Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Rusland
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 23.024
: :
Duma

Duma er russisk og betyder «råd». Betegnelse for højadelig rådsforsamling i det gamle Rusland (bojardumaen), for bystyrer i det 18-20. århundrede (bydumaerne), for det russiske parlament (rigsdumaen) som bestod i den korte periode mellem 1906 og 1917, samt det russiske parlament der oprettedes efter Sovjetunionens endelige sammenbrud i 1991.

Et parlament efter engelsk forbillede havde været de russiske liberales drøm i hundrede år før Nikolaj II i oktober 1905 modvilligt indvilgede i en sammenkaldelse af en alrussisk, repræsentativ rådsforsamling med lovgivende myndighed. Dette skridt - som blev udløst af den igangværende revolution i Rusland - kaldte zaren «en grusom beslutning» og han håbede på senere at kunne trække godkendelsen tilbage og overdrage magten lige så udelt til sin søn, som hans far havde overdraget den til ham. Strengt taget indebar «oktobermanifestet» og de påfølgende dekreter en afskaffelse af eneherskerdømmet og indførelsen af et konstitutionelt monarki i Rusland. Der var alligevel ikke tale om parlamentarisme, for regeringen var ikke ansvarlig overfor dumaen, men kun overfor zaren selv, som beholdt en betydelig fortrinsret - prærogativer - deriblandt et absolut veto i lovgivningsspørgsmål. Selv om den nye forfatning lå nærmere en preussisk end en engelsk model, betød den ikke desto mindre, at princippet om zarens uindskrænkede magt var opgivet, og alle lovforslag fra regeringens side kunne standses af dumaen.

De liberale lod sig i vid udstrækning berolige af «oktobermanifestet» og organiserede sig op til dumavalgene i to store partier; «oktobristerne», som ønskede at afstå fra krav, som gik ud over manifestets ramme, og «kadetterne» (populær forkortelse for de konstitutionelle demokrater), som ikke var tilfredse og krævede sammenkaldelse af en grundlovgivende forsamling og indførelsen af parlamentarisme. Men også kadetterne blev nu opslugt af det legale politiske arbejde, som oktobermanifestet havde åbnet vejen for, og glemte sin erklærede solidaritet med de strejkende arbejdere, som havde oprettet sine egne råd - sovjetterne. I begyndelsen af december 1905 var regeringen allerede stærk nok til at arrestere St.Petersburg-sovjetten med formanden, Trotskij, i spidsen. Mens mange liberale i oktober havde hilst zarens manifest som indledningen til en æra med borgerligt-parlamentarisk demokrati, havde Trotskij profetisk advaret arbejderne mod manifestet og kaldt det «en kosakpisk indsvøbt i konstitutionens pergamentrulle».

Kadetterne blev det største parti i den første dumaforsamling, som trådte sammen i 1906. Støttet af de talrige bonderepræsentanter gik de så langt som til at kræve en jordreform med ekspropriation af de største adelsgodser. Zaren svarede igen ved at opløse dumaen og sende den hjem, men fik året efter en ny duma tilbage, som var endnu mere radikal, med stærke grupper af socialrevolutionære og socialdemokrater (mensjevikker og bolsjevikker), som hidtil havde boykottet dumaen. Valglovene byggede på et kompliceret system med indirekte valg og separate lister for jordejere, borgere, bønder og arbejdere. Jordejerne havde alt for mange mandater i forhold til deres antal, mens arbejderne blev stærkt diskrimineret. Da den anden duma var trådt sammen, ændrede zaren - gennem et åbenlyst brud på sin egen forfatning - valgreglerne således, at bønderne - som ikke havde givet zaren den støtte han håbede på i dumaen -, arbejderne og de nationale minoriteter fik deres repræsentation yderligere halveret. Den tredje duma (1907-12) og den fjerde (1912-17) var således domineret af oktobristerne og et konglomerat af højrepartier og udgjorde ikke længere nogen virkelig opposition mod zarens regering. Håbet om et demokratisk-parlamentarisk system virkede i denne periode meget fjernt, indtil februarrevolutionen i 1917 med et slag forvandlede Rusland til en borgerlig-demokratisk republik. Den uduelige krigsledelse havde overbevist selv mange konservative om nødvendigheden af en ny regering. Da de spontane uroligheder brød ud pga. fødevaremanglen, blev forventningerne uvilkårligt rettet mod dumaen, som den eneste alrussiske, repræsentative forsamling. Noget modvilligt påtog den sig den opgave at fremtvinge zarens abdikation og oprette en ny regering. Men dumaen fik ikke tildelt rollen som parlament vis-à-vis den nye provisoriske regering, som snarere ønskede at søge sin basis i en grundlovgivende forsamling, valgt ved almen og lige stemmeret. Men valgene blev stadig udsat, og regeringen blev i virkeligheden mere og mere afhængig af den støtte, den kunne sikre i den genopståede Petrograd arbejder- og soldatersovjet. Stadig flere af ministrene udgik fra sovjettens mensjevikkiske og socialrevolutionære flertal, og regeringen begyndte at fremlægge en rapport for sovjetten om sin virksomhed hver 14. dag. Dumaens rolle var udspillet med februarrevolutionen; dens svaghed lå i valgreglerne, som favoriserede de klasser, som nu for alvor var for nedadgående i det russiske samfund, mens sovjetterne repræsenterede de klasser, som nu for første gang gjorde sig gældende med fuld politisk tyngde - arbejderne og bønderne. Da bolsjevikkerne i september 1917 vandt flertallet i Moskva- og Petrogradsovjetten, indebar det, at den provisoriske regering havde mistet sovjetternes støtte, og dens skæbne var dermed beseglet. I oktober oprettede bolsjevikkerne deres egen regering i sovjetternes navn. To uger tidligere var dumaen som institution formelt blevet afskaffet.

Dumaen genopstår

Først med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev Dumaen genoprettet. Den har siden 1992 været i skarp opposition til den siddende præsident - Jeltsin - og denne voldsomme konfrontation var udløsende for det militære angreb på Dumaens bygning i det centrale Moskva, som Jeltsin beordrede i 1993.

Dumaen har siden gentagne gange forsøgt at spænde ben for Jeltsins politik, bl.a. ved udnævnelsen af nye regeringsledere, men har hver gang undgået at manøvrere sig ud i en voldelig konfrontation med den militært stærke præsident.

J.P.N.


Litteratur

G. Katov: Russia enters the Twentieth Century, London 1973.