Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Klassebevidsthed

En samfundsklasse kan objektivt bestemmes ud fra sin placering i forhold til samfundets produktionsmidler og ved sin placering i arbejdsprocessen. Disse forhold danner klassen «i sig selv», og en sådan afgrænsning forudsætter ikke, at de der udgør klassen, opfatter deres fælles interesser eller føler sig knyttet til klassen som en social enhed.

Klassebegrebet har imidlertid også en subjektiv dimension. Når de objektive klasseforhold og det interessefællesskab, der udspringer af disse, opfattes af klassens medlemmer, dannes klassen «af sig selv». Det er netop denne selvforståelse - en politisk og samfundsmæssig bevidsthed, der svarer til klassens objektive interesser - der må forstås som klassebevidsthed. Det er på denne måde, ordet vil blive brugt her. Der er imidlertid ikke noget i vejen for at tale om f.eks. kapitalisters og jordejernes klassebevidsthed.

Arbejderbevidsthed

Klassebevidsthed er ikke noget, der til enhver tid kan måles gennem gallupundersøgelser blandt arbejdere. Der har ofte været et misforhold mellem, hvordan grupper har forstået deres egen situation og hvad disse gruppers objektive interesser har været. Dette gælder naturligvis også for grupper indenfor arbejderklassen. Mange af de tidligste fagforeninger var f.eks. åbne for arbejdsgiverne. Dette var udtryk for en udbredt tro på, at arbejdere og arbejdsgivere i bund og grund havde fælles interesser. Som regel skulle der ikke mere end en alvorlig arbejdskonflikt til, før erfaringen viste, at dette ikke var rigtig. Fagforeningerne blev snart lukket for arbejdsgivere og virksomhedsledere.

En andet og mere nærliggende eksempel på manglende overensstemmelse mellem arbejder- og klassebevidsthed finder man i dag blandt store grupper lavere funktionærer, der slet ikke er organiseret, eller er organiseret udenfor LO. Der er ingen tvivl om, at disse grupper havde været bedre tjent, hvis de havde organiseret sig. De har i vid udstrækning fælles interesser med den del af arbejderklassen, der er organiseret i LO. Det er derfor nødvendigt at skelne mellem arbejderbevidsthed og klassebevidsthed. Arbejderbevidsthed er et mere omfattende begreb og refererer til arbejderklassens faktiske selvforståelse og politiske bevidsthed. Klassebevidsthed er arbejderbevidsthed, der er i overensstemmelse med klassens objektive interesser.

Der er flere grunde til at en sådan skelnen er nødvendigt. De objektive klasseforhold går på tværs af mange flere umiddelbare sociale forhold, gruppedannelser og interessefællesskaber. Ofte har f.eks. nationale, etniske, religiøse og lokale sociale bånd forhindret arbejderklassen i at erkende sine fælles interesser. Et eksempel på dette er det faglige fællesskab. Dette har ofte spillet en tvetydig rolle for udviklingen af klassebevidsthed blandt arbejdere. Ulighed i faglig tilknytning har af og til vanskeliggjort samarbejdet og solidariteten mellem arbejdere på samme virksomhed eller i samme lokalsamfund.

Klassebevidsthed må læres

I 1885 måtte malersvendene i Oslo genoptage arbejdet efter en tabt strejke, men i fagforeningens historie hedder det, at «Da svendene gik ud af kampen var de fattigere på mønt, men rigere på erfaring». Netop erfaringer fra nederlag i arbejdskampe danner et vigtigt udgangspunkt for den indlæringsproces, som klassebevidstheden vokser frem med. Denne lære- eller erkendelsesproces angår ikke kun klassens enkelte medlemmer, men også dens organisationer.

Klassebevidstheden vokser altså ikke spontant eller umiddelbart frem af de objektive udbytnings- og klasseforhold. Den læres gennem klassens kortsigtede og langsigtede kamp mod borgerskabet. Det er især gennem de åbne arbejdskonflikter, at den kollektive læreproces gør fremskridt. Vi ved, at massernes politiske bevidsthed stiger ti - femten - tyve gange, hvis de kommer ud i en aktiv politisk kamp, strejke, aktion osv. Deri ligger der en tilegnelse af politisk forstand, der er mangedoblet i forhold til det, man ellers tilegner sig under roligere forhold.

Mange af arbejderklassens tidlige arbejdskampe endte i nederlag, men konsekvensen af disse nederlag var ofte at arbejderne erkendte, at det var nødvendigt at organisere sig endnu stærkere - i forbund og Landsorganisation. Det må imidlertid understreges, at det ikke kun er arbejderklassens nederlag, der bidrager til at højne klassens bevidsthed - og at slet ikke alle nederlag har denne virkning. Mange nederlag har også ført til en drastisk tilbagegang i medlemsskaren i den eksisterende organisation.

Arbejderbevidstheden og klassebevidstheden udvikler sig gennem flere niveauer. Ikke som en retlinet og jævn proces, men gennem tilbageslag og opsving. Det drejer sig delvist om forskelle i, hvor langt solidariteten indenfor klassen strækker sig ud over det faglig, lokale, nationale, etniske oa. skel. Det er imidlertid også et spørgsmål om indholdet i de interesser, som solidariteten og fællesskabet knytter an til. Perspektivet kan være begrænset til arbejderklassens kortsigtede interesser indenfor kapitalismen. Man har på den ene side fagforeningsbevidsthed og reformistisk bevidsthed, der er afgrænset til at gælde enten økonomiske eller politiske reformer. Den socialistiske klassebevidsthed artikulerer på den anden side klassens langsigtede interesser og historiske opgave: et revolutionært brud med det kapitalistiske samfund og opbygningen af socialismen. For bl.a. Lenin var det kun indsigt af den sidste type, der var virkelig klassebevidst.

Parti og klassebevidsthed

Ovenfor er arbejderklassens «selverfaring» blevet understreget som det centrale element i klassebevidsthedens dannelse. Udviklingen af en revolutionær socialistisk klassebevidsthed repræsenterer ikke nogen undtagelse fra dette. Arbejderbevægelsens kamp for politiske og økonomiske reformer har ikke formået at ændre de fundamentale magt- og undertrykkelsesforhold under kapitalismen. Dette har været en vigtig erfaring for udviklingen af en socialistisk klassebevidsthed indenfor arbejderklassen og vil fortsat være det.

Dette syn på forholdet mellem klasse og klassebevidsthed har konsekvenser for den socialistiske partiteori. Partiets rolle bliver at samordne, systematisere, tage vare på og teoretisk bearbejde de erfaringer, klassen høster gennem klassekampen. Det bliver derfor nødvendigt at sikre størst mulig kontakt, nærhed og enhed mellem parti og klasse.

Den traditionelle leninistiske partimodel som Lenin udviklede i sin pjece «Hvad må der gøres?» (1901), repræsenterer et andet syn på forholdet mellem klasse, klassebevidsthed og parti. «Den moderne socialistiske bevidsthed kan kun opstå på grundlag af dyb videnskabelig indsigt» og «Videnskabens bærere er imidlertid ikke proletariatet, men den borgerlige intelligens», hedder det i dette skrift. Så længe klassen selv ikke er i stand til at udvikle en socialistisk klassebevidsthed, må denne blive «tilført udefra». Dette bliver det leninistiske partis opgave, som derfor stiller sig udenfor og over klassen.

Solidaritet

Solidaritet og sammenhold har altid været centrale værdier i arbejderbevægelsen. Solidariteten mellem klassefæller er et af klassebevidsthedens vigtigste udtryk og har altid været nødvendig for at arbejderbevægelsens kortsigtede og langsigtede kampe skal lykkes. Fristelsen for den enkelte arbejder til at bryde med fællesskabet indenfor arbejderkollektivet kan ofte være stor. Dette gælder måske især i strejkesituationer. Store forsørgelsesbyrder og måske små eller slet ingen strejkebidrag kan tære på sammenholdet blandt de strejkende og i værste fald frembringe strejkebrydere.

For den enkelte arbejder ville det altid være materielt fordelagtigt, hvis alle andre strejkede, mens man selv gik tilbage til arbejdet. Således ville strejkebryderen få både i pose og sæk, dvs. løn under konflikten og forbedrede løn- og arbejdsbetingelser, hvis strejken blev vellykket. Men hvis alle på denne måde handlede i overensstemmelse med deres individuelt isolerede interesser og blev strejkebrydere, ville hele arbejderkollektivet komme dårligere ud af det, end hvis alle stod sammen. (se Gratist). Kravet om solidaritet og den traditionelt hårde fordømmelse af strejkebrydere bidrager altså til at sikre hele arbejderkollektivets interesser. En tilsvarende rationalitet ligger bag arbejdernes negative holdninger til f.eks. at «have en formand i maven», til at «lefle for ledelsen» eller til at ikke at betale fagforeningskontingent.
 

Klassebevidsthed og produktionsmåde

Udviklingen af de kapitalistiske ejendoms- og produktionsforhold er den grundlæggende forudsætning for en proletarisk klassebevidsthed. Kapitalismens gennembrud som dominerede produktionsmåde er nært knyttet til industrialiseringen i byerne og fremvæksten af et salgs-landbrug i landsbyerne. Begge disse processer kom i Norden for alvor i gang omkring midten af det 19. århundrede. De kapitalistiske produktionsforhold trænger imidlertid ind i de forskellige brancher og sektorer på forskellige tidspunkter og med forskellige styrker. Dette er én af årsagerne til den ujævne udvikling af politisk og faglig bevidsthed indenfor arbejderklassen.

I Danmark afløste kapitalismen en samfundsformation domineret af en småborgerlig produktionsmåde. Denne samfundsformations typiske produktionsenheder var det familiedrevne småbrug i bondesamfundet og håndværkerens værksted i byen. Både gårdejerne og håndværkerne kunne i en vis udstrækning benytte sig af lønarbejdere. For gårdejeren kunne det dreje sig om tjenestefolk eller husmænd og for håndværkeren om svende og læredrenge. Disse lønarbejdere udviklede imidlertid aldrig nogen varig klasseorganisation, der kunne varetage deres interesser, ingen gensidig solidaritet eller noget oplevet interessefællesskab - inden klassebevidsthed. Ved at undersøge klassebevidsthedens manglende forudsætninger indenfor denne småborgerlige produktionsmåde er det muligt at forstå, hvorfor underklassens kollektive protest i det førkapitalistiske samfund enten manglede eller tog form af uorganiserede optøjer.

De småborgerlige produktionsforhold dominerede i sagens natur forskellig udstrækning indenfor de forskellige landbrugsdistrikter og indenfor de forskellige håndværksfag. Pointen er, at de i løbet af første halvdel af det 19. århundrede på flere områder var i færd med at gå i opløsning. Befolkningstilvækst i starten af århundredet havde medført et større landbrugsproletariat - såvel absolut som relativt i forhold til de selvejende bønder. Flere og flere måtte belave sig på at forblive landbrugsarbejdere hele livet, og det tidligere bofællesskab mellem arbejdere og arbejdsgivere var ved at forsvinde. Allerede i denne periode blev der altså udviklet forudsætninger for solidaritet og tendenser til klassebevidsthed blandt landbrugsproletariatet.

Indenfor flere håndværk skete der en lignende udvikling. Befolkningsstigningen, ny teknologi og markedsekspansionen førte til større produktionsenheder og opløsning af bofællesskab og paternalisme. Meget tyder på, at det var i de fag, hvor denne udvikling var nået længst, at fagorganiseringen fik sit tidligste gennembrud. Dette gennembrud fandt sted længe før industriarbejderne tog fat på en tilsvarende organisering.

Den industrielle teknologis betydning

Industrialiseringen var i høj grad baseret på teknologi, der krævede samarbejde mellem mange arbejdere. Den «industrielle teknologi» og de kapitalistiske produktionsforhold gjorde samtidig  store produktionsenheder til en nødvendighed. Tekstilindustrien, metalindustrien, bryggerierne, tobaksfabrikkerne og træindustrien var tidligt repræsenteret med enheder på op til flere hundrede arbejdere. I disse virksomheder var det ikke muligt for ejerne at føre en kontinuert kontrol med kommunikationen mellem arbejderne. Forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere blev sagligt, upersonligt og forretningsmæssigt. Noget bofællesskab eller fælles husholdning var selvsagt utænkelig. Industriens krav til kapitalinvesteringer, kommercielle og tekniske kvalifikationer levnede kun arbejdere få muligheder for, at de kunne blive virksomhedsejere - ikke engang af meget små virksomheder. De objektive forhold var på denne måde til stede for udviklingen af solidaritet og klassebevidsthed blandt industriarbejderne.

Alligevel gik der flere årtier mellem storindustrien gennembrud og den egentlige organisering af industriarbejderklassen. Manglen på organiseret kollektiv protest og interessekamp betød alligevel ikke, at den første generation af industriarbejdere ikke reagerede mod arbejdsforhold og underordning. En række individuelle reaktionsformer havde et islæt af protest: brud på arbejdstidsbestemmelser, drikkeri på arbejdspladsen, «uhøflig» optræden overfor virksomhedsledelse og formænd osv. En undersøgelse af arbejdsforholdene tyder på, at sådanne reaktionsmåder var et stort problem for de første industrielle virksomheder. Indholdet i arbejdsreglementer fra andre virksomheder kan tolkes i samme retning. Den første generation industriarbejdere havde for en stor dels vedkommende arbejdserfaring fra landbruget. Den nye industris krav til punktlighed, præcision og disciplin måtte skabe tilpasningsproblemer. Og arbejdernes svar på disse vanskeligheder var altså den individuelle protest - ikke fagorganisering og arbejdskamp.

De tidlige industriarbejdere skiftede desuden arbejdsplads ret ofte. Dette var nok delvist udtryk for arbejdernes reaktioner på de varierende løntilbud på det «frie» arbejdsmarked, men den manglende stabilitet afspejlede sikkert også arbejdernes vanskeligheder med at finde sig til rette under de nye arbejdsforhold. Resultatet var i hvert tilfælde ustabile arbejdsmiljøer på den enkelte arbejdsplads. Det var et dårligt udgangspunkt for udviklingen af solidariske arbejderkollektiver og fagforeninger. Denne organisering kom først rigtig i gang i slutningen af det 19. århundrede.

Er arbejderklassen blevet «borgerliggjort»?

Det har længe været påstået - især fra miljøer udenfor arbejderklassen - at der siden 2. verdenskrig er sket en borgerliggørelse af arbejderbevægelsen og -klassen. Denne påstand er af flere årsager forkert og unuanceret. For det første er der en tendens til at overdrive omfanget, varigheden og dybden af de revolutionære strømninger i den tidlige arbejderbevægelse.

For det andet er det nødvendigt at betragte arbejderbevidstheden i forhold til de objektive samfundsforhold til enhver tid. Den lange højkonjunktur efter 2. verdenskrig gav den socialdemokratiske reformisme en begrundet troværdighed. Samtidig skabte stalinismen både hjemme og ude en lige så begrundet skepsis overfor de marxistisk-leninistiske partier, som længe var alene om at repræsentere den revolutionære socialisme som mulighed. Situationen efter 1. verdenskrig var nærmest modsat. 

For det tredie må der skelnes mellem en borgerliggørelse indenfor arbejderklassen, og det som kan ligne en «borgerliggørelse» efter beskæftigelse. Efter 1950 er antallet af lønarbejdere i servicesektoren og i mellemlagene steget kraftigt i forhold til antallet af industriarbejdere. Samtidig er der sket en ændring indenfor industrien. Der er blevet færre på gulvet og flere i kontorerne.

Til trods for stigningen i antallet af funktionærer indenfor de vareproducerende erhverv har andelen af LO-organiserede i disse erhverv været relativ stabil. Generelt er organisationsgraden indenfor de vareproducerende erhverv steget, men denne stigning er især kommet til udtryk i organiseringen udenfor LO.

De fleste af dem der arbejder indenfor servicesektoren og de vareproducerende erhverv, har stort set sammenfaldende objektive interesser. En vigtig skranke for udviklingen af fagforeningsbevidsthed og socialistisk bevidsthed blandt funktionærer i servicesektoren, er den lagdelte, hierarkisk organiserede beskæftigelsesstruktur indenfor dette erhverv. Muligheden for individuel karriere er ofte større end i industrien. Samtidig bliver der større afstand mellem lønmodtagerne på hver arbejdsplads. Grundlaget for solidaritet og kollektiv handling svækkes dermed.

Nu er graden af faglig organisering imidlertid ikke andet end en grov indikation på klassebevidsthed. Stigningen i antallet af arbejdskonflikter i slutningen af 60-erne og begyndelsen af 70-erne svækker dog også påstanden om en stadig mere borgerliggjort arbejderklasse.

L. Th.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi, Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 42.127