Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Hollywood

Hollywood er en bydel i Los Angeles med nær ved 1 million indbyggere. Den er fortsat centrum for den nordamerikanske filmindustri, selvom der i dag produceres meget færre film der end i glansperioden op til 2. Verdenskrig.

Den egentlige «grundlæggelse» af Hollywood som filmcentrum fandt sted i 1912. Da drog en række filmproducenter som tidligere havde lavet film i New York vestover. Det skete for at undgå de restriktioner, som en filmtrust med Edison i spidsen havde sat op for de producenter, der ikke var medlemmer. Alle film der blev solgt til de endnu fåtallige biografer blev belagt med en speciel afgift til denne trust. Derved blev nye uafhængige producenter effektivt standset. Der var flere grunde til, at Hollywood nu blev valgt som nyt centrum. Stedet lå lige ved den mexikanske grænse, så det var muligt hurtigt at flygte, hvis trusten skulle skabe problemer Der var solskin det meste af året, hvilket var meget vigtigt for vellykkede udendørsscener. Grundpriserne var lave og arbejdskraften billig. Da antitrustloven blev vedtaget i 1914, blev trusten opløst, og vejen lå dermed åben for alle dem, der ville satse penge på dette spændende nye industriprodukt.

Indtil begyndelsen af 1950'erne var Hollywood filmens Mekka. Filmselskaberne skød op som paddehatte, men kun et dusin af dem overlevede, efterhånden som årene gik. Biograph Company var det første vigtige selskab. Ikke mindst fordi selskabet fik en instruktør, som hurtigt demonstrerede et talent udover det sædvanlige: David Wark Griffith. Han udviklede filmsproget som vi kender det i dag med afveksling mellem nær- og totalbilleder, bevægeligt kamera og omhyggelig instruktion af skuespillerne. Desuden stræbte Griffith højere end sine kolleger, når det gjaldt indholdet af de historier der skulle fortælles. Han baserede ofte sine film på værker af forfattere som Tennyson, Poe og Shakespeare. Hans eget victorianske moralsyn var en stærk faktor i flere af filmene, og et element af racisme kan spores enkelte steder. Ikke mindst i hans hovedværk «The Birth of a Nation» («En nations fødsel»), som midt i sin storhed idealiserede en Ku-Klux-Klan-bande.

D. W. Griffith var ret enerådende indenfor det kvalificerede filmdrama frem til slutningen af 1920'erne. Da blev hans film både færre og dårligere. Den virkelige guldgrube for Hollywood blev de mange komedier produceret af kunstnere som Chaplin, Keaton, Lloyd og Langdon, med Mack Sennett som den vigtigste producent. Hollywood omtales i denne periode ofte som «drømmefabrik» og filmene som «samlebåndsprodukter», mens de førnævnte komediekunstnere stod for personlige værker. Konkurrencen mellem producenterne var imidlertid så stærk, at det stillede visse krav til produkterne. Først i de sidste par år før anden Verdenskrig og i de første par år efter var markedsforholdene sådan, at producenterne kunne lave næsten hvad det skulle være uden at tabe penge.

Da lydfilmen gjorde sit indtog i 1927, vendte det op og ned på filmbyen. En række selskaber klarede ikke overgangen, og flere fremtrædende instruktørers og skuespilleres karrierer løb ud i sandet. De første par år var kunstnerisk set magre. Det skyldtes især, at financieringskilder udenfor filmbranchen begyndte at gøre sig gældende. Stjernedyrkelsen blev større og større, og filmene fik gradvist præg af uforpligtende eskapisme (virkelighedsflugt). Noget som pengemændene ikke havde det mindste imod. Filmen trak folks tanker væk fra dagligdagen, der i 1930'erne for de fleste var præget af stor elendighed.

De største og vigtigste filmselskaber den gang var de samme som fører an den dag i dag: Metro Goldwyn Mayer (MGM), Warner Brothers, Columbia Pictures, Twentieth Century Fox, Universal Pictures, Paramount Pictures, United Artists (som blev stiftet af Chaplin, Griffith, Mary Pickford og Douglas Fairbanks) samt RKO (Radio Keath Orpheum). Sidstnævnte selskab blev overtaget af superkapitalisten Howard Hughes, men måtte indstille sin virksomhed i midten af 1950'erne.

Da fjernsynet gjorde sit indtog, spåede mange, at Hollywood ville gå nedenom og hjem, men filmbyen slog igen. Den sikrede sin position, blandt andet ved at indføre mere aggressive lanceringsformer og ved at «pynte» lidt på det indarbejdede filmformat i form af udvidet lærred: Cinemascope. I 1950'erne begyndte tyngdepunktet alligevel at flytte sig noget bort fra Hollywood. Den umenneskelige heksejagt på kommunister, ledet af senator McCarthy, drev flere store talenter ud af filmbyen og til Europa, og flere af de store studier begyndte at sælge studieplads til uafhængige producenter (se McCarthyisme). Man begyndte at producere film «skudt on location» - filmet i marken - istedet for i et studie. Langt op i 1960'erne var det stort set kun rutineprodukter og TV film, der blev indspillet i Hollywood, men siden 1970'erne er filmindustrien vendt tilbage til byen. Publikums smag går atter mere i retning af eskapisme, nostalgi og dyre produktioner med megen materiel ødelæggelse (bl.a. «katastrofefilm»), og Hollywood står som altid klar til at indrette sig efter publikums smag.

Det er fortsat mægtige virksomheder, der står bag flere af de største Hollywood selskaber. United Artists har Transamerica Corporation i ryggen, Universal har MCA Company, Paramount har Gulf & Western og så videre. Pengefolkene i New York giver grønt lys for filmprojekterne, og der er ikke meget der tyder på, at den «kunstneriske» indblanding er særlig stor, selv om der nok altid vil være en vis selvcensur til stede blandt instruktører og manuskriptforfattere. Hollywood har generobret sin dominerende plads på filmkortet. Det er også de nordamerikanske film, der for tiden høster de fleste priser på de internationale filmfestivaler.

B.G.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 60.105