Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 20.720
: :
Etpartisystem

Etpartisystem er betegnelsen for et system, hvor den politiske indflydelse kanaliseres gennem et toneangivende parti. Der er variationer i etpartisystemernes opfattelse af konkurrerende partidannelser. I nogle etpartisystemer - f.eks. i Mexico før 1990 - er andre partier tilladt, men de er uden betydning i forhold til det dominerende institutionaliserede revolutionsparti (PRI). Andre steder - f.eks. i Tanzania - skal al politisk virksomhed foregå inden for TANU (Tanganyika African National Union). Det afgørende kendetegn ved etpartisystemer som adskiller disse fra diktaturer er, at der i etpartisystemer hersker forskellige grader af åbenhed over for politisk uenighed. Den ufravigelige forudsætning er imidlertid, at alle interessemodsætninger skal udspilles inden for rammerne af partiet, eller i strukturer som partiet har accepteret. I nogle partier tillades mere eller mindre velorganiserede fraktioner. I andre kan medlemmerne vælge mellem forskellige kandidater til tillidshverv inden for partiet. Spørgsmålet om demokrati i den vestlige betydning af valgfrihed er derfor i etpartisystemer afhængig af, hvor veludviklet partidemokratiet er. I den grad etpartisystemerne er åbne for indre meningsudvekslinger, repræsenterer de en mellemform mellem det liberale vestlige demokrati og traditionelle diktaturer. I forhold til diktaturer afgrænses etpartisystemerne først og fremmest ved at partiet sjældent er et ligeså passivt redskab i hænderne på lederskabet som f.eks. i monolitisk opbyggede leninistiske partier. Videre er etpartisystemer sjældent totalitære, dvs. deres væsentligste virkefelt er det politisk-økonomiske område i samfundslivet. Som oftest nyder kulturliv og retssystemer en relativt høj grad af selvstændighed. (Se Diktatur). En anden vigtig skelnen mellem diktaturer og etpartisystemer er at etpartisystemer som oftest har ordnet den politiske arvefølge. I Mexico kan præsidenten f.eks. ikke genvælges efter en 7-års periode.

Etpartisystemer forekommer i dag særlig i de nye stater i Afrika, Asien og Latinamerika. Overgangen til rene diktaturformer er glidende og de enkelte regimers ideologiske retning stærkt varierende. Et fællestræk ved de fleste etpartisystemer er at etpartidominansen kan føres tilbage til kampen mod den tidligere kolonimagt. Massepartier voksede frem under frigørelseskampene og har siden beholdt det politiske initiativ. Efter frigørelserne har stærke nationale ledere forsøgt at modstå politisk-økonomisk pres udefra; særlig fra de multinationale selskabers side, og for at samle folket i kamp mod underudviklingen. Modernisering kræver en høj grad af deltagelse fra befolkningens side. Massepartier er bedst egnet til at kanalisere og fastholde den mobilisering som kræves i kampen mod sult, analfabetisme og sygdom. For mange af de mere bevidste politiske ledere i den tredje verden, f.eks. Tanzanias Julius Nyerere, har valget mellem styreform af vestlig type og et etpartisystem ikke været et valg mellem «demokrati» og «diktatur». Det har stået mellem et system som ville føre til en opsplitning som følge af forskellige folkeslag og bortødsling af knappe ressourcer, og en bevægelse som kunne give landet en enhed i retning af og mulighed for folkelig kontrol med de nye økonomiske og bureaukratiske elitelag. Der er også andre vigtige historiske årsager til at etpartiløsningen har fremstået som et mere velegnet alternativ i u-landene end den vestlige demokratimodel. Europa blev stillet over for de klassiske «udviklingskriser» i løbet af flere århundreder. Disse «kriser» - kontrol med territorier, fremvækst af en vis minimumsenighed om regler for politisk liv, deltagelse, national identitet, de styrende organers legitimitet, og fordeling af goder - kunne derfor blive taget op en efter en. Den ene udfordring kunne løses, før den næste satte det politiske system på prøve.

I de fleste u-lande har disse kriser haft en tilbøjelighed til at falde sammen eller presse sig frem i løbet af et meget kortere tidsrum, ofte over nogle få årtier. En vestlig liberal statsform ville i en sådan situation ofte uddybe konflikterne og institutionalisere dem - dvs. gøre dem mere synlige og uhåndterlige. Uden for Europa har svaret på sådanne udviklingskriser derfor været massebevægelser i en eller anden form. Når der af og til tales om «udviklingsdiktaturer» som betegnelse for nogle regimer er det uheldigt, fordi graden af ensretning og politisk frihed varierer fra det ene til det andet. Hvorvidt et etpartisystem også er et diktatur, kan ikke udledes af typen etpartisystem som sådan. Hvorvidt et masseparti har held til at bevare et indre partidemokrati er også i høj grad afhængig af, hvor stærkt presset udefra er. Det klassiske eksempel på et land som prøver at løse sine udviklingskriser i løbet af et kort tidsrum, er Tyrkiet under Kemal Atatürk (1922-38).

B.Ha.


Litteratur

C. B. Macpherson: Den mångetydiga demokratin, Stockholm 1968.
Ø. Østerud: Utviklingsteori og historisk endring, Oslo 1978.