er et tegn på, at en stadig større andel af disse tilhører arbejdskraftreserven. For kvinder har tendensen været modsat, i takt med at stadig flere kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Arbejdskraftreserven skydes frem og tilbage mellem arbejdslivet og hjemmet ifht. kapitalismens udvikling, og de behov som følger af den. Imidlertid skubbes de ressourcesvageste i stigende grad blot  i én retning: over i en erhvervspassiv tilværelse, med overførselsindkomster som indtægtskilde. De ressourcesvage er der ikke længere brug for. I Danmark lever omkring 900.000 mennesker af overførselsindkomster - arbejdsløse, bistandsmodtagere, efterlønsmodtagere og førtidspensionister. Heri er ikke indregnet landets 700.000 pensionister. Andelen af erhvervspassive som hverken er i lønnet eller ulønnet produktion er øget voldsomt siden 1970'erne. (Se Udstødning). Grupperne på randen af arbejdsmarkedet er øget så voldsomt, at det kan true tiltroen til det økonomiske system. De politiske magthavere søger at varetage kapitalens interesser som helhed ved at reducere størrelsen af arbejdskraftreserven - bl.a. gennem øget obligatorisk skolegang, voksenuddannelse, nedsættelse af pensionsalderen og førtidspensionering og fortsat udbygning af pensionssystemet for at sikre et vist underhold af randgrupperne.

Efterspørgslen efter arbejdskraft fra den offentlige sektor spiller en stadig større rolle for den totale efterspørgsel. Omkring 33 % af landets lønarbejdere er ansat indenfor statslig, amtslig eller kommunal virksomhed. Udviklingen i den offentlige beskæftigelse er politisk bestemt, men den er i vid udstrækning afledet af udviklingstrækkene i det økonomiske system: dels problemskabende forhold i produktionslivet (sundheds-, pensions- og socialsektoren samt miljøbeskyttelse), dels at opdragelses- og omsorgsopgaver efterhånden er blevet overtaget af det offentlige (uddannelsessystemet, børnehaver og alderdomshjem).

På grund af ændringer i erhvervsstrukturen, økonomisk koncentration og centralisering af kapitalen er hovedregelen en manglende overensstemmelse mellem den arbejdskraft som efterspørges og den som udbydes. Dette gælder både hvad angår omfanget, hvor den befinder sig, dens kvalifikationer og krav til kvalifikationer. Gennem arbejdsmarkedspolitikken har staten søgt at tilpasse og påvirke udbudet til den faktiske efterspørgsel. Strukturændringerne gør desuden en vis type arbejdskraft overflødig. Beskæftigelsen indenfor den vareproducerende sektor stagnerer, mens servicesektoren øges. Denne udvikling forstærker den strukturelle arbejdsløshed, gennem udstødning - især af mænd fra den vareproducerende sektor - samtidig med at stadig større grupper udelukkes fra arbejdsmarkedet. Dette gælder især kvinder, unge, ældre og handicappede (se Arbejdsløshed).

Disse udstødende og udesluttende processer fører til yderligere opdeling på arbejdsmarkedet. På den ene side det åbne arbejdsmarked, hvor det handler om at udføre en normeret arbejdsydelse og hvor ingen ansættes på særlige vilkår. På den anden side det beskyttede arbejdsmarked, hvor ressourcesvage personer formelt set skal beskyttes mod de benhårde krav til effektivitet og evne til tilpasning, som eksisterer indenfor det åbne, almindelige arbejdsmarked. Det beskyttende arbejdsmarked omfatter især aktiverede og folk med offentlige tilskud til deres arbejdsplads.

Det beskyttende arbejdsmarked omfatter arbejdere, som på grund af skader, sygdom eller afvigelse af social art ikke kan få arbejde på almindelige arbejdspladser uden speciel træning. De er trafikskadede, arbejdsskadede, tidligere indsatte, hjemløse, alkoholikere, stofmisbrugere, evnesvage, skoletabere, folk med psykiske lidelser eller slet og ret ufaglærte eller folk som er nedslidt af hårdt arbejde. Gruppen der befinder sig på det beskyttede arbejdsmarked, bliver stadig større pga. skærpelsen af kravene på det åbne arbejdsmarked. Muligheden for at springe fra det beskyttede til det almindelige arbejdsmarked er ikke særlig stor. Det sker oftere, at folk falder helt ud af arbejdsmarkedet. I 1998 var antallet af førtidspensionister oppe på 280.000.

Mobilitet

Arbejdskraftens geografiske mobilitet (bevægelighed) har været reguleret af nationale grænser. Men med kapitalens internationalisering generelt og specielt udviklingen indenfor EU er der sket en spredning af de nationale arbejdsmarkeder, og der er åbnet for import af fremmed arbejdskraft. Der blev oprettet et fælles nordisk arbejdsmarked i 1954, som gjorde det muligt at tage arbejde i hvilket som helst af de nordiske lande. EF slog også tidligt ind på udviklingen af et fælles arbejdsmarked. Dette blev knæsat gennem Romtraktatens artikel 48 af 1957, som sikrer arbejdstagere fri bevægelighed indenfor EF.

Kapitalens behov kan ikke imødekommes indenfor sådanne afgrænsede arbejdsmarkedsområder. Derfor er der sket en storstilet import af arbejdskraft fra lande - også udenfor de vestlige kapitalistiske landes arbejdsmarkeder. Vesteuropa og USA trækker på arbejdskraftreserver i et bredt geografisk bælte, som strækker sig fra Indien og Pakistan i øst, over Tyrkiet, Nordafrika og det sydlige Europa, over Atlanten til Caribien og Latinamerika. I Vesteuropa er det i dag tyrkere, jugoslaver, pakistanere og marokkanere, der udgør hovedtyngden. I USA er det puertoricanere og mexicanere. (Se Indvandrere).

Kapitalens udvikling foregår i bølgebevægelser, og forudsætter at den til stadighed har reservearbejdskraft at ty til. Arbejdslivet bliver inddelt i A-hold og B-hold. Kvinder og indvandrere er for kapitalen ideelle som arbejdskraftreserve. De kan sendes hjem, når det ikke længere er brug for dem. Kvinder usynliggøres i hjemmet. Kvinder kan ofte lettere siges op, fordi de har kortere anciennitet end mænd, eller bare er ansat midlertidigt eller som vikarer. Desuden accepterer disse grupper det dårligere arbejde og de lave lønninger. I industrialiseringens tidlige faser var børn en vigtig arbejdskraftreserve, men gennem forbud mod børnearbejde blev der sat en vis stopper for dette. Børnearbejdet genfindes dog i en række lande i den tredje verden, der er inde i en industrialiseringsproces. Og heller ikke Danmark har været i stand til at ratificere FN's konvention mod børnearbejde, fordi lovgivningen tillader lønarbejde for børn ned til 12 år.

Ideelt set skulle et mobilt arbejdsmarked sikre den enkelte et frit valg mht. erhverv, arbejdsindsats og bolig, men i praksis har arbejdere været nødt til at tilpasse sig ændringerne i økonomien gennem flytning, pendling og jobskift. På grund af at produktionsmidlerne er blevet centraliseret til byerne, er flytningen øget betydeligt i efterkrigstiden. Samtidig er den såkaldte pendling taget kraftig til. Den opstår, dersom områder med for høj og for lav efterspørgsel efter arbejdskraft ligger nogenlunde tæt ved hinanden. Balancen genoprettes gennem pendling. Folk skifter arbejdsplads uden at flytte til et nyt bosted. Det kan ske gennem daglig eller ugentlig pendling. Især omkring de store befolkningscentre er pendlingen med årene blevet mere omfattende. Transporttiden fra boligen til arbejdsstedet er derfor fortsat stigende. Den kønsbestemte arbejdsdeling knytter kvinden til hjemmet og begrænser gifte kvinders mulighed for at flytte eller pendle.

Det viser sig, at mobiliteten på arbejdsmarkedet falder med stigende alder for mænd og ugifte kvinder. Mobiliteten er generelt steget som følge af strukturændringerne i erhvervslivet og den hurtige tekniske og økonomiske udvikling, som har reduceret arbejdsmarkedets overskuelighed. Både selve strukturændringerne og arbejdsmarkedspolitikken har ført til øget mobilitet.

Så længe der er et stramt arbejdsmarked, vil de der er utilfredse med deres job let kunne skaffe sig et andet, og den frivillige mobilitet vil stige. På et løst arbejdsmarked vil færre skifte job frivilligt - folk vil rimeligvis søge at bevare deres job. De ufrivillige jobskift omfatter dem der bliver opsagt (kollektivt eller individuelt). Dertil kommer de der selv siger op under ydre pres (fra arbejdskøber eller arbejdskammerater) eller som må stoppe pga. sygdom eller arbejdsskade, syge børn, graviditet eller mangel på daginstitutioner (indre pres).

Udviklingen på arbejdsmarkedet

Beskæftigelsesniveauet og aktiviteten på arbejdsmarkedet måles gerne udfra det antal, som befinder sig i arbejdsstyrken. Der tages også hensyn til, hvor meget de arbejder - dvs. om de er heltids- eller deltidsarbejdende, evt. arbejdsløse.

  Erhvervsfrekvens 16-66 årige  Mænd  Kvinder
1985 79,9 85,8 73,8
1986 80,5 85,9 74,9
1987 80,9 86 75,7
1988 81,2 85,9 76,3
1989 81 85,5 76,4
1990 80,3 84,6 75,9
1991 79,9 84 75,7
1992 79,8 83,8 75,7
1993 79,6 83,4 75,7
1994 79,4 83,2 75,6
1995 78,9 83,1 74,5
1996 77,8 82,2 73,2
1997 77,4 81,7 72,9
1998 77,5 81,6 73,3
Erhvervsfrekvens (%) efter køn 1985-98. Erhvervsfrekvensen er den procentdel af de 16-66 årige, der er i arbejde eller arbejdssøgende (arbejdsløse).
(Danmarks Statistik, 10 års oversigt)


I 1998 fandtes der 2,86 millioner erhvervsaktive på det danske arbejdsmarked, men dette tal omfatter også folk udenfor arbejdsmarkedet, nemlig selvstændige og familiearbejdere. Ud af de 2,74 millioner beskæftigede var de 2,43 millioner lønmodtagere.

Langtidstendensen for erhvervsfrekvensen peger på, at der sker en stagnation og direkte nedgang i mænds erhvervsdeltagelse indenfor alle aldersgrupper og især for ugifte og ældre mænd. Men også kvinders erhvervsfrekvens har været faldende de sidste 10 år, omend afstanden mellem de to køn er snævret ind - fra 12 % i 1985 til 8,3 % i 1998. Samtidig har kvinderne de seneste år arbejdet stadig længere. Fra 1995 til 97 steg den gennemsnitlige årlige arbejdstid for kvinder med 5,4 %, mens den faldt en smule for mænd. Det kan kobles til en betydelig reduktion i omfanget af deltidsarbejde, og det forhold at stadig flere mænd arbejder på deltid.

Mens den konjunkturelle opgang i den danske økonomi i sidste halvdel af 90'erne har trukket forholdsvis flere kvinder i arbejde (målt i arbejdstid), er dette ikke i samme grad tilfældet for den anden arbejdskraftreserve - indvandrerne. Her ligger arbejdsløsheden fortsat langt højere end blandt danskere, og forholdet mellem de to gruppers arbejdsløshed er i dag den højeste indenfor OECD området. (Se Indvandrer).

Lovregulering af arbejdsmarkedet

Forholdene på arbejdsmarkedet reguleres af en række love og aftaler, der består af to hovedgrupper. Den ene gruppe omfatter regler, som gælder materielle vilkår. Her er ferieloven og arbejdsmiljøloven de vigtigste. Dette retsområde bliver betegnet som arbejderbeskyttelse. Den anden gruppe omfatter reguleringen af magtforholdene i arbejdslivet. Denne omfatter spørgsmål om forhandlinger og kollektiv-aftaler, om arbejdskøbers ledelsesret, om organisationsret, organisationstvang og organisationsmonopol, endvidere om lockout, strejke og strejkebrydning, om arbejdstvister og behandlingen af dem samt spørgsmålet om de ansattes medbestemmelse i virksomhederne. Den vigtigste regulering er Hovedaftalen mellem LO og DA. Det sorte illegale arbejdsmarked har imidlertid et stort omfang i mange lande (bl.a. USA, Italien og Spanien), og her gælder «arbejdsfriheden» fuldt ud. I Danmark har dette sorte arbejdsmarked endnu et begrænset omfang.

A.J.

Litteratur

Harry Braverman: Labor and Monopoly Capital, New York 1974.