Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Storbritannien
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Biologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 164.133
: :
Darwin, Charles Robert
Charles Darwin
Charles Darwin

Darwin (1809-1882), engelsk naturforsker. Darwin gjorde en vigtig indsats indenfor flere områder af biologi og geologi, men er mest kendt for sin lære om arternes udvikling gennem naturlig udvælgelse. Hans teori rummer to hovedteser. Den første - som havde været fremført af mange tidligere naturforskere - siger at nulevende planter og dyr nedstammer fra tidligere eksisterende mere primitive former. Dette betyder, at når man går tilstrækkelig langt tilbage, har mennesket fælles forfædre ikke bare med aber, fisk og andre hvirveldyr, men også med encellede organismer. Darwin var imidlertid meget forsigtig med at udtale sig om de fjernere forfædre, og han sagde, at problematikken omkring de første levende organismers oprindelse ligger udenfor udviklingslærens område. Den anden hovedtese - som var Darwins originale bidrag - siger at årsagen til arternes udvikling er «naturlig udvælgelse» gennem tilfældige variationer. Mens den første tese siden Darwins tid har været ret alment accepteret blandt biologer, har den anden tese været stærkt omstridt.

En av våre seinere forfedre
En af vore senere forfædre, ifølge den engelske naturforsker Charles Darwin. (NTB)

Darwin var meget plaget af sygdom og levede størstedelen af sit liv på en arvet formue, stille og tilbagetrukket, på landet lidt syd for London. Han kom fra det højere borgerskab. Både faren og farfaren var kendte læger, og moren (født Wedgewood) kom fra en familie af fremtrædende forretnings- og industrifolk. Efter først at have forsøgt sig med medicin i Edinburgh, studerede Darwin teologi i Cambridge og tog en dårlig eksamen i 1831. Han havde imidlertid benyttet tiden til at lære sig biologi og anden naturvidenskab, og havde stiftet bekendtskab med flere ledende naturvidenskabsmænd. Dette førte til, at han tilbragte årene 1831-36 som ulønnet naturforsker på en ekspedition til Sydamerika. De iagttagelser Darwin gjorde på denne ekspedition om udbredelsen af nært beslægtede arter og deres uddøde slægtninge, fik ham efterhånden til at tvivle på den gængse opfattelse, at hver enkelt art er uforanderlig, skabt en gang for alle. En nylig udkommet bog, «Geologiens principper» af englænderen Charles Lyell og Darwins egne geologiske studier øgede hans opfattelse af, at små gradvise forandringer over meget lange tidsrum kan forandre naturen fuldstændig. Darwin indså, at mange påfaldende fænomener ville blive forklarlige, hvis man antog, at de nulevende former havde udviklet sig fra fælles stamfædre.

I 1839 fandt Darwin frem til mekanismen, som kunne forklare denne udvikling. Han havde observeret, at indenfor alle arter er der betydelige variationer mellem individerne. Under læsningen af Robert Malthus' «Essay om Befolkningsprincippet» slog det Darwin, at formeringsevnen hos levende organismer er så stærk, at der altid kommer langt flere afkom til verden, end de der har mulighed for at leve. Et stort antal vil derfor nødvendigvis bukke under i «kampen for tilværelsen» - før de når at få afkom. De vil dø af mangel på mad, af sygdom, som bytte for rovdyr, osv. De individer der afviger fra gennemsnittet på en sådan måde, at de bedre er i stand til at klare sig i kampen for tilværelsen, vil have størst chance for at få afkom. Hvis variationerne i de afgørende egenskaber er arvelige, vil man da få en forandring af arten i en retning, som gør den bedre tilpasset de vilkår, den lever under. Det er denne mekanisme, Darwin kalder «naturlig udvælgelse» i lighed med den udvælgelse, mennesker foretager blandt husdyr og dyrkede planter for at frembringe racer med bestemte ønskede egenskaber.

Men først i 1859 publicerede Darwin sin teori i «Arternes oprindelse gennem Naturlig udvælgelse». Og det ville have taget endnu længere tid, hvis en anden englænder, Alfred Russel Wallace, ikke på egen hånd var kommet frem til samme teori. En grund til Darwins tilbageholdenhed var den skarpe reaktion han ventede fra teologisk hold.

Den hensigtsmæssige organisering og tilpasning til levebetingelserne som levende organismer udviser, havde i det 18. og første halvdel af det 19. århundrede fungeret som et slags bevis på Guds eksistens og hans omsorg for alt levende. Hvordan kunne man forklare eksistensen af tusinder af forskellige arter, som alle var tilpasset deres levevilkår på en forbløffende hensigtsmæssig måde, hvis hver enkelt art ikke var skabt af Gud? Darwins forklaring af arternes oprindelse måtte virke chokerende på mange. Han erstattede det guddommelige forsyn med naturlige årsager.

En hovedkonkurrent til Darwins udviklingslære, var ny-lamarckismen, som havde navn efter den franske naturforsker Jean Baptiste Lamarck (1744-1829). Årsagen til udviklingen er ifølge Lamarck, at enkeltindividerne har en evne til at tilpasse sig til sine leveforhold, og at denne individuelle tilpasning går i arv til næste generation. Jo mere vægt man lægger på denne nedarvning af egenskaber, som individerne har erhvervet i løbet af deres liv, jo mindre betydning får den naturlige udvælgelse. Darwin var i sine senere år på tilbagetog overfor sine kritikere og indrømmede, at arv af erhvervede egenskaber spiller en vigtig rolle.

Den store svaghed ved Darwins teori var de uklare forestillinger om arvelighed. Først omkring århundredeskiftet var man i stand til at trække et klart skel mellem de variationer, som er arvelige og de som ikke er det. Omtrent samtidig begyndte en streng «ny-darwinistisk» teori at tage form. Denne teori anså naturlig udvælgelse af tilfældige variationer som eneste årsag til arternes udvikling. Ifølge ny-darwinismen kan kun medfødte egenskaber arves, ikke erhvervede. Det liv som enkeltindividet fører, får derfor ingen betydning for den biologiske arv, som føres videre til afkommet. Mange fandt ny-lamarckismen mere tiltalende, fordi den tildeler den enkeltes indsats og miljøforholdene en vigtigere rolle. Ny-lamarckismen havde en stærk stilling i den biologiske videnskab frem til omkring 1930. Lysenkos teorier om arvelighed og udvikling, som på grund af politisk støtte spillede en stor rolle i Sovjetsamfundet helt frem til 1960'erne, kan betragtes som en variant af ny-lamarckismen.

Udviklingslæren var et vigtigt våben for den radikale fløj i samfundsdebatten i årtierne før og efter århundredeskiftet. Samtidig med at denne teori var rettet mod den traditionelle teologi, passede den godt med et verdsliggjort og liberalt verdensbillede.

N.R.-H.


Internet

Kampen om Darwin. Sites og artikler om Charles Darwin, hans teorier og samtid, og om kritikken fra religiøse kredse. Med appendix: Marx and Darwin. (Tidsskriftcentret)