Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Holland
DatoOpdatering
2013.12.09Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 9/12 2013
Læst af: 168.858
Verden  .  Europa  .  Holland
: :
Nederlandene (Holland)
Befolkning15,9 mio.
ValutaEuro
Areal40.844 Km2
HovedstadAmsterdam
Befolkningstæthed389,2 indb./Km2    
HDI placering7    
Gennem 1980'erne boede omkring 80.000 hollændere i besatte huse. «Krakerne» - Nederlandenes svar på danske BZ - var en stærk bevægelse.
(Solidaritet)

Landet er en stor lavslette, der for 38% vedkommende befinder sig under havets overflade. Der findes ikke noget andet land, hvor mennesket i den grad har grebet ind i naturen. Næsten 20% af landets areal er gennem århundreder blevet kunstigt tørlagte ved opdæmninger, og de naturlige vandveje er blevet udvidet med en særdeles veludviklet net af kanaler. Næsten halvdelen af befolkningen bor i storbyerne i vest, hvor befolkningstætheden er ca. 900 mennesker pr. km2. Nederlandene er dermed et af verdens tættest befolkede områder.

Nederlandene huser en meget intensiv landbrugsproduktion, hvis vigtigste produkter er kød, mælkeprodukter og grøntsager. Landet er endvidere højt industrialiseret og verdens tredjestørste producent af naturgas. Det spiller endvidere en vigtig rolle i olieproduktionen med raffinaderier på de nederlandske Antiller i Caraibien og i Rotterdam, der også er verdenscentrum for den frie handel med olie - spot market. Som følge af den intensive anvendelse af kunstgødning og sprøjtemidler, er grundvandet meget forurenet, og floderne er ligeledes meget forurenede af organiske og industrielle affaldsstoffer fra Nederlandene selv og fra lande længere oppe ad floderne.

På de fleste sprog kaldes Nederlandene for Nederlandene. I Danmark har den hyppigste betegnelse af historiske årsager været Holland, der imidlertid kun refererer til en af Nederlandenes provinser. Det ville svare til at kalde Danmark for Sjælland. Betegnelsen i dette opslag er derfor Nederlandene, med mindre der direkte refereres til provinsen Holland.

Folket: Hollændere (91%); Tyrkere (1,3%); Marokkanere (1%); Tyskere (0,3%); andre (6,4%)

Religion: Katolicisme (31%); Nederlandenes reformerte kirke (14%); Calvinister (8%); Muslimer (6%); Andre (4,1%); Ateister (39%)

Sprog: Nederlandsk (officiel), frisisk, tyrkisk, arabisk

Politiske partier: Kristelige demokratiske Alliance (CDA); Folkepartiet for Frihed og Demokrati; Arbejderpartiet (tilknyttet Socialistisk Internationale); Pim Fortuyn-listen (LPF). Blandt de mindre partier bør nævnes: Nationale Reformerte; Demokrati 66; det Grønne Venstreparti; Kommunistpartiet; Socialistiske Pacifister.

Sociale organisationer: Sammenslutningen af nederlandenes Fagbevægelser.

Officielt navn: Koninkrijk der Nederlanden.

Administrativ inddeling: 12 provinser

Hovedstad: Amsterdam, 1.364.422 indb.(2009). Selvom regeringssædet ligger i Haag, har Amsterdam officiel status af hovedstad.

Andre vigtige byer: Rotterdam, 1.125.500 indb.; Den Haag, 443.700 indb.; Utrecht, 232.900 indb.; Eindhoven, 200.600 indb. (2000).

Regering: Konstitutionelt parlamentarisk monarki. Kong Willem-Alexander er siden april 2013 statsoverhoved. Mark Rutte er siden oktober 2010 premierminister. Tokammerparlament. Førstekammeret har 75 medlemmer, der vælges af de 12 provinsparlamenter. Andetkammeret har 150 medlemmer, der vælges ved direkte valg.

Nationaldag: 30. april (dronningens fødselsdag, 1938)

Væbnede styrker: 74.400 (1995)

Paramilitære styrker: 3.600 (Kongelige Militærkorps)

Afhængige områder: Nederlandske Antiller og Aruba

 

Næringsliv

Næringslivet er alsidigt. Næsten to tredjedele af arealet er opdyrket. Produktionen er koncentreret omkring kvægdrift, og smør og ost er vigtige eksportprodukter. Iøvrigt dominerer korn, kartofler og drivhusafgrøder - frugt, grøntsager, blomsterløg.

Størstedelen af befolkningen arbejder indenfor industri og serviceerhvervene. De vigtigste industrigrene er metal-, tekstil- og næringsmiddelindustrien. Vigtig er også skibsproduktionen (i Amsterdam og Rotterdam), den elektrotekniske industri (Philipskoncernen i Eindhoven) og den kemiske industri med vægt på olieraffinaderier (ved Rotterdam). Rotterdam er den største havneby i Europa.

Den vigtigste energiressource var tidligere stenkul (provinsen Limburg, længst i sydøst), men denne udvinding blev nedlagt først i 1970'erne. Gasfelterne i provinsen Groningen i nordøst dækker i dag en betydelig del af det nederlandske energibehov.

Raceproblemer

Nederlandene har fået en række etniske minoriteter efter 2. verdenskrig. De vigtigste er indvandrere fra Suriname, De nederlandske Antiller, Marokko, Tyrkiet og de sydeuropæiske lande. De største konflikter var i 70'erne koncentreret om sydmolukkanerne, der oprindelig stammer fra det østlige Indonesien. De blev brugt som elitetropper i den nederlandske kolonihær i Indonesien, og nægtede at acceptere, at kolonien blev selvstændig. De blev derfor overflyttet til Nederlandene, og lever som en diskrimineret og isoleret minoritet. Mange af dem søgte et holdepunkt i forestillingen om en uafhængig sydmolukkansk republik. En ide som den nederlandske regering konsekvent har nægtet at acceptere. I 70'erne reagerede en del unge sydmolukkanere på denne afvisning ved at gennemføre flere terroraktioner, der forværrede det nederlandske raceproblem.

Historie

Nederlandene, Belgien, Luxemburg og en del af det nordlige Frankrig udgør tilsammen regionen Nederlandene. Da gletcherne trak sig tilbage efter sidste istid, blev disse områder befolket af jæger- og samlerfolk, der senere udviklede sig til de forholdsvis avancerede landbrugskulturer, romerne stødte på. Romerne kom til Nederlandene i det sidste århundrede f.v.t. Regionen var da beboet af keltere og germaner. Imperiet var aldrig i stand til at erobre Frisland nord for Rhinen, og bosatte sig i stedet i deltaet, hvor de oprettede provinserne Belgien og Nedre Tyskland.

Friserne levede af fiskeri og kvægopdræt, mens man i syd drev landbrug med centrum i den bymæssige bebyggelse. Da jorden i det 3. århundrede e.v.t. blev oversvømmet af havet, vendte det op og ned på regionens økonomiske basis.

Styrkelsen af de germanske stammer tvang romerne til at overlade dem bevogtningen af imperiets ydre grænser, på samme måde som med frankerne i Toxandria og Brabant. Adskillelsen af det romanske og det germanske sprog faldt sammen med det romerske imperiums ydergrænse, der delte Nederlandene midt over.

Friserne fastholdt frem til det 8. århundrede deres uafhængighed, men da indledte frankerne og den katolske kirke en voldsom offensiv. I slutningen af århundredet var området blevet underlagt af frankerne under Pepin den førstes dynasti og senere Karolingerne. Nedgangen for det karolingiske imperium mod det 10. århundrede medførte stor ustabilitet. Der blev oprettet en række fyrstedømmer, der havde et feudalt forhold til kongedømmerne i Tyskland og Frankrig. Friserne var på dette tidspunkt ikke underlagt noget herredømme.

Der opstod verdslige (ikke-religiøse) fyrstedømmer i Vlaanderen, Hainaut, Namur, Loon, Holland, Zeeland og Guelders, samt hertugdømmer i Brabant og Limburg. I fyrstedømmerne Utrecht og Liège var den verdslige autoritet sammenfaldende med den religiøse. Fyrstedømmerne søgte større uafhængighed fra den kongelige autoritet. Vlaanderen var pioner i etableringen af en effektiv administration, fulgt af Brabant, Henao og Namur. Udpegelsen af bisper markerede afslutningen på den tyske indflydelse og knyttede stærkere bånd mellem fyrstedømmerne. Frankrig søgte at underlægge sig Vlaanderen med blev slået i 1302. Ligevægten i styrkeforholdet mellem Frankrig og England gjorde det muligt for regionen at bevare sin autonomi.

Væksten i befolkningen førte til inddragelsen af jorde i produktionen. Ved kysten var cistercienser- og premonstraten munke meget aktive i bygningen af diger, der i første række tjente til forsvar mod oversvømmelser og i næste række blev brugt til at indvinde nyt land fra havet. Fra det 11. århundrede udviklede friserne et afvandingssystem, der fik vandet til at falde og gjorde jorden egnet til græsgange og landbrugsprodukter. I det 12. og 13. århundrede blev denne teknik anvendt til at dræne et stort sumpområde omkring Utrecht og Amsterdam. Disse kystegne af Vlaanderen og Friesland fik stor økonomisk betydning. I det 12. og 14. århundrede antog kampen mod havet og flodområderne sådanne dimensioner, at der blev oprettet administrative organer til at koordinere bygningen af diger og anvendelsen af vandet.

Udvidelsen af jordarealerne og befolkningen skabte en stigning i ikke blot landbruget men også i handelen. I de nye byer opstod der klasser, der stræbte mod autonomi. Handelsmændene havde aflagt ed om samarbejde for at bevare lov og orden. Byerne blev gradvist forandret til uafhængige centre med magt til at indgå aftaler af handelsmæssig, politisk eller militær karakter med andre byer eller med fyrsten. Byen ejede sit eget område, og dens borgere var ikke afhængige af ydre autoriteter.

I anden halvdel af det 14. århundrede dominerede Burgunder hertugerne - det franske Valois kongehus - en stor del af Nederlandene og forsøgte at danne en centraliseret stat. En bevægelse forsøgte i 1477 at bremse denne centralisering, men Habsburgernes opstigen til magten ødelagde forsøget. Nederlandenes skæbne afhang af det østrigske kongehus' kamp om hegemonien over Europa. Centraliseringstendensen blev kraftigere og indbefattede også kirken, der ved pavelig forordning skabte en administration direkte fra Rom med 3 ærkebiskopper og 15 biskopper, der dog blev modarbejdet kraftigt af den lokale adel.

Lutheranere og baptister havde vanskeligheder med at trænge ind i Nederlandene, mens calvinismen hurtigt fik opbakning i de folkelige lag og blandt de intellektuelle. Repressionen sendte mange calvinister i eksil, men de havde alligevel betydelig indflydelse på oprøret i 1567 mod enevælden. Den folkelige utilfredshed over de elendige kår og det spanske kongehus' benhårde beskatning forenedes med adelens og handelsborgerskabets ønsker om autonomi. Oprøret blev anført af Willem af Oranje, og sejrede først i Holland, og efter de spanske troppers nederlag spredtes det til alle provinser, indtil der i 1576 blev undertegnet en fredsaftale i Gent.

Af geografiske, økonomiske, politiske og religiøse årsager opstod der 3 år senere problemer med bevarelse af unionen. I 1579 blev Arras unionen oprettet i syd og Utrecht unionen i nord - indenfor rammerne af de Overordnede Stater. Utrecht Unionen udråbte sig i 1581 til en Enhedsstat, og med den blev overherredømmet frataget den spanske konge Felipe II. Eftersom Holland var den stærkeste økonomiske og politiske kraft i unionen, begyndte borgerne i den nye stat at blive kaldt hollændere.

Under de 12 års våbenhvile med Spanien (1609-1621) forværredes kontroversen indenfor unionen. Deltagelsen i krigen mellem provinsen Holland og Oranje huset udviklede sig til indædt rivalisering. Dertil kom uenigheden og relationen mellem stat og kirke. I 1618 lod Maurice af Oranje med støtte fra de Overordnede Stater lederen af det vigtigste parti i Holland henrette. Da våbenhvilen ophørte, blev krigen mod Spanien genoptaget, hvilket tvang begge rivaler til på ny at forene sig frem til Utrecht freden i 1713.

Det 17. århundrede kaldes for den nederlandske guldalder, fordi Nederlandene befandt sig i begivenhedernes centrum. Også indenfor videnskab og kunst stod landet i forreste række. Kendte navne fra perioden er maleren Rembrandt, filosoffen Spinoza og videnskabsmanden Huygens. En vigtig forudsætning for dette var, at Nederlandene var det eneste europæiske land med næsten fuld trosfrihed - selv om calvinismen var statsreligion og katolikkerne blev diskrimineret.

Den nederlandske velstand stammede ikke alene fra handelen på kontinentet, men også fra dets kolonier. I 1602 blev det nederlandske Ostindiske Kompagni oprettet med afdelinger i Sri Lanka, Indien og Indonesien, hvor det opererede med fuldstændige magtbeføjelser - på samme måde som lignende selskaber i England og Frankrig gjorde. Kompagniet havde i udgangspunktet det uundværlige grundlag for at gennemføre handel, men ønsket om kontrol over regioner og bestemte varer førte til, at det besatte landområder. Koloniadministrationen var i vid udstrækning autonom, og hollænderne foretrak at regere gennem aftaler med de lokale herskere.

I 1621 blev Nederlandsk Vestindisk Kompagni oprettet. Dets vigtigste indkomster stammede fra handelen med slaver og piratvirksomheden der foregik ud for Zeeland, og især var rettet mod de spanske skibe. I løbet af det 17. århundrede hegemoniserede Nederlandene handelen med slaver. I 1648 havde Nederlandene 3 primære udgangspunkter for sine aktiviteter i Amerika: Det ene lå i nordamerika ud til Atlanten og var engageret i handelen med skind. Det andet lå i Caraibien og stod for slavetransporten og smuglerhandelen med de spanske kolonier. Det tredje lå i en del af Brasilien og Suriname - det tidligere Nederlandsk Guyana. I år 1700 var der kun handelsstationerne i Curaçao, St. Eustatius og St. Maarten tilbage samt plantagerne i Guyana og Elmina som slavehavn.

Den nederlandske flådemagt blev svækket i det 18. århundrede - især efter krigen med England (1780-1784). Landet anvendte dele af sin kapital til opkøb af andre landes statsgældbeviser. Bankerne i Amsterdam var derfor blandt de mest magtfulde i Europa. I 1750'erne opstod Patrioten bevægelsen, der var et sammenrend af meget forskellige grupper fra store bankierer til simple håndværkere, oprørske protestanter og katolikker. De havde det tilfælles, at de var utilfredse med monarkiets vilkårligheder. Patrioterne var nødt til at gå i eksil under den prøjsiske invasion i 1786. Deres forventninger blev atter vakt med den franske revolution, men det var først i 1794, at Frankrig var i stand til at dæmme op for England og Prøjsen, udråbe republikken Batavia og indlede en politisk modernisering.

Den nye republik erklærede, at borgerne skulle have lige rettigheder og ændrede institutionerne. Forsamlingen af Overordnede Stater blev erstattet af en direkte valgt Nationalforsamling, og den udøvende, lovgivende og dømmende magt blev adskilt. I 1806 blev landet indlemmet i det franske imperium under navnet Kongedømmet Nederlandene. 5 år senere indlemmede Napoleon Nederlandene i det franske kejserdømme. Denne situation varede ved til imperiet brød sammen. I 1814 blev monarkiet genindført i Nederlandene. Ved Wienerkongressen overdrog sejrherrerne i Napoleonskrigene overherredømmet over alle Nederlandene til den nye konge. Men modsætningerne mellem landbrugslandet Nederlandene og det tidligt industrialiserede Belgien var for store: I 1830 gjorde det belgiske borgerskab oprør, brød ud og dannede deres egen stat - Belgien.

I Nederlandene udviklede handelen sig på ny, på basis af en stadig mere intens udbytning af kolonierne - særligt Indonesien. I 1848 blev der indført en ny grundlov, der skabte basis for parlamentarismen. Tre politiske hovedkræfter udkrystalliserede sig: Protestanterne, katolikkerne og de konfessionsløse liberale.

Efterhånden som industrialiseringen tog fart i slutningen af århundredet, blev grundlaget skabt for en arbejderbevægelse. Det socialdemokratiske arbejderparti blev dannet i 1894, med et parlamentarisk og reformistisk program. Den almindelige mandlige stemmeret blev vedtaget i 1914, mens kvinderne først fik den efter 2. verdenskrig.

Efter den første verdenskrig, hvor Nederlandene var neutralt, blev en del sociale reformer indført af borgerlige regeringer: Ottetimersdagen, alderdoms- og sygdomsbeskyttelse. Baggrunden var dels en konkret, men urealistisk, revolutionsrædsel i 1918-19, dels en økonomisk opgangstid i 20'erne.

Efter 1. verdenskrig gik Nederlandene ind i Folkeforbundet, men fastholdt sin neutralitet, hvis symbol blev placeringen af den internationale domstol i Haag. Under Versaillesforhandlingerne fremførte Belgien uden held territoriale krav overfor Nederlandene.

2. verdenskrig

Under den 2. verdenskrig angreb Tyskland Frankrig gennem Nederlandene. Dronningen oprettede en eksilregering i London. Alle politiske sektorer deltog i den antinazistiske modstand. Den tyske undertrykkelse var hård, og ved slutningen af krigen var landet præget af hungersnød. I 1945 underskrev regeringen, virksomhedsledere og fagforeninger en aftale om kontrol over priser og lønninger. Den kom til at vare i 20 år. Indonesien tilkæmpede sig hurtigt uafhængighed, Suriname først i 1975. Nederlandene oplevede i efterkrigsperioden en hastig industrialisering - specielt indenfor metal-, elektronik- og den petrokemiske industri.

Nederlandsk kapital - nogle gange i fællesskab med engelsk - dominerer en række store transnationale selskaber som olieselskabet Royal Dutch Shell samt Unilever, der er verdens største fødevare- og sæbeproducent med filialer eller virksomheder der anvender dets patenter i næsten hele verden. Blandt nederlandske transnationale selskaber bør nævnes: Philips Gloelampenfabrieken indenfor elektriske og elektronisk produkter, kemikoncernen AKZO, DSN, Hoogovens Groep, Heineken og Daf Trucks.

Efterkrigstidens politiske scene har været præget af en alliance mellem lønmodtagere (tidligere socialister) og katolikker. Nederlandene opgav neutraliteten, meldte sig ind i NATO (1949) og EEC (1957). Sammen med Belgien og Luxemburg dannede det endvidere det økonomiske samarbejde kendt som Benelux (1947).

I 1960'erne fik ungdommens protestdemonstrationer mod systemet en meget voldeligt skær. Den kongelige families ægteskaber førte også til offentlig kontrovers. Fragmenteringen af samfundet af ideologiske eller religiøse årsager kom til at præge alle nederlandske institutioner. I 70'erne hældede vælgerne mod midten og venstrefløjen. Regeringerne fornyede økonomien og gennemførte en omfordeling af indkomsterne. De mest kontroversielle politiske emner var forsvarsudgifterne og udstationeringen af NATO atommissiler i landet.

Nederlandene har været et af de udviklede kapitalistiske lande, der har givet størst bistand til den tredje verden. Samtidig har det fastholdt en sammenhængende politik til forsvar for de menneskelige rettigheder, og det har altid kritiseret apartheidregimet i Sydafrika. Dog gav dets tættere forbindelser til Israel anledning til større distance til nogle arabiske lande.

I 1989 vedtog regeringen en stigning i forsvarsudgifterne på 0,6% i 1990 og 91, fulgt af uændrede budgetter de følgende 4 år samt tilbagetrækningen af 750 udstationerede soldater i Vesttyskland. Den nederlandske politik vakte bekymring internt i NATO.

I november 1991 udsendte miljøeksperter fra den tredje verden en rapport der viste, at over 40% af træerne i Nederlandene er blevet uigenkaldelig skadet af syreregnen, der stammer fra industriel forurening. En serie prøver af jorden, vandet og luften afslørede et meget højt forureningsniveau.

Nederlandene har omkring 100.000 landbrug med i alt 120 millioner stykker kvæg. Opdrættelsen af ét stykke kvæg koster årligt landet 2.000 dollars, hvilket er større end per capita indkomsten i mange tredje verdens lande. Et andet karakteristika ved det nederlandske landbrug er den omfattende anvendelse af sprøjtemidler - omkring 20kg pr. hektar pr. år - der forurener de underjordiske grundvandsreservoirer og dermed truer drikkevandet. Samtidig har den høje industrialiseringsgrad og befolkningstæthed ført til omfattende udledning af tungmetaller, nitrater og organisk affald i floderne Maas, Rhinen og Waal.

Pga. det høje forbrug i det nederlandske samfund efterlader hver hollænder sig årligt omkring 3.000 kg affald. I Amsterdam og andre byer bebos mange lejligheder af mennesker, der bor alene, hvilket øger efterspørgslen på boliger. Gennem 70'erne og 80'erne var specielt ungdommens svar på den massive boligmangel at besætte tomme huse og oprette kollektiver i dem. Den nederlandske BZ bevægelse - «Kraaker» bevægelsen - nåede på sit højdedepunkt op på 60-80.000 mennesker.

I andet halvår 1991 har Nederlandene formandskabet i EU, og det nederlandske parlament opfordrer da de europæiske statschefer der i december mødes til topmøde i Maastricht til at fordømme enhver form for racisme og til at vedtage lovgivning, der forbyder xenofobi på det europæiske kontinent. Trods dette initiativ præges landet af en stigende racisme, selv om den ikke har samme omfang som i andre europæiske lande. Det gav voldsomme dønninger i det nederlandske samfund, da en marokkansk pige for øjnene af 200 mennesker druknede i en sø i en park i Rotterdam, samtidig med at kun 5 forsøgte at redde hende. I september 93 valgte Nederlandene at følge nabolandet Tysklands eksempel og vedtog en restriktiv lovgivning overfor indrejse af borgere udenfor EU.

Regeringsinstitutioner udviklede nye indikatorer til afdækning af udviklingen i økonomien og nationalindkomsten, således at der samtidig blev taget hensyn til skaderne på miljøet. Landets centrale statistiske Kontor annoncerede i 1992, at det havde taget en ny Grøn Bruttonationalprodukt indikator i anvendelse. Den tager hensyn til forbruget af naturressourcer ifht. deres evne til regeneration og konsekvenser for lokalsamfundene.

Koalitionsregeringens partier led et sviende nederlag ved lokalvalget i marts 1994, der samtidig gav den yderste racistiske højrefløj en betydelig fremgang. Den 22. august overtog Wim Kok posten som premierminister. For andet år i træk var der i 1995 fejl i det komplicerede slusesystem, hvilket førte til oversvømmelse af betydelige områder i landets sydlige og centrale dele.

I slutningen af 96 var arbejdsløsheden faldet til 6,6%. Den økonomiske vækst var på 2,7% pga. en stigning i eksporten og det nationale forbrug. I 1997 besluttede byrådet i Amsterdam at fortsætte byens ekspansion over Ijmer søen, og så dermed bort fra resultatet af en lokal folkeafstemning i marts samme år.

I juni 97 holdt EU's stats- og regeringschefer topmøde i Amsterdam for at lægge sidste hånd på EU's nyeste traktat - Amsterdamtraktaten. Parallelt med mødet havde den europæiske fagbevægelse og modstanderorganisationer af EU indkaldt til omfattende demonstrationer. 30-40.000 mennesker deltog i protestdemonstrationerne, der blev mødt af et massivt politiopbud, der gennemførte massive «præventive» masseanholdelser. Sammen med demonstranter fra de fleste andre europæiske lande blev omkring 100 danskere interneret, registreret og efter nogle dage deporteret fra Nederlandene. Først i 1999 blev de mange ulovligt internerede tilkendt erstatning af den nederlandske stat.

I marts 98 krævede EU af Nederlandene og 5 andre lande, at de tog særlige skridt i form af økonomiske krisepakker for at gøre introduktionen af EU's nye mønt, Euroen, mulig.

Valget til parlamentets andetkammer i maj 1998 styrkede regeringskoalitionen bestående af Arbejderpartiet og Folkepartiet for Frihed og Demokrati, der fik henholdsvis 29% og 24,7% af stemmerne. De kunne sammen med partneren Demokrati 66 styrke regeringsalliancen. Ved valget til førstekammeret i marts 1999 genvandt de kristelige demokrater førstepladsen, og blev det største parti med 26% af stemmerne. Regeringskoalitionen havde dog fortsat 50,6% af stemmerne bag sig.

En parlamentsdebat der var planlagt til afslutning i begyndelsen af 2001 skulle tage stilling til spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Regeringen havde allerede i 1999 godkendt forslaget, efter hvilket mennesker ældre end 12 år kan bede om aktiv dødshjælp. Hvis parlamentet godkender forslaget, bliver Nederlandene det første land i verden, der tillader medlidenhedsdrab.

I december 2000 vedtog parlamentet en lov, der giver homoseksuelle ægteskaber samme retslige status som heterosektuelle. En anden lov gav dem samtidig øgede rettigheder ved adoption. Lovene blev vedtaget med stort flertal og deres tilhængere erklærede, at de giver homoseksuelle større rettigheder end i noget andet europæisk land.

Krigsforbrydertribunalet for ex-Jugoslavien (ICTY) fældede en historisk odm i juli 2001, da den idømte en kroatisk militsmand 10 års fængsel for voldtægt og tortur, da han ikke havde hindret en soldat under hans kommando i at begå seksuelle overgreb. Appelretten der består af 5 dommere fra den Internationale Krigsforbryderdomstol forkastede hele forsvarets argumentation, der søgte at omstøde den oprindelige dom fra december 1998. Appelrettens dom fuldte dommen fra 1998 og erklærede voldtægt for at være en krigsforbrydelse, og militsmanden Anto Furundzij idømtes 10 års fængsel for at «medvirke til tortur» samt 8 år for at «medvirke og opfordre» til voldtægt.

I januar 2002 trådte en lov i kraft om aktiv dødshjælp i kraft, som senatet havde vedtaget et år forinden. Nederlandene blev dermed det første land i verden der legaliserer denne form for død, men kun efter kriterier der strengt skal overholdes: patienten skal lide under konstante og uudholdelige smerter, og gentagne gange have bedt om at få lov til at dø. Samtidig skal den ansvarlige læge bede om en anden læges vurdering. Når disse præmisser er opfyldt, kan lægen på passende medicinsk vis fremprovokere døden.

Den 16. april 2002 trådte regeringen uventet tilbage i erkendelse af sit medansvar for massakren i Srebrenica i Bosnien i 1995. Den officielle rapport på 7600 sider fastslog, at de nederlandske sikkerhedsstyrker i området, der var under FN kommando, intet gjorde for at hindre massakren på 7000 bosniske muslimer, der var i bosniske serberes hænder. Faktisk blev ofrene «evakuerede» fra FN's sikkerhedszone af de nederlandske soldater, hvilket muliggjorde den efterfølgende massakre. Rapporten anklagede også FN for ikke at have sendt sine fredsbevarende tropper afsted med et tilstrækkeligt klart mandat, og for ikke at være tilstrækkeligt militært udrustede til at kunne forsvare sikkerhedszonen. De nederlandske soldater havde kun fået lov til at anvende deres håndvåben i personligt selvforsvar. Den nederlandske regerings tilbagetræden fandt sted kun få uger før det planlagte parlamentsvalg 15. maj.

Få dage før valget myrdedes den stærkt højreorienterede partileder Pim Fortuyn i byen Hilversum. Regeringen besluttede alligevel at gennemføre valget, men valgkampen blev indstillet. Fortuyn havde fået stor tilslutning meningsmålingerne på sit krav om at Nederlandene helt skulle lukke grænserne for indvandring, og han havde samtidig udtalt, at islam var en tilbagestående religion. Han havde endvidere erklæret, at 25% af de statsansatte skulle fyres. Kort efter mordet anholdt politiet en 32 årig miljøaktivist, der senere blev dømt.

Valgets store sejrherre den 15. maj var de kristelige demokrater, der fik 43 pladser, og i juli blev partiets leder, Jan Peter Balkenende udnævnt til premierminister. Pim Fortuyn-listen blev det næststørste parti med 26 pladser, men var allerede plaget af voldsom indre magtkamp om, hvem der skulle lede partiet efter Fortuyn. Balkenende centrum-højre regering faldt dog hurtigt som konsekvens af magtkampen i Pim Fortuyn-listen (LPF), og der blev udskrevet nyvalg til januar 2003.

Valget 22. januar 2003 blev atter vundet af de Kristelige Demokrater med Folkepartiet på 2. pladsen og Demokratisk Parti 66 (konservativt) på 3. pladsen. De 3 partier dannede en koalitionsregering med Balkenende som premierminister. Hans middel til at reducere statsunderskuddet og arbejdsløsheden var reduktion af statens udgifter. LPF gik tilbage fra 26 pladser til 8.

I april 2004 blev over 100 malerier der var stjålet i Nederlandene af nazisterne leveret tilbage. Malerierne var først blevet inkluderet i Hitlers private samling, og dernæst erobret af den Røde Hær, der efter krigen overførte dem til Sovjetunionen, hvor de i 50 år havde været i Kiev. Malerierne blev overrakt ved en ceremoni i Mariinsky paladset i Kiev med deltagelse af den ukrainske præsident, Leonid Kuchma og den nederlandske premierminister Balkenende.

I marts døde dronning Juliane i Soestdijka slottet, hvor hun havde levet det meste af sit 94 årige liv. Hun havde regeret i 32 år siden 1948.

I oktober demonstrerede 200.000 fra hele landet i Amsterdam i protest mod sociale nedskæringer. Der var tale om den største demonstration i årtier.

Med et flertal på over 60% forkastede hollænderne ved en folkeafstemning i juni 2005 udkastet til ny EU forfatning. Valget fandt sted blot 3 dage efter at forfatningen ved en lignende afstemning var blevet forkastet i Frankrig. Valgdeltagelsen i Nederlandene var 60%.

Efter 6 måneders forhandlinger og pres fra NATO, FN og USA vedtog parlamentet i februar 2006 at sende yderligere 1.400 soldater til Afghanistan. Emnet delte den hollandske befolkning, og mange parlamentarikere krævede, at de hollandske soldater ikke kom under nordamerikanske ledelse.

Juli 2006 blev med 38°C den foreløbigt varmeste i landets historie, siden man i starten af 1800 tallet begyndte at registrere temperaturer. Endnu i midten af august var temperaturen ikke begyndt at falde. Da var over 500 døde - en betydelig stigning ifht. tidligere år.

Ved parlamentsvalget i november blev Balkenendes Kristelige Demokrater med 26,5 af stemmerne atter det største parti, men det næststørste parti - Arbejderpartiet - var det der gik mest frem (til 21,2%).

I januar 2007 kunne man konstatere, at der manglede imamer i en tredjedel af landets moskeer. De religiøse overhoveder havde forladt landet til fordel for Frankrig og Spanien som følge af den forfølgelse muslimer udsættes for i Nederlandene efter terrorangrebene i USA og Europa. De moderate imamer der havde forladt landet var i en vis udstrækning blevet erstattet af mere radikale. Muslimske ledere appellerede til regeringen om initiativer til opdæmning af den stigende racisme.

Nederlandene udviklede i 2008-09 stadig stærkere facistiske træk i sin omgang med flygtninge og indvandrere og afskaffelse af grundlæggende retstatslige garantier. Dele af denne udvikling hænger sammen med den stadig mere fremmedfjendtlige holdning i landet. Andre dele med landets terrorlovgivning. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede skarpt landets brud på flygtningekonventionen, børnekonventionen og FN's Menneskerettighedscharter. I maj 2009 genoptog staten sin praksis med rutinemæssigt at sende asylansøgere tilbage til Grækenland, hvor de hverken behandles ordentligt og rutinemæssigt sendes tilbage til deres oprindelsesland uden hensyn til tortur de har været udsat for der eller politisk forfølgelse. I juni begyndte staten at ekspres ekspedere asylsager på 8 dage. Et skridt der blev skarpt kritiseret af FN's Flygtningehøjkomissær da flygtninge sjældent har mulighed for at godtgøre deres asylbehov indenfor så kort tid. Staten samlede gennem året tusinder af illegale emigranter og asylansøgere under koncentrationslejr lignende forhold - bl.a. på pramme i Rotterdam havn. Det skete uden hensyn til om der var tale om ofre for traficking, ofre for tortur eller mindreårige uledsagede flygtninge. FN's Menneskerettighedskommission kritiserede den nederlandske terrorpraksis med at varetægtsfængsle personer i op til 2 år, alene på anklager om «terror-relateret kriminalitet», der er vagt defineret i lovgivningen. I oktober meddelte regeringen at den ville indføre skærpede sprogtests for «ikke-vestlige» partnere til personer med ophold i Nederlandene. Et apartheid skridt rettet specielt mod indvandrere fra lande udenfor Vesten.

Geert Wilders højreradikale PVV stillede i 2009 for første gang op til Europaparlamentet og blev nederlandenes næststørste parti med 17%.

Koalitionsregeringen brød sammen i februar 2010, da socialdemokraterne brød ud efter uenighed om hvorvidt Nederlandene fortsat skulle deltage i besættelsesstyrken i Afghanistan. Regeringen skulle ellers være fortsat til 2011. NATO havde i starten af februar bedt Nederlandene om forlængelse af landets deltagelse i besættelsen, men det var socialdemokraterne imod. Alle 2000 soldater forventes nu at blive trukket inden udgangen af 2010.

Parlamentsvalget i juni 2010 blev et svidende nederlag for den siddende kristeligt demokratisk dominerede regering. CDA gik tilbage fra 41 pladser til 21 og partiets formand, Jan Peter Balkenende meddelte at han både trak sig som formand og som premierminister. Valgets største vinder var Dansk Folkepartis søsterparti, det facistiske og fremmedfjendtlige VDD under ledelse af Geert Wilders der gik 15 mandater frem fra 9 til 24. Parlamentets to største partier blev det liberale VDD med 31 mandater og socialdemokratiet PvdA med 30. De komplicerede regeringsforhandlinger endte i september med dannelsen af en mindretalsregering bestående af VVD og PvdA med det facistiske Frihedsparti som støtteparti - samme parlamentariske model som i Danmark. En retssag indledtes mod Wilders i oktober for hans hate-speech rettet mod muslimer.

Nederlandene klarede sig bedst indenfor EU under den globale økonomiske krise. I marts 2010 var arbejdsløsheden kun nået op på 4,1% mod 10,1% i EU som helhed. Ungdomsarbejdsløsheden var nået op på 7,4% med EU gennemsnittet på 20,6%. BNP faldt dog 4,3% i 2009.

I oktober 2010 blev de Nederlandske Antiller opløst som politisk entitet. En række folkeafstemninger var blevet gennemført i de nederlandske kolonier i starten af årtiet og var endt med at de store øer søgte mod selvstændighed, mens de små - Bonaire, Sint Eustatius og Saba - søgte mod integration i kolonimagten. Efter oktober 10 fik de status af nederlandske kommuner.

Wilders PVV trak sig som støtteparti for regeringen i april 2012. Samme år forlod 6 af dets parlamentsmedlemmer partiet i protest mod Wilders autoritære ledelsesmetoder. Det var officerer og politifolk der forlod partiet, så de var i forvejen vandt til autoritære ledelsesstrukturer.

PVV's farvel medførte at Rutte regeringen faldt og der blev gennemført et nyt parlamentsvalg i september 2012. Vælgerne straffede denne gang Wilders PVV der gik 5,3% tilbage til 10,1%. Regeringspartiet VVD gik til gengæld 6,1% frem til 26,6, og socialdemokratiet gik 5,2% frem til 24,8. Trods VVD's fremgang gik de kristelige demokrater næste lige så meget tilbage som VVD gik frem. Valget havde med andre ord ikke gjort den parlamentariske situation meget klarere. Efter 2 måneders forhandlinger dannede VVD og socialdemokratiet en flertalsregering.

I maj 2012 undekastede FN's Menneskerettighedsråd Nederlandene et periodisk eftersyn af menneskerettighederne. I modsætning til Danmark der ignorerer Menneskerettighedsrådet valgte Nederlandene i september at gennemføre en række af rådets anbefalinger.

I april 2012 afsagde den nederlandske højesteret en kendelse om hvorvidt familiemedlemmer til dræbte i massakren i Srebrenica i 1995 kunne sagsøge den nederlandske bataljon, der havde ansvaret for sikkerheden. Højesterets kendelse sagde, at FN enheder ikke kunne sagsøges ved nationale domstole. Familiemedlemmer blev dermed hindret i at sagsøge Nederlandene. De besluttede i stedet at bringe sagen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I april 2013 abdicerede dronning Beatrix og banede derved vej for sin søn Willem-Alexander, der blev ny konge af Nederlandene.

Landet er fortsat i økonomisk krise. I 2012 2var væksten negativ med 0,5%, og i maj 2013 var arbejdsløsheden steget drastisk til 8,3% efter ellers at have ligget omkring 5%.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Netherlands)
Amnesty International årsrapport om Nederlandene 2013 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2013 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)