 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Indianer
Columbus kom til de vestindiske øer, 30-40.000 år efter at indianerne var vandret over Beringstrædet og havde bosat sig på de to amerikanske kontinenter. Columbus mente, han havde fundet søvejen til Indien, og kaldte derfor befolkningen for indianere. Fra de vestindiske øer skrev Columbus til kongen og dronningen af Spanien: «Herfra kan vi, i den Hellige Treenigheds navn, sende alle de slaver som kan blive solgt». Og de som ikke blev solgt, mente han, skulle «tvinges til at arbejde, og overtage vor levevis».
Dette var optakten til europæernes kolonisering af Nord- og Sydamerika og den kultur- og folkemordspolitik, som den dag i dag praktiseres overfor indianerne. Med udstrakte myrderier og medbragte sygdomme som indianerne ikke havde nogen modstandskraft overfor, lagde europæerne de to kontinenter under sig. Det er anslået, at i perioden 1800-1870 blev den oprindelige befolkning i USA reduceret til fra noget over 1 million til 340.000 mennesker. Flere indianersamfund blev fuldstændig udryddet. Indianerne blev opfattet som vilde, barbariske hedninge uden rettigheder i eget land. De hvide så det som deres soleklare ret at fordrive indianerne fra alt frugtbar land. Alle midler var tilladte: For at knække prærieindianernes modstand og fordrive dem fra de frugtbare sletter, satte den nordamerikanske regering en total nedslagtning af bisonoksen i gang. Denne politik var så vellykket, at bisonbestanden i 1910 var totalt udryddet efter i 1850 at have talt ca. 60 millioner.
I dag er også indianerne - og eskimoerne - i det nordlige Canada i færd med at miste deres jagtområder og deres eksistensgrundlag, fordi industrisamfundet kræver de ressourcer som findes der. Først og fremmest olie, mineraler og vandkraft.
I Nordamerika er de fleste indianere trængt sammen på små, tørre og fattige reservater, der ikke egner sig særligt til landbrugsproduktion. Frarøvet deres økonomiske grundlag er de næsten alle afhængige af forskellige former for social forsorg.
I Sydamerika har mange indianere fortsat adgang til jord, men den mest frugtbare jord er overalt lagt ind under store plantager, hvor indianerne arbejder som fattige daglejere eller som lønarbejdere. Store masser af jordløse indianere er også strømmet ind til byerne, hvor de lever i den fattigste slum.
I Amazonasområdet har de hvide drevet en systematisk klapjagt på indianerne med våben og spredning af sygdomme helt op i 1970'erne. Formålet er også her at knække eller udrydde indianerne for at få fat i jorden.
Resultatet af de hvides imperialistiske politik er, at indianerne både i Nord- og Sydamerika udgør den fattigste og mest underprivilegerede del af befolkningen, med stor arbejdsløshed, alvorlige sygdomme, lav levealder og stor selvmordshyppighed.
En alvorlig følge af denne udryddelsespolitik er, at den sociale og kulturelle orden i mange indianersamfund delvist er brudt samme.
«Genrejsning»
Til trods for de hvides systematiske forsøg på kultur- og folkemord, er indianerne ikke knækket. Uanset hvilke livsbetingelser de i dag lever under, har de fleste af indiansk afstamning opretholdt deres indianske identitet. Dette skyldes nok blandt andet den isolation fra det hvide samfund, som har været en del af undertrykkelsespolitikken.
Det er på grundlag af denne identitetsfølelse, at indianerledere i dag søger at mobilisere deres folk i kampen for at forbedre deres kår og for at opnå selvbestemmelsesret. I første omgang kæmper de for at beholde og udvide rettighederne til de landområder, som de betragter som deres. For indianerne er jorden ikke blot en økonomisk ressource. Den er et væsentlig grundlag for deres identitet og selvfølelse.
Netop for at forstærke indianernes etniske identitet og at fostre et ideologisk fællesskab, har de unge indianerledere gennemført politiske aktioner som f.eks. besættelsen af øen Alcatraz i 1969, besættelsen af BIA's (Bureau of Indian Affairs) hovedkontor i Washington i 1972 og besættelsen af landsbyen Wounded Knee i 1973, samt en hel række lignende aktioner.
Disse aktioner har også tjent til at vække en opinion ude i verden. De har været et forsøg på at tvinge verden til at se hvilke enorme lidelser, der er blevet påført deres folk.
Til trods for den vold som indianerne stadig bliver udsat for, er deres egen kamp særpræget ved dens ikke-voldelige metoder. Med deres egne jurister går de i dag rettens vej for at udvide deres rettigheder overfor de hvides samfund. Gennem deres organisationer er indianerne i dag knyttet til «World Council for Indigenous People», som er en kamporganisation for minoriteter fra den såkaldte «fjerde verden».
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 143.960