Befolkning 83,3 mio. Valuta Euro Areal 356.733 Km2 Hovedstad Berlin Befolkningstæthed 229,8 indb./Km2     HDI placering 9

Tyskland = folkemord Tyskland er medskyldig i Israels folkemord i Palæstina gennem militære leverancer til terrorstaten, økonomisk støtte, 100% politisk opbakning og krænkelse af ICJ's kendelse af 26. januar 2024 der pålægger Israel at lade nødhjælp at nå frem til de nødlidende i Gaza. Frem for at tillade nødhjælp, blokkerer Tyskland FN's bistandsorganisation for Palæstina, UNRWA.

Terrorstat Kapitalistisk diktatur Gennemsyret af anti-semitisme og nazisme Skyldig i massive krigsforbrydelser, folkemord (senest gennem støtte til folkemordet i Gaza), forbrydelser mod menneskeheden, apartheid

Tyskland startede 1. og 2. Verdenskrig der kostede snesevis af millioner dræbte. Regimet satte den industrialiserede udryddelse af hele befolkningsgrupper i system i form af Holocaust, der kostede over 17 mio. mennesker livet. De fleste russere, fulgt af jøder, homoseksuelle, kommunister og socialister. Anti-semitismen har i mere end et årtusinde gennemsyret samfundet og er fortsat et aktivt omdrejningspunkt. I det 21. århundrede rettes den ikke mod jøder, men mod palæstinensere, der forfølges fysisk og i medierne, fyres fra deres jobs, sættes i fængsel, forbydes at bruge deres flag og at demonstrere. Under 1. og 2. Verdenskrig kæmpede regimet for at annektere dele af Rusland. Denne politik er vagt til live igen fra 2022, hvor regimet gennem våbenleverancer til Ukraine har ambition om at kunne erobre dele af Rusland.

 

Den nordlige del af Tyskland er et lavtliggende område. Mod nordøst støder landet op til Østersøen. De centrale dele er præget af gamle bjerge, højsletter og sedimentaflejringer. En af de mest kendte bjergkæder findes i Schwarzwald. Den sydlige region begynder ved Donaudalen, består af højsletter og afgrænses helt i syd af de Bayerske alper. I Ruhr og Ems bækkenet findes der betydelige aflejringer af kul og brunkul, der dannede basis for den oprindelige industrielle udvikling. Den tunge industri er koncentreret i Ruhrdistriktet, Rheinland-Pfalz og Niedersachsen. I det tidligere DDR findes der ligeledes i syd rige forekomster af kul og brunkul, bly, tin, sølv og uran. I samme område er den kemiske-, elektrokemiske-, metallurgiske- og stålindustri koncentreret. Denne region er hærget af luftforurening, der overvejende stammer fra de kulfyrede kraftværker. Udledningen af svovloxyd i østtyskland er 15 gange højere end udledningen i vest. Disse udledninger bidrager til skabelsen af syreregn. Det ubehandlede spildevand med tungmetaller og kemiske affaldsstoffer har specielt i Østtyskland ødelagt floderne. Meget af dette vand løber senere stærkt forurenet ud i Østersøen.

Folket: Tyskere (91,1%), tyrkere og kurdere(2,3%), ex-jugoslaver (0,7%), italienere (0,7%), grækere (0,4%), bosniere (0,4%), andre (4%) (1995)

Religion: Kristne, overvejende protestanter (30 millioner), især i nord og i øst. Katolikkerne (27 millioner) var før genforeningen i flertal. Endvidere jødiske og muslimske minoriteter.

Sprog: Tysk (officielt) og lokale dialekter

Politiske partier: Socialdemokratiet (SPD), De Grønne, Bündniss 90, Det demokratisk socialistiske Parti (PDS), Kristelige demokratiske Union (CDU), Kristelige sociale Union (CSU), Det liberale parti (FDP), Republikanerne.

Sociale organisationer: Det tyske LO (DGB) med 7½ millioner medlemmer i Vesttyskland er knyttet til socialdemokratiet. De frie fagforeninger der havde 9 millioner medlemmer i DDR opløste sig selv i maj 1990.

Officielt navn: Bundesrepublik Deutschland.

Administrativ inddeling: Den tyske forbundsrepublik er en føderal parlamentarisk stat. Fra 3. oktober 1990 består den af 16 delstater eller Länder. 11 af disse stammer fra den tidligere forbundsrepublik: Schleswig-Holstein, Hamburg, Bremen, Niedersachsen, Nordrhein-Westfalen, Hessen, Rheinland-Pfalz, Saarland, Baden-Württemberg, Bayern og Berlin. Det tidligere DDR var inddelt i de resterende 5: Mecklenburg, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen og Thüringen.

Hovedstad: Berlin, 3.439.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Hamburg, 3.258.500 indb.; München, 2.342.500 indb.; Dresden, 1.031.100 indb.; Köln, 966.500 indb; Frankfurt am Main., 736.000 indb. (2000).

Regering: Frank-Walter Steinmeier, præsident siden marts 2017. Olaf Scholz (SPD), premierminister siden december 2021.
I juni 1991 besluttede Forbundsdagen at flytte den føderale regering og deputeretkammeret til Berlin, der siden den tyske genforening i oktober 1990 er landets hovedstad. Parlamentet i Berlin trådte i funktion i 1999, mens Forbundsrådet forbliver i Bonn. Parlamentet (Bundestag, Forbundsdagen) har 669 medlemmer, mens forbundsrådet (Bundesrat) der består af repræsentanter fra hver af delstaterne har 69.

Nationaldag: 3. oktober. Genforeningsdagen (1990)

Væbnede styrker: 358.400 (1994)

Paramilitære styrker: 28.000 (føderalt grænsepoliti).

 

De første referencer til eksistensen af germanerne finder vi ifbm. de militære ekspeditioner, som den romerske kejser Julius Cæsar foretog i Gallien - nord for alperne og vest for Rhinen - i årene 58-51 f.v.t. Men oprindeligt nedstammer germanerne fra teutonerne og kimbrerne, efterkommerne af de oprindelige danere. Disse folk invaderede middelhavsområdet allerede i årene 113-101 f.v.t.

I år 9 gennemførte Arminio, leder af queruskerne, et oprør der knuste 3 romerske legioner ved Teutoburg. Midt i det tredje århundrede havde de oprindelige stammer samlet sig i større politiske sammenslutninger: Sachserne, frankerne og tyskerne. Efter romernes gradvise tilbagetrækning førte invasionen af Atilas hunnere i det fjerde århundrede til de store folkevandringer i Europa. Men det mongolske imperium blev knust efter, at det havde ledet nederlag overfor germanerne i år 455. Germaner og sachsere blev til gengæld besejret af Clovis og Karl den Store fra det frankiske imperium.

Opdelingen af det karolinske imperium med Verduntraktaten i 843 gav anledning til dannelsen af det første rent germanske kongedømme. Under Oton I der blev kronet i Rom i 936 udviklede Tyskland sig og forblev de efterfølgende 2 århundreder det mest magtfulde europæiske kongedømme. I det 12. og 13. århundrede gennemførte Tyskland en kontinuert ekspansion og kolonisering, stimuleret af den stadig stigende befolkning. I samme periode bidrog kongedømmernes manglende stabilitet til dannelsen af både sekulære og religiøse fyrstedømmer. Fyrsterne havde tilladelse til at bygge borge, udnytte naturressourcerne og udøve justits i deres områder.

I 1356 blev den kongelige autoritet overfor pavestolen juridisk bekræftet med Karl IV's (1346-78) guldbulle. Han opnåede retten til selv at udpege kongen uden Roms godkendelse og fik samtidig styrket fyrstedømmernes position, hvis støtte han var afhængig af. Det 15. og 16. århundrede var præget af kontinuert mangel på indre stabilitet. Den protestantiske reformation der blev indledt med Martin Luthers teser i 1517 blev blandet med politisk rivaliseren. Reformationen kanaliserede den stadig stigende kritik mod den tyske kirkes stigende sekularisering og korruption. Kirken havde udviklet sig til en økonomisk velhavende institution, hvis jorde i nogle egne udgjorde en tredjedel af det samlede jordareal, men selve skandalen blev udløst af salget af syndsforladelser. Efter en lang række borgerkrige og bondeoprør, der hver gang blev slået blodigt ned, blev der i 1555 indgået en fredsaftale i Augsburg, der bekræftede den politiske-religiøse adskillelse mellem katolikker og lutheranere.

De politiske stridigheder afspejlede de religiøse. I 1608 dannedes Unionen (protestantisk) og året efter ligaen (katolsk). Oprøret i Böhmen var startskuddet på trediveårskrigen (1618-48), der berørte hele kontinentet og reducerede befolkningen i Centraleuropa med ca. 30%. Den blev afsluttet i 1648 med freden i Westphalen.

Revolutionen i 1848

I det 18. århundrede trådte det prøjsiske kongedømme frem som en dynamisk økonomisk og politisk enhed. Dette skabte stigende spændinger mellem de tyske stater. Napoleons sejr over Prøjsen i 1806 og dannelsen af Rhinerkonføderationen var dødsstødet for det hellige romersk germanske imperiums flerpolede politiske system. I det 18. århundredes Centraleuropa var kulturen en tilflugtsvej for den intellektuelle energi, der ikke kunne kastes ind i politikken, der var domineret af fyrsternes autokrati. Dette var baggrunden for den idealisme, og spiritualisme der karakteriserede den tyske kunst og kultur, der bl.a. kom til udtryk i filosoffer som Kant og Hegel og i forfattere som Goethe og Schiller.

Med Napoleons fald i 1815 dannede de tyske fyrster en konføderation af 39 uafhængige stater. De østrigske og prøjsiske monarkiers modstand mod oprettelsen af bredere former for repræsentation førte til øget folkelig elendighed og bidrog til oprørene i 1830'erne, der alle brutalt blev nedkæmpet. I 1834 gav Prøjsen dets stigende økonomiske betydning en politisk form med oprettelsen af Den tyske Toldunion, som Østrig var udelukket fra. Konsekvensen af oprettelsen var, at handelen mellem dets medlemmer over en 10 årig periode blev fordoblet, og at der blev dannet visse industricentre, hvor arbejderklassen trådte ind på scenen. Pga. den hastige vækst i bybefolkningen oversteg udbuddet af arbejdskraft langt efterspørgselen. Den resulterende forværring af manufakturarbejdernes og håndværkernes levevilkår dannede glimrende grobund for de efterfølgende års oprør, hvis kulmination var revolutionsbølgen i 1848-49.

For første gang blev der gennemført valg til Nationalforsamlingen, der fik sit sæde i Frankfurt. Der blev overvejende valgt liberale og demokratiske kandidater til denne forsamling. De krævede tysk enhed og parallelt hermed garanti for politiske friheder. Alligevel gjorde forsamlingens indre modsætninger det muligt for kræfterne bag det gamle regime atter at samle sig, hvilket kulminerede i opløsningen af parlamentet i juni 1849 og undertrykkelse af oppositionens organisationer. Truet af de revolutionære tendenser løstes striden mellem Østrig og Prøjsen om hegemoniet i det forende Tyskland i 1866, da Prøjsen vandt 6 ugers krigen. Unionen blev dannet som Den nordtyske Konføderation, udtænkt af den prøjsiske kansler Otto Von Bismarck. Dens formål var samtidig at dæmme op for liberalismen. Unionens parlament - Reichstag - blev indviet i februar 1867.

Angsten for socialismen

Tre år senere udbrød der krig med Frankrig. Den tyske sejr blev for Bismarck det sidste og afgørende skridt i hans projekt for samling af Tyskland på monarkiets grundlag og under prøjsiske dominans. Imperiet stod overfor to indre modstillede kræfter: Den katolske kirke og socialdemokratiet. Bismarck udstedte først majlovene, der indebar en sekularisering af undervisningen og andre civile aktiviteter, men trak dem senere atter tilbage for at kunne regne med kirken som allieret mod socialismen. Regimet var alarmeret over væksten i socialdemokratiet og gennemførte en kombination af repression og sociale reformer for at neutralisere arbejderklassens potentiale.

Bismarckregeringen anvendte handelsprotektionismen for at øge landets egne indtægter og støtte industrialiseringsprocessen. Den tyske økonomi tog et nyt spring fremad. Især pga. udviklingen i den tunge industri, kemiproduktionen, den elektrotekniske produktion og udviklingen af produktionsmidler. Oprettelsen af triplealliancen med Østrig og Italien samt etableringen af kolonier i Afrika og Asien fra 1884 var udtryk for en hensigt om at udvikle det tyske imperium til en verdensmagt. I Afrika oprettede Tyskland kolonier i Tanganyika, Cameroon, Togo og Sydvestafrika og i Asien i Ny Guinea, Carolinerøerne, Marshall og Samoa øerne. Kolonierne kastede dog ikke meget af sig, og ved afslutningen af 1. verdenskrig blev de overtaget af krigens sejrherrer.

1. verdenskrig

Baggrunden for udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 var Tysklands rivalisering med på den ene side Frankrig og England og på den anden Rusland og Serbien. Da Tysklands allierede Østrig-Ungarn og Tyrkiet kapitulerede i november 1918, var Tysklands nederlag uundgåeligt. Krisen blev accelereret af den indre revolution, der tvang kejseren til at gå af. Regeringsmagten blev overdraget til socialdemokraten Friedrich Ebert, der fik til opgave at indkalde til en grundlovsgivende forsamling.

Det tyske socialdemokrati var blevet splittet i en moderat fløj, der var tilhængere af gradvis udvikling frem mod socialismen, og en fløj der gik ind for revolutionære forandringer. Spartakusgruppen der blev ledet af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg identificerede sig med den russiske oktoberrevolution (1917) og ønskede en tilsvarende udvikling i Tyskland.

På årsdagen for mordet på Liebknecht og Luxemberg gennemføres fortsat store demonstrationer i Berlin. (Solidaritet)

I december 1918 fastsatte regeringen den følgende måned for valg til en grundlovsgivende forsamling, og militæret blev sendt på gaden for at nedkæmpe urolighederne og det folkeoprør, som den radikale socialisme støttede. I januar 1919 blev spartakuslederne arresteret og summarisk henrettet. (Se Den tyske Revolution). Få dage senere gav vælgerne en betydelig majoritet til de moderate socialdemokrater i den nye forsamling. I byen Weimar udpegede forsamlingen i februar 1919 Ebert som republikkens første præsident. Efter alvorlige overvejelser undertegnede den socialdemokratiske Gustav Bauer regering i juni 1919 Versailles fredstraktaten. I 1921 pålagde sejrherrerne Tyskland at betale 132.000 millioner mark i krigsskadeerstatning, hvilket landet var ude af stand til at opfylde.

Tyskland blev erklæret for insolvent af komissionen for krigsskadeerstatninger, og i januar 1923 besatte belgiske og franske tropper det industrielle Ruhrområde. Samme år udløste den økonomiske og financielle instabilitet hyperinflation, der berørte store dele af småborgerskabet. Først med en pengereform formåede den tyske regering i slutningen af 1924 at stabilisere landets finanser.

Med Eberts død i 1925 valgtes marskal Paul von Hindenburg til ny præsident. Hans så det som sin største opgave atter at placere Tyskland i stormagternes række. Han støttede det gamle jordejende junkerborgerskab i den østlige del af landet og dets ønsker om at vende tilbage til magten.

Krise og nazister

Den tyske økonomi voksede frem til krakket på børsen i Wall Street i 1929. Landet blev nu kastet ud i krise som følge af manglen på eksterne kreditter. I 1930 opløste Hindenburg parlamentet og ved det efterfølgende valg gik både kommunister og nationalsocialister (nazister) kraftigt frem. Nazipartiet ledet af Adolf Hitler blev den næstmest betydende politiske kraft efter Socialdemokratiet. Nazisternes løfter om at skabe et stortyskland, gøre op med ydmygelsen efter 1. verdenskrig og gennemførelsen af en kampagne der lagde ansvaret for den økonomiske krise på kommunister og jøder, fik stadig stigende opbakning i mellemlagene og de forarmede masser. Kommunisterne og socialdemokraterne havde siden 1918 været fjender. Derfor sluttede de sig ikke sammen mod Hitler, da de faktisk havde et flertal, og indså først alt for sent hvilken fare han udgjorde.

Samtidig med voldsomme sammenstød med kommunisterne fordoblede nazipartiet ved valget i 1932 sit stemmetal og fik 37%. Præsidenten der havde forbudt nazisternes offentlige møder tilbød nu Hitler deltagelse i en regering under ledelse af den konservative Franz von Papen. Endnu afvistes Hitlers krav på at blive regeringsleder.

I 1932-33 blev der gennemført internationale forhandlinger, hvor Tyskland søgte at blive frigjort for krigsskadeerstatninger og genvinde retten til genoprustning. Indenrigspolitisk blev krisen dybere og antallet af arbejdsløse nåede op på 6 millioner. I januar overdrog præsidenten på opfordring fra storborgerskabet regeringsmagten til Hitler, der i februar opløste parlamentet og udskrev valg i hvilke NSDAP fik absolut flertal. I marts 1933 overdrog parlamentet i Potsdam Hitler retten til over en fireårig periode at vedtage love på kant med forfatningen og uden parlamentets eller præsidentens forudgående godkendelse. Han fik ret til suverænt at udforme finansloven, optage statslån, indgå aftaler med andre lande, omdanne regeringen og den øverste hærledelse samt erklære undtagelsestilstand. I juli 1933 opløste Hitler det føderale system i Tyskland og indførte en absolut centralmagt, opløste alle politiske partier bortset fra sit eget og forbød fagforeninger og strejker. På det internationale plan trak Hitler sig tilbage fra Nedrustningskonferencen og Folkeforbundet.

Regimet oprettede de første koncentrationslejre, hvor tusinder af oppositionelle, sigøjnere og homoseksuelle blev sat ind. Samtidig indledtes et program for fysisk udslettelse af handicappede. Kun protester fra kirken hvis støtte stadig var vigtig for regimet fik foreløbigt sat en stopper for dette program. Med «Nürnberglovene» fra 1935 bekræftede regimet juridisk sin racistiske ideologi, og lagde dermed grundlaget for sin senere udryddelsespolitik overfor etniske og religiøse minoriteter.

Fra Hindenburgs død i august 1934 blev ministrene tvunget til at aflægge personlig troskabsed overfor kansleren. I 1935 påbegyndte Hitler den tyske genoprustning i åben overtrædelse af Versaillestraktaten. De europæiske lande protesterede, men lagde ikke alvorlige hindringer i vejen. I oktober 1936 undertegnede Tyskland og Italien en samarbejdsaftale, der bl.a. indebar støtte til general Franco i den spanske borgerkrig. I november indgik Tyskland og Japan en aftale om militært samarbejde. Året efter indgik de tre aksemagter, Tyskland, Italien og Japan, den Antikommunistiske Pagt i Rom.

2. verdenskrig

I marts 1938 invaderede tyske tropper Østrig, og Hitler proklamerede landets anneksion. Efter pres fra Hitler og tyske nationalister blev der samme år indgået en aftale - Münchenaftalen - med de andre europæiske stormagter, efter hvilken Sudeterland i Tjekkoslovakiet skulle afstås til Tyskland. Natten mellem den 9. og 10. november organiserede regeringen en systematisk ødelæggelse af alle jødiske forretninger, religiøse og kulturelle institutioner. Det blev kendt som «Krystalnatten».

I 1939 udnyttede Tyskland indre modsætninger mellem tjekker og slovakker og sendte sine tropper mod Prag. Böhmen, Mähren, Moravien og Slovakiet blev gjort til tyske protektorater. England udstedte garantier til Polen, Rumænien, Grækenland og Tyrkiet om at forsvare deres uafhængighed og forsøgte samtidig med Frankrig at indgå en alliance med Sovjet. Men Tyskland kom først. I august 1939 undertegnede Tyskland og Sovjet en ikke-angrebspagt, og den 1. september invaderede tyske tropper Polen. Som svar gav England og Frankrig Hitler et ultimatum. Den 2. verdenskrig var brudt ud.

I 1940 besatte Tyskland Norge, Danmark, Belgien, Holland, Luxemborg og Frankrig. I juni 1941 indledte Tyskland sit angreb på Sovjet, men styrkerne kørte fast kun få kilometer udenfor Moskva og blev slået strategisk ved Stalingrad i 1943. Fra starten blev Tysklands overfald på sine nabolande fuldt op af en systematisk udryddelsespolitik overfor den jødiske befolkning. Dertil anvendtes koncentrationslejrene, der overvejende var lokaliseret i Polen. Over 6 millioner jøder blev slået ihjel i disse lejre, og dertil skal lægges omkring 1 million fra andre etniske grupper.

Den Røde hærs fremmarch kulminerede med erobringen af Berlin i foråret 1945. Året inden havde de allierede indledt deres invasion af Normandiet. I maj 1945 måtte Tyskland endelig kapitulere. Landet blev opdelt i 4 besættelseszoner. Områderne øst for floderne Oder og Neisse kom under polsk og sovjetisk administration. Vest for floderne blev Tyskland opdelt mellem USA, Frankrig og England. Berlin blev opdelt i 4 besættelsessektorer, der skulle være underlagt fælles administration og behandles som én økonomisk enhed.

Potsdamaftalen fastslog, at nazismens rødder skulle fjernes en gang for alle, og det indebar, at der skulle gennemføres et opgør både med de sociale og økonomiske forhold, der havde dannet basis for nazismen. Al krigsproduktion skulle være forbudt, og storborgerskabets karteller skulle opløses. Som krigsskadeerstatning skulle en række virksomheder demonteres og overlades sejrsmagterne.

Men de allieredes vidtgående planer om en politisk, økonomisk og social nyordning i Tyskland blev aldrig gennemført. Istedet varetog de fire sejrsmagter deres egne økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser i deres respektive zoner. Sejrherrernes modstridende interesser men også forskellige opfattelser af Tysklandspolitiken i nordamerikanske, britiske og franske regeringskredse forhindrede en fælles politik i besættelseszonerne. I sidste ende fik det afgørende betydning, at nordamerikanske finans- og militærkredse fik overtaget i USA's politik, og at de pga. Storbritanniens og Frankrigs svage økonomiske stilling, også kunne være med til at bestemme deres politik.

Efter flere mislykkede konferencer mellem udenrigsministrene oprettede USA og Storbritannien en fælles administration for deres zoner som et første skridt i retning af en økonomisk enhed. En udvikling i socialistisk retning - socialisering som Storbritannien og de tyske delstatsforfatninger var gået ind for - og en udvikling af arbejderbevægelsens organisationer blev standset eller hindret af USA. De vestlige besættelseszoners deltagelse i Marshallplanen og pengereformen i sommeren 1948, var væsentlige skridt bort fra tysk enhed og mod en vestlig integration.

Uenigheden mellem de 4 sejrherrer om Tysklands fremtidige regering førte i sidste nede i 1949 til dannelsen af Forbundsrepublikken i vest og DDR i øst. De to tysklande blev omdrejningspunkt for efterkrigstidens spændinger mellem USA og Sovjet.

I det følgende vil først DDR's og siden Forbundsrepublikkens historie i perioden 1945-90 blive behandlet.

 

Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) (1945-90)

Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) var et folkedemokrati, der i 1990 blev nedlagt ved indlemmelsen i Forbudsrepublikken Tyskland.

DDR blev selvstændigt i oktober 1949. Den kolde krig havde nået sit foreløbige klimaks med Berlinblokaden. Allerede før statens grundlæggelse blev der indledt en «revolutionen ovenfra». Perioden 1945-49 var præget af den antifascistiske og demokratiske omvæltning. Radikale forandringer af de økonomiske, politiske og sociale strukturer skabte forudsætningerne for «den reelt eksisterende socialisme» på tysk jord.

I september 1945 gik den sovjetiske besættelsesmagt i gang med at gennemføre en jordreform. Alle landbrug på mere end 100 hektarer samt nazisters og krigsforbryderes ejendomme blev inddraget uden erstatning. 23,9% af de 52.292 jordreformskommissionsmedlemmer kom fra det tyske kommunistparti, 17,5% fra det socialdemokratiske parti, 1,8% fra de borgerlige partier LDP og CDU. 56,8% kom ikke fra noget parti. Private bedrifter fik to tredjedele og offentlige og kooperative bedrifter fik en tredjedel af de 3,3 millioner hektar, der blev delt ud. I 1946 blev der oprettet centrale maskinudlejningsstationer, der skulle hjælpe bønderne med arbejdsredskaber.

Industrireformen blev sat i gang i 1946. Den afskaffede princippet om privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Denne reform og jordreformen ødelagde de vigtigste støtter under den traditionelle klassestruktur. Parallelt hermed begyndte man at opbygge en ny samfundsordning. I skolen vandt lighedsprincippet indpas. Med indførelsen af enhedsskolen fik uddannelsessystemet et nyt grundlag. Retsreformen i 1945-46 erstattede de nationalsocialistiske dommere med folkedommere, og ophævede nazilovene.

Fra første stund var nyordningen af staten og samfundet i den sovjetiske besættelseszone præget af stærke centraliseringstendenser - dette var anderledes i de vestlige zoner. De to arbejderpartier SPD (socialistpartiet) og KPD (kommunistpartiet) blev omdannet til et parti i 1946 - Tysklands Socialistiske Enhedsparti (SED). Efter kort tid var det SED, der bestemte udviklingen, og den sovjetiske besættelsesmagt kontrollerede dette parti. Oprindelige var det ikke SED's plan at overtage det sovjetiske system. Bl.a. skrev KPD i et opråb fra den 11. juni 1945, at det ville være forkert «at indføre sovjetsystemet i Tyskland». I 1946-47 gjaldt tesen om den «særlige tyske vej til socialismen» fortsat. Men den kolde krig blev stadig stærkere og satte sine tydelige spor.

SED's omdannelse til et «parti af en ny type», markerede samtidig staliniseringen af partiet. Dette medførte, at socialdemokratisk politik ikke længere var synlig. Den demokratiske centralisme blev det organisatoriske princip. De demokratiske elementer trådte i baggrunden, og den stalinistiske tolkning af marxismen-leninismen blev den herskende ideologi.

Samfundssystemet blev mere og mere tilpasset den sovjetiske økonomimodel. I 1948 gik man i gang med den samfundsøkonomiske planlægning. I virksomhederne forsvandt bedriftsrådene. I stedet blev der oprettet bedriftsgrupper. Den 13. oktober 1948 blev signalet givet til overtagelse af det sovjetiske Stachanow-system.

Årtiet 1945-55 betegnes som den periode, da grundlaget for socialismen blev lagt. Klassestrukturen blev ændret ved at produktionsmidlerne blev socialiserede - dvs. at statssektoren voksede og at SED overtog de centrale lederpositioner. En provisorisk nationalforsamling og den nydannede delstatsforsamling valgte den 10. oktober 1949 Wilhelm Pieck (1876-1960) fra socialdemokraterne til ministerpræsident. Det var SED ledere, der fik de vigtigste regeringsposter. Blandt dem var Walter Ulbricht (1893-1973), der hurtigt kom til at spille en central rolle.

DDR havde en langt dårligere udgangsposition end Forbundsrepublikken Tyskland. Den ødelagte økonomi måtte genrejses - uden Marshallhjælp. Det fandtes ingen nævneværdig tungindustri. Den alvorligste belastning var krigsskadeerstatningerne til Sovjetunionen frem til 1953. Landet måtte i sin handel og økonomiske samkvem orientere sig bort fra Vesttyskland og i stedet vende sig mod Østeuropa. De grundliggende socioøkonomiske forandringer som store dele af folket ikke nød gavn af gjorde, at mange flygtede mod vest. Dette medførte, at store værdier forlod landet.

I juli 1952 besluttede en partikonference i SED, at man skulle «begynde at opbygge socialismen» i DDR. Den statslige og kooperative ejendom voksede. Dette forhold sammen med den centrale planøkonomi fik Walter Ulbricht til at erklære, at nationaløkonomien var moden til at overgå til socialismen. Tre måneder efter at Stalin døde, i 1953, førte en strejke blandt byggearbejdere i Østberlin til en landsomfattende arbejderopstand. Dette truede DDR's eksistens og SED's lederrolle, og blev derfor knust af sovjetiske hær.

Den socioøkonomiske udvikling gik hurtig. Der blev ensidigt satset på udviklingen af tungindustrien fremfor at forbedre den almene levestandard. Denne politik blev gennemført på tværs af interesserne blandt brede lag i befolkningen. Modstanden afspejlede sig også gennem opposition i partiet, men denne blev udrenset. Dog ikke ved så terroristiske udrensninger som i Sovjet eller andre østeuropæiske lande. Udrensningerne gjaldt tidligere socialdemokrater, nationalkommunister, titoister tidligere emigranter fra Vesten samt Ulbrichts modstandere og konkurrenter i partiet.

Den officielle indlemning af DDR i det østeuropæiske statssystem tog fart i 1951, da landet blev optaget i Comecon. Det næste trin kom, da DDR blev medlem af Warszawapagten som svar på Vestysklands optagelse i NATO. Udviklingen understregede DDR's udenrigspolitiske eksistens, og markerede at Tyskland var delt.

Perioden 1956-61

To begivenheder indrammer perioden fra 1956 til 1961: Afstaliniseringen efter den 20. partikongres i det sovjetiske kommunistparti der også fik konsekvenser i DDR - om end overfladiske - og bygningen af Berlinmuren i 1961. SED tog kun overfladisk afstand fra persondyrkelsen og terrormetoderne under Stalin. Gammalstalinisten Ulbricht formåede at klare sig mod den intellektuelle og reformorienterede opposition (Harich, Schirdewan, Wollweber, Ziller, Oelssner). Den femte SED partikongres i juli 1958 viste, at Walter Ulbricht havde en tryg position i partiet og staten. Denne position bevarede han frem til slutningen af 60'erne.

Mod slutningen af 50'erne blev den økonomiske situation noget mere stabil. Antallet af flygtninge var det laveste siden 1950. Men en forhastet kollektivisering af landbruget i foråret 1960 udløste en ny flygtningestrøm. Endvidere udviklede der sig en økonomisk krise som følge af urealistiske planmål. I 1959 måtte man opgive den anden femårsplan. I stedet introduceredes en syvårsplan. DDR stod på tærsklen fra en ekstensiv til en intensiv udviklingsfase i økonomien. I august 1961 blev det besluttet at standse den økonomisk og politisk truende flygtningestrøm fra øst til vest over den åbne grænse i Berlin (se Berlinmuren). Det gav mulighed for en konsolidering, selv om det samtidig indebar en bankeroterklæring for socialismepolitikken.

Moderne industrisamfund

Overgangen til et moderne industrisamfund foregik over de følgende 10 år frem til Walter Ulbrichts afgang. En ny reformperiode blev sat i gang. Under påvirkning af diskussionen i Sovjetunionen om at tage markedsmekanismer i brug i økonomien, vedtog den 6. partikongres i SED omfattende ændringer i økonomi og samfund. Det nye økonomiske system var resultatet af udfordringen fra den tredje teknologisk-industrielle revolution. Kybernetikken holdt sit indtog. Selvregulerende kræfter blev i større grad end tidligere taget i brug, og økonomien skulle stå under en faglig ledelse. Dette indebar endvidere, at DDR forsigtigt frigjorde sig fra den ukritiske overtagelse af sovjetiske modeller. DDR slog ind på vejen mod et forbrugsorienteret karrieresamfund med stærke konservative træk.

Ungdomsloven (1964) var en af de vigtigste reformer. Den forbedrede avancements mulighederne på jobbet og gav større selvstændighed. I 1967 blev loven suppleret med «Grundsætninger for den socialistiske ungdomspolitik». Uddannelsessystemet blev tilpasset kravene fra den nye økonomiske politik. Materielle goder skulle stimulere folkets arbejdsindsats. I 1966-67 indførtes 5 dagesugen. Reformiveren bredte sig også til kulturlivet. Kunstnere og andre kulturarbejdere som mente, at tiden var inde til kritiske diskussioner af DDR samfundet fik en tid frit spillerum for kritisk kulturarbejde. Sent på året 1965 blev denne politik ændret. Visse teaterforestillinger og film blev forbudt, kritiske bøger fremkaldte stærke reaktioner og kunne ikke længere publiceres.

Først i 1971 - på SED's 8. partikongres - opmuntrede partiledelsen atter forfattere og kunstnere til diskussion. Men velviljen og forståelsen fra partiets ledelse varede ikke længe. I november 1976 mistede visesangeren Wolf Biermann sit DDR statsborgerskab, mens han var på en koncertturne i Vesttyskland. For første gang kritiserede kunstnere og intellektuelle åbent disse vilkårlige forholdsregler. Mange flygtede til den kapitalistiske forbundsrepublik eller blev udvist. Dette gjaldt bl.a. skuespilleren Krug, rocksangeren Nina Hagen, visesangerne Kunert og Pannach, forfatterne Kunze og Seyppelt. Sidstnævnte var flyttet fra Vestberlin til DDR i 1973. I juni 1979 ekskluderede forfatterforbundet ni besværlige forfattere. De mistede ikke kun deres rettigheder, men blev også nægtet retten til at udgive deres bøger i DDR.

I 1967/68 blev en ny grundlov diskuteret. Folket blev først inddraget i slutfasen. I 1968 - på årsdagen for statsoprettelsen - indførtes den ny grundlov. Den tog mere hensyn til situationen i DDR end den foregående grundlov, der havde stærke fællestræk med grundlove fra Weimarrepubliken.

I 60'erne udviklede DDR sig til den næststørste industrimagt i Østeuropa. Samtidig voksede DDB borgernes selvværd. Ulbricht betragtede DDR som mønsterstaten blandt de højt industrialiserede socialistiske stater.

Vestlig orientering

Tidligt i 70'erne var der modsætninger mellem den gamle partileder og sovjetledelsen om afspændingspolitikken i Mellemeuropa. Sovjetledelsen fik derfor afsat partilederen. I 1971 overtog Erich Honecker denne post. Dette banede vejen for en ændring af forholdet til Vesttyskland. Endelig blev også DDR internationalt anerkendt. Berlinaftalen fra 1971 er et vendepunktet i denne udvikling. Senere fulgte en grundlovstraktat mellem de to tyske stater, medlemskab af FN og diplomatisk samkvem med en lang række kapitalistiske stater.

Med en grundlovsændring i 1974 forsvandt de sidste fællestyske bånd. I stedet tales der om en socialistisk nationalkultur og der lægges vægt på samkvemmet med Sovjetunionen.

Det økonomiske system

Økonomisk var DDR opdelt i en sydlig og en nordlig del. Der eksisterer en større befolkningskoncentration og mere industri i de sydlige distrikter omkring Dresden, Halle, Leipzig og Karl-Marx-Stadt. En fjerdedel af hele landet stod for halvdelen af den industrielle produktion. I det nordlige distriktet omkring Schwerin, Neubrandenburg og Rostock, der er omtrent lige så stort, var procentdelen kun syv. Befolkningen er tre gange større i syd end i nord. I de nordlige distrikter hvor landbruget er vigtigt, lever omkring 40% af befolkning i byer med mere end 10.000 indbyggere. I de fire sydlige distrikter er tallet 50%.

Det var ikke privat ejendomsret til mellemstore og store virksomheder. Til gengæld bestod den socialistiske ejendom af de socialiserede virksomheder, kooperativer og offentlige organisationers ejendom. Den økonomiske udvikling var baseret på 5 (og 7) års planerne.

Indenfor landbruget var storbedrifter det mest almindelige. Brugene var i gennemsnit på 4.400 hektar. Omkring 40% af de erhvervsaktive arbejdede i industrien. De stod for mere end halvdelen af bruttonationalproduktet. VEB (Volkseigener Betrieb) Leuna Werke (omkring 30.000 ansatte), VEB Carl Zeiss Jena, VEB Filmfabrik Wolfen og VEB Chemiekombinat Bitterfeld var blandt de største industrivirksomheder.

I 50'erne lå den gennemsnitlige vækstrate på 14%. Med overgangen til den intensive vækstfase i 60'erne faldt den til omkring 6%. Planøkonomi og hårdt arbejde formåede imidlertid ikke at fjerne den økonomiske kløft ifht. Vesttyskland. De største vanskeligheder var det forældede maskinudstyr og et tilsvarende højt energiforbrug samt et større behov for arbejdskraft.

Kvindepolitik

Den stadige mangel på arbejdskraft og en samfundsøkonomisk uheldig sammensætning af befolkningen efter 2. verdenskrig gjorde, at kvinderne i højere grad måtte trækkes ind på arbejdsmarkedet. Samtidig kunne man henvise til frigørelsesperspektivet og derved forene den politisk-ideologiske målsætning og den økonomiske pragmatisme.

Kvinderne hørte traditionelt til de undertrykte i samfundet. Allerede i grundloven fra 1949 blev deres juridiske, økonomiske og politiske ligestilling forankret. Senere blev dette gennemført indenfor andre områder i samfundet. I 60'erne var det vigtigste at få en erhvervsoplæring. Der blev samtidig lagt stor pædagogisk vægt på arbejdet i det socialistiske arbejdskollektiv.

Når kvinderne skulle inddrages i produktionsprocessen og frigøres fra de traditionelle kvindeopgaver, måtte der indføres institutioner for deres børn. Endvidere måtte der indføres serviceforanstaltninger som vaskerier og centrale indkøbsmuligheder. Trods mangler skete der store fremskridt på disse områder, omend der var store forskelle mellem land og by. Ved sammenslutningen i 1990 mellem øst og vest arbejdede 50% af kvinderne i Forbundsrepublikken udenfor hjemmet, mens tallet var 83% i DDR.

Trods fremgang på arbejdsmarkedet var kvinderne stærkt underrepræsenterede i partiet og masseorganisationerne. Fra officielt hold blev kvindernes repræsentation i offentlige organer ofte regnet som udtryk for ligestilling og frigørelse. Alligevel blev kvinderne af historiske årsager betragtet som mindre egnede til organisationsarbejde end mænd. Statistisk set var billedet følgende: Kvindernes masseorganisation, DFD, havde 1,3 mill. medlemmer. Kvindefraktionen i parlamentet var på 34%. Det var 25% kvinder i ledende stillinger i erhvervslivet, 20% af borgmestrene var kvinder, 20% af skoledirektørerne og 33,4% af dommerne.

I SED var 90% af alle de ledende kadrer mænd. I partiets vigtigste udvalg var mændene stort set enerådende. I centralkomiteen, i politbureauet, i de højeste partiudvalg og i regeringen var der kun få kvindelige repræsentanter.

Alligevel steg kvindernes selvbevidsthed. Stadig færre fandt sig i mandens herskerrolle. Skilsmissetallene kan ses som et udtryk for denne udvikling: I 1950 49.860, i 1960 24.540, i 1970 27.407, i 1975 41.632, og i 1977 43.034.

DDR som overgangssamfund

DDR var ikke kapitalistisk, men heller ikke socialistisk. Den socialisme der blev praktiseret adskilte sig for meget fra ideerne hos klassikerne, til at den kunne karakteriseres som egentlig socialisme. Fagforeningerne var ikke arbejdernes masseorganisationer. Planmålene - dvs. samfundets behov - blev ikke diskuteret. De tre millioner produktionsarbejdere i industrien der skabte det meste af samfundets værdier var underlagt et stort bureaukrati.

Samtidig kan man konstatere, at magten var taget fra kapitalisterne, og den private ejendomsret var afskaffet. Arbejderne havde social tryghed og trygge arbejdspladser, lave huslejer, billige fødevarer og offentlige kommunikationsmidler samt sundheds- og socialhjælp. Men enhver opposition - også socialistisk - blev indkapslet og som sangeren Wolf Bierman sendt i eksil i Forbundsrepubliken, som den overbeviste kommunist og naturvidenskabsmand Robert Havemann interneret, eller som marxisten og forfatteren Rudolf Bahro bagtalt og sat i fængsel.

(Se også: Berlinproblemet, COMECON, Den kolde krig, Warszawapagten, Østeuropa).

 

Vesttyskland (1945-90)

Fra 1948 satsede USA konsekvent på at oprette en vesttysk stat og den 23. maj 1949 blev Forbundsrepubliken Tyskland oprettet. Grundloven slog fast at Forbundsrepublikken skulle være et parlamentarisk demokrati med en vis føderal opbygning. Målsætningen for politikken skulle være Tysklands genforening til én stat. Udenrigs- og indenrigspolitikken, den økonomiske politik og skattepolitikken skulle bestemmes centralt, mens delstaterne fik kulturpolitikken og visse indenrigspolitiske spørgsmål som deres felt.

Formelt blev Forbundsdagen befolkningens øverste repræsentationsorgan, mens Forbundsrådet som et slags andetkammer repræsenterede delstaterne. I spidsen for staten sattes forbundspræsidenten, der skulle vælges for fem år af Forbundsdagens repræsentanter og et lige så stort antal delstatsrepræsentanter.

Da den kolde krig begyndte, blev den samfundsmæssige og økonomiske genopbygning forceret. Specielt indenfor erhvervslivet og administrationen fik de samfundsmæssige kræfter de stillinger tilbage, de havde haft før 1945. Allerede i 1952 krævede forbundskansler Adenauer «at der måtte sættes stop for naziefterforskningen». Kravet gav sig tydeligt udtryk ved, at der indtil slutningen af 1964 kun blev dømt 6.115 naziforbrydere i Forbundsrepublikken mod 12.807 i DDR i samme tidsrum.

Valget til den første Forbundsdag i 1949 begravede alt håb som arbejderbevægelsen havde om at få en afgørende indflydelse på udformningen af Forbundsrepublikken. Det største borgerlige parti, CDU, sejrede (31% mod socialdemokraternes (SPD) 29,2%), og der kunne dannes en borgerlig-konservativ koalitionsregering under ledelse af Konrad Adenauer (CDU).

Til trods for højrekræfternes tydelige medvind fandtes der i Forbundsrepublikkens første år fortsat stærke antikapitalistiske træk. I 1951 formåede arbejderne i kul- og stålindustrien trods arbejdskøbernes modstand at få vedtaget en vidtgående lov om medbestemmelse. Kampen for en mere omfattende lov for hele arbejdslivet lykkedes derimod ikke. Arbejderklassens integration i det kapitalistiske system blev fremmet af flere forhold: Marshallplanens psykologiske virkning var stor og førte til en markant konjunkturopgang. Rustningskonjunkturerne i den vestlige verden førte også i Vesttyskland til en betydelig stigning i levestandarden. Man talte om et «økonomisk under». Staliniseringsprocessen i DDR og det relativt lave indtægsniveau dér blev særligt af CDU anvendt som et argument mod ethvert socialistisk alternativ. Alle forslag om økonomisk planlægning blev stemplet som kommunistisk.

Adenauerregeringen fulgte i sin politik nøje USA's oplæg i den kolde krig. Gennem en stærk binding til de vestlige lande kunne man genvinde den økonomiske magtposition, nationale suverænitet og Sovjetunionen tvinges til retræte. Allerede i 1950 blev det derfor overvejet, hvilket bidrag Forbundsrepublikken kunne yde til et vestligt forsvarssystem. NATO medlemskabet i maj 1955 betød den totale integration i vestblokken og afslutningen på ethvert håb om en tysk genforening. Heller ikke på dette punkt kunne socialdemokraterne sætte deres politik igennem. En politik der ellers gik ind for en tysk genforening. Orienteringen mod vesten fremstod som et acceptabelt alternativ til den tyske nationalisme, der efter to verdenskrige var uacceptabel både nationalt og internationalt.

Adenauers politik byggede konsekvent videre på det tyske borgerskabs antikommunistiske og antisocialistiske traditioner. Denne politik nåede sit klimaks, da CDU/CSU i McCarthy perioden fik 50,2% af stemmerne (1957). Socialdemokraterne tilpassede sig gradvist både Adenauers politik og befolkningens forbrugsmentalitet, i håbet om at blive anerkendt som en ansvarlig politisk kraft. Politikken blev afideologiseret.

Forbundsdagsvalgene var ikke længere et valg mellem alternative politiske ideer. Afspændingspolitikken, erhvervslivets nye behov og kritikken af Adenauerregeringens indenrigspolitik førte til, at Adenauers æra gik mod sin ende i 1963.

Efter perioden med Ludwig Erhard (CDU) som forbundskansler (oktober 1963 til november 1966) begyndte regeringssamarbejdet mellem CDU/CSU og SPD - «den store koalition» - og indledte den nødvendige nyorientering. For at bevise at partiet havde evner til regeringsansvar, var SPD bl.a. villig til samarbejde med både et tidligere medlem af nazipartiet som forbundskansler (Kurt Georg Kiesinger) og med Franz Josef Strauss (CSU). «Den store koalition» fremstod for mange som det første trin på vej til etpartistaten, og dette var ved siden af den antiimperialistiske protest og universitetsproblemer en udløsende faktor for den udenomsparlamentariske oppositionen (APO), der gjorde sig gældende i 1967-68 - særligt blandt studenter og intellektuelle.

Den udenrigspolitiske og handelspolitiske åbning overfor de kommunistiske lande krævede en stærkere disciplinering indadtil. Når kontakterne østpå først var oprettede, kunne kommunismen ikke længere som hidtil opretholdes som modbillede, og der opstod en fare for en ideologisk opløsning. Med de såkaldte «beredskabslove» i 1968 fik CDU/SPD regeringen et redskab, der kunne bruges - også mod den indre opposition («indre fjender») - i krisesituationer, og som kunne sætte de parlamentariske kontrolorganer ud af funktion. Dette var et første skridt i retning af at undergrave grundlovens oprindelige intentioner. Udenrigspolitisk begyndte udenrigsminister Brandt (SPD) at tilpasse den vesttyske politik til den internationale udenrigspolitiske situation og at forberede en anerkendelse af Forbundsrepublikken ud fra de politiske realiteter i Europa.

Valget af Gustav Heinemann (SPD) til ny forbundspræsident i marts 1969 indvarslede en ny politisk alliance mellem SPD og FDP - det liberale parti. I oktober 1969 dannede SPD og FDP en koalitionsregering med Willy Brandt som forbundskansler og Walter Scheel (FDP) som udenrigsminister.

Den nye regering syntes at repræsentere et «andet Tyskland». Et Tyskland der ikke var præget af en nazistisk fortid, og som søgte forståelse med de østlige naboer, der havde lidt mest under den tyske fascisme. Brandtregeringens annoncerede reformpolitik blev imidlertid lige så lidt gennemført som en ny udenrigspolitisk stil. Godt nok blev «østaftalerne» indgået i 1972, men grundlæggende var der blot tale om en forlængst nødvendig anerkendelse af allerede eksisterende forhold. I holdningen til USA's imperialisme - f.eks. i Vietnamkrigen - og til racistiske og diktatoriske regimer, blev der ikke foretaget nogen nyvurdering. Det ekstraordinære valg i 1972 førte til et stort personligt tillidsvotum for Brandt, da SPD for første gang blev Vesttysklands største parti (45,8% mod 44,9% til CDU/CSU). Derefter begyndte regeringens autoritetsforfald, og i maj 1974 blev Helmut Schmidt fra SPD's højrefløj ny forbundskansler, efter det var blevet afsløret, at Brandts privatsekretær var spion for DDR.

En af reaktionerne mod den fremvoksende etpartistat og mod den «socialt-liberale» administration af krisen var terrorismen, der greb om sig i Forbundsrepublikken. Voldsbølgen nåede sit højdepunkt med kidnapningen og drabet på Hans Martin Schleyer, præsidenten for den vesttyske arbejdsgiverforening. Det må forstås i sammenhæng med den tiltagende brutalisering af statens voldsapparat. Verbalt bekendte «Røde arme Fraktion» (RAF) sig til venstrefløjen, men objektivt betragtet tjente bevægelsen højrekræfterne og bragte et socialistisk alternativ yderligere i miskredit.

For de statsbærende partier dannede terrorismen udgangspunkt for en omfattende lovgivning, der ikke kun var rettet mod terrorismen, men som også etablerede en overvågningsstat rettet mod de mest forskellige former for antikapitalistisk og systemkritisk virksomhed. Der blev fremført krav om øget censur (særligt i de CDU/CSU kontrollerede delstater), selvcensur i radio, TV, presse og i skolerne og en forgiftning af det politiske klima.

Efter 13 års samarbejde trak FDP sig i 1982 fra regeringen, og SPD måtte forlade regeringen. Den blev efterfulgt af en liberal-konservativ koalitionsregering bestående af CDU(CSU og FDP, ledet af kansler Helmut Kohl (CDU). Ved valget i 1983 opnåede miljøpartiet De Grønne for første gang parlamentariske repræsentation i Forbundsdagen. Omkring halvdelen af dets kandidater var kvinder.

Klassestruktur - økonomisk struktur

Den erhvervsaktive befolkning øgedes mellem 1950 og 1972 fra 20 mill. til 26,5 mill. I samme periode øgedes andelen af lønmodtagere - arbejdere, funktionærer, statsansatte - fra 68,4% til 84,4%.

Den procentvise andel af beskæftigede i jord- og skovbrug gik tilbage fra 5,2% (1950) til ca. 2,0% (1971). Andelen af udenlandske arbejdstagere øgedes i perioden 1954-73 fra 0,5% til 11% (2,6 mill.). 37% af udlændingene arbejdede i jern- og metalindustrien, men der findes imidlertid så store variationer mellem de enkelte nationaliteters andel indenfor de forskellige brancher, at generelle udsagn er umulige. Sammen med kvinderne udgør indvandrerne den industrielle reservearmé i Forbundsrepublikken.

Under hele Forbundsrepublikkens eksistens er der foregået en stadig koncentration af de industrielle storvirksomheder. I 1968 udgjorde industrivirksomheder med mere end l.000 ansatte kun 2,3% af samtlige virksomheder, men de beskæftigede ca. 50% af de der arbejdede i industrien. Mellem 1954 og 1969 øgede de 50 største monopolvirksomheder deres andel af industriens totale omsætning fra 25,4% til 44,8%. Trods Potsdamaftalens bestemmelser om opløsning af de store karteller og monopoler, blev vesttysk industri atter domineret af disse.

Indenfor den tunge industri stammer mere end 65% af den totale produktion fra de 7 store koncerner i Ruhrdistriktet: Mannesmann, Klöckner, Dortmund-Hörder Hüttenunion, Phoenis, Gutehoffnungshütte, Rheinhausen og Hoechst. IG Farben kontrollerer den kemiske industri og Rheinische Staalverken og Thüssen AG kontrollerer igen nogle af de største selskaber indenfor stål- og kulindustrien samt et stort værft. Andre grupper som Mannesmann, Krupp, Flick og Siemens har kontrol over væsentlige dele af den vesttyske industri.

Forbundsrepublikkens afhængighed af eksport er stadig øget. I 1973 udgjorde den eksportorienterede del af industrien 21%, i 1974 25% og i 1975 ca. 30%. Gennem denne eksportoffensiv særligt til kapitalistiske «kriseområder» som Sydeuropa, undergraver Forbundsrepublikken disse områders økonomi og bidrager dermed til at gøre de politiske systemer mindre stabile. Øgningen af sociale konflikter som følge af en skærpet økonomisk krise med negativ handelsbalance, inflation og arbejdsløshed er en følge af den vesttyske politik.

Parallelt med ekspansionen på de udenlandske markeder - også «østaftalerne» åbnede her vigtige nye markeder - gik investeringernes andel af bruttonationalproduktet tilbage. Investeringerne blev hellere gennemført der, hvor profitmulighederne for kapitalen var bedre, dvs. i lande hvor diktatoriske regimer garanterede lave lønninger og «arbejdsfred».

Efter fuld beskæftigelse i 1960'erne - ja, til og med mangel på arbejdskraft der blev dækket ved hjælp af flygtninge fra DDR og en udstrakt import af indvandrere - nåede det officielle tal på arbejdsløse efter 1974 op på ca. l mill.

Kvindernes stilling

I Adenauerperioden blev kvindernes arbejde udenfor hjemmet nedvurderet og deres store bidrag ved genopbygningen af det krigshærgede Tyskland blev forklejnet. I stedet blev det gamle ideal: «Küche, Kinder, Kirche» opvurderet, og der blev tilføjet et fjerde K, nemlig «Konsum». Ligestillingsloven fra 1957 forblev en papirbestemmelse. Først i 1978 blev princippet om ligeløn slået fast. Heller ikke fagbevægelsen var særlig interesseret i at prioritere kvindekravet om at fjerne bestemte lavtlønsklasser, der specielt rammer kvinder. Selv om mange af de ydre kendetegn fra det 19. århundredes patriarkat er forsvundet, bliver spørgsmålet om lige uddannelse for piger og kvindernes adgang til lige deltagelse i erhvervslivet, i de politiske beslutningsprocesser mm. fortsat betragtet som underordnet. Kvindernes indtægt gælder fortsat som biindtægt i et ægteskab.

Andelen af erhvervsaktive kvinder har derfor holdt sig på samme niveau siden statistikken begyndte. Den varierer mellem 30 og 36% - alt efter hvor stor arbejdsløsheden er. Kvinderne findes overvejende indenfor lavtlønservhverv. Indenfor industrien ligger deres indtægt ca. 30% under mændenes. I 1975 havde mere end 1,6 mill. vesttyskere en netto månedsindtægt på over 2 000 mark, men kun 3% af dem var kvinder. Kvindernes andel i det politiske liv er minimal. I Forbundsdagen gik kvindeandelen tilbage fra 8,8% i 1953 til 6,6% i 1976.

Kvindebevægelsen havde sit udgangspunkt i studenterbevægelsen og den antiautoritære bevægelse i slutningen af 1960'erne. I begyndelsen af 1970'erne øgedes indflydelsen fra den nordamerikanske kvindebevægelse. Kampen for retten til abort førte til et samarbejde mellem de forskellige kvindegrupper, og mundede ud i betydelige udenomparlamentariske aktioner. Trods denne mobilisering endte abortkampen med et nederlag og førte til en vis opløsning af kvindebevægelsen, men den gav også en dybere indsigt i samfundets magtmekanismer og førte til øget bevidstgørelse. Alligevel opnåede kvindebevægelsen ikke den udbredelse, den fik i Norden.

Partier og organisationer

I 1945 blev der med besættelsesmagternes tilladelse stiftet fire politiske partier. Det socialdemokratiske parti (SPD) og det kommunistiske parti (KPD) var fortsættelser af de traditionelle arbejderpartier fra Weimarrepubliken. Nyt var et kristeligt demokratisk parti (CDU, i Bayern: CSU), der var en sammenslutning af politikere fra det tidligere katolske centrumsparti, protestantiske borgerlige grupper i Nordtyskland og bønder. En sammenslutning blandt forskellige liberale og nationaltkonservative grupper førte til dannelse af FDP som et liberalt parti.

Bortset fra det antisocialistiske FDP gik partierne oprindeligt ind for forskellige varianter af socialisme. SPD ønskede en «tredje vej» mellem kapitalisme og kommunisme. KPD agiterede for en tysk vej til socialisme og undgik - i folkefrontens tegn - helst vidtgående socialistiske krav. CDU bekendte sig til et ikke-kapitalistisk økonomisk samfundssystem med stærke indslag af en kristen socialisme. Dette syn bevarede partiet til ca. 1947 (Ahlener Programm). Efter Adenauerfløjens sejr udviklede partiet sig hurtigt i en kirkelig-konservativ retning.

I begyndelsen af 1950'erne dukkede en række nye partier op, mest på højrefløjen. De havde deres udspring i regionale træk (Bayernpartei), i den konfessionelle splittelse (Zentrum) og i flygtningenes særlige problemer (BHE), men de var også udtryk for, at højrekræfterne begyndte at samle sig igen i nyfascistiske partier (SRP og DRP). Forbudet mod SRP og KPD i 1956 blev begrundet med erfaringerne fra Weimarrepubliken, hvor demokratiets fjender frit havde kunnet ødelægge demokratiet. I realiteten var forbudet mod KPD et typisk udslag af McCarthyisme og den traditionelle antikommunisme i det tyske borgerskab.

Fra 1961 var det kun tre partier der blev repræsenteret i forbundsdagen, nemlig SPD, CDU/CSU og FDP. 5% grænsen for adgang til parlamentet og statslig partifinanciering sørgede for, at nye partier ikke kunne få parlamentarisk indflydelse. Kun under den økonomiske krise i 1967-68 lykkedes det næsten for det nynazistiske NPD at overskride spærregrænsen. Partiet opnåede repræsentation i de fleste delstatsparlamenter, men blev derefter rystet af en indre krise og kom ikke i forbundsdagen.

SPD har specielt efter 1959 (Gotesberger Programmet) prøvet at udvikle sig bort fra et klasseparti til et folkeparti, som gør krav på at repræsentere hele nationens interesser. Alligevel kommer broderparten af dets vælgere fortsat fra arbejderklassen. CDU/CSU er først og fremmest borgerskabets parti, men det har særlig i katolske egne i Syd- og Sydvesttyskland også tilslutning fra arbejderklassen.

Den største arbejdstagerorganisationen er Deutscher Gewerkschaftsbund (DGB), det tyske LO, med ca. 7 mill. medlemmer, heraf ca. 20% kvinder. Mens der i Weimarrepubliken eksisterede en stærk politisk og religiøs splittelse indenfor fagbevægelsen, blev DGB i oktober 1949 stiftet som en enhedsfagbevægelse. Dette indebærer, at også CDU medlemmer er repræsenteret i fagbevægelsens ledende organer. DGB består af 16 industriforbund - metalarbejderforbundet er med 2,3 mill. medlemmer det største - der organiserer alle arbejdstagere indenfor en branche, dvs. både arbejdere, funktionærer og statsansatte. Organisationsgraden er med 32,8% (1975) ikke nær så høj som i Norden.

Den tyske fagbevægelse kunne lige så lidt realisere sine samfundspolitiske målsætninger som kravet om øget medbestemmelse. Heller ikke beredskabslovene kunne forhindres. Men reallønnsøgningen, arbejdstidsforkortelser, længere ferier og socialpolitiske forbedringer har stort set sikret masseloyaliteten. Dette viser sig bl.a. ved, at der har vært få strejker i Forbundsrepublikkens historie.

Miljøbevægelsens udvikling er ganske uensartet. Dens protest rettede sig først mod den industrielle forurening, byødelæggelser, bygningen af nye motorveje osv. Senere manifesterede den sig primært i kampen mod atomkraftværkerne - Wyhl, Brokdorf, Kalkar o.a. I denne kamp organiserede den en uensartet masse, fra konservative bønder til militante smågrupper. Til trods for de ideologiske problemer fik «grønne lister» stor tilslutning særligt blandt yngre vælgere i byerne. I 1979 og 1980 lykkedes det at komme ind i flere delstatsparlamenter. Oprettelsen af miljøpartiet, De Grønne, og specielt programkongressen i 1980 viste fortsat store modsætninger mellem en reaktionær-konservativ fløj og en antikapitalistisk retning.

Forbundsrepublikkens politiske rolle

Det vesttyske borgerskab er med fuld ret blevet betegnet som et af de mest klassebevidste i verden. Trods to tabte imperialistiske verdenskrige har det atter formået at svinge sig op til at blive en af de stærkeste imperialistiske magter. I midten af 1960'erne var 52% af alle højere statstjenestemænd fortsat tidligere medlemmer af nazipartiet. «Berufsverbot» bestemmelserne fra januar 1972 indledte omfattende sanktioner mod alle der blev ansat i offentlig tjeneste, og som havde været engageret på venstrefløjen. Enhver blev betragtet som en mulig sikkerhedsrisiko, det blev ført en udstrakt ukontrolleret dataregistrering af politiske meningsytringer, det indførtes forbud mod såkaldt revolutionær litteratur og distribution af denne (§88 a og §130 a i straffeloven) med vide tolkningsmuligheder for statsbureaukratiet, «razzialove», indskrænkninger i demonstrationsretten og af andre demokratiske rettigheder.

Denne udvikling skete allerede under den «socialt-liberale» SPD-FDP regering, og den medførte at det vesttyske socialdemokrati fra midten af 1970'erne stillede sig i spidsen for den «præventive kontrarevolution» i Europa. CDU/CSU's antidemokratiske korstog under mottoet «frihed eller socialisme» drev SPD ledelsen fra skanse til skanse og tvang partiet til at acceptere CDU/CSU's præmisser for den ideologiske debat. Denne politik demoraliserede og demobiliserede arbejderklassen og kritiske intellektuelle, og tjente i sidste nede kun højrekræfterne.

(Se også: Berlinmuren, Berlinproblemet, RAF)

 

Krise og accelereret genforening 1989-90

Midt i 1989 åbnede Ungarn sine grænser, hvilket gav fri passage fra DDR til Østrig. Det startede en flodbølge. I løbet af få uger var 350.000 DDR borgere emigreret til Forbundsrepubliken. Samtidig gjorde de næsten daglige demonstrationer for forandringer i DDR landets krise akut. I august trak Honecker sig tilbage fra posten som partileder, og blev erstattet af Egon Krenz. Pga. misforståelser blev grænsen i Berlin åbnet den 9. november. Muren var faldet.

Forbundsrepublikkens kansler Kohl foreslog øjeblikkelig dannelsen af en konføderation. Under sit første besøg i DDR i december 1989 gentog Kohl sit forslag, og der blev nedsat kommissioner til udvikling af de bilaterale relationer på alle planer. Men samtidig blev der gennemført demonstrationer til støtte for en egentlig sammenlægning af de to lande.

I februar 1990 godkendte DDR's regering dannelsen af en tysk union og tilbagetrækningen af udenlandske - sovjetiske - tropper fra sit territorium. Kohl foreslog at indlede forhandlinger efter de valg, der skulle afholdes i DDR i marts. Ved valget sejrede de kristelige demokrater, der havde baseret deres kampagne på kravet om øjeblikkelig genforening. Dette accelerede hele processen. I juli indførtes valutaunionen, til en vekselkurs der var til fordel for østtyskerne.

Sammenslutningen blev endelig gennemført i august 1990 under navnet Den tyske føderale Republik. Den blev mulig, da Sovjet accepterede indlemmelsen af det tidligere DDR i NATO. Den eneste lovgivningsrest der overlevede i øst - og kun for en toårig periode - var abortloven der var mere liberal end i resten af landet.

I slutningen førte lukningen af en lang række industrier i det tidligere DDR til talrige strejker. Lukningen blev gennemført under påskud af, at de arbejdede med forældet teknologi eller forurenede for meget.

Ved de første parlamentsvalg i den nye genforenede forbundsrepublik i december 1990 fik regeringskoalition af kristelige demokrater og liberale 54% af stemmerne mod socialdemokraternes 35%. De Grønne gik tilbage fra 8 til 5% og det tidligere regeringsparti i DDR der havde taget navneforandring til PDS fik ligeledes 5%. 20,5% af parlamentsmedlemmerne var kvinder - 4,5% mere end i den tidligere forbundsrepublik og 12,5% mindre end i det tidligere DDR.

Højreradikal fremmarch

Fra 1991 kunne den ekstreme højrefløj registrere en betydelig fremgang. I Bremen fik den 7% af stemmerne. Udviklingen var en konsekvens af den stigende racisme og xenofobi, der især blev rettet mod indvandrere fra den 3. verden og fra den tidligere østblok, der i stort antal søgte mod landet. Mere end 100.000 alene i 1991. Gennem 1992 gennemførte højrefløjen 2.280 attentater mod indvandrere og jødiske mindesmærker. 17 blev dræbt under disse attentater. Efter et angreb der kostede en kvinde og to tyrkiske børn livet, nedlagde regeringen forbud mod 3 nynazistiske organisationer.

I hele Tyskland blev der gennemført demonstrationer mod den racistiske og antisemitiske vold. I Solingen satte folk fra den ekstreme højrefløj ild til et hus, hvilket kostede 3 piger og 2 tyrkiske kvinder livet.

I maj 1993 omstødte højesteret loven om ret til fri abort - den eneste lov det nye Tyskland havde arvet fra DDR. Højesteret anså loven for forfatningsstridig. I 1995 vedtog forbundsdagen en ny abortlov, der legaliserer abort indenfor de første 12 uger af svangerskabet. Alligevel er den mere restriktiv end den lov højesteret annullerede, da den pålægger kvinder at blive «rådgivet», inden indgrebet kan foretages.

I det tidligere DDR var en stor del af industrien blevet lukket. Dette sammen med krisen - den værste siden 1945 - og den stigende produktivitet fik arbejdsløsheden til konstant at stige. I marts 1994 nåede den op på 4 millioner arbejdsløse. Den 23. maj blev den konservative Roman Herzog støttet af Kohl udpeget til Tysklands nye præsident. I andet halvår fandt der en vis økonomisk fremgang sted, hvilket trak væksten for hele året op på 2,8%, og ved udgangen af året var arbejdsløsheden steget til 3½ million.

Kohl vandt atter ved Forbundsdagsvalget i oktober, omend majoriteten blev reduceret til 10 pladser ud af parlamentets 672. CDU/CSU fik 41,5% af stemmerne og FDP 6,9%. Herover stod SPD med 36,4%, De Grønne med 7,3% og PDS med 4,4% - især pga. et godt valg i flere delstater i det tidligere DDR. I 1995 førte FDP's stadige tilbagegang ved flere lokalvalg til, at FDP udenrigsministeren Klaus Kinkel trak sig tilbage.

Utilfredshed blandt mange indvandrede førte til oprettelsen af Tysklands demokratiske Parti, der kræver lettere adgang for børn af indvandrere til at blive optaget på valglisterne og til at få tysk statsborgerskab. Statsborgerskabet er i mange tilfælde begrænset til personer af tysk afstamning.

Den økonomiske vækst fortsatte og nåede i 1995 op på 3%, hvilket gav fagbevægelsen anledning til at fremsætte lønkrav. 5 år efter genforeningen og 3 år efter åbningen af grænserne for arbejdere fra andre EU lande, nåede arbejdsløsheden i 1996 op på 10,6%. I flere delstater i det tidligere nåede den op på 16%. 5 millioner var arbejdsløse.

Den 13. september 1996 vedtog forbundsdagen at forhøje pensionsalderen for kvinder fra 60 til 65 år fra år 2000. Men den ændring der skabte mest debat og førte til omfattende protester var beslutningen om at reducere sygedagpengene til 80% af den normale løn. Efter 16 ugers strejke havde de tyske arbejdere i 1957 tilkæmpet sig ret til 6 ugers sygefravær med fuld løn.

Racismen og antisemitismen vedblev at være vigtige sager for Kohl regeringen, for det er ikke blot de unge nynazister, der udtrykker deres racistiske nostalgi. I oktober 1997 kunne kunne tysk TV vise optagelser af en tysk militærbataljon, der gjorde nazihilsen og råbte antisemitiske samt anti-nordamerikanske slagord. Amnesty International indikerer samtidig i sin årsrapport fra 1997, at den systematiske anvendelse af politiovergreb mod udlændinge og indvandrere gør, at de ikke længere kan betragtes som isolerede sager.

I begyndelsen af 1998 udbetalte Deutsche Bank de penge der formodedes at være kommet ind ved nazisternes salg af guld røvet fra jøderne under 2. verdenskrig. Samtidig begyndte en schweizisk organisation at udbetale omend «symbolske» erstatninger til sigøjnere bosiddende i Tyskland, der havde overlevet den nazistiske Holocaust.

Valget i september 1998 gav en overvældende sejr til socialdemokraterne, der gik i regeringssamarbejde med De Grønne/Bündniss 90. 16 års konservativt styre var brudt, og Gerhard Schöeder blev udnævnt til kansler. SPD's partileder, Oskar Lafontaine blev udnævnt til finansminister. Allerede i marts 1999 trak Lafontaine sig imidlertid sig fra posterne både som partileder og minister. Det skyldtes uenighed med regeringschefen om regeringens politik. Lafontaine befandt sig på partiets venstrefløj, mens Schöeder befandt sig på højrefløjen.

I anden halvdel af 1999 led SPD en række alvorlige valgnederlag, der syntes at indikere, at vælgernes gunst atter svingede i retning af de kristelige demokrater. Men denne udvikling vendte, da CDU fra november 1999 selv blev ramt af en alvorlig korruptionsskandale. Den tidligere kansler Kohl blev i første omgang anklaget for at have godkendt salget af militært udstyr til lande i krig uden Forbundsdagens godkendelse, og derefter viste det sig, at han havde taget imod illegale økonomiske bidrag til sit parti. Kohl blev efter voldsom modstand tvunget til at træde tilbage som CDU's ærespræsident, og blev erklæret skyldig i ulovlig omgang med økonomiske midler. Han afviste konsekvent at udlevere listen over illegale bidragsydere til CDU med det formål at beskytte disse.

Regeringssamarbejdet med socialdemokratiet har også alvorlig rystet De Grønne. Partiet har siden sin oprettelse haft afviklingen af kernekraften i Tyskland som en af sine vigtigste mærkesager, men dette krav måtte opgives blot få uger efter regeringens indsættelse i 1998. I foråret 1999 var partiets udenrigsminister Joschka Fischer med til at sende tyske soldater i krig for første gang siden 2. verdenskrig - som en del af NATO's interventionsstyrke i Jugoslavien. Og i januar 2001 blev Fischer selv ramt af en skandale, og udsat for et voldsomt pres fra den tyske højrefløj da det kom frem, at han i sin ungdom havde slået en politimand ned under demonstrationer.

Landets alvorlige økonomiske krise fortsatte, og i november 2001 nåede antallet af arbejdsløse op på 3.789.000 svarende til 9,2% af den økonomisk aktive del af befolkningen.

I marts 2002 vedtog Forbundsdagen at ratificere Kyoto protokollen om reduktion af CO² udslip.

Forsvarsminister Rudolf Scharping udelukkede tysk deltagelse i et nordamerikansk angreb på Iraq som led i kampen mod terrorismen. Beslutningen var en begrænsning på den ubegrænsede opbakning Tyskland havde givet USA i kølvandet på 11. september.

Distancen mellem de to NATO partnere blev yderligere forstærket under valgkampen op til det tyske Forbundsdagsvalg i september 2002. Gerhard Schröder lagde yderligere distance til USA, og hans handelsminister gik så langt som til at sammenligne USA med nazi-tyskland. Schröder forsøgte derved at opsamle den utilfredshed der kunne konstateres i den tyske befolkning med USA's krigeriske optræden internationalt. Det lykkedes og sammen med en hurtig indsats fra centralregeringens side efter sommerens dramatiske oversvømmelser i Dresden og et forbavsende godt valgresultat for de Grønne lykkedes det på et hængende hår at genvinde regeringsmagten.

Trods massivt pres fra USA modstod Tyskland og Frankrig i efteråret 2002 og vinteren 2002/03 supermagtens forsøg på at skaffe sig rygdækning i FN for sin invasion af Iraq. Tyskland havde på dette tidspunkt plads i Sikkerhedsrådet, men ønskede ikke at give USA grønt lys til invasion. Meningsmålinger viste, at 80% af tyskerne var imod USA's angrebskrig.

2003 Forhadte social- og sundhedsreformer får opbakningen til SPD til at styrtdykke

Gennem 2003 gennemførte SPD strukturelle reformer på socialområdet. De offentlige udgifter blev reduceret - specielt udgifterne til social- og sundhedsområdet. Det mest kritiserede var dog reduktionen af arbejdsløshedsunderstøttelsen og bistandshjælpen. Regeringens stærkt kritiserede reformer medførte, at arbejdstiden for industriarbejdere blev sat op fra 35 til 40 timer ugentligt, og samtidig blev pensionsalderen forhøjet fra 65 år.

I november-december 2003 gennemførte studenterne masseaktioner med bl.a. blokader af veje i protest mod indførelsen af studieafgift og regeringens nedskæringspolitik.

Kansler Scröder opgav i februar 2004 posten som formand for SPD. Det skete efter stærkt internt pres i partiet, der i meningsmålingerne var helt nede på 24%. Bl.a. som følge af den meget upopulære sociallovgivning Schröder regeringen i december på et hængende hår havde fået vedtaget. Tilbagetrædelsen skulle skabe mulighed for en mere selvstændig profilering fra partiets side, og dermed lidt bedre valgresultater ved delstatsvalgene i 2004.

I april 2004 måtte formanden for Bundesbank, Ernst Welteke træde tilbage da det blev afsløret, at Dresdner Bank havde betalt hans ophold i Berlin under fejringen af 1 års jubilæet for indførelsen af Euroen. I en reportage kunne Der Spiegel afsløre, at Welteke og hans familie havde taget imod 9000 Euro fra Dresdner Bank til betaling af regningen på det luksuriøse Adlon hotel. Bestyrelsen i Bundesbank anså Weltekes tilbagetræden som berettiget. Kort tid senere ofentliggjorde forbundsregeringen overraskende udpegelsen af den uafhængige Axel Weber som ny formand for banken. Nogle analytikere pegede på, at motivet bag udpegelsen af Weber kunne være regeringens ønske om at kvæle påstandene om manglende uafhængighed mellem bank og regering. Forud for udnævnelsen var Weber professor i økonomi ved universitetet i Køln.

I maj blev den tidligere direktør for IMF, Horst Koehler valgt til ny tysk præsident med 604 stemmer ud af Forbundsdagens 1204. Oppositionskandidaten Koehler besejrede regeringens kandidat, politologen og universitetsprofessoren Gesine Schwan. Ved sin tiltræden erklærede Koehler, at det var nødvendigt at gennemføre dybtgående reformer i Tyskland. Samtidig refererede han til globaliseringen, der «i stigende grad berører vores liv». I forlængelse heraf opfordrede han alle borgere til at få det bedst mulige ud af denne udvikling; han tilføjede at det samtidig var en opgave for alle at sikre, at globaliseringen også kommer de fattigste til gode.

Ved markeringen af 60 årsdagen i januar 2005 for befrielsen af den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz erklærede Schröder, at hele den tyske befolkning, ikke blot nazisterne, havde et medansvar for holocaust.

I maj ratificerede parlamentet den nye EU forfatning, men det var ligegyldigt. Den blev stemt ned i Frankrig og Nederlandene.

2005 Borgerlig generobring af magten

I juli fremtvang Schröder en tillidsafstemning i Forbundsdagen, som han overlagt tabte. Dette førte til, at præsidenten udskrev parlamentsvalg, der blev afholdt i september. Trods et stort borgerligt CDU/CSU forspring i ugerne forud for valget svandt gabet mellem de to blokke ind i dagene op til selve valget. SPD endte med fortsat at være det største parti, men efter nogle ugers taktisk spil måtte SPD overlade det til CDU/CSU at danne en stor koalitionsregering, hvor også SPD fik sæde. Ny kansler blev CDU's leder Angela Merkel. Vicekansler skulle have været SPD's formand, Franz Müntefering, men han trak sig fra formandsposten midt i forløbet i protest mod at SPD havde valgt en mere venstre-socialdemokratisk næstformand.

I maj 2006 besøgte den tyske udenrigsminister Washington i et forsøg på at forbedre forholdet mellem de to lande. Forholdet var stærkt afkølet som følge af Tysklands modstand mod USA's krigseventyr i Asien. I juni anmodede Tyskland officielt om udlevering af 13 CIA agenter, der var involveret i bortførelsen af tysk-libaneseren Khaled el-Masri i Makedonien i 2003. USA svarede, at Tyskland ønskede at «drage nytte af informationer fra CIA, men uden selv at få snavs på fingrene».

I juni 2009 erklærede en parlamentarisk undersøgelseskommission, at hverken de tyske myndigheder eller efterretningsvæsen havde noget ansvar for udleveringen af Khaled el Masri, Murat Kurnaz og Mohammad Zammar til USA, der efterfølgende underkastede dem tortur. Et mindretal i kommissionen argumenterede med at den føderale regering havde obstrueret undersøgelsen. Forfatningsdomstolen afsagde måneden efter en kendelse hvori det hed at regeringen havde krænket forfatningen eftersom den havde begrænset kommissionens adgang til oplysninger uden at give fyldestgørende oplysninger om hvorfor.

Den stigende racisme og forfølgelse af mindretal - især muslimer - har ført til stigende kritik fra FN's Menneskerettighedsråd, og de specielle rapportører for hhv. racisme og tortur. Xenefobien startede på den radikale højrefløj, men de nazistiske tendenser rækker nu ind i flere delstatsregeringer og forbundsregeringen. Flere delstater vedtog i 2008-09 love der forbød kvinder at bære hovedbeklædring - et tiltag rettet mod muslimske kvinder der bev skarpt kritiseret af menneskerettighedsorganisationer. I september 2009 vedtog forbundsregeringen at begynde at udvise flygtninge og indvandrere til torturstater - i strid med torturkonventionen. Det udløste ny international fordømmelse af forbundsrepublikken.

Ligeledes i september beordrede tysk militær et bombardement i Afghanistan, der kostede mindst 142 livet. Mindst halvdelen af disse var civile. Massakren bragte hurtigt den tyske krigsminister, Franz Josef Jung, i politisk stormvejr, da han i parlamentet løj om tilstedeværelsen af civile dræbte. Merkel forsøgte at lægge låg på affæren, da hun ved dannelse af sin ny regering i oktober flyttede ham til posten som arbejdsminister, men måneden efter måtte han trække sig fra posten pga. massakren i Afghanistan.

Valget til Forbundsdagen i september 2009 blev en sejr for højrefløjen. CDU/CSU gik godt nok 1,4% tilbage til 33,8%, men FDP gik til gengæld 4,8% frem til 14,6%. De to partier dannede efterfølgende regering, da de tilsammen havde flertal i Forbundsdagen. SPD under Frank-Walter Steinmeiers ledelse fik til gengæld en kæmpe lussing, da partiet gik 11,2% tilbage til 23%. Steinmeier fortsatte ikke desto mindre på formandsposten. Den alvorlige afklapsning var vælgernes dom over de 4 års koalition med højrefløjen. Venstrefløjen, Die Linke under ledelse af den tidligere socialdemokrat Oskar Lafontaine og Gregor Gysi, gik til gengæld 3,2% frem til 11,9%. De Grønne gik 2,6% frem til 10,7%.

I konsekvens af SPD's store valgnederlag trak partiets formand Franz Müntefering sig fra posten i november og blev erstattet af Sigmar Gabriel.

Den globale økonomiske krise der for alvor slog igennem i 2008 ramte Tyskland hårdt. Som i andre europæiske lande havde både private, banker og realkreditinstitutter kastet sig ud i boligspekulation. I Tyskland bragte det en af landets største realkreditinstitutter, Hypo Real Estate på randen af konkurs. Andre tyske banker måtte i oktober 2008 gå ind med 30 mia. € og forbundsbanken med yderligere 20 mia. € for at redde instituttet fra kollaps. I løbet af 2009 blev det fuldstændig nationaliseret.

Flere dele af industrien blev hårdt ramt af krisen. Det gjaldt bl.a. bilindustrien, da bilsalget globalt gik næsten i stå. BNP faldt derfor 4,9% i 2009. I modsætning til de fleste andre europæiske lykkedes det imidlertid at hindre en brat stigning i arbejdsløsheden. Den faldt i stedet fra 7,4% i marts 2009 til 7,3% i 2010. Ungdomsarbejdsløsheden lå da på 10%. Langt under EU gennemsnit. En væsentlig forklaring på at krisen ikke umiddelbart slog hårdere igennem var at Merkel regeringen i januar 2009 vedtog en økonomisk stimuleringspakke, der pumpede 70 mia. € ud i økonomien for at hindre sammenbrud i de mest følsomme sektorer.

Stimulanspakken og redningsplaner til andre dele af EU på flere hundrede mia. € havde imidlertid også en pris. Underskuddet på statsbudgettet i 2010 forventedes at blive 5,5% - næsten det dobbelte af hvad EU tillader. Merkel bebudede derfor i foråret 2010, at der skulle spares 80 mia. €i perioden frem til 2015:

• 15.000 offentlige arbejdspladser skal nedlægges
• Langtidsarbejdsløse får skåret i deres ydelser
• Folk på kontanthjælp mister tilskud til pensionsopsparing
• Børnechecken skæres ned

De offentligt ansattes fagforening gennemførte i juni 2010 demonstrationer i Berlin og Stuttgart mod nedskæringerne. 

CDU politikeren Christian Wulff blev i juni 2010 valgt til tysk præsident. Han fik i 3. runde 50,2% af stemmerne i valgmandskollegiet, mens hans modkandidat, den uafhængige Joachim Gauck (nomineret af SPD og de Grønne) måtte nøjes med 39,7%. Resten af stemmerne var blanke. Wulff kom dog ikke til at sidde længe. I december 2011 blev det afsløret at han som ministerpræsident for Nieder Saxen havde modtaget 500.000 € i bestikkelse fra en velhavende forretningsmand. Wulff erklærede hurtigt, ast han fremover nok skulle være mere præcis i sine erklæringer om personlig formue, men derefter kom det frem at han desuden havde lagt pres på Springer pressen for at få udskudt afsløringen. Han mistede nu også tilliden i sit konservative bagland og måttte i februar 2012 træde tilbage. Forbundsrådet valgte nu istedet hans modkandidat fra 2010, Joachim Gauck som ny præsident. Han blev indsat på posten i marts 2012. Gauck var en stor tilhænger af at mindes historien, og besøgte derfor steder i udlandet hvor nazisterne havde begået alvorlige menneskerettighedskrænkelser under 2. Verdenskrig. I december 2013 meddelte hans kontor, at han boykottede vinter OL i Sochi, Rusland i protest mod russernes menneskerettighedskrænkelser.

Efter FDP bedste valg nogen sinde i 2009 gik det støt ned af bakke for det liberale parti. I december 2010 fyrede partiets formand Guido Westerwelle sin personlige assistent Helmut Metzner efter WikiLeaks læk af nordamerikanske ambassadetelegrammer havde afsløret, at Metzner regelmæssigt fungerede som spion for USA. Efter FDP ved flere landdagsvalg i foråret 2011 var kommet under spærregrænsen på 5% trådte Westerwelle tilbage som formand. Han blev efterfulgt på posten af Philipp Rösler. Han var dog ikke i stand til at redde FDP fra spærregrænsen, så i 2013 røg partiet for første gang siden 1949 ud af Forbundsdagen. I december 2013 trådte Rösler tilbage og blev erstattet af Christian Lindner.

Finanskrisen sendte i 2010 Grækenland til tælling. En betydelig del af Grækenlands gæld var optaget i tyske banker. Kansler Merkel var derfor klar over, at både Euroen og det tyske bankvæsen stod på spil. I maj 2010 stemte Forbundsdagen derfor for at Tyskland skulle bidrage med 22,5 mia. € til en redningspakke til Grækenland. Den tyske offentlighed forstod ikke sammenhængen, og bidraget var derfor voldsomt upopulært. Samme måned tabte Merkels CDU koalition flertallet i Nordrhein Westphalen og mistede dermed flertallet i overhuset. I marts 2011 fortsatte tilbagegangen da CDU tabte Baden-Würtenberg. Det første nederlag i delstaten i 60 år.

I september 2010 vedtog regeringen en kontroversiel plan om at forlænge levetiden af de tyske atomkraftreaktorer. Den omgjorde dermed en beslutning fra 2001 om udfasning af atomkraften frem til 2021. Tysklands ændrede A-kraft politik holdt dog ikke længe. I marts 2011 udløste en Tsunami en kernenedsmeltning på A-kraftværket Fukushima i Japan. Nedsmeltningen førte til at regeringen besluttede at den tyske A-kraft skulle være udfaset i 2022.

1. marts 2011 måtte CSU forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg træde tilbage fra posten. To måneder tidligere var det blevet afsløret, at han havde kopieret store dele af sin doktorafhandling fra 2007. Selv om regeringen og den tidligere så populære zu Guttenberg selv forsøgte at dæmme op for skandalen, kostede den ham altså alligevel hans politiske liv. I oktober 2009 havde han erstattet Jung på posten som forsvarsminister, da denne blev væltet i kølvandet på Kunduz massakren i Afghanistan

Den 4. november 2011 skød en bankrøver sig selv og to af sine kammerater efter et fejlslagent bankrøveri. Det blev starten på en skandale med tråde ind i Tysklands nynazistiske miljø og efterretningstjenesten. De 3 var medlemmer af Nationalsozialistischer Untergrund (Nationalsocialistisk Undergrund), der siden 2000 havde dræbt 8 tyrkiske forretningsmænd, 1 græker og 1 tysk politikvinde, gennemført bombeattentater og udført 14 bankrøverier. I løbet af de følgende uger blev et par overlevende medlemmer af gruppen arresteret. I løbet af foråret 2012 kom det imidlertid frem, at det tyske efterretningsvæsen (Vervassungsschutz) havde et glimrende kendskab til gruppen. Faktisk havde Vervassungsschutz i flere år haft medlemmer infiltreret i gruppen. Skandalen blev endnu større da det blev afsløret, at Vervassungsschutz den 12. november havde forsøgt at dække over forbindelsen ved at distruere alle oplysninger om samarbejdet. Den 2. juli 2012 måtte chefen for Vervassungsschutz, Heinz Fromm træde tilbage. Skandalen bekræftede venstrefløjens påstand gennem flere år, at efterretningstjenesten var tæt forbundet med højrefløjen, som fik lov til at begå alvorlige forbrydelser, når efterretningstjenesten blot kunne bruge den mod venstrefløjen. Sagen kom for retten i 2016. (The neo-Nazi murder trial revealing Germany's darkest secrets, Guardian 15/12 2016).

I 2009 skrumpede den tyske økonomi med 5%, men foreløbige tal fra januar 2011 viste, at økonomien var vokset med 3,6% i 2010. Det var først og fremmest eksporten, der havde trukket væksten. Økonomien bremsede dog atter op i 2011.

I december 2011 forklarer kansler Merkel Forbundsdagen, at Tyskland støtter dannelsen af en europæisk bankunion, som middel til at løse den igangværende finanskrise. Hun erklærer sig dom som fortsat modstander af at den Europæiske Centralbank kan udstede egne statsobligationer.

I august 2012 giver forfatningsdomstolen det tyske militær ret til at bruge våben i Tyskland, hvis der sker et angreb af «katastrofalt omfang». Militæret må dog ikke sættes ind mod demonstrationer. Der blev skrevet skarpe restriktioner ind i forfatningen efter krigsforbrydelserne under 2. Verdenskrig.

Forfatningsdomstolen afviser i september opfordringer om at blokkere den Europæiske Stabilitetsmekanisme og den Europæiske Bankunion. Samtidig lægger den dog et loft over Tysklands bidrag til bankpakkerne, der kun kan omgås af et flertal i Forbundsdagen.

I juni 2013 afslører Edward Snowden, at NSA har et globalt aflytningsprogram af internettet og telekommunikation. I modsætning til Danmark der bakker 100% op om USA's ulovlige programmer udtaler kansler Merkel sig i starten af juli om programmet, da hun erklærer at oplysningerne om aflytning er meget alvorlige. Det er vigtigt at hindre terrorisme, men virkemidlerne må ikke skyde over målet. Samme måned mødes hun med Barack Obama hvor hun udtrykker sin bekymring. Som tidligere borger i DDR var hun følsom overfor statslig aflytning af landets medborgere. Endnu værre bliver det imidlertid i oktober da det afsløres at NSA gennem målrettede operationer bl.a. har aflyttet kansler Merkels telefoner. NSA's program har nu åbenlyst ikke længere noget at gøre med anti-terror, men aflytning af supermagtens fjender - og nære allierede. Aflytningsskandalen udløser den alvorligste diplomatiske krise mellem USA og Tyskland siden 2. Verdenskrig.

Parlamentsvalget i september 2013 var en katastrofe for regeringspartiet FDP, der med kun 4,8% røg helt ud. CDU/CSU's koalitionspartner var dermed ude. Selv om CDU/CSU gik 7,8% frem til 41,5% og dermed var landets ubestridt største parti var det ikke nok til at danne regering. Også socialdemokraterne gik frem med 2,7% til 25,7%. Venstrefløjen, Die Linke måtte til gengæld notere en tilbagegang på 3,3% til 8,6% og de Grønne en tilbagegang på 2,3% til 8,4%. I virkeligheden var det nu muligt at danne en centrum-venstre regering bestående af Socialdemokratiet, Die Linke og de Grønne, men Socialdemokratiets ledelse afviste denne mulighed. Partiet ville under ingen omstændigheder danne regering med venstrefløjen. Til gengæld viste en meningsundersøgelse umiddelbart efter valget, at 65% af partiets vælgere var imod at det indgik i en regering med CDU/CSU. Ikke desto mindre gik partiet i slutningen af november i realitetsforhandlinger med CSU/CDU, udarbejdede et regeringsgrundlag som partiets medlemmer med 76% stemte for den 14. december. Den ny CDU/CSU-S regering kunne derefter tiltræde den 17. december. Merkel kunne dermed indlede sin 3. kanslerperiode. En af de få indrømmelser Socialdemokratiet havde fået under forhandlingerne var indførelsen af en mindsteløn på 8,50€ (64kr pr. time) fra 2015.

I marts 2014 nedsatte Forbundsdagen en undersøgelseskommission der skulle afdække omfanget af NSA's spionage i Tyskland. I juli fik undersøgelsesarbejdet ekstra krydderi da det blev afsløret at BND (Den Tyske Efterretningstjeneste) agenten Markus R. siden 2012 havde arbejdet for CIA og havde kopieret flere hundrede BND dokumenter der var solgt til CIA, hvorfra de var leveret videre til NSA. Markus R. blev arresteret og USA's ambassadør i Tyskland, John B. Emerson kaldt til samtale i det tyske udenrigsministerium. Nogle dage senere blev yderligere en US spion afsløret. Han havde arbejdet for forsvarsministeren. Yderligere nogle dage senere kunne teknikere konstatere, at en mobiltelefon tilhørende en af undersøgelseskommissionens medlemmer fra CDU, Roderich Kiesewetter blev aflyttet.

Allerede tidligt i foråret 2014 advarede de største tyske virksomheder regeringen mod at acceptere økonomiske sanktioner mod Rusland med baggrund i krisen i Ukraine. Tysklands samhandel med Rusland udgjorde i 2013 kun 3% af landets samhandel med udlandet, men med en værdi af 105 mia. US$ var der alligevel tale om betydelige beløb. F.eks. havde VW regnet med at sælge 300.000 biler i løbet af året til en samlet værdi af 6,5 mia. US$. Industrien talte imidlertid for døve øren og ved udgangen af 2014 var den tyske industrieksport til Rusland faldet med 25% som følge af sanktioner Rusland havde indført som svar på EU's. Sanktionspolitikken havde ikke blot ødelagt mulighederne for dialog for at få løst konflikten i Ukraine, men iflg. analytikere ville den også påvirke den samlede tyske økonomi negativt med 1-2%. Den umiddelbare virkning blev dog maskeret af olieprisernes drastisk fald i slutningen af 2014. Ved indgangen til 2015 havde flere hundrede tyske virksomheder suspenderet eller helt indstillet deres projekter i Rusland. Faktisk var det Europa der betalt prisen for EU's og USA's sanktionspolitik. Sanktionerne fik den økonomiske vækst til at gå i stå, og de drastisk faldende priser på fødevarer (som Rusland ikke længere ville købe fra Europa) og de faldende oliepriser udløste deflation i de fleste EU lande. Økonomer bryder sig ikke om deflation. Det ødelægger fremtidige vækstmuligheder fordi køberne holder op med at bruge penge i sikker forventning om, at priserne vil falde.

En konsekvens af sanktions- og deflationsmoradset var, at Euroen i løbet af året blev betydeligt svækket ifht. US$, og midt i januar 2015 meddelte Schweiz derfor, at det havde ophævet sammenknytningen af schweizer-francen og Euro, med det resultat at Sfr. blev revalueret med 30% i løbet af en enkelt dag. Samtidig vandt venstrefløjen parlamentsvalget i Grækenland på et løfte om at gøre op med EU's, IMF's og den Euroæiske Centralbanks nedskæringspolitik, der ikke løste landets problemer, men blot gjorde dem værre. Truslen mod de europæiske - og specielt tyske - storbanker var, at Grækenland ville ophøre med at betale af på den gæld tidligere korrupte borgerlige polikere havde skabt, og dermed tvinge storbankerne til at afskrive flere hundrede milliader Euro.

Antifacismearbejdet i Tyskland blev afgørende svækket i 2014, da Antifaschistische Linke Berlins i oktober opløste sig selv med henvisning til manglende fornyelsesevne. Udmeldingen var en katastrofe for det antifacistiske arbejde, der de foregående 25 år havde været med til at holde nynazister og facister stangen, så de ikke som i 1930'erne kunne erobre gaden. Svækkelsen blev omgående udnyttet af de højreradikale. I oktober oprettede de i Dresden den nynazistiske gruppe, Pegida (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes , Patriotiske europæere mod islamisering af Fædrelandet). Pegida begyndte at gennemføre ugentlige demonstrationer i Dresden. Fra ganske voksede de til 7.500 den 1. december og 10.000 den 8. december. Fem dage efter massakren på Charlie Hebdo 7. januar 2015 i Paris samlede Pegida 25.000 til demonstration i Dresden. Den nynazistiske bevægelse var da allerede spredt til flere andre tyskere og til bl.a. Danmark, hvor nogle dusin danske nynazister gennemførte en demonstration foran Den Lille Havfrue. Men moddemonstrationerne var også kommet i gang. Med de tyska Antifa grupper i spidsen lykkedes det 10. januar at samle 35.000 til en anti-Pegida demonstration i Dresden. Ikke blot begyndte modstanden at manifestere sig, men Pegida blev også ramt af interne problemer da Pegidas grundlægger Lutz Bachmann poserede i Hitler figur. Han trak sig derefter som leder af bevægelsen.

Asylansøgere og flygtninge gennemførte flere protestaktioner og sultestrejker i løbet af 2014 i protest mod forholdene i flygtningecentrene og begrænsningerne i deres bevægelsesfrihed. I september indledte politiet en undersøgelse efter oplysninger om at private sikkerhedsvagter rutinemæssige overfaldt og voldtog asylsøgere i en lejr i Nordrhein Wesphalen. Siden januar 2013 var der blevet indledt 34 undersøgelse mod sikkerhedsvagter i 7 ud af 20 af delstatens flygtningecentre.

Gennem 2015 ankom 1,1 mio. asylansøgere til Tyskland. Langt overvejende fra Syrien, Iraq og Afghanistan. Den voldsomme flygtningestrøm var en konsekvens af Vestens krige i Afghanistan, Iraq og Syrien og den umulige situation for over 3 mio. flygtninge i lejre i Tyrkiet. Tyskland fastholdt den åbne dørs politik overfor flygtninge, der var en konsekvens af 2. Verdenskrig, mens næsten alle andre EU lande smækkede døren i overfor flygtningestrømmen og i stedet krænke FN's Flygtningekonvention. Koncentrationen af den store flygtningestrøm i Tyskland (og sekundært i Sverige der tog imod over 100.000) skabte imidlertid stigende problemer for kansler Angela Merkel, i takt med at den tyske befolkning blev stadig mere skeptisk overfor flygtningene. Fra september pressede landet på for at få EU til at håndtere flygtningekatastrofen kollektivt, men de fleste EU lande - derbiandt Danmark og de østeuropæiske lande - lukkede sig om sig selv og nægtede at medvirke til fælles løsninger. Tyskland greb i stedet til dets traditionelle løsningsmetode: at købe sig vej ud af problemerne. EU tilbød Tyrkiet 3 mia. US$ (og siden ydeerligere 3 mia. US$) for at standse flygtningestrømmen. Disse skridt fik dog effekt fra foråret 2016. Rigsdagen udvidede antallet af «sikre» lande, flygtninge kunne udvises til med Albanien, Kosova og Montenegro.

Inden da var kansler Merkels popularitet raslet ned i sidste halvdel af 2015. Hadforbrydelser rettet mod flygtningecentre, flygtninge og indvandrere begået af højreradikale tog drastisk til i antal og den radikale højrefløj blev generelt styrket. Ved valg i delstaterne i foråret 2016 stormede det højreradikale AfD (Alternative für Deutschland) frem. I Sachsen-Anhalt fik det 24,4% af stemmerne. I Rheinland-Pfalz og Baden-Würtenberg fik det henholdsvis 12 og 15% af stemmerne. Men der var også en kraftig modtendens til det stigende fremmedhad. Valget i aden-Würtenberg blev vundet af de Grønne, der fik 30,5% efter at have ført en intens kampagne på at bevare Tysklands åbne grænser for flygtninge. En tredjedel af partiets vælgere kom fra det konservative CDU og var skiftet netop pga. de Grønnes flygtningepolitik.

I december 2016 indledtes en diskussion i den tyske Forbundsdag om landets anerkendelse af det folkedrab det var ansvarlig for i det første af det 20. århundrede i Namibia. Motivet til debatten var en udstilling om Tysklands blodige kolonihistorie i Namibia. Tyskland havde i 1884 indledt sin erobring af Namibia. I 1904 gjorde Herero folket oprør mod koloniherrene. Tyskerne svarede skånselsløst igen ved at drive titusindvis af Herero folk ud i Kalahari ørkenen, forgifte deres brønde, afskære fødevareforsyningen og massevoldtage Herero kvinder. Titusindvis af Herero'er blev dræbt de følgende år. Lignende metoder blev derefter taget i brug mod Nama folket. Iagttagere forventede at Tyskland i 2017 ville afgive en formel undskyldning til Namibias regering og betale erstatning. Men ideen blev afvist af Herero høvding Rukoro, der afviste tysk checkhæfte diplomati. «Vi vil aldrig slutte fred med tyskerne eller have deres penge. Vores krig fortsætter», erklærede Rukoro. (Germany moves to atone for 'forgotten genocide' in Namibia, Guardian 25/12 2016).

Antallet af tilrejsende asylansøgere faldt dramatisk i 2016 fra 890.000 i 2015 til 304.900 i det første 11 måneder af 2016. Det var dog stadig mere end 300 gange flere end i det flygtningefjendske Danmark. Trods stramninger i løbet af året var landet sammen med Italien og Grækenland Europas eneste humanitære samvittighed.

Forbundsrepublikkens højreradikale sump organiserede i løbet af 2016 snesevis af demonstrationer mod flygtninge og især mod muslimer og organiserede i løbet af årets første ni måneder 813 attentater mod flygtningecentre og 1803 overfald af flygtninge.

SPD medlem og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier blev af regeringskoalitionen indstillet til posten som præsident og valgt i Forbundsrådet i februar 2017. Han overtog posten i marts. Steinmeier karakteriserede (som udenrigsminister) i august 2016 Donald Trump som en hadprædikant. Efter Trumps valgsejr nægtede han at lykønske prædikanten og fordømte i stedet dennes synspunkter. I juni havde han kritiseret NATO for alliancens sabelraslen overfor Rusland.

Forbundsdagsvalget i september 17 var en katastrofe for koalitionspartnerne CDU/CSU og SPD. CDU/CSU gik 65 mandater tilbage til 246, og SPD gik 40 mandater tilbage til 153. I en periode var SPD blevet spået fremgang efter at tidligere EU Kommissær Martin Schulz overtog formandsposten i partiet. Valgets to store sejrherrer var det højreradikale Alternative für Deutschland (AfD), der bulrede ind i parlamentet med 94 mandater og 12,6% af stemmerne. FDP kom også ind med 80 mandater, efter at være gledet ud ved det foregående valg. Die Linke gik 5 mandater frem til 69 og de Grønne gik 4 mandater frem til 67. Der kom til at gå ½ år inden Tyskland fik ny regering - Merkels 4. Den kom til at bestå af CDU, CSU og SPD.

AfD var præget af store interne spændinger op til valget i 2017 mellem partiets mere moderate forkvinde Frauke Petri og de nazistiske dele af partiet. Allerede i april havde Petri meddelt, at hun ikke stillede som partiets hovedkandidat, og på en pressekonference efter valget meddelte hun, at hun ikke var en del af AfD's gruppe i Forbundsdagen men var uafhængig. AfD's kongres i december valgte nazisten Alexander Gauland til ny formand.

De gamle koalitionspartiets tilbagegang gjorde det vanskeligt at danne en ny regering. Merkel forhandlede i flere omgange med SPD, FDP og de Grønne om at danne en koalitionsregering. Ingen ville røre AfD med en ildtang pga. partiets fremmedfjendske politik - i modsætning til Danmark hvor Dansk Folkeparti i 16 år havde været basis for skiftende regeringer.

Regeringen godkendte i oktober 2017 salget af 3 ubåde i Dolphin klasse til Israel. Salget havde en værdi af 1,7 mia. US$, hvoraf Tyskland skulle betale 1/3. Der var tale om strategiske ubåde, der var beregnet til at kunne affyre atomvåben, og som desuden skulle anvendes til spionage mod især Iran. Hele aftalen var præget af korruption, der både involverede Israels korrupte premierminister Netanyahu og flere af dennes medarbejdere. Ubådene forventedes leveret i 2027. Israel havde i forvejen 5 ubåde af samme klasse.

Det nynazistiske AFD besluttede i maj 2018 at gennemføre en demonstration i Berlin for sine tilhængere. Det syntes hverken fagbevægelse, venstrefløj eller AFA var sjovt og arrangerede derfor en moddemonstration. Det mest larmende indslag i moddemonstrationerne - som i sidste ende ødelagde det helt for nazisterne - var at musikklubber også deltog med højttalervogne der pumpede tung technomusik ind over nazisterne. I forvejen havde de fleste AfD tilhængere besluttet sig for at blive hjemme - af frygt for at få bank. Kun nogle få tusinde deltog. (Thousands from far right and Berlin's techno scene face off in rival rallies, Guardian 27/5 2018)

Efter et år uden ambassadør indsatte Trump i maj Richard Grenell som ny ambassadør for USA i Tyskland. Grenell gjorde sig hurtigt bemærket, da han i et interview til det højreradikale Breitbart erklærede, at han støttede højreradikale magtovertagelser i Europa. Det var en uhørt diplomatisk fortalelse, der udløste kritik blandt partierne i Forbundsdagen. Trumps forhold til forbundskansler Merkel var i forvejen dårligt, og i juni forværredes forholdet da USA indførte told på stål og aluminium fra bl.a. EU. I slutningen af måneden truede Trump med at lægge 30% told på importen af biler fra Tyskland, og i juli erklærede han, at EU var USA's største fjende - større end Rusland og Kina. (New US ambassador to Germany under fire for rightwing support, Guardian 4/6 2018)

I midten af juni kom Trump højrefløjen i Tyskland til hjælp, da han kritiserede Tysklands åbne politik overfor flygtninge. Den vejrede morgenluft, og CDU's bayerske søsterparti CSU's leder og indenrigsminister Horst Seehofer erklærede, at Tyskland ikke længere skulle tage imod det store antal flygtninge. Det udløste politisk krise i regeringen og truede med at bringe den til fald. Det var samtidig et glimrende eksempel på højrefløjens næsten totale kontrol over den borgerlige diskurs. Der var nemlig ikke nogen flygtningekrise. Kun godt 50.000 flygtninge var kommet ind i EU i løbet af 2018, sammenlignet med over 1 million i 2015. Merken forsøgte - forgæves - på et EU topmøde i slutningen af måneden at få de øvrige EU lande til at overholde kvotesystemet og til at etablere transitlejre. I syd besluttede CSU at indføre sin egen grænsekontrol mod Østrig og afvise flygtninge ved denne. Trump havde effektivt manipuleret EU derhen, hvor Merkel var stærkt svækket, og med hende hele USA's «hovedfjende»: EU. (Angela Merkel has ditched her open-door refugee policy to save her government, Quartz 3/7 2018)

I Chemnitz i det tidligere Østtyskland omkom en 35 årig mand i slutningen af august under en gadekamp. En syrer og en iraker blev arresteret, sigtet for vold med døden til følge. Nazister i form af AfD benyttede lejligheden til at gennemføre demonstrationer i Chemnitz vendt mod flygtninge og indvandrere, og dannede tæskehold der jagtede flygtninge og indvandrere i byens gader. Nazisternes aktiviteter blev fordømt af Angela Merkel og landets demokratiske partier. I starten af september gennemførte anti-racistiske grupper en stor koncert og demonstration i Chemnitz med deltagelse af omkring 50.000 under parolen: «Vi er fler». Begivenhederne markerede alligevel en foruroligende eskalation med nazistisk vold. De samme metoder der bragte Hitler til magten i starten af 1930'erne. (Thousands turn out for Chemnitz anti-racism rock concert, Guardian 3/9 2018). Moddemonstrationen mod AfD blev fulgt op i midten af oktober hvor 240.000 demonstrerede mod nazisme og fremmedhad. Mens nazisternes overfald fik bred dækning i de danske medier, blev de omfattende moddemonstrationer ikke dækket. (German march against far right draws huge crowds in Berlin, Guardian 14/10 2018)

Myndighederne optrevlede i december en neo-nazistisk celle indenfor politiet i Frankfurt. Cellen bestod af 4 mænd og 1 kvinde, der bl.a. i et brev til den tysk-tyrkiske advokat Seda Basay-Yildiz havde truet med at dræbe hendes datter, hvis hun ikke forlod Tyskland. Nazisterne havde underskrevet sig med NSU 2.0. En henvisning til den nazistiske celle der i 2000-07 havde myrdet 10 personer, de 9 med indvandrerbaggrund. Basay-Yildiz havde repræsenteret flere af ofrene for den nazistiske terror i den sag der i juli endte med domfældelse af det eneste overlevende medlem, Beate Zschäpe. Politi-nazisterne havde derefter i august fremsøgt Basay-Yildiz' oplysninger og sendt hende en fax med dødstruslen. Basay-Yildiz kunne efterfølgende oplyse, at tysk politi ikke umiddelbart havde gjort noget for at finde afsenderne. Tysk politi har en lang tradition for nazi sympatier. I september måtte landets efterretningschef Hans-Georg Maaßen afgå efter han havde påstået, at videoer der viste højreradikal vold i Chemnitz var falske. (Five German police suspended over neo-Nazi threat to lawyer, Guardian 17/12 2018)

På et landsmøde i CDU i december 17 blev Angela Merkels afløser udpeget. Annegret Kramp-Karrenbauer fik 517 stemmer, mens hendes modkandidat Friedrich Merz fik 482. Karrenbauer var i 2011-18 ministerpræsident i Saarland og en af landets mest populære politikere. Hun blev i februar 2018 valgt til generalsekretær i CDU. Siden gik det hastigt ned ad bakke. Hun var udset til at skulle efterfølge Merkel som kansler efter valget i 2021, men måtte i starten af året gå af som formand. Det første alvorlige knæk fik hun op til valget til EU parlamentet i maj 2019, hvor hun havde erklæret, at valgloven burde laves om så influencers på de sociale medier ikke skulle have inflydelse under en valgkamp. Baggrunden var, at den tyske YouTuber Rezo havde opfordret vælgerne til ikke at stemme på et af regeringspartierne. I juni udtalte Merkel til Bloomberg, at hendes udpegede efterfølger nok alligevel ikke var klædt på til posten. Det eroderede yderligere Kramp-Karrenbauers popularitet. Hendes uheldige figur var en væsentlig del af baggrunden for, at CDU fik mindre end 30% af stemmerne ved EU valget. Hendes endelige fald var i februar 2020 efter FDP dannede regering i delstaten Thüringen med støtte fra AfD og CDU. En alliance med AfD var ikke en del af CDU's politik, men Kramp-Karrenbauer formåede ikke at afværge katastrofen. Thüringen regeringen holdt kun 1 måned, men inden da havde Kramp-Karrenbauer erklæret, at hun ønskede at træde tilbage som CDU formand. Først i februar 21 valgte partiet Armin Laschet som ny formand. Kramp-Karrenbauer fortsatte i regeringen som forsvarsminister og markerede sig mest med stærkt højreorienterede synspunkter. Hun støttede tysk våbeneksport til Saudi Arabien, der førte angrebskrig mod Yemen. Det gav jo tyske arbejdspladser. Allerede i 2018 markerede sig med stærkt anti-russiske synspunkter. Hun var stærkt imod Nord Stream 2 pipelinen, der skulle transportere gas fra Rusland gennem Østersøen. I oktober 2021 foreslog hun gennemførelsen af et first-strike atomart angreb mod Rusland som afskrækkelse fra aggression. Et sådan angreb ville have udløst en 3. Verdenskrig. Hun stillede ikke op ved valget i september 2021 og gik efterfølgende helt ud af politik.

COVID-19 pandemien nåede i januar 2020 Tyskland, da den første smittede blev registreret. I marts gik landet i lockdown og søgte gennem de følgende 2 år at standse smittespredningen gennem lockdowns, social distancering, karantæne ved indrejse og af smittede samt vaccinationer. Staten forsøgte i slutningen af 2021 at indføre tvangsvaccinering. Sundhedsminister Jens Spahn erklærede, at de store smittetal var de «uvaccineredes pandemi». Eksperter påpegede, at det var i strid med sandheden, men Spahns formål var at lægge de uvaccinerede for had og bane vejen for tvangsvaccinering. Det mislykkedes. Gennem 2020 og 21 havde konspirationsteoretikere og vaccinationsmodstandere gennemført hyppige og voldelige demonstrationer mod de statslige COVID-19 tiltag. I maj 2022 havde over 26 mio. haft sygdommen og 139.000 var døde. Dødsraten var 0,53%.

I januar 2021 fik en nynazist livstidsfængsel for mordet på den flygtningevenlige CDU politiker Walter Lübcke i 2019. I maj blev en officer med forbindelser til den radikale højrefløj stillet for retten for planer om i 2017 at ville have myrdet mindst en politiker. Mordet skulle have været kamoufleret som begået af en syrisk asylansøgende for yderligere at piske hadet op til flygtninge og asylsøgende. Efterretningsvæsenet havde allerede i februar sat AfD under overvågning for dets ekstremistiske politik. Spinchefen udtalte, at højreekstremisme var den største trussel mod demokratiet i Tyskland. I juni blev en specialenhed indenfor politiet i Frankfurt efter det var blevet afsløret, at den var infiltreret af højreradikale. Endnu flere skandaler blev i løbet af året afsløret om politiets og militærets forbindelser til højreradikale.

Det tyske indenrigsministerium oplyste i maj 2021, at antallet af hadforbrydelser var steget med 19% ifht. året inden.

Ligeledes i maj undskyldte den tyske stat officielt for massakren på 80.000 medlemmer af Herero og Nama folket i Namibia i 1904-08. Tyskland bevilgede samtidig 1,34 mia. € til sociale projekter i Namibia.

2022 Rusland invaderer Ukraine. Tyskland skrotter 50 års afspændingspolitik, der erstattes med militarisme

Ved parlamentsvalget i september 2021 gik SPD 53 mandater frem til 206, blev det største parti og fik sit bedste valg siden 2005; CDU gik 49 mandater tilbage til 197; de Grønne gik 51 mandater frem til 118; FDP gik 12 mandater frem til 92; AfD gik 11 mandater tilbage til 83; Die Linke mistede 30 mandater og fik 39. I 2017 havde Die Linke og de Grønne været lige store. Nu var de Grønne 3 gange større. 2 måneder senere dannede SPD en koalitionsregering sammen med FDP og de Grønne med SPD's formand Olaf Scholz som kansler. I løbet af få måneder kom Scholz til at gennemføre den største omorientering i tysk sikkerhedspolitik siden 2. Verdenskrig. Han havde ved sin tiltræden sat stop for tysk eksport af våben til det krigsførende diktatur i Saudi Arabien i tråd med partiets linie om fredspolitik ikke at eksportere våben til krigsførende lande. Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 medførte i løbet af få uger en 180 graders kursvending af den tyske sikkerhedspolitik. I 30 år havde den tyske sikkerhedspolitik bl.a. været orienteret imod at knytte Rusland tæt til Europa ud fra en erkendelse af, at økonomisk samarbejde og vækst var det bedste middel til at undgå konflikter og krig. Denne politik blev smadret af USA, der ønskede konflikt med Rusland. I løbet af få uger opgav Tyskland Nord Stream 2 projektet, besluttede at levere våben til det krigsførende Ukraine og at øge sine krigsbudgetter med 100 mia. €. Det tyske krigsbudget var nu det dobbelt af det russiske. Den afspændingspolitik Villy Brandt havde igangsat 50 år tidligere var lagt i grav og erstattet med ny militarisme. Den sikkerhedspolitiske totale kursvending havde enorme økonomiske omkostninger. Der var et tæt økonomisk samarbejde mellem Tyskland og Rusland, og landet importerede det meste af sin energi derfra. Tysklands og resten af Vestens uerklærede krig mod Rusland medførte øjeblikkeligt hastigt forøgede energi- og fødevarepriser, der efter få måneder spredte sig til resten af økonomien, medførte høj inflation og udsigt til recession.

A.J. og Guia del Mundo