Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Iraq
     .  Syrien
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 9/1 2017
Læst af: 3.943
: :
Islamisk Stat (IS, Daesh)

Islamisk Stat (IS) (ad-Dawlah al-Islāmiyah fī 'l-ʿIrāq wa-sh-Shām), irakisk politisk-(religiøs)-militær organisation dannet i forlængelse af USA's, Danmarks og en række andre vestlige landes besættelse af Iraq i 2003. Bevægelsen har siden 2013-14 udviklet en bemærkelsesværdig kapacitet til gennem medierne at manipulere både tilhængere og modstandere. Bevægelsens besættelse af den irakiske by Mosul i 2014 samt spektakulære henrettelser af vestlige gidsler udløste nordamerikanske bombardementer med specielt fokus på IS, og dette fokus gjorde i løbet af et par måneder bevægelsen til samlingspunkt for en lang række religiøst-militære bevægelser over hele verden. Bevægelsen fik med USA's hjælp i løbet af disse måneder gjort sig til verdens vigtigste terrororganisation og fik marginaliseret sin nærmeste konkurrent, al-Qaeda. IS støttes militært af de vestlige allierede i Golfen med Qatar og Saudi Arabien i spidsen samt Tyrkiet. Økonomisk er den i vid udstrækning selvfinancierende gennem kontrol med oliefelter i Iraq og Syrien. Olien herfra sælges til Tyrkiet (som i november 2015 fik 3 mia. Euro i støtte fra EU til bl.a. denne aktivitet), Jordan og i mindre grad Assad regimet i Syrien. Bevægelsens kerne er tidligere officerer i Saddam Husseins hær, der med islam som dække stræber mod territorial kontrol af større områder i Mellemøsten.

Bevægelsens modstandere i specielt den arabiske verden bruger den nedsættende betegnelse Daesh om organisationen. Daesh er i virkeligheden den arabiske forkortelse for IS, men ligger samtidig udtalemæssigt tæt på de arabiske ord Daes (den der knuser noget under sin fod) og Dahes (den der sår uenighed). I de IS kontrollerede områder af Iraq og Syrien straffer IS dem der anvender betegnelsen Daesh med piskning.

IS som vi kender det i dag blev dannet i maj 2010, da resterne af en tidligere islamistisk-militær gruppering fusionerede med en gruppe officerer fra Saddam Husseins opløste hær. Anføreren af disse officerer, Abu Bakr al-Baghdadi blev gjort til leder af det nye IS. Han placerede sine officerskolleger på de centrale poster i IS. Allerede i maj 2003 havde USA på foranledning af Israel opløst det irakiske militær og dermed gjort flere hundrede tusinde irakiske soldater og officerer arbejdsløse. De kom de følgende år til at spille en central rolle i det militante oprør i den sunni-dominerede vestlige del af Iraq. Israels mål med besættelsen af Iraq var ikke at Iraq skulle fortsætte som en stærk stat i centrum af den arabiske verden, men at staten skulle splittes op og gøres ligegyldig som magtfaktor. Derfor måtte der ikke opbygges et stærk irakisk militær på resterne af Saddams militær. Resultatet er de-facto delingen af Iraq i dag i et kurdisk kontrolleret nord, et IS kontrolleret vest og shiitisk kontrolleret syd og øst.

IS' fødselshjælpere: Bush, Blair og Fogh

IS' fødselshjælpere: George Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen. De 3 statsledere fra USA, Storbritannien og Danmark var i 2003 med til at besætte Iraq, opløse den irakiske hær, splitte landet op og bane vej for opkomsten af IS. Tony Blair indrømmede i et interview i efteråret 2015, at de mange fejltagelser de havde begået havde været med til at bane vejen for opkomsten af IS.

IS' forgænger blev dannet i oktober 2006. I juni samme år var det lykkedes USA at dræbe jordaneren Abu Musab al-Zarqawi, der stod i spidsen for al-Qaedas filial i Iraq. Det var resterne af hans gruppe, et par mindre grupper og 6 sunni stammer der i oktober 2006 sluttede sig sammen og dannede en organisation, der fik navnet Islamisk Stat. Denne nye gruppe kom hurtigt under stort pres, da USA i 2007 intensiverede kampen mod sunni oprøret i det vestlige Iraq. Det vigtigste element i bekæmpelsen var bestikkelsen af sunni stammerne i regionen. Fra 2008 var IS derfor på kanten af sammenbrud, og i april 2010 lykkedes det at henrette bevægelsens to ledere. Dette var baggrunden for dens strategiske ægteskab med tidligere officerer fra Saddams officerskorps med Abu Bakr al-Baghdadi i spidsen. Kombinationen af islam og krigsmæssig kunnen skulle hurtig vise sig effektiv. Det nye IS begyndte militært at gå frem allerede fra slutningen af 2010. I august 2011 sendte al-Baghdadi sine første folk ind i Syrien, hvor der siden marts havde været et oprør i gang mod Bashar al Assads verdslige styre i Damaskus. De dannede Jabhat al-Nusra fronten, der gennem 2012 spillede en stadig større rolle i den syriske borgerkrig. Nordamerikanske efterretningsofficerer registrerede allerede i 2011 bevægelsens aktiviteter, men så den som en taktisk allieret i bestræbelserne på at få væltet Bashar al-Assad regimet i Syrien, og lagde derfor ingen hindringer i vejen for dens aktiviteter.

Brud med al-Qaeda 2012-13

al-Baghdadi havde i 2010 arvet et tilknytningsforhold til al-Qaeda, som IS' forgængere havde haft. Der opstod imidlertid hurtigt konflikt mellem al-Qaedas islamistiske strategi og al-Baghdadis politisk-militære strategi. I april 2013 erklærede al-Baghdadi, at al-Nusra i Syrien og IS i Iraq ville blive lagt sammen under navnet «Islamisk Stat i Iraq og Levanten». al-Nusra protesterede og erklærede, at de ikke var blevet konsulteret. I juni kom al Jazeera i besiddelse af et brev skrevet af al-Qaedas øverste leder al-Zawahiri adresset til lederne af både al-Nusra og IS, hvor han gik imod en sammenlægning og samtidig udpegede en udsending, der skulle forhandle med og forlige de to parter. al-Baghdadi svarede øjeblikkeligt igen og erklærede at sammenlægningen ville fortsætte som planlagt. Samtidig gik IS dog igang med at opbygge egne strukturer i Syrien. I oktober krævede al-Zawahiri IS opløst, og i februar 2014 afbrød al-Qaeda alle forbindelser til IS.

al-Baghdadi refererede ikke længere til al-Qaeda men var selv øverstkommanderende for en politisk-(religiøs)-militær organisation. Mens al-Qaedas primære fokus var det åndelige og religiøse var soldaten al-Baghdadis primære fokus kontrol af territorium og statsopbygning - med ham selv som Kalif.

IS gik hastigt frem i den vestlige del af Iraq. USA var ude af landet, sunnierne havde ingen indflydelse på regeringsmagten i Baghdad og blev behandlet chauvinistisk af den shiitisk kontrollerede regering. Samtidig var både regering og militær dybt korrupt. Da IS i juni 2014 erobrede Mosul var der på papiret 50.000 regeringssoldater i byen, Men i realiteten var der kun nogle få tusinde. Korrupte irakiske officerer skummede lønningerne til resten af de ikke-eksisterende 50.000 soldater.

Nogle sunnier flygtede fra de områder i det vestlige Iraq, der blev erobret af IS, men det store flertal blev. IS søgte at indgå alliancer med de forskellige stammer, og de stammer der modsatte sig alliancedannelsen blev massakrerede. Civilbefolkningen foretrak ofte IS frem for den chauvinistiske shiitiske centralregering i Baghdad.

Millionbyen Mosuls fald kastede den irakiske regering ud i endnu dybere krise, end den var i i forvejen. IS udnyttede krisen til at indlede et stormløb mod hovedstaden Baghdad og trak bl.a. 10.000 soldater ind i Iraq til at deltage i dette stormløb, men forgæves. Baghdad holdt. I august indtog organisationen i stedet Sinjar bjerget i det nordlige Iraq. Et område der var centrum for den kristne sekt Yazidierne. Mens propagandatrommerne kørte på højtryk i den vestlige verden, fordi det nu også var «kristne» der blev angrebet, blev det umiddelbart ved propagandaen. De eneste der kom Yazidierne til hjælp var kurdiske militser fra det kurdisk kontrollerede Nord-Iraq.

USA begynder at kaste bomber i sandet

IS' indtagelse af Mosul i juni gjorde det klart for verden, at Vestens 10 år lange besættelse af Iraq ikke havde skabt fred, demokrati og en stabil stat, men derimod en stat i hastig opløsning. I Israelsk optik var der tale om en succes, fordi en af landets stærkeste militære modstandere var udslettet. Men i den vestlige optik var det et problem, fordi kaosset i Iraq nu gav grobund for islamisk radikalisering. Det var dog ikke erobringen af Mosul eller opløsningstendenserne i den irakiske stat der fik USA til at «indlede krig mod IS». IS begyndte derfor at henrette vestlige gidsler for rullende kameraer og indledte i august stormløbet mod Yazidierne. Først nu lykkedes det IS at lokke USA ind i konflikten. Supermagten erklærede, at den ville samle en koalition, der ville bombe IS fra luften - i Iraq på begæring fra den irakiske regering (der var i hastig opløsning) og i Syrien i strid med folkeretten.

Resultatet udeblev ikke. Allerede to måneder efter USA var begyndt at kaste bomber i ørknerne havde snesevis af jihadistgrupper fra Philippinerne over Pakistan og Yemen til Nordafrika svoret troskab overfor IS. Al-Qaeda var stødt fra tronen som globalt jihadistisk omdrejningspunkt og IS havde i stedet indtaget denne position - med USA's hjælp. Mens USA på godt en måned havde besejret Saddams hær på flere hundrede tusinde mand, udrettede USA's bomber ingen synderlig skade på IS.

I skyggen af de uskadelige vestlige bombninger i den syriske og irakiske ørken optrappede Saudi Arabien, Tyrkiet og Golfstaterne våbenleverancerne til jihadisterne - herunder IS - i Syrien. De islamistiske diktaturer - og samtidig vestlige allierede - leverede tungere våben og panserværnsraketter, der gennem 2015 drastisk forrykkede styrkeforholdet ifht. Assad regimet i Damaskus.

Parallelt hermed styrkede IS forbindelserne til sine religiøse og politiske sympatisører i regionen. Allerede før besættelsen af Mosul havde IS haft gode forbindelser til Tyrkiet. Med besættelsen af Mosul blev de endnu bedre. Under besættelsen blev over 40 tyrkiske statsborgere taget som gidsler på det tyrkiske konsulat i byen. I september indgik Tyrkiet og IS en aftale, hvor de 40 blev løsladt, mod at Tyrkiet samtidig løslod alle IS medlemmer i tyrkiske fængsler og bistod IS i bekæmpelsen af de syriske kurdere. Til gengæld fraskrev IS sig retten til at ekspandere territorialt ind i Tyrkiet. IS var allerede i over 2 år blevet financieret af Tyrkiet gennem salg af olie fra 2-300 besatte oliefelter i Iraq. Denne handel gav bevægelsen 1-2 mio. US$ i daglig indtægt.

Efter at stormløbet mod Baghdad var slået fejl i efteråret 2014 koncentrerede IS sine styrker mod syrisk Kurdistan: Rojava. Kurderne havde siden 2013 bekæmpet IS, men stod nu overfor en langt stærkere militær modstander. IS var blevet drastisk styrket af de store mængder nordamerikanske våben det havde erobret efter indtagelsen af Mosul. Kurderne måtte derfor gradvist opgive landsby efter landsby indtil kampen fra oktober 2014 var koncentreret om den kurdiske hovedby, Kobane. Flere hundrede tusinde kurdere var da flygtet over grænsen til Tyrkiet, hvor de af tyrkerne ikke blev behandlet som flygtninge, men som krigsfanger - i tråd med Tyrkiets strategiske aftale med IS om at bekæmpe kurderne.

De eneste der bekæmpede IS på landjorden var da de irakiske kurdere og de syriske kurdere. Sidstnævnte med støtte fra den tyrkisk kurdiske organisation PKK. Vesten afviste at levere våben til de irakiske kurdere, fordi det ville være at «underkende» den nærmest opløste irakiske stat. Og Tyrkiet hindrede ligeledes Vesten at levere våben til de syriske kurdere.

Trods de stærkt ulige vilkår lykkedes det i januar 2015 de syrisk kurdiske YPG/YPJ militser samt PKK at smide IS ud af Kobane og langsomt presse IS tilbage mod bevægelsens hovedby Raqqa i det østlige Syrien. I juni 2015 stod militserne blot 50 km fra Raqqa. IS var da så presset, at Tyrkiet gik aktivt ind i konflikten. I juli gennemførte IS med bistand fra det tyrkiske efterretningsvæsen en selvmordsbombeaktion mod et kurdisk møde i byen Suruc, få kilometer fra Kobane. Attentatet kostede 32 civile kurdere livet og over hundrede sårede. Det gav den tyrkiske regeringen anledning til at erklære, at den nu aktivt gik ind i konflikten. Dog ikke ved at bombe IS. I stedet brød regeringen våbenhvilen og fredsforhandlingerne med PKK, indledte intense luftbombardementer af PKK lejre i Tyrkiet og Nordiraq og igangsatte militære angreb på kurdiske byer i det sydøstlige Tyrkiet. Ved enkelte lejligheder bombede Tyrkiet også YPG/YPJ militserne i Syrien. Den islamistiske tyrkiske regering havde to hovedformål med krigen: dels at lette det militære pres på IS, da PKK nu var nødt til at koncentrere sine styrker om forsvaret af tyrkisk kurdistan, dels at få omgjort det islamistiske parti AKP's valgnederlag i juni, hvor det kurdiske HDP parti havde fået over 13% af stemmerne.

Golfstaterne, Saudi Arabien og Tyrkiets tunge militære støtte til fordel for jihadisterne i Syrien forrykkede drastisk styrkeforholdet til ugunst for Bashar Assad regimet i løbet af 2015. I slutningen af september kom Rusland Assad regimet til hjælp, da det indledte luftbombardementer af IS og andre jihadistgrupper. Mens Vesten gennem 1 år havde kastet bomber i sandet uden nævneværdig effekt, bidrog de russiske bombardementer til hurtigt at styrke Assad regimet. De udløste derfor voldsomme protester fra Tyrkiet, Golfstaterne, Saudi Arabien - og USA - der erklærede at de ville optrappe den økonomiske og militære bistand til jihadisterne. IS blev presset af de russiske luftangreb og begyndte derfor fra november at gennemføre militære aktioner udenfor Iraq og Syrien:

Alle angreb formodes at have til formål at udløse hovedløse modforanstaltninger fra den ramte modparts side. Gerne i form af landtropper, der ville blive massakrerede i den syriske borgerkrig, men under alle omstændigheder styrke IS. Adskillige danske og andre europæiske borgerlige politikere gik øjeblikkeligt i fælden og krævede optrappede militære aktioner mod IS. Men angrebene var også udtryk for desperation fra IS' side, der var militært på tilbagetog i Syrien og Iraq.

IS's støtter og modstandere

Der findes ingen præcise tal for antallet af IS krigere under våben. De varierer fra kurdiske estimater på 200.000, IS' egne oplysninger om 100.000 til CIA's estimat på 30.000.

Takket være IS' effektive internet baserede mediemaskine og Vestens ageren er det lykkedes organisationen at blive en magnet for frustrerede utilpassede unge fra hele verden. Op mod halvdelen af dens krigere formodes at komme fra lande undenfor Syrien og Iraq.

Land Antal
Tunesien 3000
Saudi Arabien 2500
Rusland 1700
Jordan 1500
Marokko 1500
Frankrig 1200
Tyrkiet 1000
Libanon 900
Tyskland 700
Libyen 600
Storbritannien 600
Indonesien 500
Uzbekistan 500
Pakistan 500
Belgien 440
Turkmenistan 360
Egypten 360
Serbien 350
Bosnien 330
Kina 300
Kosova 300
Sverige 300
Australien 250
Kazakhstan 250
Nederlandene 250
Azarbadjan 2-300
Østrig 200
Algeriet 200
Malaysia 200
Tajikistan 190
USA 180
Norge 150
Danmark 150
Albanien 140
Canada 130
Yemen 110
Sudan 100
Kirgisistan 100
Spanien 100
Italien 80
Palæstina 70-80
Somalia 70
Kuwait 70
Finland 70
Ukraine 50
Israel 40-50
Irland 40
Schweiz 40
Georgien 30
Omverdenens bidrag af krigere til IS. De udgør omkring halvdelen af bevægelsens soldater.
Ifht. sin befolkning ligger Danmark i top hvad angår bidrag af krigere. Det må tilskrives 15 års hårdhændet forfølgelse af muslimer i landet og den hadefulde retorik i det offentlige rum rettet mod islam. 

De mange tilløbere udefra tror de slutter sig til en islamisk organisation, men blandt lederne i bevægelsens kerne med en fortid som officerer i Saddams militær er religionen blot et middel til at sikre dens territoriale, politiske og økonomiske ekspansion.

I Iraq udgør tidligere soldater og officerer i Saddams hær en ikke uvæsentlig del af bevægelsens kombatanter. I Syrien har den rekrutteret flittigt fra den Frie Syriske Hær (FSA), hvis medlemmer overvejende var soldater og officerer i Assads militær, samt fra Jabhat al-Nusra Fronten og de mindre islamiske grupper.

IS får betydelig logistisk, økonomisk og militær støtte fra islamistiske diktaturer i Mellemøsten. Allerede i efteråret 2014 viste undersøgelser, at 25% af det tyrkiske regeringsparti AKP's medlemmer sympatiserede med IS. Der findes efterretninger om samarbejde mellem den tyrkiske efterretningsvæsen og IS. Tyrkiet tillader i forvejen krigere og forsyninger at komme over grænsen til Syrien til IS. Tilsvarende bomber Tyrkiet PKK og ved nogle lejligheder også YPG/YPJ militserne, der er de eneste der siden 2014 har været i stand til at slå IS tilbage militært. Tyrkiet hindrer endvidere forsyninger at komme igennem til YPG/YPJ - både militære forsyninger og forsyninger til genopbygning af de kurdiske byer, IS har ødelagt. Tyrkiet er den vigtigste økonomiske garant for IS' overlevelse gennem køb af olie fra de ca. 300 oliekilder bevægelsen kontrollerer. Efter ved flere lejligheder at have beskudt russiske fly, der bombede jihadister i Syrien skød Tyrkiet den 24. november et russisk bombefly ned over det nordlige Syrien. Tyrkiet påstod det befandt sig over Tyrkiet, men faktum var at det styrtede ned i Syrien.

Qatar, Saudi Arabien og de øvrige Golfstater er centrale leverandører af våben og ammunition til IS. Disse sendes gennem Tyrkiet og ind over grænsen til Syrien eller gennem Iraq. I mindre grad financierer de IS, der i modsætning til de øvrige jihadi bevægelser har en solid økonomi.

USA har bidraget betydeligt med våben og ammunition til IS gennem dennes erobring af supermagtens våbenlagre i det vestlige Iraq. Det var på den måde den bl.a. fik adgang til kampvogne og pansrede mandskabskøretøjer, da den i 2014 erobrede Mosul.

USA's luftoffensiv mod IS fra september 2014 satte fart i internationale jihadistgruppers tilslutning til IS:

Start Land Bevægelse
Juli 2014 Philippinerne Moro bevægelsen Abu Sayyaf svor i juli 2014 troskab overfor IS
September 2014 Algeriet Jund al-Khilafah svor troskab overfor IS. Jund udgjorde tidligere en del af al-Qaeda i Islamisk Magreb (AQIM)
Oktober 2014 Libyen Shura rådet for islamisk Ungdom svor i oktober troskab overfor IS. I starten af november blev IS tilhængerne forstærkede af 300 libyske IS krigere, der vendte tilbage til Libyen. Her indtog de kystbyen Derna, tæt ved grænsen til Egypten. Derna har ca. 100.000 indbyggere. De i alt 800 jihadister oprettede et halvt dusin lejre i udkanten af byen. I december halshuggede de 25 egyptiske koptere, der arbejdede i byen. Massemordet udløste et flyangreb fra Egyptens side. I starten af 2015 sluttede en mindre gruppe fra det libyske Ansar al Sharia sig til IS i Derna.
Oktober 2014 Pakistan En række regionale grupper i Pakistansk Taliban bryder med denne og sværger troskab overfor IS
November 2014 Egypten Ansar Bait al-Maqdis i Sinai svor i november troskab overfor IS. Gruppen har siden 2012 gennemført mange militære aktioner mod det egyptiske militær i Sinai og mod civile. Den har også forsøgt at få fodfæste i Gaza.
November 2014 Tjetjenien, Dagestan En række militære ledere i Kaukasus Emiratet brød i november med dette og svor troskab overfor IS
Februar 2015 Yemen En gruppe brød med Ansar al-Sharia i Yemen og svor troskab overfor IS.
Marts 2015 Nigeria Boko Haram sværger troskab overfor IS. Boko Haram havde tidligere været knyttet til al-Qaeda
April 2015 Palæstina IS angreb i begyndelsen af 2015 Yarmouk flygtningelejren for palæstinensere i udkanten af Damaskus og sendte flere tusinde palæstinensere på flugt. IS halshuggede efterfølgende Hamas' leder i Yarmouk. I april 2015 lokaliserede politiet i Gaza en lille IS celle, der under navnet Den islamiske stats hær i Palæstina havde svoret troskab overfor IS. IS cellen blev rullet op og tilintetgjort.
Juni 2015 Uzbekistan Islamisk Bevægelse i Uzbekistan sværger troskab overfor IS
I kølvandet på IS' erobring af Mosul og USA's indledning af flyangreb i september 2014 har jihadister fra Philippinerne i øst til Algeriet i vest sluttet sig til IS.

 

Mens Israel har støttet de øvrige jihadi organisationer i den syriske borgerkrig med efterretninger, bombninger af det syriske militær og behandling af sårede jihadister, er der ingen efterretninger om tilsvarende støtte til IS. Israels projekt i Syrien er (som i Iraq) at få splittet landet til atomer, så det ikke udgør nogen sikkerhedsmæssig trussel mod Israel. IS' territoriale ambitioner gør denne bevægelse til en potentiel trussel for Israel.

IS' vigtigste militære modstandere er kurderne i det nordlige Syrien organiseret i YPG/YPJ militserne, det tyrkiske PKK og kurderne i det nordlige Iraq. Dernæst er det den syriske hær, Rusland der bomber bevægelsen fra luften, samt Hezbollah fra Libanon der bistår den syriske hær i angreb på bl.a. IS. Endelig er det de øvrige jihadi organisationer i Syrien. IS har ikke som primært formål at vælte Assad (i modsætning til de øvrige bevægelser i Syrien), men at tage kontrol over territorium. IS går derfor hyppigt til angreb på andre jihadi organisationer for at erobre deres territorium.

Trods IS' gode økonomi, støtte fra regionens islamistiske diktaturer og store adgang til våben, har kurdernes kamp i det nordlige Syrien og Iraq vist, at den kan nedkæmpes. Ruslands bombardementer af bevægelsens oliefelter og oliekonvojer i efteråret 2015 tvang den i december til at halvere lønnen til sine krigere. I marts 2016 lykkedes det den syriske hær og russiske luftbombardementer at tvinge IS ud af Palmyra i det vestlige Syrien. Vestens bombardementer i Syrien og Iraq har ikke synligt bidraget til at svække IS, men har bidraget til at give bevægelsen opbakning langt uden for regionen.

I februar 2016 offentliggjorde den britiske organisation Conflict Armament Research en omfattende rapport om IS' våbenproduktion. Rapporten dokumenterede at produktionen har en industrielt omfang, overvejende er baseret på råvarer leveret fra Tyrkiet eller en lang række andre vestlige eller asiatiske lande der sender råvarene gennem Tyrkiet. Siden 2012 er IS overvejende blevet financieret gennem salg af olie til Tyrkiet. (Report: ISIS manufacturing arms on industrial scale, Daily Star 14/12 2016; TRACING THE SUPPLY OFCOMPONENTS USED IN ISLAMIC STATE IEDs, Conflict Armament Research, February 2016).

Livet under kalifatet

De IS kontrollerede områder i Iraq og Syrien er nogle af de meste lukkede i verden. IS tillader ikke uafhængige journalister at komme ind, med mindre de har svoret troskab overfor IS. Oplysninger om livet under IS' kalifat stammer derfor fra flygtninge, der er flygtet fra IS eller fra IS' egne medier. Bevægelsens mediestrategi er uden sammenligning den mest avancerede en politisk-militære bevægelse har præsteret og er udtryk for en fokuseret strategisk satsning. Medierne bruges både til at manipulere tilhængere, skaffe nye proselytter og manipulere modstandere til at foretage af IS ønskede handlinger. Det er derfor forkert at forstå bevægelsen som en «middelalderlig organisation». Tvært imod ligger dens mediestrategi i professionalisme på niveau med de mest avancerede nordamerikanske koncerners.

IS har siden 2014 benyttet de sociale medier til at kommunikere bevægelsens usædvanligt bestialske straffeformer som henrettelser ved sværd, stening, drukning, brænding, eller afhuggelse af lemmer og piskning. I Vesten er disse straffeformer taget som udtryk for bevægelsens «middelalderlige» karakter. Men i virkeligheden er bevægelsen helt «moderne». Dens metoder afviger ikke fra metoderne i USA's torturcentre i Guantanamo, Afghanistan, Diego Garcia eller supermagtens hemmelige torturcentre. Og den overskygges til enhver tid af straffemetoderne i Saudi Arabien og Golfstaterne. Antallet af korsfæstelser, halshugninger, piskninger, steninger og afhugning af lemmer har i Saudi Arabien der er Vestens vigtigste allierede i regionen slået alle rekorder i 2015. Landet er udover at være allieret med IS, EU og USA samtidig verdens største olieeksportør og siden 2014 verdens største våbenimportør.

A.J.


Internet
Escape from Hell. Torture and sexual slavery in islamic state captivity in Iraq. Amnesty International, december 2014
Ethnic cleansing on a historic scale. Islamic State's systematic targeting of minorities in northern Iraq, Amnesty International, september 2014
Islamic State's War on Gays, Human Rights Watch, juni 2015
Slavery: The ISIS Rules, Human Rights Watch, september 2015
Now the truth emerges: how the US fuelled the rise of Isis in Syria and Iraq, Guardian 3/6 2015
Islamic State
, Wikipedia