Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ditlevsen (1917-1976), dansk forfatter. Hun opgav selv ofte 1918 som sit fødselsår. Voksede op i arbejderkvarteret Vesterbro i København. Kom ind i kredsen omkring tidsskriftet Vild Hvede, hvis redaktør Viggo F. Møller hun var gift med 1939-41. Hun debuterede i tidsskriftet i 1937. Hendes første bog, digtsamlingen «Pigesind», udkom i 1939. Var med til at stifte Unge Kunstneres Klub der bl.a. omfattede Ester Nagel, Sonja Hauberg, Halfdan Rasmussen og Piet Hein. Hendes første roman, «Man gjorde et barn fortræd», udkom i 1941, og fik en stærkt rosende modtagelse. Børne- og ungdomsårene er skildret i erindringsromanerne «Barndom» og «Ungdom». Senere skrev Tove Ditlevsen talrige digtsamlinger, romaner, novellesamlinger og essays, samt to børnebøger. Hendes journalistiske virksomhed var også stor, og hun redigerede Familie Journalens brevkasse og besvarede der personlige læserbreve i ca. 20 år. Hendes privatliv var præget af store konflikter: Hun giftede sig fire gange. En gang med en sindssyg læge der medvirkede til at gøre hende til narkoman (se særligt erindringsromanen «Gift»); Senere fulgte flere ophold på mentalsygehuse (romanen «Ansigterne»). Efter et selvmordsforsøg i 1974 var hun sundhedsmæssigt stærkt afkræftet, men fuldførte romanen «Vilhelms værelse». Mellem den 4. og 7. marts 1976 døde hun af en overdosis sovetabletter.

Hendes forfatterskab må forstås i sammenhæng med hendes eget livs historie. De fleste romaner er mere eller mindre selvbiografiske. Hun siger selv, at hun «aldrig har taget alt det med «privatlivets fred» særligt højtideligt» (se skolebogen «Tove Ditlevsen om sig selv»). Tematisk knytter hendes forfatterskab sig til privatlivet, «intimsfæren», gennem emner som barnets ensomhed, konflikter mellem barnet og den voksne; og angst- og kærlighedstematikken gennemstrømmer forfatterskabet - ikke mindst digtene; Hun skriver om ægteskabet, skilsmisser, forholdet mellem børn og forældre og deres isolation i forhold til hinanden, de voksnes egoisme og hensynsløshed - og deres skyldfølelse. Det hele er tegnet meget direkte og med udpræget psykologisk skarpsyn. Hendes opvækstmiljø omkring den lange, spændende Istedgade optager stor plads; I romanen «Barndommens gade», der handler om en piges opvækst, er det gaden, som er den egentlige hovedperson.

Hendes manglende aktive interesse for politik og samfundsliv har dels sammenhæng med den tid og det miljø hun voksede op i: Som kvinde blev hun ikke opmuntret til deltagelse i arbejderkampe, fagforeninger eller politisk diskussion. Dels skyldes det personlighedskonflikter, som gjorde at det aldrig lykkedes hende at skabe nogen organisk forbindelse mellem det ydre og det indre liv, mellem sin egen følsomhed og samfundets ubønhørlige realiteter. Der dannede sig vandtætte skodder mellem skrivningen, fantasien og inderligheden, og hverdagen udenfor med dens klare, praktiske krav. Forfattervirksomheden blev også en flugt fra verdenen, eller rettere: hendes eneste måde at forholde sig til verden på.

Men selv om det gennemgående er den klassiske kvinderolle - den passive, angstfyldte og afmægtige kvinde - som Tove Ditlevsen beskriver, er hendes bøger alligevel rige på stof, der gør hende til en meget vigtig forfatter i forhold til kvindelitteraturen. Først og fremmest gælder det hendes dokumentering af den kvindelige opvækst, socialiseringsprocessen, tilpasningen til samfundet, som alle piger traditionelt gennemgår; Ligeledes har hun klassiske beskrivelser af det ofte neurotiske forhold mellem mor og datter, mor og søn. Hun kaster lys over ægteskabet og den magtkamp, der gerne er den konventionelle tosomheds konsekvens. Samtidig udgør Tove Ditlevsens bøger et vigtigt bidrag til forståelsen af den kvindelige forfatter, hendes udvikling og hendes særegne problemer og position i mandssamfundet.

Vigtig er også hendes skildringer af spændingerne mellem sociale klasser. Hun var selv arbejderbarnet, som brød ud af sit miljø og steg klassemæssigt. Men hun var altid solidt forankret i sin egen baggrund. Det viste sig ved hendes begravelse, hvem der var hendes største og mest trofaste publikum: Folket på Vesterbro - hendes egen «slægt» mødte op omkring kirken på Enghave Plads og gav hende en afsked som - er det blevet sagt - ingen anden dansk forfatter har fået siden Martin Andersen Nexø.

Å.W.