Fermi, Enrico
 |
| Enrico Fermi |
Enrico Fermi (29. september 1901 - 29. november 1954), italiensk-amerikansk fysiker der mest er kendt for sine undersøgelser af beta-henfald, udviklingen af den første atomreaktor og udviklingen af kvantemekanikken. Fermi var ledende videnskabsmand ved det forsøg, hvor den første kontrollerede atomare kernereaktion fandt sted. Han blev senere en af de vigtigste videnskabelige medarbejdere på Manhattanprojektet, hvor USA's første atomvåben blev udviklet.
Fermi har efterladt sit en række blivende spor indenfor fysikken: fermioner, Fermi National Accelerator Laboratory («Fermilab»), grundstoffet Fermium og Fermi-statistik. I 1956 indstiftedes prisen Enrico Fermi US Presidential Award for at hædre hans resultater og indsats som videnskabsmand. Den afdeling ved University of Chicago hvor han arbejdede kaldes nu: The Enrico Fermi Institute.
I 1938 blev han tildelt Nobelprisen i fysik for sin «eftervisning af eksistensen af nye radioaktive partikler, produceret ved neutron bombardement, og for den afledede opdagelse af kernereaktioner som følge af langsomme neutroner». Efter prisuddelingen i Stockholm gik han med sin kone Laura og deres børn direkte i eksil i USA. I Italien havde fascismen indledt sin jødeforfølgelse.
De første år
Fermi var i barndommen uadskillelig fra sin 1 år ældre bror Giulio. Denne døde i 1915 under en mindre operation, og ulykkelig kastede Enrico sig ud i studiet af fysik, som et middel til at håndtere sin smerte. En ven af familien, Adolfo Amidei, rådgav Enrico og ledte ham ind på studiet af algebra, trigonometri, analytisk geometri og teoretisk mekanik. Det var også Amidei der foreslog, at Enrico ikke skulle søge ind på universitetet i Rom, men i stedet søge optagelse på «Scuola Normale Superiore» i Pisa, der var et specialuniversitet for særligt intelligente studenter. Studievejlederen på Scuola Normale Superiore fandt den 17 årige Enricos ansøgning værdig til en doktorgrad. Han blev derfor indkaldt til samtale, og vejlederen vurderede, at han ville kunne blive en stor videnskabsmand.
I 1918 startede han sine studier i Pisa, hvorfra han i 1922 fik sin bachelor grad. I 1923 tilbragte han ½ år i Göttingen på Max Borns skole for kvantemekanik, men han brød sig ikke om den overdrevent formelt teoretiske undervisningsform på det der ellers var tidens ledende institution indenfor området. I 1924 besøgte han Leiden i Holland, hvor han mødte Paul Ehrenfest og senere Einstein. Fermi fik derefter arbejde som lærer på universitetet i Rom. Han kom til at undervise på universitetets første kursus i teoretisk fysik - et kursus der var blevet oprettet til ham af Orso Maria Corbino, der var direktør for fysikinstituttet. Corbino var en stor hjælp for Fermi, da denne skulle sammensætte sit hold. Han fik hurtigt følgeskab af dygtige videnskabsmænd som Edoardo Amaldi, Bruno Pontecorvo, Franco Rasetti og Emilio Segré.
Gruppen af fysikere gennemførte en lang række af eksperimenter, der er blevet berømte, men i 1933 rejste Rasetti til Canada og USA, Pontecorvo rejste til Frankrig og Segré foretrak at rejse til Palermo. Fermi derimod forblev i Rom indtil 1938, hvor han fik Nobelprisen. Fascismen i Italien havde da sat sine racelove i værk, og sammen med sin kone Laura Capon der var af jødisk oprindelse besluttede han sig derfor for at emigrere til USA i forlængelse af prisoverrækkelsen i Stockholm. I USA begyndte han at arbejde på Columbia University.
Eksilet i USA
Et af hans første arbejder på Columbia var at verificere fissionseksperimentet, som tyskerne Hahn og Strassman allerede havde gennemført. Dette skete i samarbejde med fysikerne Booth og Dunning. Da fissionen var blevet bekræftet, gik Fermi i gang med at bygge den første simple «atomreaktor». Han erindrede sig tydeligt projektet i en tale han gav, da han i 1954 gik af som formand for American Physical Society:
«Jeg husker meget tydeligt den første måned, januar 1939, da jeg begyndte at arbejde på Pupin Laboratorierne, for tingene begyndte at gå meget hurtigt. På samme tid underviste Niels Bohr på Princeton, og jeg husker at Willis Lamb en eftermiddag kom tilbage meget ophidset og fortalte, at Bohr havde løftet sløret for en stor nyhed. Den store nyhed var opdagelsen af fission, og en grov skitse af hvordan den skulle fortolkes. Senere samme måned blev der holdt et møde i Washington, hvor de mulige konsekvenser af opdagelsen blev diskuteret. Deriblandt - nærmest som en morsomhed - som en kilde til energi».
Efter Albert Einsteins berømte brev til præsident Roosevelt i 1939 (oversat af Leo Szilard) gav USA's flåde den første bevilling på 6.000 US$ til Columbia University til undersøgelse af atomenergi. Dette program udviklede sig under Fermis ledelse til Manhattanprojektet. I 1942 forlod han Columbia University, og efter i nogle måneder at have pendlet mellem Chicago og New York, flyttede han endelig til Chicago for at koncentrere sit arbejde der. Fra da af blev arbejdet på Columbia University koncentreret om isotop separations fasen af atomenergiprojektet.
Fermi var utroligt godt begavet, mentalt fleksibel og snusfornuftig. Han var samtidig en meget dygtig teoretiker, som hans teori om beta-henfald viste. Da han sendte førsteudgaven af sin artikel om beta-henfald til det prestigefyldte tidsskrift Nature, blev den afvist af tidsskriftets redaktør der erklærede, at den indeholdt «spekulationer der lå alt for langt fra virkeligheden». Teorien blev derfor publiceret på italiensk og tysk, før den blev tilgængelig på engelsk.
Fermi var samtidig meget dygtig i laboratoriet, hvor han arbejdede hurtigt og med stor indsigt. Fermi henviste ofte til sit høje tempo, som årsagen til at han fik Nobelprisen, for opdagelsen ville hurtigt være blevet gjort af andre - han var bare først. Det var dog en anden lære han drog af sin erfaring med Nature. Til sine elever sagde han: «Vær aldrig den første. Prøv at blive nummer to».
Fermi døde af kræft i Chicago 29. november 1954 i en alder af kun 53 år.
Sidst ajourført 14/10 2003
Leksikon for det 21. århundrede
Internet
Fotoarkiv af Fermi og Panisperma drengene på universitetet i Rom