 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Identitet
Identitet kan siges at være, at noget forbliver det samme over tid. Identitet i absolut forstand findes måske blandt de mindste bestanddele af materien, men ellers hører identitet altid sammen med forandring. Da alt forandrer sig, kan det synes umuligt at tale om identitet. «Du kan ikke gå to gange ned i samme flod», sagde Heraklit. På den anden side kan vi fremdrage et fransk mundheld: «Jo mere det forandrer sig, desto mere er det den samme ting.» (Plus ca change, plus c'est la même chose.) Man kan også sige: For at der kan være noget som forandrer sig, må der være en underliggende bærer af forandringerne, som forbliver identisk med sig selv over tid.
Problemet ved identitet kan stilles helt alment, således at det omfatter molekyler og stjerner, blomster og sociale klasser, dyrearter og personer. På dette almene niveau kan problemet analyseres således: I den strøm af forandring, opløsning og tilblivelse som vi til dagligt iagttager omkring os, findes der enkelte relativt stabile «hvirvler», som skiller sig klart ud fra omgivelserne. Disse «hvirvler» kan tillægges identitet over tid, i den udstrækning de tilfredsstiller tre kriterier. 1. Deres struktur er (tilnærmet) konstant over tid, selv om bestanddelene hele tiden skiftes ud. Kriteriet opfyldes af en institution som Højesteret, men ikke af en larve som bliver til sommerfugl. 2. De har en sammenhængende og ubrudt eksistens over tid. Kriteriet opfyldes af en person, men ikke af en gruppe som «Det danske fodboldlandshold», som knapt nok eksisterer mellem landskampene. 3. Bestanddelene af «hvirvlerne» skiftes ud gradvist, således at der altid er en stor grad af overlapning mellem to på hinanden følgende tidspunkter. Dette kriterie opfyldes af en social klasse, men ikke af gruppen af rekrutter, som fornyes fuldstændigt hvert år.
Vigtigere end disse almene betragtninger er det at forstå de to specialtilfælde som angår personlig identitet og gruppeidentitet. Personlig identitet kan knyttes til personens fysiske eksistens, ud fra de tre kriterier ovenfor, men det er mere interessant at betragte de subjektive kriterier. I en svag forstand betyder identitet da ikke andet end en vis konsistens (sammenhæng) i personens adfærd, meninger og ønsker over tid.
På hvert enkelt tidspunkt knytter personen bånd til sin fortid (gennem hukommelse og bekræftelse af tidligere handlinger) og til sin fremtid (gennem planlægning). Brud på disse bånd udgør et svigt i personlig identitet, gennem bristende erindring, anger og ombestemmelse. Den der hele tiden angrer tidligere beslutninger og måske ikke magter at følge dem op, viser derved et svigt i sin identitet. De fleste mennesker har i denne forstand problemer med at bevare deres identitet, og forsøger at løse dem gennem forskellige strategier (fremgangsmåder til løsning af et problem) for at opnå konsistens. Den vigtigste af disse strategier er at binde sig, sådan at man bliver ude af stand til at omgøre tidligere beslutninger. For nogle mennesker er personlig identitet en uanstrengt og selvsagt egenskab, men for de fleste er det noget som må tilkæmpes og genvindes.
I en stærkere forstand kan personlig identitet knyttes til evnen til at handle selvstændigt, i modsætning til dem som rastløst forsvinder i et netværk af forhold til andre mennesker. Man kan være en konsistent konformist (konformisme: opførsel i overensstemmelse med samfundets vedtagne normer og skikke) eller en konsistent anti-konformist og alligevel ikke have personlig identitet i denne stærkere forstand. At have personlig identitet i denne forstand er ikke det samme som at være enspænder. Kun gennem et identitetsudslettende (eller bedre: identitetsforandrende) forhold til nogle mennesker, f.eks. gennem kærlighed, kan man opnå den tyngde som er en forudsætning for selvstændighed i daglige forhold. «Du skal ikke elske alle, det volder besvær. Men for din egen skyld skal du holde en anden kær», skrev Arnulf Øverland i en strofe, hvor tanken er bedre end formuleringen. I moderne samfund, der er kendetegnet af stor mobilitet (bevægelighed) og flygtighed i menneskelige forhold, bliver det vanskeligt at opnå personlig identitet i denne forstand.
Identitet hos sociale grupper kan også defineres udfra de tre kriterier, som indledningsvis blev nævnt. Specielt det tredje kriterie bliver i denne sammenhæng vigtigt. Det gør det f.eks. muligt at skelne mellem to betydninger af gruppen «arbejdsløse». I nogle samfund kan denne gruppe være sammensat af personer, der over længere tid har arbejdsløshed som deres livsbetingelse. I andre samfund består den af personer, som i en kort periode er uden arbejde på vej fra et job til et andet. Grupper af den første type har i højere grad identitet end grupper af den anden type, hvor det hurtige stofskifte og den høje gennemstrømningshastighed gør det mere naturligt at tale om en serie af grupper. Udover disse objektive identitetskriterier kan man også inddrage subjektive kriterier, først og fremmest gruppebevidsthed. (Klassebevidsthed er et specialtilfælde af dette kriterie.) Empirisk synes det at forholde sig således, at jo mere en gruppe opfylder det tredje objektive kriterie, desto mere opfylder den også det subjektive kriterie. Kontinuert fælles handling mellem de samme personer er en betingelse for solidaritet og klassebevidsthed. Stor gennemstrømning er en hindring for klassebevidsthed. Dette er ikke en nødvendig sammenhæng, og eksemplet med permanent arbejdsløse viser at det kan være modsat, for jo længere en person har været arbejdsløs, desto mere modløs og isoleret bliver vedkommende. Fra arbejderklassens historie kan vi lære, hvor vigtig den stabile kollektive ageren er for gruppeidentiteten, på samme måde som den er vigtig for den personlige identitet.
Redaktioner med ansvar for dette opslag: Filosofi
Filosofiske distinktioner
Rent sprogligt betyder «identitet» noget i retning af «den selv samme». Begrebets latinske rod er «idem», som kan oversættes med «den samme». I denne grundlæggende betydning kan vi spørge, om katten på vejen er den selv samme som den, der løb væk fra familien sidste år – er den observerede kat identisk med den bortløbne kat?
Filosoffer taler om identitet i denne forstand som numerisk identitet, hvilket betyder «identisk med sig selv». Det er hævdet, at forståelsen af genstandes numeriske identitet er en særlig menneskelig sans, og at mennesket som art udmærker sig ved evnen til at forstå de konkrete historiske forbindelser mellem enkeltting (Mammen, 1996). Komplekse menneskelige relationer som kærlighedsrelationer kræver en sans for numerisk identitet. Vi kan elske et andet menneske, hvor det ikke er summen af dette menneskes enkeltegenskaber, vi elsker, men selve dette menneske. Vi elsker noget, som ikke er udskifteligt med noget andet, selvom det andet måtte have lignende egenskaber som det, vi elsker.
Hvis to forskellige ting ligner hinanden, så er de ikke numerisk, men kvalitativt, identiske. Det kan være, at katten på vejen er lille, sort og med hvide poter, præcis som familiens bortløbne kat. De to katte er så kvalitativt identiske på en række punkter, da de har ens kvaliteter (egenskaber). Men de er kun den samme kat i numerisk forstand, hvis der består en konkret forbindelse gennem tid og rum fra den bortløbne kat til den observerede kat på vejen. Ud over numerisk og kvalitativ identitet tales også sommetider om generisk identitet. Dette er en tings identitet med andre ting af samme slags; et tilhørsforhold til et bestemt fællesskab af andre ting. Identitetsbegrebet er altså i filosofisk forstand tredelt og kan henvise til numerisk identitet (at være den samme som sig selv), kvalitativ identitet (at have samme egenskaber som andre ting) og generisk identitet (at være af samme slags som en klasse af ting). Jeg er kun numerisk identisk med mig selv, men jeg er i visse henseender kvalitativt identisk med birketræet i haven (vi måler begge 192 centimeter), og jeg er generisk identisk med enhver, der måtte læse denne tekst, da vi alle tilhører arten Homo sapiens.
Personlig identitet
I filosofien findes en klassisk diskussion om, hvad det er, der gør, at en person kan være identisk med sig selv. Hvad er det, der gør, at et menneskes forskellige kvaliteter kan variere gennem et livsløb, men at man alligevel kan siges at være den samme person? Et klassisk svar fra den britiske empirist John Locke var, at en person er den samme over tid, fordi vedkommende har erindringer, der binder enkeltøjeblikkene i livet sammen. En person er den samme, som for et år siden, fordi der er en hukommelsesmæssig sammenhæng mellem nu og da. Locke hævdede, at hvis en fyrste og en tigger falder i søvn, og hvis tiggerens krop vågner med erindringer om at være fyrste, og hvis fyrstens krop vågner med erindringer om at være tigger (på grund af en magisk ombytning af deres erindringer), så vil vi – og personerne selv – opfatte fyrsten som iboende den pjaltede tiggers krop og omvendt. Dette skyldes ifølge Locke, at vi bruger mentale faktorer (hukommelse for vores liv) som kriterium for personlig identitet. Locke mente altså, at psykologisk kontinuitet snarere end fysisk kontinuitet er afgørende for den personlige identitet. Mange filosoffer har været uenige med Locke i dette, og har hævdet, at det i stedet er hjernen, der er garant for den personlige identitet, og moderne filosofi er fyldt med farverige tankeeksperimenter, der involverer hjernetransplantationer og andet for at teste vores intuitioner om personlig identitet.
Identitet i psykologi og samfundsforskning
Identitetsbegrebet bruges sjældent i samfundsforskningen på en måde, hvor det refererer til «den selv samme», men oftere på en måde, hvor det refererer til et tilhørsforhold til en type eller gruppe. Dette er en form for generisk identitet, der ofte begrebsliggøres som social identitet. Socialpsykologer taler således om en persons religiøse identitet, etniske identitet, seksuelle identitet og så videre, hvilket henviser til personens indplacering i nogle fastlagte sociale kategorier. Man kan således f.eks. være heteroseksuel mand fra middelklassen af arabisk oprindelse, hvilket kan siges at udtrykke personens sociale identitet på udvalgte parametre.
Identitetsbegrebets tilsynekomst i samfundsvidenskaben skyldes især psykologen Erik H. Eriksons arbejde (bedst kendt er Erikson, 1971), der også har spredt sig til mediernes debat og dagligdags samtaler om identitet. Erikson anvendte helt bevidst identitetsbegrebet på en åben og løs måde som henvisende til en proces, hvor individet både bliver sig selv på selvstændig vis og samtidig udvikler følelsen af at tilhøre en gruppe. Eriksons begreb om identitet henviser til mødestedet mellem det, en person gerne vil være, og det verden tillader ham at være. Sociologen Richard Sennett (2007) skriver i forlængelse heraf, at identitet ikke handler så meget om, hvad man gør, som hvor man hører til. Identitet er i den forstand ikke noget, der kan gives et objektivt mål som en persons højde eller vægt. «At høre til» er ikke en statisk, objektiv og målbar egenskab, men et spørgsmål om en persons forståelse af sin egen tilværelse og fortolkning af sin egen situation.
Som samfundsvidenskabeligt og psykologisk begreb er «identitet» tæt knyttet til den moderne tid, og der har især i de senere år været en veritabel diskursiv eksplosion i identitetsbegrebet (Hall & du Gay, 1996). Som begreb i dagligsproget er identitetsbegrebet temmelig nyt og vandt især frem med ungdomsoprøret. Erikson selv mente, at vi historisk set først begynder at tale om identitet i det øjeblik, identiteten bliver et problem. I det gryende forbrugersamfund efter 2. verdenskrig bliver det et problem «at høre til», og mennesker oplever i stigende omfang selv at skulle gøre en indsats for at skabe og opretholde en identitet. Vi er i dag konstant på «identitetsarbejde» og identitetsbegrebet er overalt: Det diskuteres hvad dansk identitet er, om der findes en særlig europæisk identitet, hvordan man kan erhverve sig en maskulin identitet i et feminiseret samfund, om uddannelse skal være identitetsdannende, om vi knytter for meget af vores identitet til arbejdet og så videre.
En indflydelsesrig teori om identitet som psykologisk og socialt fænomen er udviklet af sociologen Anthony Giddens under overskriften selvidentitet: «Selvidentitet er ikke et særligt træk eller en samling af træk, som individet besidder. Den er selvet som det refleksivt forstås af personen på baggrund af vedkommendes biografi. Identitet forudsætter i denne forstand stadig kontinuitet på tværs af tid og rum, men selvidentiteten er en sådan kontinuitet, som den refleksivt fortolkes af agenten.» (Giddens, 1996:68). Identitet i denne forstand er ikke en samling (psykologiske eller fysiske) træk, som individet har, og som eventuelt kan måles. Selvidentitet er derfor noget andet end personlighed. Personlighed handler om, hvad man er (f.eks. indadvendt versus udadvendt), hvilket antages at kunne måles ved hjælp af psykologiske test og lignende, mens identitet handler om, hvem man er. Selvidentitet er heller ikke den numeriske kontinuitet på tværs af tid og rum (selv om denne er en forudsætning for selvidentiteten), men derimod en persons refleksive selvfortolkning af sin personlige biografi.
En persons identitet skal ifølge denne teori hverken findes i adfærd eller i andres reaktioner, men «i evnen til at holde en særlig fortælling i gang.» (Giddens, 1996:70). Identitet er altså her noget narrativt, nemlig personens evne til at opretholde en livshistorie, og flere filosoffer og samfundsforskere har argumenteret for, at indholdet i denne livshistorie ikke kan være hvad som helst. Filosoffen Charles Taylor har f.eks. argumenteret overbevisende for, at det vi ønsker at vide, når vi stiller identitetsspørgsmålet («Hvem er du?»), er, hvad der har betydning for en person (Taylor, 1989), hvor «betydning» henviser til noget, der har moralsk værdi, ud over hvad personen tilfældigvis måtte kunne lide her og nu. Noget er betydningsfuldt i denne henseende, hvis det giver personen en målestok, som vedkommende kan vurdere sine aktuelle ønsker og præferencer ud fra. Det, man måler sine ønsker og præferencer ud fra, har ikke betydning, fordi man kan lide det, men man bør kunne lide det, fordi det har betydning. Taylor beskriver identitet som «defineret af de forpligtelser og identifikationer, som giver mig en ramme eller horisont, inden for hvilken jeg kan bestemme fra sag til sag, hvad der er godt» (Taylor, 1989:27). Identitet fremstår her som et i første række moralsk begreb, hvor «hvem vi er» grundlæggende set handler om, hvilke værdier, vi lever vores liv efter (denne forståelse udfoldes i Brinkmann, 2008).
Den hermeneutiske tænker Paul Ricoeur (1992) hævder i forlængelse heraf, at identitet i form af narrativ selvkonstans er en forudsætning for moralen. Hvis andre ikke kan stole på, at et menneske er den samme i morgen, som vedkommende er i dag og var i går, så har de ingen grund til at have tillid til personen, og til at vedkommende vil holde sine løfter og leve op til sine forpligtelser. Identitet er derfor på en helt grundlæggende måde en forudsætning for, at der kan findes mellemmenneskelig moral. Vi kan kun afgive løfter og forpligte os på projekter sammen over tid, fordi vi kan forstå os selv som den samme over tid – fordi vi har en nogenlunde sammenhængende identitet. Og dette kan vi kun have, fordi vi kan anskue vores liv som en narrativ enhed; som en historie, der går fra fødsel til død. Hvis dette er en gyldig forståelse af identitetsbegrebet, må udforskningen af menneskelig identitet være en tværfaglig opgave, der både involverer psykologer, samfundsforskere og moralfilosoffer.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 21/10 2009
Læst af: 153.579