 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Historie
Viden om fortiden er et elementært behov for alt socialt liv. Behovet strækker sig ud over den indsigt, hvert individ bærer med sig som sin erfaring, og som på det kollektive plan bliver til hele generationers fælles opfattelse af fortiden. Historien er tværtimod den forståelse af fortiden, som ikke bygger på mundtlige overleveringer og egne oplevelser, men derimod på en sammenføring af skriftlige og andre varige spor af fortiden. Historisk viden vokser ud af en interesse for fortiden ved siden af og gerne på trods af historien i betydningen tradition. Det er ikke ved selvsyn, og ikke som familiekrønike, at mennesker i vor tid danner sig forestillinger om fortiden. Det er gennem indsigt i den herskende historiske opfattelse, der er skabt af faghistorikere, populariseret gennem skolen og levendegjort i den løbende offentlige debat, hvor den blandes med tidens politiske strømninger.
Historie er kampen om fortiden. Historiske fremstillinger har i dobbelt forstand ideologisk karakter: De skrives ud fra bestemte standpunkter, og tjener bestemte interesser. Mangfoldigheden af standpunkter og interesser fører til en tilsvarende mangfoldighed af modstridende fortolkninger af fortiden. Når man ser tilbage på fortidens tolkninger af historien, bliver man umiddelbart slået af, at de er udformet som legitimering for bestemte gruppers positioner netop da. Som regel er dette også klart erkendt. De fleste der har skrevet historie, har gjort det for at lære af historien. Lære af den kan vi kun ved at omfortolke den til vore egne begreber, forstå den i vort eget sprog, med alt hvad det betyder af vold på fortiden. Men der findes heller ingen jomfruelig fortid.
Et eksempel: Vestlige skolebøger i historie har siden midten af forrige århundrede systematisk fremhævet fædrelandet og kongemagten som centrale motiver i menneskelig handling. Dette er en åbenlys fordrejning. Fædrelandet i national betydning er en 1800 tals opfindelse, og kongemagten som naturlig autoritet opstod først i 1700 tallet. Alligevel læses hele verdenshistorien i lys af disse værdier. Naturligvis for at de skal fremmes i vor egen samtid - eller fordi de afspejler denne samtid.
Er al historisk viden relativ? Nej, det er den ikke. Både enkelte resultater og større tolkningsmønstre kan have gyldighed i generationer fremover, selv om de også indgår som en del af fortidens ideologi. Tysk historieforskning i det 19. århundrede kan for eksempel læses som en systematisk forherligelse af det nye fædreland - Tyskland blev først samlet i 1860'erne - hvilket helt klart peger frem både mod 1914 og 1939. Samtidig findes der resultater, som enhver ny forsker må tage alvorligt. Det sker fremskridt i historieforskningen. Både i den forstand at vi stadig lærer at stille nye spørgsmål, og i den forstand at nogle af svarene har en mere permanent gyldighed, end den ideologiske helhedsforståelse de blev fremsat indenfor.
Den historiske materialisme er en helhedsopfattelse af historien, som både vil forklare, hvorfor andre opfattelser er ideologiske, og hvorfor den ikke selv er det. Andre opfattelser er ideologiske, fordi de er skrevet ud fra bestemte klassestandpunkter, marxismen er det ikke selv, fordi den er skrevet ud fra det klasseløse samfunds standpunkt. Denne korrekte indsigt forhindrer dog ikke, at marxistisk historieskrivning ofte har haft tydelig ideologisk karakter - f.eks. i de tilfælde hvor historikerne har knyttet deres forskning til løbende politiske opgaver. I denne betydning finder man ideologiske træk ved selv Friedrich Engels' analyse af den tyske og ved Marx' analyse af den engelske og franske historie. Ikke blot bygger de på tidligere ideologisk farvet viden, men de fremlægger også selv deres egen hensigt. Marx skrev for at begrunde sit århundredes «store sociale revolution», som aldrig udfoldede sig i den form, han tænkte sig.
Der knyttes ofte forventninger til historiefaget om, at det skal give retningslinier for fremtidig handling («lære af historien»). Dette er en berettiget forventning, men den har visse grænser. Historie er i bund og grund ingen generaliserende samfundsvidenskab. Historien bruger generaliseringer, men producerer dem ikke. Generaliseringer kan godt nok ikke forstås uden indsigt fra historien, men historiefaget sigter ikke selv - i modsætning til sociologien - mod almengørelse af de felter og problemer den udforsker. Sociologiens kerne er studiet af gensidige årsagssammenhænge i sociale systemer generelt, mens historien er indrettet mod envejs sammenhænge i konkrete historiske situationer. Historiens centrale tema er kronologien, sociale begivenheders sammenhæng i den konkrete historiske tid. Hvis vi skal karakterisere den historiske metode, er det reglerne og rutinerne i studiet af hvordan data grupperer sig efter hinanden i tid. Historien deler årsagsforklaringer med andre fag og låner af dem. Kronologianalysen er derimod historiens eksklusive felt. Det er her den har udarbejdet raffinerede teknikker og udviklet hjælpediscipliner fra numismatik (videnskaben om mønter og medaljer) til pollenanalyse.
I én forstand er historieskrivning som at forfatte en roman, med et enkelt hændelsesforløb i centrum. I en anden forstand er historieforskning en anvendt samfundsvidenskab, med vægt på teoretisk forklaring. Historikernes traditionelle fremstillingsform har været præget mere af den første end af den anden. De har brugt hverdagssprogets ord for at forklare hverdagslivets - eller søndagslivets - historie. Hos de gode historikerne finder man gerne en skjult teori indbygget i fremstillingen, omhyggeligt fjernet - som stilladset efter at huset er bygget - for at sikre en flydende og læseværdig stil. Andre historikere foretrækker at bruge hverdagslivets sprog, fordi det er så mangetydigt og uklart, at man kan sige næsten hvad man vil, uden at risikere noget. Disse teoriløse - og teorifjendtlige - fremstillinger er nu på vej ud af historiefaget, og lever i dag mest i den populære «dokumentariske» genre. Alligevel findes der fortsat en del historikere, som ser med uvilje på «den nye» økonomiske eller sociale historie der hviler på kvantitative analyser med eksplicit anvendelse af avanceret teori. Denne uvilje lader sig i bedste fald begrunde gennem æstetiske kriterier, ikke gennem videnskabelige. Lige så ubegrundet er historikernes modvilje mod de «kontrafaktiske hypoteser», det vil sige spørgsmål om hvordan alternative udviklingsforløb i fortiden kunne have været. Hvis man vil sige noget om, hvilke årsager der er de vigtigste i et historisk forløb, må man også være villig til at sige noget om, hvordan det ville være gået, dersom de var fraværende. Når vi siger, at en årsag er «vigtig», betyder det netop at konstatere, at dens fravær ville have betydet en stor forskel.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 62.985