Børn

Juridisk betragtet strækker kategorien børn sig op til de 18 år. Børn er under denne alder umyndige på stort set alle livsområder. De «ejes» således af andre end sig selv til langt op i ungdomsalderen.

Tre myndighedsinstitutioner danner rammen for den tvangsstruktur, børn og unge lever indenfor: Den private forældreret, den offentlige undervisningspligt og børneværnet. Tilsammen udøver de en tvang, som kun sent og gradvis aftager. Først når de unge er 18 år, har de lov til at tage lønnet arbejde uden forældrenes samtykke. Retten til at flytte hjemmefra ligger implicit i bestemmelsen om ret til lønnet arbejde. Fuld økonomisk myndighed, stemmeret og valgbarhed opnås ved det fyldte 18 år.

Forældre og skole som bestemmende myndigheder udgør de almindelige strukturer, som de fleste børn og unge underkastes. Børneværnet træder i forældres sted, når disse ikke findes, når forældrene selv beder om det, eller når de ud fra en offentlig vurdering ikke varetager deres opgaver tilfredsstillende. Børneværnet står desuden til skolens disposition for udskillelse af forstyrrende og uønskede elever, som viser tilpasningssvigt eller som har vanskeligheder ved at følge den almindelige skolegang. Endelig tjener børneværnet som straffelov mod børn, selv om kriterierne for indgreb er bredere og sanktionerne andre end efter den almindelige borgerlige straffelov og speciallovgivning for voksne.

Disse myndighedsinstitutioner har en ideologisk aura af værnet om børn. Ud fra denne opfattelse kritiseres begrebet forældremyndighed ofte, fordi det giver associationer om magt, og forældre-«omsorg» er foreslået som et mere dækkende begreb, under henvisning til at forældreretten ikke er givet for forældrenes skyld, men af hensyn til barnet. På samme måde fremstilles undervisningspligten oftest som ret til skolegang og udfoldelse af evner for alle. Endelig har børneværnet iflg. loven det udtalte formål at værne om barnets bedste.

Det er klart, at dette påståede interessefællesskab mellem børn og forældre - som reglerne om forældremyndighed afspejler - og mellem børn og samfund - som skole- og børneværnslovgivning afspejler - også kan indebære fælles interesser i barnets virkelige verden. Men så længe reglerne er således udformet, at det altid er andre end barnet selv som handler og bestemmer på vegne af barnet, er muligheden for skjult konflikt til stede. Også når konflikten synliggøres står barnet stort set udenfor dens løsning. Børn gøres på denne måde til objekter for andres interesser og vurderinger, og er fra udfra deres eget synspunkt i forældres og samfundets eje.

Børns vilkår

Indholdet af denne ejendomsret tager udgangspunkt i børn som befolkningsgruppe. Det indebærer, at opmærksomheden rettes mod det der er fælles vilkår for børn og som adskiller børns livssituation fra voksnes. Med dette udgangspunkt går «ligheden» mellem børn og deres voksne imidlertid tabt: De bånd som binder børn og forældre sammen socialt, økonomisk og kulturelt ud fra den klasse de tilhører, gør generationernes repræsentanter lige indenfor den enkelte familie. Samtidig gør dette, at gruppen «børn» adskiller sig fra hinanden. Børn som ejendom bliver udfra denne synsvinkel både et tilbehør til forældrelivet generelt, og præget ind i de konkrete ejerforholds person- og klassekarakter.

Retten er klasseneutral i sin udforming. Alle børn er lige for loven, selv om lovene har ulige kvalitet, når de anvendes i det virkelige liv. F.eks. gælder børneværnet alle børn, mens det i praksis er et retssystem som overvejende tager sig af børn fra fattige miljøer i arbejderklassen; der er især overfor forældre derfra, at det offentlige foretager indgreb i privatlivet; det er børn derfra, som lettest bliver anset som uroelementer i klassen; det er børn derfra, som oftest befinder sig i risikoudsatte situationer i forhold til den herskende kriminalpolitik. Alt dette blev klargjort under forarbejdet med børneværnsloven, men er ikke sat ind i lovens ord; de er neutrale som andre kontrollove. Med denne nødvendige nuancering af uligheden bag den formelle lighed, kan børn betragtes som en selvstændig befolkningsgruppe, med lige og fælles kendetegn som en særlig undertrykt gruppe i samfundet.

Forældremyndigheden

Forældreretten er altomfattende, så længe den fungerer tilfredsstillende i forhold til offentlig ro og moral, og med de begrænsninger som følger af undervisningspligten. Trods det store myndighedsområde er dens nærmere indhold i vid udstrækning et retsfrit område indenfor det juridiske dogme om privatlivets fred. Der findes ingen definition af forældremyndighed i loven. Både lovgivning og juridisk teori har beskæftiget sig langt mere med, hvem der skal have forældreretten, hvis der opstår konflikt (konflikt mellem forældre, mellem forældre og plejeforældre, mellem forældre og samfund) end hvad dens pligter og rettigheder består i. I tråd med juraens almindelige opbygning er der derfor lagt langt mere arbejde i udformningen og tolkningen af regler om børns rent pengemæssige underhold og umyndiges formueforhold, end af deres personlige forhold.

Ud fra forældresynspunkt har forældremyndigheden en pligtside og en rettighedsside med både materielt og ideelt indhold. De har underholdspligt, hvilket går ud på at sørge for bolig, mad og klæder, skønsmæssigt afmålt efter deres egen økonomiske evne. Minimumsgrænsen for underholdspligten fremtræder i reglerne og praksis omkring bidrag under separation, skilsmisse og fødsel udenfor ægteskab. Forældre har også omsorgspligt, hvilket går ud på at sørge for barnets fysiske og mentale udvikling og sociale opdragelse. Omsorgspligten er ikke nærmere lovreguleret, men træder frem ved offentlige reaktioner på grove undladelser og overskridelser under disciplineringen. Til gengæld for en tilfredsstillende opfyldelse af pligterne - hvor samfundet praktisk taget vederlagsfrit anvender forældres penge og arbejdskraft i produktionen og socialiseringen af den nye arbejdskraft - får forældre ejerretten over deres børn i bytte.

Børns rettigheder

Ejerrettens konkrete indhold er overladt til forældrenes skøn, ligesom privatejendommen almindeligvis plejer at være ejerens sag. Den er kun i minimal udstrækning begrænset af rettighedsregler til fordel for børnene (udover den indirekte ret, som ligger i forældrenes pligter) og kun i ringe grad kontrolleret gennem beskyttelsesregler mod overgreb. Forældre har det afgørende ord at skulle have sagt omkring opholdssted, døgnrytme, bevægelsesfrihed, påklædning, hårfacon, medlemsskab af klubber og foreninger, sprog, religion/moral, fritid, arbejdspligter hjemme, arbejde for andre osv.

De fleste forældre bruger selvfølgelig deres rettigheder udfra et vist skøn og udvider børnenes selvbestemte områder i takt med alderen, men der er ikke noget i loven som beskytter børn og unge mod urimelige forældre. Først når urimeligheden indebærer overgreb eller grov forsømmelse, træder beskyttelsesregler i kraft. Men heller ikke disse giver barnet ret til selv at bestemme, for da træder samfundet ind i forældrenes sted.

Overtrædelse af samværsretten over i incestforhold og seksuel omgang indenfor familien, er én type handlinger fra forældrenes side, hvor børn forholdsvis let vil kunne opnå beskyttelse, dersom forholdet bliver offentlig kendt. Disse overtrædelser krænker både børns og unges ret (og pligt) til et aseksuelt liv, og den offentlige moral (den seksuelle lavalder er 16 år). Straffesanktioner mod incest og fjernelse af ofrene er derfor ikke ualmindelige konsekvenser, når sådanne forhold afdækkes, og sanktionen gennemføres uafhængigt af barnets vilje og syn på sagen og uafhængig af udvist tvang ved utugten. Selv om tvang anses som skærpende omstændighed - også i familieforhold - er det alligevel påfaldende hvordan tvangshandlinger udenfor familieforholdet bliver taget alvorligere. Det er incesten som i første række vækker reaktion - ikke tvangen.

Overdrivelse af disciplinærmyndigheden kan også føre til beskyttelsestiltag fra samfundets side i form af straf for legemskrænkelse eller børneværnstiltag. Det er juridisk tvivlsomt, om det er tilladt at slå sine børn. Hver gang revselsesretten er blevet begrænset eller der er talt om helt at fjerne den, har dette udløst stærke offentlige protester.

Fra undersøgelser i mange lande ved man, at «the-battered-child-syndrome» er blevet en stadig mere anerkendt medicinsk diagnose, og at fysiske overgreb mod børn lader til at være ganske udbredte i alle lag af befolkningen. Undersøgelser viser, at et flertal af befolkningen fortsat mener, at fysisk afstraffelse kan være berettiget.

Den fastholden af retten til at slå (selv om den ikke bruges) er et udslag af ejerens ønske om fuld råderet over genstanden - barnet. Ejerforholdets betydning afspejles også her i synet på legemskrænkelser overfor andres børn. Pryglestraffen i skolen blev ophævet allerede i første halvdel af det 20. århundrede, og det har altid været ulovligt at slå naboens børn, uanset om man bliver stærkt provokeret.

Andre typer overtrædelser af disciplinærmyndigheden er ikke blevet udsat for særlige diskussioner i offentligheden. Det gælder f.eks. grænserne for forældres frihedsberøvelse af børn. Som nævnt kan forældre i vid udstrækning bestemme børns opholdssted. Men hvor går grænsen? Inde til bestemt tid uanset alder? Husarrest som straf? I så fald hvor og hvor længe? Værelse/andet rum, loft/kælder, ulåst/låst dør, lyst/mørkt, minutter/timer/døgn? Der findes ingen retslig begrænsning af isoleringen af børn indenfor familien - udover straffelovens almindelige regler om frihedsberøvelse. Når det gælder børn i institution, har der både været begrænset med regler og med overholdelse af de er blevet sat.

Indhegning af barndommen

Det 20. århundrede er blevet kaldt «barnets århundrede». Hvis denne betegnelse skal have mening, må det være ud fra den betragtning, at det offentlige i stigende grad har grebet ind med regulering af børns og unges liv - at børn og unge er blevet genstand for større offentlig engagement. Dette er sket, dels gennem overtagelse af forældreråderetten og kontrol med denne (f.eks. gennem oprettelse af børneværnet som gav hjemmel til tvangsmæssig og fuld offentlig overtagelse af forældremyndigheden og gennem regler om revselsesrettens grænser) eller som et supplement til denne ret (som f.eks. gennem undervisningspligt). Tiltag som alle greb ind i og begrænsede forældreretten til fordel for samfundets rådighed over børn.

Denne udvikling mod offentlig-retslig indhegning af barndommen - og senere ungdommen - indledtes i det 19. århundrede med industrialiseringen og udviklingen af lønarbejdet. Hvor langt hegnspælene er skubbet ind mod børnene er i dag uklart - i hvert fald for juristerne. Feltet myldrer af statslige og kommunale forskrifter, cirkulærer og administrative beslutninger. Klarere er derimod den historiske udvikling, som har bragt lovene frem til det punkt, hvor de står i dag.

I anden halvdel af det 19. århundrede skete der således en overgang fra forældreskole til samfundsskole. Dels for at kvalificere den nye generation til nye arbejdsformer under den begyndende industrikapitalisme, dels som et samfundsforsvar mod tidens sociale problemer. Omkring midten af århundredet skyllede bølgerne fra februarrevolutionen i 1848 også ind over Danmark, og skabte grobund for et engagement til fordel for en offentlig grundskole, udover den fattigskole som indtil da var tilbudet. Denne udvikling mundede ud i vedtagelsen af en offentlig folkeskole for alle samfundsklassers børn.

Også indenfor arbejdsretten fik barndommen sin plads gennem arbejdstidsregler og delvis udelukkelse fra lønarbejdet. De første lovbestemmelser på dette område blev vedtaget i 1873. Folketinget havde da vedtaget love til beskyttelse af dyr, og nogle mente man også kunne vedtage love til beskyttelse af børn. Det er dog klart, at denne lovgivning havde en rent human kerne med ønsket om at beskytte børn mod utålelige arbejdsforhold. Men i 1870'ernes diskussioner fremkom der også et tydeligt ønske om en langsigtet opfostring af en sund voksen arbejdsstyrke, og konkurrencen om børnene skinder igennem. De var efterspurgte, både som lønarbejdere og som elever til den nye skole. Det var i vid udstrækning skolen der vandt, selv om virksomhedsejerne søgte at vinde frem under påberåbelse af mange forældres ønsker om hellere at have deres børn i arbejde end i skole.

I det 20. århundrede og især i efterkrigstiden har skolen fået nye opgaver udover de gamle. Produktionen har efterhånden overflødiggjort stadig flere alderstrin i begge ender af aldersskalaen, og har derfor udliciteret nødvendige opbevaringsopgaver. I tråd hermed er skolegangen blevet udvidet til de nuværende 10 år, og skolefritidsordninger blevet gjort almindelige. Ungdommens ret til lønarbejde er samtidig blevet indskrænket. Barndommen - betragtet som en selvstændig befolkningsgruppes vilkår - er i vor tid så at sige fortsat ind i ungdommen som en ny del af befolkningen med skoletræthed, arbejdsløshed, fritidsproblemer og forbrugerpres som centrale kendetegn ved livssituationen.

Vore dages børnepolitik er spændt ud mellem ønsket om fortsatte nedskæringer indenfor det offentlige og nødvendigheden af at sikre opbevaringen af børnene, mens forældrene er på arbejde. Der er ikke aktuelt tegn på, at der gennemføres tiltag, der giver børn og unge større ret til sig selv og muligheder for mere selvbestemte liv. Den aktuelle udvikling kan heller ikke forventes at føre til særlige materielle forbedringer for børn og unge som befolkningsgrupper. De aktuelle tiltag er mere plastre på de sår, en børnefjendtlig samfundsudvikling har ført med sig.

T.S.D.

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Leksikon for det 21. århundrede