Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Fagbogsprosa
   .  Videnskab  .  Humaniora
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Undervisningsminister
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 24.901
: :
Frisch, Hartvig
Hartvig Frisch
Hartvig Frisch
(Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Frisch (1893-1950), dansk klassisk filolog og socialdemokratisk politiker. Efter sin embedseksamen i 1917 var han frem til 1923 adjunkt ved Århus Katedralskole, hvorefter han skiftede til Metropolitanskolen.

I 1920-21 var han på studierejse til Italien og Grækenland. En rejse der fik stor betydning for hans senere videnskabelig og politiske arbejde. I Italien oplevede han de stærke sociale spændinger og den gryende fascisme.

Allerede i sin studietid havde han meldt sig ind i Studentersamfundet og i 1911 i Socialdemokratiet. Som formand for Studentersamfundet (1923-25) og som medstifter af Clarté (1925) arbejdede han for at skaffe socialismen større fodfæste blandt de intellektuelle i Danmark, samt skabe et debatforum for teori og kritik. Disse aktiviteter var ikke velsete i partiets ledelse, da også kommunister var aktive i disse sammenhænge. Han fortsatte over i folkeoplysende virksomhed som medredaktør af Gry (1927-29), medlem af Udvalget for Folkeoplysningens Fremme, af Radioens Programudvalg (1930) og Studentersamfundets Oplysningsforening (1931). I 1928 udgav han Europas Kulturhistorie, hvor han skildrede de økonomiske og sociale betingelser for samfundenes udvikling, og hvor han samtidig fremhævede internationalismen i kulturstrømningerne.

Han blev valgt til Folketinget i 1925 og var i 1935-40 sit partits politiske ordfører. Et par bøger han havde skrevet i midten af 1930'erne, hvor han angreb bolsjevisme, fascisme og nazisme medførte, at han blev tvunget til at holde lav profil under den tyske besættelse af Danmark (1940-45). I stedet koncentrerede han sig om sit fag, skrev doktordisputats i 1941 og blev samme år professor. En række meget skarpe angreb på modstandsbevægelsen kostede ham hans folketingsmandat i 1945, men han kom dog ind samme år som suppleant. I 1947-49 var han undervisningsminister i regeringen Hedtoft. Han var en stærkt omstridt person, og derfor fra midten af 30'erne en af partiets mest markante personligheder.

A.J.