Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Malthus (1766-1834), engelsk samfundsforsker. Malthus var uddannet præst, men praktiserede kun i kort tid. Fra 1805 til han døde i 1834 var Malthus professor i moderne historie og politisk økonomi ved East India Companys college i Haileybury. Malthus regnes med blandt de «klassiske» politiske økonomer (se Smith, Ricardo og Marx). Malthus økonomiske hovedværk er «Principles of Political Economy» (1820). Her præsenterer han - i stærk opposition til bl.a. Ricardo - overraskende moderne ideer omkring økonomiske kriser. På dette felt må Malthus regnes som en vigtig inspirator for Keynes.

Men Malthus' navn er alligevel først og fremmest knyttet til befolkningslæren og befolkningspolitikken. I 1798 publicerede Malthus en pamflet rettet mod Godwin og Condorcet med titlen «An Essay on the Principle of Population», hvor han fremlagde sin opfattelse af befolkningsspørgsmålet. I 1803 udkom materialet første gang som bog, og der blev lavet omarbejdninger af den - den sidste posthumt i 1872. Det startede en århundrede lang debat, hvor skellet i vid udstrækning kan siges at have gået mellem «værdikonservative» malthusianere og «revolutionære» socialister.

Malthus tager udgangspunkt i, at mennesket i princippet har evnen til at øge sit antal langt hurtigere end det formår at øge fødevareproduktionen. Hungersnød og sygdom vil dermed naturnødvendigt føre til en stigning i antallet af døde, til folketallet atter er i balance med fødevareproduktionen.

De naturnødvendige («positive») kontrolmekanismer af folketallet sker altså gennem dødsfald. Sult, sygdom og krig er derfor menneskets fremtid, hvis der ikke indføres forebyggende («præventive») kontrolmekanismer, så antallet af fødsler går ned. Så længe de forebyggende mekanismer ikke virker, vil der altid findes dårligt stillede grupper i befolkningen, hvoriblandt sult og sygdom kan hente sig ofre.

Malthus går stærkt ind for, at vi indfører forebyggende kontrolmekanismer for folketallet. Alligevel er han meget pessimistisk med omsyn til chancen for at det skal lykkes, eftersom han afviser alle «onde og ugudelige» tiltag som abort, prævention, seksuelle afvigelser og prostitution. (Senere er det - ironisk nok - forkæmperne for abort og prævention som er blevet kaldt malthusianere.) Den eneste chance Malthus ser, er det han kalder moralsk selvdisciplin - dvs. afkald fra al seksuel aktivitet. På dette punkt indfører Malthus altså en moralsk vurdering hinsides det logiske befolkningsprincip. Alligevel var der ikke grund til at vente så megen konflikt, ud fra det Malthus havde formuleret. Det der skabte konflikt og som omdannede Malthus til et symbol i en århundrede lang kamp var de politiske konklusioner han nåede frem til. Med udgangspunkt i sit befolkningsprincip hævdede Malthus, at fattigfolk ikke havde det mindste krav på hjælp fra samfundet til at overleve. Det ville være moralsk uansvarligt at give en sådan hjælp, eftersom det blot ville føre til, at problemerne blev dobbelt så store i næste generation: hvis vi lader 50 mennesker sulte ihjel i dag, hindrer vi at 100 sulter ihjel om 25 år. Malthus mente, at samfundet i stedet måtte sætte alle kræfter ind på at lære folk moralsk selvdisciplin.

Malthus' argumentation lå helt i tråd med overklassens kamp mod fattiglovene i England på den tid. (Fattiglovene blev i 1834 ændret i tråd med Malthus' ideer.) Sidan er Malthus altid blevet knyttet til og taget til indtægt for forsvaret af den eksisterende sociale samfundsorden. Malthus skrev sin første pamflet som et modangreb på de revolutionære utopisters holdninger. Deres arvtagere - socialister og kommunister - tog kampen op og har ført den videre.

Frem mod første verdenskrig var det imidlertid klart for «alle», at Malthus havde taget fejl. Teknologisk udvikling havde gjort det muligt at øge fødevareproduktionen mange gange hurtigere end folketallet, samtidig med at prævention efterhånden viste sig at virke effektivt begrænsende på fødselstallet. Malthus var ikke længere aktuel.

Efter anden verdenskrig har vi imidlertid oplevet en kolossal vækst i folketallet i u-landene, samtidig med at de stræber imod at indføre den moderne teknologi, som synes at have skabt grundlag for velstanden i den industrialiserede verden. Det bidrog til at genoplive Malthus' argumentation, og malthusianere og marxister står atter overfor hinanden langs den 200 år konfliktlinie. Det er i denne situation vanskeligt at få øje på nye argumenter.

Malthusianerne stirrer sig blinde på det store fødselsoverskud og vil benytte kræfterne til familieplanlægningstiltag. Marxister stirrer sig blinde på den uretfærdige fordeling af goder i samfundet, og de afhængighedsrelationer den tredje verden lever under. Det er ikke mange, der i stand til at se sammenhængen mellem befolkningsudvikling og samfundsudvikling udfra en mere helhedsorienteret synsvinkel.

E.Be.