Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Folkeuniversitetet daterer sig i Danmark tilbage til 1898, men længe før havde der været interesse for og initiativer til at etablere formidling af universitetsforskningen til bredere kredse. I det følgende gives et rids af forhistorien og af den udvikling, folkeuniversitetet har undergået i de seneste 110 år, idet der i øvrigt henvises til den foreliggende litteratur.

Baggrunden

Allerede i begyndelsen af 1800-tallet etablerede den kendte fysiker og kulturpersonlighed H.C. Ørsted en slags folkeuniversitet i form af «Selskabet for Naturlærens Udbredelse», hvorigennem han selv og andre naturvidenskabsmænd holdt foredrag både i København og i visse provinsbyer. Præsten og digteren N.F.S. Grundtvig var allerede tidligt inde på at oprette et folkeligt akademi i Sorø, og da de første folkehøjskoler efter hans idéer blev oprettet, blev der fra midten af århundredet behov for at uddanne højskolens lærere, ligesom der også blev behov for efteruddannelse af folkeskolens lærere. Megen inspiration fik man fra England, hvor «The University Extension» fra 1873 snart fik et betydeligt omfang. En anden væsentlig faktor var arbejderbevægelsen, som hurtigt tog initiativer til undervisning, læseforeninger mv.

I begyndelsen af 1890'erne var der adskillige indlæg i aviser og tidsskrifter om, at almueundervisning ikke var tilstrækkeligt, men burde følges af folkeoplysning, og at universitetet havde en forpligtigelse her. Afgørende blev tre forhold: (1) Pædagog og politiker, dr.phil. Oscar Hansen havde et stort indlæg i avisen Berlingske Tidende i 1894 om at etablere en «university extension» i Danmark. (2) Professor i filosofi Claudius Wilkens holdt i 1896 et foredrag herom i Studentersamfundet. (3) Den berejste og idealistiske socialist Gerson Trier havde da etableret både en diskussionsklub for arbejdere og et blad og i 1890 en ny «arbejderskole». Disse tre personer slog sig sammen med to vigtige resultater.

For det første nedsatte man på Københavns Universitet i 1897 en komité med henblik på at etablere folkelig undervisning, og man søgte ministeriet om midler dertil. Ud over Oscar Hansen og Cl. Wilkens var bl.a. professorerne I.L. Heiberg (klassisk filologi), Otto Jespersen (engelsk) og K. Nyrop (historie) medlemmer. Filosoffen Harald Høffding havde været inddraget i forhandlingerne.

For det andet blev der i 1898 oprettet en folkeuniversitetsforening. I bestyrelsen sad bl.a. professorerne Kr. Erslev (historie), Otto Jespersen, Jul. Petersen (matematik) og Cl. Wilkens. Under stor bevågenhed fra dagspressen offentliggjordes foreningens vedtægter og planer, og i 1899 blev de første forelæsningsrækker á 5 dobbelttimer gennemført.

Perioden 1898-1945. Vækst, tilbagegang og problemer

Både de første 25 år og den følgende periode til og med 2. verdenskrig var præget af, at den store fremgang i de første år blev afløst af en efterhånden kraftig tilbagegang, der i nogen grad kunne tilskrives virkningen af de to verdenskrige 1914-18 og 1940-45 og den økonomiske krise i 1930'erne, men som også skyldtes andre problemer.

Det skal bemærkes, at tallene her kun gælder København. Ud over Folkeuniversitetsforeningen her, blev der løbende oprettet foreninger rundt omkring i landet, som på tilsvarende måde og med stort held arrangerede forelæsninger mv. I 1899 var der allerede 9 foreninger eller kredse, og to år efter var der ca. 50. I de første 10 år var der i gennemsnit godt 8.000 deltagere til foredrag uden for København, og dette aktivitetsniveau blev opretholdt lang tid frem.

De problemer, som hæmmede aktiviteterne specielt i København i de første 25 år, var for det første økonomiske. I 1911 blev statens tilskud skåret ned, så man måtte aflyse arrangementer, hvortil mange, men ikke nok, havde meldt sig, og det skabte naturligvis utilfredshed. For det andet var der også en del ideologiske problemer. Forholdet til folkehøjskolerne blev aldrig det bedste, idet der både blandt højskolelærere og blandt universitetsansatte var delte meninger. Endvidere var nogle af de toneangivende inden for arbejderbevægelsen, bl.a. den senere forstander for Statens Lærerhøjskole (DPU), folketingsmand og reformpædagog Vilh. Rasmussen, kritiske over for universitetsprofessorernes forelæsningsvirksomhed. Endelig var der uenighed med Studentersamfundet, som stod for en mere radikal linje, og som også arrangerede mere populære forelæsningsrækker. Se nærmere hos Albeck (1984).

Perioden 1946-1970. Konkurrence, samling og fremgang

Som det ses af skemaet ovenfor, var virksomheden i København gået stærkt tilbage før og under 2. verdenskrig (og det samme var tilfældet ud over landet), og da krigen sluttede, så det yderlige sort ud frem mod 50-årsjubilæet i 1948, fordi en række unge universitetslærere, som havde deltaget i modstandskampen, med stor iver kastede sig ud i folkeoplysende arbejde, idet de dannede «Universitets Folkeoplysning», UNIFO, som fik enorm succes i perioden 1946-50. F.eks. havde UNIFO godt 9.350 deltagere, mens Folkeuniversitetet i København havde små 1.100 deltagere i alt i 1947. Selv om Århus Universitet begyndte sin virksomhed i 1928, blev der først taget fat på folkeuniversitetsvirksomhed under krigen, og efter krigen var der også dér konkurrence med kursus arrangeret af yngre lærere og studenter.

Snart blev der imidlertid etableret samarbejde, og UNIFO og Folkeuniversitetsforeningen i København blev i 1950 slået sammen til «Folkeuniversitetet i Købehavn», og i 1952 nåedes et foreløbigt højdepunkt med over 12.000 deltagere. Herefter gik det igen ned ad bakke med virksomheden i København indtil 1974 (2.300 deltagere i alt). Noget tilsvarende var tilfældet i Århus og ude omkring i landet, hvor ca. 50 lokale folkeuniversitetsforeninger eller -komitéer fortsat rekvirerede forelæsninger hos Folkeuniversitetsudvalget.

Tiden efter 1970. Det moderne Folkeuniversitet

I 1975 vendte udviklingen, og der kom en jævn og kraftig stigning frem til sidst i 1990'erne (15.850 deltagere i 1997 i København). Nogle år før var der sket noget særdeles afgørende. Folkeuniversitetet blev optaget i den nye lov om folkeoplysning fra 1968 og i loven om universiteternes styrelse fra 1970, og i dets nye vedtægter blev en ændret struktur fastlagt. Et Folkeuniversitetsudvalg var fortsat den øverste myndighed. Det havde medlemmer fra folkeuniversitetsafdelingerne ved de efterhånden fem universiteter samt repræsentanter for de flere og flere lokale komitéer uden for universitetsbyerne, for Dansk Folkeoplysnings Samråd og for undervisningsministeriet. Mere vigtigt var, at det blev muligt at oprette et landssekretariat med en rektor i spidsen til at betjene udvalget og de lokale komitéer. Det fik med tiden til huse i Odense. Ved afdelingerne i universitetsbyerne havde man lidt forskellige vedtægter for, hvordan styrelsen skulle sammensættes mv. I København var der repræsentanter for hvert fakultet samt for andre højere læreanstalter i området, bl.a. de som senere blev til DTU og DPU samt museerne i København.

Med nye bestemmelser om folkeoplysning, nye bestemmelser om universiteternes styrelse og sammenlægning af universiteter mv. i de seneste år, er der foregået en vis regionalisering, udvalget er blevet til et nævn og dets sammensætning ændret, ligesom styrelserne for afdelingerne er blevet ændret. Forholdene er dog ikke på afgørende vis blevet forandret, ej heller principperne for virksomheden.

Det fremgår af skemaet, at der har været fremgang over hele linjen i perioden 1975-1995, og at der nu ikke kun afholdes forelæsninger - enkeltforelæsninger eller forelæsningsrækker – men i et vist omfang også kurser, der normalt omfatter et vist antal dage á én dobbelttime, men også kan være weekend-kursus. På kurser forudsættes en højere grad af deltageraktivitet. Der har i en periode også været arrangeret fjernkurser, hvor man kun mødte op få gange, men til gengæld afleverede et antal opgaver.

Deltagerne har altid skullet betale for at deltage, og beløbet er naturligvis steget støt. De sidste mange år har statens tilskud til forelæsninger været mindre end til kurser, hvorfor deltagerne har betalt mere pr. time for forelæsninger. Prisen for at deltage i kurser svarer nogenlunde til, hvad det koster at gå på kursus i aftenskoler eller ved oplysningsforbund. Der er ved alle afdelingerne en eller anden form for rabat til pensionister, evt. også til unge, der er studerende.

I 1998 kunne man på festlig vis fejre Folkeuniversitetets 100-årsdag, men siden har der været en vis nedgang, der bl.a. skyldes en ændring af loven, hvorefter det beløb, den enkelte deltager skal betale, er blevet hævet.

Principper og problemer

Folkeuniversitetet har lige siden starten i 1898 koncentreret sig om at etablere forskningsformidling, og det har været et princip, at den skulle være åben for alle. Fra folkehøjskolen har man overtaget et andet princip, nemlig at man ikke afholder eksaminer eller prøver, men nok kan udstede et bevis for deltagelse. Sagt med andre ord: Folkeuniversitetet er en overbygning på den voksenundervisning og folkeoplysning, som udbydes af kommunale aftenskoler eller folkeoplysningsforbund som AOF, FOF og LOF. Dets særkende er, at de, der holder forelæsninger eller underviser på kurserne, skal være forskere og i stand til at formidle egen og andres videnskabelige arbejder på et højt niveau og på almen forståelig måde – hvilket naturligvis kan være svært at leve op til.

Her er vi ved et problem, som har været aktuelt i alle årene, og som man bestandig har diskuteret i Folkeuniversitets-udvalget, i afdelingernes styrelser og i komitéerne: Hvor højt skal fanen holdes? – Hvad skal man f.eks. stille op, hvis universitetets professorer og lektorer i bestemte fag ikke ønsker at undervise ved Folkeuniversitet, hvad der ofte har været tilfældet? Er det ikke bedre at have yngre kandidater med undervisningserfaring til at forelæse, selv om de ikke er forskere, end helt at lukke et fagområde? – Og hvad skal man gøre ved komitéer i yderområder, hvor kun få har tid og lyst til at rejse hen for at holde en forelæsning? Selv om den stedlige præst eller bibliotekar er amatør, kan de vel godt holde et forsvarligt foredrag om Grundtvig eller om sommerfugle? – Og hvad med «poppede» modeemner som f.eks. parapsykologi, UFO’er eller sensitivitetstræning? Alt i alt er det en balancekunst, som man altid må være parat til at drøfte. Givet er det, at FU ikke må udbyde almindelig voksenundervisning som oplysningsforbundene, der til gengæld ofte har større frihed og bedre økonomi, så de kan tilbyde eksperter højere honorarer end Folkeuniversitetets ret beskedne timeløn.

Et andet problem, som så at sige er indbygget i hele organisationen, er, at der let opstår modsætninger mellem komitéer på den ene side og afdelinger på den anden side, mellem store og små komitéer og mellem store og små afdelinger. F.eks. er det klart, at Folkeuniversitet i København med både det enorme Københavns Universitet og talrige andre forskningssteder i området og med et meget stort befolkningsunderlag har lettere ved at udbyde mange forelæsninger og kurser og lettere ved at finde lærere, der selv er forskere. I en mindre kommune i et såkaldt udkantområde, hvor komitéen måske ledes af en engageret bibliotekar, som har støtte fra det lokale AOF og den lokalhistoriske forening, kan det være svært både at sammensætte et realistisk program, at få kvalificerede folk til at forelæse og at samle deltagere nok til, at det kan løbe rundt.

For at give et indtryk af virksomheden ved en komité kan nævnes, at i de 25 år fra 1964 til 1989 var der i Grindsted i Vestjylland, en kommune med ca. 7.000 indbyggere, sammenlagt 240 forelæsninger med i alt 7.000 deltagere og 30 kurser med i alt ca. 900 deltagere, idet der først arrangeredes kurser fra og med 1979.

FU og Åbent Universitet

Sidst i 1980’erne var der megen diskussion om at etablere såkaldt åben universitetsvirksomhed, og Folkeuniversitetet havde en repræsentant i et udvalg under ministeriet sammen med dekaner fra de forskellige universiteter. Mange i Folkeuniversitet var nervøse for denne konkurrence, for ville folk ikke foretrække at følge undervisning, som afsluttedes med eksamen, beviser og akademiske grader? Da Åbent Universitet blev virkeliggjort viste det sig, at der ikke havde været grund til bekymring, for Folkeuniversitet mærkede ingen nedgang. Det så snarere ud til, at deltagelse i Folkeuniversitetets undervisning gav nogle «blod på tanden», så de senere søgte ind på Åbent Universitet, eller omvendt.

FU i Norden

Lige fra begyndelsen har der også været folkeuniversitetsvirksomhed i Norge og Sverige, og hen ad vejen har der været mange kontakter mellem de tre lande. Siden 1970'erne har man ofte sendt repræsentanter til hinandens landsmøder / generalforsamlinger, og omkring 1990 blev der arrangeret fælles studierejser og holdt fælles møder med henblik på at inspirere hinanden til at være forberedte på en højere grad af internationalisering. Det er imidlertid en kendsgerning, at de tre nordiske folkeuniversiteter er meget forskellige, idet det norske og svenske – som også indbyrdes er forskellig organiserede – adskiller sig fra det danske ved også at udbyde almindelig voksenundervisning, f.eks. sprogkurser, og ved i højere grad at ligne et oplysningsforbund.