Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
   .  Nordamerika  .  USA
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Militær
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 4/9 2016
Læst af: 3.626
: :
Drone

Ubemandet luftfartøj (Engelsk: Unmanned aerial Vehicle (UAV)), også omtalt som drone. Definitionsmæssigt adskiller de sig fra f.eks. Cruise missiler der også er «ubemandede enheder» ved genbrug. Missiler genbruges ikke, men det gør droner.

Der kan skelnes mellem droner til civilt og militært brug. Dette opslag koncentrerer sig om droner til militært brug.

Selv om der allerede under 2. verdenskrig blev eksperimenteret med førerløse fly, var det først den kolde krig der satte gang i udviklingen af sådanne, og den primære drivkraft var frygten for nedskydning og dermed tab af piloter. Man skelner mellem droner til efterretnings (spionage) formål og angrebs formål, og det var droner til spionage der først blev udviklet. I 1950'erne var rumalderen endnu ikke skudt igang, og skulle USA indsamle efterretninger fra luften fra sine fjender, måtter supermagten sende spionfly ind. I 1959 blev et sådan U-2 spionfly skudt ned over Sovjetunionen og piloten taget til fange. Få dage senere satte USA's luftvåben et hemmeligt program i gang til udvikling af førerløse spionfly - droner. Flyene blev for alvor anvendt under Vietnamkrigen til spionage over Nordvietnam. Luftvåbnet gennemførte iflg. egne oplysninger 3.435 flyvninger med sådanne fly, og heraf blev 554 skudt ned.

Fra 1970'erne kom Israel med som udvikler af droner. Under Yom-Kippur krigen i 1973 led det israelske luftvåben store tab, da dets fly blev skudt ned af sovjetiske jord-til-luft raketter opstillet i Syrien og Egypten. Israel gik derfor i gang med at udvikle spion-droner, der kunne indsamle efterretninger om nabolandenes raketbatterier. Da Israel i 1982 angreb og besatte Libanon var landets droneprogram tilstrækkeligt effektivt til, at ingen israelske jagerfly blev skudt ned af syriske raketbatterier.

Efter USA's invasion og besættelse af Iraq i 2003 tog anvendelsen af droner hastigt til, således at 1/3 af luftvåbnets fly i 2012 var droner - 7494 stk. Dertil kom et betydeligt antal droner opereret af CIA.

Selv om det var aggressive krigsførende stater som Israel og USA der var førende i udviklingen af droner, vandt de også indpas i mange andre landes luftvåben. I 2013 rådede omkring 50 af verdens stater over droner, hvoraf 7 var i stand til selv at producere dem: bl.a. USA, Israel, Rusland, Iran og Kina. Danmark havde med projektet Tårnfalken også forsøgt at udvikle droner, men projektet blev en total fiasko og opgivet.

Droner til angrebsformål

Efter angrebene i USA 11/9 2001 besluttede supermagtens regering at ophøre med at overholde Genevekonventionerne, og dette satte fart i udviklingen af droner til angrebsformål. USA udstyrede Predator droner med Hellfire missiler, der allerede fra 2001 fra baser i Pakistan og Uzbekistan angreb mål i Afghanistan. Supermagten udvidede senere målområderne til også at inkludere Pakistan (2004), Yemen, Somalia og Syrien. Den eneste anden stat der også har anvendt droner til offensive formål er Israel, der har angrebet mål i Gaza og Libanon.

Nordamerikansk MQ-9 Reaper drone på træning. I 2012 var 1/3 af USA's luftvåbens fly droner.
Militæret og politikerne berømmer dronerne for deres «kirurgiske præcision», men en undersøgelse fra 2013 afslørede, at for hver person på supermagtens dødslister der dræbes ved et droneangreb dræbes 35 andre. Dronerne anvendes ikke pga. præcision, men for at undgå at udsætte USA's piloter for fare. Trods deres overvældende ildkraft er de upræcise pga. dårlige efterretninger på jorden, at de flyver for højt og CIA's operatørers praksis for altid at skyde - for bagefter at kigge efter hvad de har ramt.
Amnesty International konkluderede allerede i 2013, at USA gør sig skyldig i krigsforbrydelser gennem anvendelsen af droner mod civilbefolkningen i Pakistan, Yemen, Somalia og Syrien.

Anvendelsen af droner til angrebsformål tog drastisk til efter Barack Obamas overtagelse af præsidentposten i USA i januar 2009. Obama blev valgt på den stigende indenlandske utilfredshed med krigene i Iraq og Afghanistan og det stigende antal nordamerikanske tab. Dronekrigen var en måde at fortsætte krigen uden risiko for nordamerikanske tab. I Pakistan steg antallet af angreb med droner fra 36 i 2008 til 122 i 2010. Officielt havde angrebene til formål at ramme identificerede militære modstandere - såkaldte «målrettede mord». De var derfor afhængige af efterretninger, og de var ikke altid lige pålidelige. Der kom stadig flere rapporter om at droneangrebene kostede flere civile livet end væbnede modstandere. Samtidig var selve angrebsformen ofte på kant med både folkeretten og Genevekonventionerne. Angreb på ubevæbnede modstandere er nemlig i strid med Genevekonventionerne på samme måde som henrettelse af krigsfanger, der også er ubevæbnede. Drab på civile er ligeledes i strid med konventionerne.

Dronerne styres mod deres mål via satellit fra kontrolcentre i USA, der drives i fællesskab af supermagtens luftvåben og CIA, og tidligere drone-operatører fra luftvåbenet har kunnet berette, at mens luftvåbnets soldater nogle gange kunne være i tvivl om de skulle angribe et udpeget mål, der fremtrådte civilt, var CIA's operatører aldrig i tvivl. De trykkede altid på knappen. USA anvender samme taktik som al-Qaeda i sine angreb. Al-Qaeda sprænger ofte bomber i serie. Den første bombe trækker folk til, og den (de) efterfølgende bomber dræber derefter endnu flere. USA's droneoperatører gør det samme. Det første missil trækker folk til, og derefter vender dronen tilbage for at affyre yderligere missiler for at maksimere skaden.

USA's regering betegner droneangreb som et meget præcist «instrument» til at dræbe identificerede væbnede modstandere på supermagtens dødsliste. Det er ikke korrekt. Menneskerettighedsorganisationen Reprieve gennemførte i 2014 en omfattende undersøgelse af USA's droneangreb i Pakistan og Yemen og opstillede en liste over de angreb, der havde til formål at dræbe 41 personer på USA's dødsliste. Over en periode på 8 år lykkedes det kun at dræbe 32 af de 41 - ved ialt 130 droneangreb - men i alt 1.147 blev dræbt under angrebene. Eller med andre ord, hver gang der blev dræbt 1 på dødslisten, blev der dræbt yderligere 35. F.eks. forsøgte supermagten to gange at dræbe den senere leder af al-Qaeda, Ayman Zawahiri. Det mislykkedes i begge omgange, men i de to angreb blev 76 børn og 29 voksne dræbt.

 Navn på dødslisten  Land Status Antal droneangreb for at dræbe personen Dræbte
 Baitullah Mehsud  Pakistan  Dræbt 7 164
 Qari Hussain  Pakistan  Dræbt 6 128
 Abu Ubaidah al Masri  Pakistan Død af naturlige årsager 3 120
 Mullah Sangeen Zadran  Pakistan  Dræbt 3 108
 Ayman al-Zawahiri  Pakistan  Lever 2 105
 Sirajudin Haqqani  Pakistan  Lever 5 82
 Hakimullah Mehsud  Pakistan  Dræbt 5 68
 Sadiq Noor  Pakistan  Dræbt 4 57
 Said al-Shihri  Yemen  Dræbt 4 57
 Badruddin Haqqani  Pakistan  Dræbt 3 53
 Fahd al-Quso  Yemen  Dræbt 4 48
 Mustafa Abu Yazid  Pakistan  Dræbt 4 46
 Anwar Al-Awlaki  Yemen  Dræbt 4 44
 Nasser Abdel Karim al Wuhayshi  Yemen  Lever 2 38
 Ilyas Kashmiri  Pakistan  Dræbt 4 35
 Abu Khabab al-masri  Pakistan  Dræbt 2 34
 Jalaluddin Haqqini  Pakistan  Lever 2 34
 Nader Shadadi  Yemen  Dræbt 4 34
 Sahykh Ibrahim Muhammad Salih al-Banna (a.k.a. Abu Ayman al Masri)  Yemen  Dræbt 5 33
Abu Kasha   Pakistan  Dræbt 33 
 Shawki al-Badani  Yemen  Dræbt 32 
 Abu Sulayman Al-Jazairi  Pakistan  ? 30 
 Qasim al-Raimi  Yemen  Lever 28 
 Abu Yahya Al-Libi  Pakistan  Dræbt 28 
 Haji Omar  Pakistan  ? 27 
 Mullah Nazir/Maulvi Nazir  Pakistan  Dræbt 24 
 Mohammed Usman  Pakistan  Dræbt 23 
 Ibrahim al-Asiri  Yemen  Lever 4 22 
 Abdulraoif al Dahab  Yemen  Lever 22 
 Ayed Jaber al-Shabwani  Yemen  Dræbt 19 
 Abdul Jabbar  Pakistan  Dræbt 19 
 Abu Wafa Al Saudi  Pakistan  Dræbt 17 
 Abu Hamza Rabia  Pakistan  Dræbt 16
 Qaid Ahmad Nasser al-Dhahab  Yemen  Dræbt 14 
 Ammar Obada al-Waili  Yemen  Dræbt 13 
 Atiyah abd al-rahman  Pakistan  Dræbt 11 
 Salah Al-Somali  Pakistan  Dræbt 10 
 Rabae Lahib  Yemen  Dræbt
 Abdel-Raouf Naseeb  Yemen  Dræbt
 Adel al-Abab  Yemen  Dræbt

Over 8 år lykkedes det kun USA at dræbe 32 ud af 41 personer på supermagtens dødslister, men det krævede 130 droneangreb, hvor i alt 1.147 blev dræbt. Eller med andre ord, hver gang der blev dræbt 1 på dødslisten, blev yderligere 35 dræbt - overvejende civile. Påstanden om droneangreb som et præcist kirurgisk instrument er med andre ord tvivlsom.

Den pakistanske befolkning begyndte tidligt at protestere mod USA's terror mod bjergområderne i landet, men den pakistanske regering holdt lav profil, trods den åbenlyse krænkelse af landets suverænitet. USA var trods alt Pakistans vigtigste militære samarbejdspartner. Det ændredes i november 2011, da en drone dræbte 24 pakistanske soldater ved en grænsepost til Afghanistan. Pakistan reagerede ved øjeblikkeligt at afbryde NATO's forsyningslinier gennem landet til Afghanistan. Først i juli 2012 da USA havde undskyldt drabene overfor den pakistanske regering, blev forsyningslinierne atter åbnet.

Efter et langt juridisk forløb lykkedes det ofre for droneangrebene at få sagen for landsretten i Peshawar, der i april 2013 afsagde en vidtgående kendelse, i hvilken det hed, at droneangrebene var en «krænkelse af Pakistans suverænitet» og en «aggressionshandling» i «klar strid med FN's Charter». De udgør en «alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, internationale instrumenter og Genevekonventionerne». Kendelsen pålagde den pakistanske regering at tage skridt til at hindre yderligere droneangreb, herunder også ved «magt eller ved at nedskyde de indtrængende droner». Den pålagde samtidig regeringen at indbringe sagen for FN's Sikkerhedsråd, hvilket den gjorde i september 2013, og anmodede samtidig FN's Generalsekretær om at nedsætte en speciel undersøgelseskommission til at undersøge alle angreb i Pakistan og vurdere om de udgør krigsforbrydelser. Landsretten pålagde samtidig det pakistanske udenrigsministerium til at anmode FN's Sikkerhedsråd eller Generalforsamling om at vedtage en resolution, der skulle fordømme droneangrebene. Hvis USA's myndigheder ikke indstillede angrebene, pålagde domstolen den pakistanske regering at «afbryde alle forbindelser med USA og nægte supermagten adgang til faciliteter eller logistisk støtte i Pakistan». Denne sidste del af kendelsen blev ignoreret af regeringen, ligesom kendelsen generelt blev ignoreret af USA.

På pakistansk foranledning blev sagen taget op i FN's Menneskerettighedsråd, der i marts 2014 vedtog resolutionen Ensuring use of remotely piloted aircraft or armed drones in counter-terrorism and military operations in accordance with international law, including international human rights and humanitarian law. Resolutionen opfordrede staterne til «transparens» (dvs. offentliggøre optagelser af angrebene) og til at indlede «øjeblikkelige og uafhængige undersøgelser, når der opstod tvivl om overtrædelse af international lov». Resolutionen blev vedtaget med 27 stemmer for, 6 imod og 14 der undlod. Mens f.eks. Kina og Rusland stemte for, stemte USA og Storbritannien imod. USA kritiserede rådet for at have interesseret sig for et enkelt våbensystem. Resolutionen afslørede hvor isoleret USA står i verden i spørgsmålet om offensive droner. I juni samme år vedtog FN's generalforsamling en resolution der slog fast, at når offensive droner anvendes skal det sket under overholdelse af folkeretten, menneskerettighedskonventionerne og FN's Charter.

I maj 2013 erklærede Barack Obama i en tale ved National Defense University i Fort McNair, at USA opgav den «globale krig mod terror». Amnesty International kunne i sin rapport «Will I be next. US drone strikes in Pakistan» et ½ år senere imidlertid dokumentere, at uændret fortsatte sine globale droneangreb, uden som lovet at undersøge drab på civile og stille oplysninger til rådighed for nationale efterforskninger af angrebene og deres konsekvenser. Amnesty International sluttede sin rapport af med at konkludere, at i den udstrækning droneangrebene rammer civile er der tale om krigsforbrydelser.

USA's vigtigste kontrolcenter for angrebsdroner findes i Nevada (CIA har dog også et par stykker selv). Tusinder af kilometer fra målområdet styres dronerne af soldater og CIA operatører på basis af efterretninger fra det militære efterretningsvæsen og CIA. Afhoppede soldater har rapporteret, at mens soldaterne viger tilbage fra at skyde, når der er tale om åbentlyse civile mål, er det altid CIA operatøren der trykker på knappen. (Billedet er ikke fra Nevada men fra et kontrolcenter i Iraq).

Den anden store anvender af droner af Israel, der indledte udviklingen af dem allerede i 1970'erne. Israel anvender dem næsten udelukkende til efterretningsformål. De sendes rutinemæssigt ind over Libanon, Syrien og Egypten, og i 2014 blev en israelsk drone skudt ned over Iran. Men Israel har også ønsket at udvikle dem til offensive formål for at styrke sin våbeneksport. Trods totalt overherredømme i luften over Palæstina har Israel derfor brugt Gaza som prøveområde for droneangreb, for at indhøste erfaringer til sin våbenudvikling. I marts 2009 angreb en israelsk drone det tætbefolkede Gaza. Det kostede 48 civile livet. I juni samme år udgav Human Rights Watch en rapport om 6 israelske droneangreb på Gaza der konkluderede, at Israel enten ikke sikrede sig at de angrebne var militante eller ikke var i stand til at skelne mellem militante og civile. Den 27. december 2008 angreb en israelsk drone f.eks. et busstoppested på den anden side af gaden fra UNRWA's hovedkvarter i Gaza. Ni studerende der ventede ved busstoppestedet blev dræbt. Israel var efterfølgende ikke i stand til at forklare hvorfor det havde angrebet et busstoppested på en travl gade, midt om dagen i et område hvor der på det tidspunkt ikke var militær aktivitet. Den 5. januar 2009 angreb en drone UNRWA's Asma grundskole, der da fungerede som flygtningecenter. Tre blev dræbt. (UNRWA er er FN's bistands og hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge). Israel optager ligesom USA alle droneangreb på video, og kunne fremlægge disse optagelser, hvis det ønskede at modbevise menneskerettighedsorganisationernes påstande om angreb på civile, men det er ikke sket. Israels eneste svar er at det «overholder krigens love». Israel brugte Gaza som laboratorium for sin våbenudvikling, og kunne efterfølgende sælge dræberdroner til bl.a. Frankrig.

Frem for at begrænse anvendelsen af droner som angrebsvåben, sker der i disse år en hastig udvikling af dem. De udvikles til at kunne flyve længere og til at kunne flyve autonomt - dvs. at dronen selv beslutter hvornår dets missiler affyres.

Dronerne er dårlige våben mod lande med et luftforsvar. De er langsomme, har ringe manøvredygtighed ifht. kampfly og er derfor lette at skyde ned af luftforsvaret. De anvendes derfor overvejende mod fattige lande uden ordentligt luftforsvar. Både USA og Storbritannien arbejder med at udvikle droner med Stealth egenskaber, der gør det vanskeligere at detektere dem på radar for også at kunne anvende dem mod militært mere udviklede lande. USA har mange statschefer på sine dødslister.

A.J.


Internet
The drone papers. Læk af dokumenter der dokumenterer USA's mordprogram i Afghanistan, Yemen og Somalia.
41 men targeted but 1,147 people killed: US drone strikes – the facts on the ground, Guardian 24/11 2014
Dronestagram – the website exposing the US's secret drone war, Guardian 12/11 2012
Drone attacks in Pakistan are counterproductive, says report, Guardian 25/9 2012
“WILL I BE NEXT?” US DRONE STRIKES IN PAKISTAN, Amnesty International 2013
Living Under Drones. Death, Injury, and Trauma to Civilians From US Drone Practices in Pakistan, Stanford Law School, NYU School of Law, september 2012
http://dronestagram.tumblr.com/ Site med fotos fra målområderne om kommentarer til de enkelte angreb. DRONESTAGRAM = DRONE-INSTAGRAM
Precisely Wrong. Gaza Civilians Killed by Israeli Drone-Launched Missiles, Human Rights Watch, juni 2009
Cut to pieces: the Palestinian family drinking tea in their courtyard, Guardian, 23/3 2009