Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
    .  Humaniora  .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 142.156
: :
Enevælde

Enevælde betegner styreformen i de fleste europæiske stater fra 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet. Ordet bruges kun i de skandinaviske sprog. Andre ord er «absolutisme» eller det mere nedsættende «despotisme». Det dansk-norske enevælde brugte gerne «suveræniteten» om sig selv, og det peger på noget væsentligt og varigt fra enevældets tid, nemlig at et statsorgan har rang og magt fremfor alle andre.

Enevælde var kendt før 1600-tallet. Et godt eksempel fra Romerriget er Augustus, som faktisk afskaffede republikken ved at samle alle topembeder på sin egen hånd (principatet). Et andet eksempel er pavestolen, som i 1000-tallet gjorde valget af en ny pave til en sag for kardinalerne, og som gennem 1100-  og 1200-tallet gjorde den romersk-katolske kirke til en centraliseret international organisation, med krav om at stå over alle fyrster. I 1400-tallet prøvede staterne som modtræk at få kontrol over pavestolen. Resultatet blev, at pavestolen kun fik enevældig magt i kirkestaten Roma, og at staterne fik mere eller mindre vidtgående kontrol med sine kirkeorganisationer, både i de katolske lande og i de som senere blev protestantiske. Karakteristisk for f.eks. Frankrig var, at pavestolen ikke kunne beskatte det franske præsteskab uden samtykke fra kongen, og at kongen havde det afgørende ord, når der skulle udnævnes biskopper og abbeder.

I striden mellem kirke og kongedømme blev det helt tilbage fra 1100-tallet hævdet, at kongen havde sin magt direkte fra Gud - ligesom kirken og paven. Dette var den vigtige ideologi om «kongedømme af Guds nåde». I alle europæiske stater var der omkring 1500-tallet udviklet en opfattelse af fyrster som ophøjede og guddommelig majestæter.

Efter at kongedømmet/majestæten, havde nedkæmpet kirken som modstander, stod adelen tilbage som modspiller, men ikke nødvendigvis som modstander. Højadelen havde traditionelt krav på eneret til de højeste embeder i riget og til vidtgående økonomiske privilegier, f.eks. skattefritagelse. Sverige er et godt eksempel på, at kongemagten og højadelen helt op til 1680'erne kunne samles og starte en erobringskrig for at vinde herredømmet i Østersøen. Adelen fik meget gods og høje embeder i de erobrede provinser og ligeså i hjemlandet. Preussen-Brandenburg er et andet eksempel. Denne stat voksede rolig og sikkert fra 1600-tallet til 1800-tallet. Den samlende institution var hæren, hvor adelen og junkerne havde eneret på at blive officerer. Det lader sig ikke gøre at udpege et bestemt tidspunkt, hvor Preussen havde enevælde. Det samme gælder de to andre godsejer-enevælder, Østrig-Ungarn og Rusland. Men man kan sige, at disse stater på sin vis var rigsfællesskaber for godsejere. Et drastisk eksempel på hvordan det kunne gå, hvis adelen var modvillig og holdt på sine gamle rettigheder uden indskrænkninger, er Polen. Godsejeradelen modsatte sig alle tiltag på at styrke den centrale magt eller kongedømmet. Resultatet var at enevælderne Rusland, Preussen og Østrig delte Polen mellem sig i slutningen af 1700-tallet.

I Danmark-Norge havde adelen sit politiske organ i rigsrådet. Men adelen modsatte sig en aktiv og kostbar udenrigspolitik. Adelen var interesseret i at have len eller styre sine godser, og ville ikke betale skat. Efter det katastrofale militære nederlag i 1658-60 var det dansk-norske enevælde indført som en alliance mellem kongedømmet og borgerskabet. Tilsvarende var (det karolingiske) enevælde indført i Sverige i 1680'erne, da kongemagten spillede borgere, bønder, præsteskab og lavadel ud mod en højadel, som ville holde på sine godser uden at betale skat.

Samlet kan man sige, at under enevælden havde både adelen og kirken underordnet sig kongedømmet som den centrale statsmagt. Mønstereksemplet er stormagten i Vesteuropa: Frankrig. Oppositionen blandt adelen syntes i 1500-tallet ude af stand til at regere, og den blev endelig nedkæmpet af Richelieu. Ludvig den 14., som formelt var konge fra 1643 og reelt fra 1661 til 1715, var den enevældige monark fremfor alle andre. «Staten, det er mig», sagde han. Det er enevælde kortest muligt formuleret.

Det er let at pege på nogle almene økonomiske forudsætninger for denne udvikling. Eftersom der blev sat nogle mere ærgerrige mål var statsudgifterne meget større efter 1500, særlig krigsudgifterne. Adelen havde stort set kun lejeindtægter fra jordene og kunne ikke længere tænke på at holde private småhære. Kongen inddrev skat og told og kunne let få lån af rige købmænd. Sådan fik enevældet både et mere krigerisk og et mere borgerligt præg end rigsrådsstaten. Endvidere kunne enevældet føre en økonomisk politik, der var til fordel for købmænd og finansfolk.

Men dette er ikke et særtræk ved enevældet. Sådanne økonomiske forudsætninger gjaldt lige så vel for de lande, der ikke havde enevælde, og som kan opfattes som dets modsætninger - uden dermed at kategorisere dem. Det gjaldt England (efter 1689), Holland, Sverige i «frihedstiden» 1720-72. Kort sagt, den økonomiske udvikling førte ikke nødvendigvis i retning af enevælde, men troligt i retning af en mere almen (indre) suverænitet.

Rent skematisk kan man sige, at produktionen kunne give et større afkast ved fjernhandel med store markeder. Omvendt kunne staten få store indtægter ved told på fjernhandelen. Altså var det rationelt og ønskeligt med et større territorium, styret centralt fra. Dette er fællestræk ved alle europæiske stater, som udvikler sig i 1600-1700-tallet. Fælles for Frankrig og England var, at i løbet af 1600-tallet blev den statslige styring effektiviseret, uden at det førte til indre splittelser. Frankrig fik enevælde og England en statsform med et parlament som havde suverænitet overfor regering og konge.

Embedsværket og bureaukratiet var i alle europæiske lande redskab i denne udvikling. Hverken en enevældskonge eller et parlament kunne styre alene. Det nye statsstyre blev for stort til at kunne flyttes rundt med - som tilfældet var under kejser Karl V - og måtte installeres fast i regeringsbygninger i hovedstaden. Og styret blev så kompliceret, at det krævede særlige uddannelser, specialisering, professionalisering. Det gjaldt selvfølgelig områder som finanser og økonomi, men også krigsførelse og diplomati var så vigtige områder, at evner gik forud for byrd. I det dansk-norske enevælde formedes karrieren gerne sådan, at en fremgangsrig borger kunne blive adlet og få lov til at købe et gods og dermed komme til tops i statsstyret. Der opstod en tjenesteadel. En tilsvarende udvikling skete i Frankrig, hvor penge gjorde det muligt at stige fra borgerskab til kjoleadel, embedsdragt-adel. At bureaukratiet (embedsværket) var effektivt, viste sig netop i Frankrig, hvor både de revolutionære og Napoleon gjorde det endnu stærkere.

Hvor effektiv var enevælden som statsstyreform? For det første er der grund til at understrege, at den moderne stat er meget stærkere og langt mere effektiv. For det andet var enevælden knapt i stand til at reformere (forbedre) sig selv. Udtrykket den oplyste enevælde, «enlightened despotism», er navnet på nogle planlagte reformer i anden halvdel af 1700-tallet. Det blev nu ved ordene. Så at sige alle vidtgående reformer kolliderede med privilegier blandt de statsbærende klasser. Det eneste vellykkede eksempel er nok de danske landboreformer i 1786-1813, da ca. 60% af fæstebønderne blev selvejere. Men reformerne var ønskede og muliggjordes af de siden 1750 stigende kornpriser og af, at lovene sikrede, at husmændene var billig arbejdskraft både for godsejere og selvejerbønder.

Enevælden udartede sig forskelligt i de europæiske lande. Der var stor forskel mellem f.eks. Rusland, Preussen og Danmark. Mange i Europa mente, at Danmark-Norge var det mest vidtgående enevælde - det mest absolutistiske. F.eks. var Montesquieu af den opfattelse. Han havde blandt andet læst Kongeloven fra 1665, der var hemmelig til 1709, og som tillagde kongen almagt. Det gav et skævt billede. Fra ca. 1750 opmuntrede regeringen til diskussion af økonomiske spørgsmål, og den gænge selvforståelse i Danmark-Norge var, at de levede i et oppinionsstyret enevælde, slet ikke i et despoti.

Enevælden som statsform forsvandt gradvist mellem 1789 og 1848, i «den borgerlige revolution». I stedet for kom det konstitutionelle monarki, med tokammersystem og stærk begrænset stemmeret.

Det 20. århundredes diktatur har andre forudsætninger end antikkens tyranni og 1700-tallets enevælde. Men diktaturet er nok det stærkeste og mest brutale af disse tre styringsformer.

G.Sa.