Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 51.574
: :
Folkeforbundet

Tanken om et internationalt fredsskabende organ var central i den fredsbevægelse, der udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede (jfr oprettelsen af Nobels fredspris i 1897 og fredskongressen i Haag 1899). Tanken fik næring af verdenskrigen 1914-18, en «meningsløs» og «unødvendig» krig, ideelt set.

USA's præsident Woodrow Wilson, en udpræget idealist, greb tanken og foreslog, at den skulle realiseres som en del af fredsslutningen efter krigen. Folkeforbundet (engelsk: League of Nations) blev derfor indskrevet i Versaillestraktaten og gjort til del af fredsslutningen mellem Tyskland og Østrig og de vestlige lande.

40 stater gik i udgangspunktet sammen i forbundet, men tallet øgedes og nåede i 1928 55 stater. Hovedsædet lå i Genève. Formålet var at sikre fred og fremme internationalt samarbejde. Det sidste blev gjort gennem institutioner som Arbejdsorganisationen ILO, Den internationale Domstol i Haag, organer for internationalt sundhedsarbejde og kamp mod narkotika, menneskehandel m.m., samt et omfattende flygtningearbejde. Desuden styrede forbundet i princippet en del mandatområder, der blev overdraget til bestemte medlemslande at administrere. Endelig stod forbundet selv for administrationen af byen Danzig og Saar-området.

Forbundets fredsskabende virksomhed blev i modsætning til disse samarbejdsprojekter en alvorlig fiasko. Tanken var, at freden kunne sikres gennem voldgift: Medlemslandene havde pligt til at indbringe konflikter med andre lande til mægling og voldgift i Forbundets råd, der nogenlunde svarede til det nuværende FN's sikkerhedsråd. Endvidere kunne freden sikres gennem et system af sanktioner, dvs. økonomisk boykot af det landet der blev udpeget som ansvarlig for konflikten. Proceduren for dette var imidlertid umulig: Den ansvarlige skulle udpeges ved enstemmig beslutning i Forsamlingen, hvor alle medlemsstaterne deltog.

Voldgiften fungerede nogenlunde i 1920'erne. Sanktionerne blev ikke afprøvet før 1930'erne. Perioden 1924-1930 er derfor Forbundets storhedstid. Siden gik det stødt ned ad bakke med den fredsskabende virksomhed. Da Italien i 1935 overfaldt Etiopien, blev der ikke igangsat sanktioner mod den åbenbare aggressor, Mussolini. Den spanske borgerkrig rasede fra 1936, uden at Forbundet gjorde noget, på trods af at den spanske regering indbragte de udenlandske interventioner for Forbundet. I marts 1938 annekterede Hitler Østrig; I Geneve reagerede man ved at stryge Østrig fra medlemslisten. Udbruddet af verdenskrigen 1939 gik upåagtet hen; Forbundet var allerede dødt.

Udover de umulige prosedureregler var Forbundet svækket af, at ikke alle stater sluttede op, selv om det næppe havde muliggjort sanktioner, hvis de havde været der. USA trak sig til Wilsons skuffelse ud allerede i 1918. Tyskland blev først optaget i 1926, men forlod atter Forbundet efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Sovjetunionen blev først optaget i 1934.

Den stabile stormagt i Forbundet var Storbritannien, der stod for 10 % af Forbundets budget. Men Storbritanniens indflydelse var ikke nær så stor som f.eks. USA's dominans i FN efter anden Verdenskrig.

Erfaringerne fra Folkeforbundet dannede grundlag for etableringen af FN i 1945. Den institutionelle opbygning af FN følger nøje Forbundets. Den væsentligste forskel er, at ideen om en kollektiv sikkerhedspagt understøttet af sanktioner, blev endelig opgivet under anden Verdenskrig.

H.F.D.

Litteratur

F. Hoffmann: The Function of Economic Sanctions, i Journal of Peace Research, Oslo 1967.
E. H. Carr: International Relations between the two World Wars, London 1946.