Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 12/5 2010
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 35.013
: :
Positionering

Positioneringsbegrebet bliver i disse år mere og mere udbredt i analyser af menneskers identitet og sociale liv. Begrebet blev først introduceret af Hollway i 1984 i en analyse af, hvordan subjektivitet konstrueres i heteroseksuelle relationer, der lagde vægt på, at relationer mellem mænd og kvinder muliggøres af positioner inden for bestemte diskurser. Siden udvikledes begrebet især af Davies og Harré i en programmatisk artikel (1990), hvor positionsbegrebet metaforisk peger på, at personer er lokaliseret på forskellige og ofte ulige måder i de samtaler, de fører. Tanken er, at vi kun kan forstå, hvorfor sociale episoder udspiller sig, som de gør, hvis vi kender til de positioner, der strukturerer dem. F.eks. kan en person i én sammenhæng agere som elev, fordi vedkommende er positioneret som sådan i forhold til en lærer i en skolekontekst, mens personen efter skoletid måske selv er positioneret som lærer overfor elever, hvis vedkommende eksempelvis underviser i guitarspil. Positionsbegrebet henviser i dag til, hvordan personer (midlertidigt eller permanent) er lokaliseret i det sociale rum, mens positioneringsbegrebet henviser til den aktivitet det er at tilskrive individer en sådan position.

Positioner, roller og identiteter

Positioneringsteorien fremstiller sig ofte som et mere dynamisk alternativ til rolleteorierne (van Langenhove & Harré, 1999). Socialt liv består ifølge traditionelle socialpsykologiske og sociologiske rolleteorier af en række fastlagte roller samt regler, som sætter rammerne for rolleaktørernes gøren og laden. Positioner er i modsætning til roller noget, der konstant produceres og løbende forhandles i det sociale liv. En position er et produkt af diskursive praksisser og eksisterer derfor ikke i adskillelse fra de menneskelige praksisser. Intentionelle handlinger – f.eks. at tilberede aftensmad eller undervise skoleelever – udføres ifølge positioneringsteorien inden for en såkaldt lokal moralsk orden, dvs. et lokalt system af rettigheder og pligter. Positioneringsteorien understreger dermed vigtigheden af at forstå den moralske horisont, på baggrund af hvilken det menneskelige handlingsliv udspiller sig.

Der er forskellige typer af positioneringer. Positioneringer kan være selvvalgte, idet personer kan mobilisere bestemte diskurser i et forsøg på at sætte sig i en særlig position («lad mig komme til – jeg er læge!«), men positioneringer kan også være eksternt påtvungne, hvor man f.eks. nægtes adgang til bestemte privilegier i kraft af en bestemt position, man sættes i af andre («din IQ er desværre for lav til at du kan komme ind på officersskolen»). Positioneringsbegrebet er her beslægtet med Althussers interpellationsbegreb, der peger på, at subjektet skabes ved at blive påkaldt eller «prajet» ind i bestemte diskursive praksisser, der tilbyder eller tvinger subjektet til at indtage en bestemt position. Positionsbegrebet er også beslægtet med det bredere identitetsbegreb, for hvis det grundlæggende identitetsspørgsmål er «hvem er jeg?», vil positioneringsteorien insistere på, at svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvem der spørger, samt af hvordan spørger og svarer er positioneret i forhold til hinanden i det sociale liv (ens svar på dette spørgsmål således variere alt efter om det er færdselsbetjenten eller ens blind date, der spørger). Dette gælder også i de tilfælde, hvor spørgeren og svareren er en og samme person (som når man selvrefleksivt spørger «hvem er jeg?»), hvilket kan kaldes refleksiv positionering (Tan & Moghaddam, 1995).

 

Positioneringstrekanten

Positioneringsteorien har tre grundbegreber, som også er kendt under betegnelsen «positioneringstrekanten» (Harré & Moghaddam, 2003). De tre begreber skal forstås som gensidigt konstituerende:

(1) Position: En position kan defineres som en samling af rettigheder og pligter til at udføre bestemte meningsfulde handlinger på baggrund af en moralsk orden. Dette indebærer også forbud mod at udføre bestemte handlinger. Når en præst i kirken siger «Jeg døber dig 'Peter Jensen'», har dette udsagn en anden kraft og effekt i det sociale liv, end hvis et medlem af menigheden rejser sig op og siger «Nej, jeg døber dig 'Bent Jensen'». Præsten kan døbe barnet, fordi hun indtager en bestemt position; hun har ret til at døbe det, og derfor har hendes ord normativ kraft, hvorimod personen fra menigheden ikke har denne ret, hvorfor vedkommendes ytring ikke får nogen konsekvenser i det sociale liv (andet end en sandsynlig foragt fra de øvrige kirkegængere, der rimeligvis vil positionere taleren som uromager eller lignende). Positioner svæver ikke frit mellem mennesker, men er altid realiseret i konkrete sociale praksisser. Præstens position findes således kun, fordi der findes religiøse praksisser, kirkelige handlinger og en kristen tradition.

(2) Handling: Positioneringsteoriens andet grundbegreb er handling. Man kan kun kalde begivenheder for handlinger, hvis de udspiller sig som del af praksisser, der gør dem meningsfulde. At to mennesker ryster hinandens hænder, er ikke i sig selv en handling, men det kan det blive, hvis begivenheden ses på baggrund af et narrativt forløb, hvor handlingen f.eks. kan være en hilsen, et farvel, en lykønskning eller en bekræftelse af en hestehandel. Handlinger hænger sammen med positioner, idet de gensidigt konstituerer hinanden. En persons position som skolelærer konstituerer personens handlinger som skolelærerhandlinger, men samtidig er disse handlinger med til at cementere personens position som skolelærer inden for undervisningen som diskursiv praksis.

(3) Narrativ: Det tredje grundbegreb er på engelsk «story line», som er stort set synonymt med det mere udbredte begreb «narrativ». Pointen er, at sociale episoder sjældent udfolder sig kaotisk. Selv tilsyneladende desorganiserede sociale processer som hooliganisme eller internationale konflikter er ordnede, og positioneringsteoretikere mener, at den relevante orden er narrativ og ikke kausal. Det vil sige, at menneskelige handlinger ikke er forårsagede af sociale strukturer eller diskurser. Det er ifølge Harré og kolleger kun personer, der har agens (kraft til at handle) i det sociale liv, men betydningen af deres handlinger fastlægger individer ikke selv. Den er derimod fastlagt ved de narrative konventioner og diskursive praksisser inden for hvilke handlinger bliver mulige. Uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke handle som teutonisk ridder i dag, idet de relevante diskursive praksisser ikke er tilgængelige, og det er den relevante position som ridder derfor heller ikke.

Positioneringsforhandlinger

En pointe i positioneringsteorien er, at det ofte er ubestemt, hvilken position en person indtager, og derfor også ubestemt hvilke handlinger, der muliggøres af positionen. Man kan også sige, at positioneringer altid er til forhandling. Dette gælder også for andet end positioner og handlinger, herunder emotioner. Parrott (2003) har udforsket sammenhængen mellem positionering og emotioner, og har fundet, at man både kan positionere sig selv ved at udvise de emotioner, der er karakteristiske for ens position (f.eks. når en nyvalgt statsminister søger at udtrykke alvor), men man kan også positionere andre ved at udtrykke sig om, hvilke emotioner de burde føle og eventuelt karakterisere deres aktuelle følelser som upassende. Dette gøres også meget ofte, f.eks. når man siger «du skulle skamme dig». Man kan lave en distinktion mellem «mod-emotioner» og «re-kategoriserede emotioner». De førstnævnte er emotionelle udtryk, som modsiger et positioneringsforsøg, som var implicit i en foregående episode. Hvis A f.eks. er vred på B, da positioneres B via A's vrede som dadelværdig («du har gjort noget galt»). For vrede er en legitim emotion i mødet med erfarede urimeligheder. A kommunikerer hermed til B, at B bør udvise emotionen skyld og måske tilbyde en undskyldning. Men B kan også modsætte sig at blive positioneret som skyldig ved f.eks. at udtrykke vrede over for A. Hermed indikerer B, at A's vrede var uberettiget, hvorfor A måske i grunden var den mest skyldige. B kunne også acceptere ansvaret for handlingen, som gjorde A vred, men fastholde at handlingen var rimelig – og f.eks. udtrykke stolthed i stedet for skyld. Positioneringsforsøg, der involverer re-kategoriserede emotioner, ses ofte i politiske sammenhænge, hvor en gruppes vrede eksempelvis kan re-kategoriseres som misundelse af en anden gruppe («demonstranterne har ingen ret til at være vrede – i virkeligheden er de bare dybt misundelige på os!»), og den samme paternalistiske re-kategorisering sker dagligt, når forældre positionerer deres uvorne unger som trætte. Positioneringsteorien vil insistere på, at der ikke er nogen absolut sandhed om positioner, emotioner og handlinger bag ved positioneringsprocesserne («er personerne i virkeligheden vrede eller misundelige?» opfattes som et vildledende spørgsmål), hvorfor de vælger at studere selve positioneringskampene som det sociale livs grundfænomen.

Eksemplet med re-kategorisering af emotioner illustrerer de immanente magtrelationer i positioneringsforsøgene, hvor man f.eks. kan positionere andre som umodne eller ukontrollable. Magt opfattes som allestedsnærværende i sociale episoder, og positioneringsteorien har især vist sin anvendelighed i empiriske studier af uenigheder og disputter (se f.eks. Harré & Slocum, 2003). Men teorien tilbyder sig også mere alment som en socialkonstruktionistisk og diskursanalytisk tilgang, der kan anvendes til at undersøge komplekse sociale episoder og identiteter.

S.Br.


Litteratur 
Davies, B. & Harré, R. (1990): Positioning and the discursive production of selves. (Journal for the Theory of Social Behaviour, 20(1)): 43-63.
Harré, R. & Moghaddam, F. M. (2003): Introduction: The self and others in traditional psychology and in positioning theory. In R. Harré & F. M. Moghaddam (red.) The Self and Others: Positioning Individuals and Groups in Personal, Political, and Cultural Contexts. (pp. 1-11). London: Praeger
Harré, R. & Slocum, N. (2003): Disputes as complex social events: On the uses of positioning theory. (Common Knowledge, 9(1)): 100-118.
Hollway, W. (1984): Gender difference and the production of subjectivity. In J. Henriques, W. Hollway, C. Urwin, L. Venn & V. Walkerdine (red.) Changing the Subject: Psychology, Social Regulation and Subjectivity. (pp. 227-263). London: Methuen.
Parrott, W. G. (2003): Positioning and the emotions. In R. Harré & F. M. Moghaddam (red.) The Self and Others: Positioning Individuals and Groups in Personal, Political, and Cultural Contexts. (pp. 29-43). London: Praeger.
Tan, S.-L. & Moghaddam, F. M. (1995): Reflexive positioning and culture. (Journal for the Theory of Social Behaviour, 25(4)): 387-400
van Langenhove, L. & Harré, R. (1999): Introducing positioning theory. In R. Harré & L. van Langenhove (red.) Positioning Theory: Moral Contexts of Intentional Action. (pp. 14-31). Oxford: Blackwell.