Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Ansvarlig redaktion: Sociologi
Læst af: 14.485
: :
Tyranni

Tyran og tyranni, af græsk tyranos, betegner i dagligtale en grusom enehersker. Det græske ord havde imidlertid ikke oprindelig denne negative betydning. Det betegnede ganske enkelt en enehersker. Et nyt betydningsskel indtraf imidlertid med Aristoteles (384-322 f.Kr.), som skelnede skarpt mellem monarki og tyranni. Begge var eneherredømmer, men i et monarki styrede eneherskeren til fordel for folket i sin helhed, mens en tyran derimod konsekvent styrede til sin egen fordel.

Ifølge dette betydningsforskel bliver Hitler klart en tyran. Selv i nederlagets time var der ingen som helst medlidenhed med det tyske folk: Det var folket, der ikke havde været ham værdig. Mere tvivlsomt kan det være med Stalin, som nok også var genstand for en enorm personkult, men hos hvem man vanskeligt vil finde den samme neurotiske selviskhed.

Fyrsten hos Machiavelli kan næppe heller klassificeres som en tyran - ifølge Aristoteles. Fyrsten kunne nok sætte sig ud over alle almindelige moralpåbud: Men, og det var en helt væsentlig forudsætning, hans handlinger måtte altid være til statens fordel. Det måtte aldrig dreje sig om personlig vinding eller en privat glæde. Fyrsten kunne dræbe sin politiske modstander, men måtte aldrig gå i seng med enken.

Tyranni som styreform opstod hyppigt i Grækenland, når større dele af folket var stærkt misfornøjet med det siddende fåmandsvælde - eller oligarkiet - og i den forbindelse allierede sig med en initiativrig eventyrer. Folket var stærkt nok til at styre det bestående, men det var derimod ikke stærkt nok til at styre efter magterobringen. Det var et træk, som også findes i den romerske cæsarisme og endvidere i den europæiske enevælde i moderne tid.

Det såkaldte «antiaristokratiske enevælde» eller «oplyste enevælde» var en dominerende statsform på kontinentet fra ca. 1600 til ca. 1800. De lavere stænder var i stand til at reducere adelens indflydelse. Men samtidig blev al politisk magt koncentreret i fyrstens hænder. En styreform som blev tiljublet af tænkere som Hobbes (1588-1679), Voltaire (1694-1778), fysiokraterne og ligeledes af den yngre Bentham (1748-1832).

De store revolutioner fremviser nogle træk, som ligner. Både i den franske og den russiske revolution var de revolutionære stærke nok til at styre det bestående. Men hverken det franske borgerskab eller den russiske arbejderklasse var stærke nok eller tilstrækkelig forberedte til at styre efter revolutionen. Bonapartisme så vel som stalinisme er i den forstand et svar på et latent styringstomrum. Ingen af disse må forveksles med revolutionære diktaturer. De udvikler sig begge først omtrent ti år efter revolutionen, eller som udprægede postrevolutionære diktaturer.

Tyranni er normalt knyttet til en personlig magthaver. Men begrebet kan alligevel vanskelig begrænses til dette felt. I sin berømte beskrivelse af det nordamerikanske demokrati fra 1835 indfører Tocqueville (1805-59) begrebet flertalstyranni. Tocqueville lagde her særlig vægt på den åndelige ensretning, som prægede det nordamerikanske samfund. Det var et demokrati, hvor virkelig afvigelse kunne være vanskeligere end i Solkongens slot i Versailles, og blev endog sammenlignet med inkvisitionen i Spanien. Det er tanker der blev uddybet af John Stuart Mill (1806-73) omkring 20 år senere i «On Liberty» (Om frihed) fra 1859. Også her fremhæves flertalstyranniet som en fjende af personlig frihed.

Senere begivenheder i USA - specielt McCarthyismen i 1950'erne - har på mere end én måde bekræftet denne teori. Den intense intolerance og hysteriske antikommunisme som prægede denne bevægelse, udsprang ikke af en personlig despot, heller ikke af en mindre «reaktionær klike», men havde snarere en bred folkelig baggrund, da den stod på sin højde: I den forstand var den et demokratisk tyranni.

I norsk digtning er tilsvarende problemer behandlet af Henrik Ibsen i skuespillet «En Folkefjende» fra 1882. Her finder vi frihedens fjender, ikke bare i det veletablerede samfund, men også i mindst lige så høj grad i den kompakte majoritet, som ville kvæle enhver levedygtig sandhed. Samme emne behandles samtidig på en nærmest visionær måde af Aksel Sandemose i hans berømte Jantelov: Konformitetens ti bud, som vil knuge ethvert tilløb til individualitet og afvigelse med sin intense intolerance og utrolige smålighed.

J.A.C.