Helvede
 |
| Dommedag som Stefan Lochner så den i 1430. «Englene skal komme for at skille de uretfærdige fra de retfærdige og kaste dem i ildhavet. Og der skal blive gråt og tænders gnidsel.» |
Helvede kommer af det gammelnordiske hel-viti, der betyder «Hels straffer». Ordet er en uheldig oversættelse af det bibelske ord «Gehenna», der er navnet på en dal syd for Jerusalem. I denne dal blev der i året 622 f.v.t. ofret til en gud kaldet Molok. Både piger og drenge blev slagtet og brændt til ære for denne gud. Da en konge (Josias) forbød at dyrke andre guder end Israels Jahve, blev dalen gjort religiøst «uren». Det stod for fremtiden skræk om stedet, og dalen blev brugt som losseplads - et sted hvor «ilden ikke slukker og makken ikke dør» som det hedder i Bibelen.
Jøderne forestillede sig, at Jahve ved tidernes ende ville samle alt ondt og urent i Gehenna og brænde det op med ild, således at verden igen skulle blive ren og fuldkommen. De fleste ord i Det Nye Testamente om helvede forudsætter denne tanke, men de kristne tolker dem ofte som udsagn om en tidløs pine. Denne opfattelse er farvet af andre bibelsord. Specielt har lignelsen om «Den rige mand og Lasarus» haft stor betydning. Indflydelse fra andre religioners fantasier om tilstanden efter døden har også gjort sig gældende. Noget det norrøne begreb «helvede» i sig selv afslører.
I de fleste religioner findes forestillinger om et dødsrige i jordens indre, hvor de dødes «skygger» visner bort i et trøstesløst liv efterhånden som de glemmes. Grækerne havde deres Hades med forskellige afdelinger. Jøderne kaldte det Sjeol og i norrøn mytologi var Hel navnet på herskerinden i dødsriget. For grove forbrydere findes der ofte straffe i dødsriget. I Hades' afdeling Tartaros ruller Sisyfos som bekendt forgæves sine sten som en straf beordret af guderne. Det er en denne dødsrigetanke, der ligger til grund for lignelsen om «Den rige mand og Lasarus». Sammen med tanken om djævelen som guds modpol, førte dette efterhånden til forestillingen om et underjordisk helvede, hvor djævelen herskede med ild og svovl og pinte de fortabte. Mest kendt er nok Dantes beskrivelse af helvede i «Den guddommelige komedie» fra 1300 tallet. Det billede af helvede vi således har fået er helt ubibelsk. Selv forfatteren af «Johannes' Åbenbaring», der er den i Bibelen, der har de mest udviklede tanker om en «evig pine» i ild, tænker sig denne ulykke som noget det først og fremmest er djævelen selv der rammes af. I Gehenna har djævelen ifølge Bibelen ingen magt. «Helvede» eksisterer heller ikke i dag, men er tænkt som en mulighed efter dommedag, uanset om «helvede» står for en total udslettelse som Bibelen almindeligvis forudsætter, eller er tænkt som en «evig pine» - noget som kun to bibelsteder synes at antyde.
I Jesu mund bruges alvorsord om dommen som en advarsel til hans egne disciple og til jødernes religiøse ledere. Ordene udtrykker den troendes alvor overfor sin gud. Jesus' og Bibelens ord er i kirkens historie blevet brugt til at udvikle en detaljeret lære om hvordan det vil gå de ikke-troende efter døden. Eftersom troen ifølge kirkens lære skabes af forkyndelsen, blev alle midler tilladt for at sikre denne forkyndelse. At frelse mennesker fra de evige pinsler i helvede blev vigtigere end andre kærlighedsgerninger. Derfor accepterede kirkefaderen Augustin ca. 410 e.Kr., at kættere blev forfulgt med verdslige midler. Gennem middelalderen blev forkyndelsen fremmet ved tvangsdåb og våben. Ved midten af 1200 tallet blev det accepteret, at den kirkelige inkvisition benyttede tortur under forhør af mistænkte kættere, og både katolikker og protestanter accepterede, at hekse blev brændt i tusindvis. Ingen jordiske pinsler kunne måle sig med den evige straf i helvede. Alle midler som kunne «frelse» menneskene blev accepteret.
Kirkens lære om evig pine for de vantro blev et velegnet middel i magthavernes hænder til at forfølge modstandere med den værste tortur og grusomhed under et tyndt dække af fromhed. Selv den moderne missionsbevægelse har retfærdiggjort sin mangel på respekt for andre kulturer og religioner ved at henvise til, at kun kristendommen kan befri folk fra evig pine. Det undskylder næsten enhver påtrængende og hensynsløs missionsmetode. Hvilke psykiske lidelser der er fulgt i kølvandet på «vækkelsesprædikanter» og præster, der har brugt helvedesforestillingerne som omvendelsesmotiv, vil vi aldrig få pålidelig viden om. Men hvor forestillingen om «evig pine» er stærk, bliver almindelige anstændighedsnormer og dagligdags hensynsfuldhed let sat til side af religiøs fanatisme. Kristendommen der skulle være kærlighedens religion, har ikke mindst på grund af denne lære om «evig pine» for de vantro udviklet en historie, der er et mareridt af grusomheder.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 49.198