Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Kriminalitet

For mange er begrebet kriminalitet selvindlysende. Kriminalitet er lovstridige (strafbare) handlinger, og de, der forbryder sig mod loven, er kriminelle. Men denne juridiske definition af, hvad der er kriminelt, er problematisk i et samfundsperspektiv.

For det første er det kriminelle noget som varierer med tid og sted. Abort var en gang forbudt i Danmark, og er det stadig i mange lande. Der findes kun få handlinger, som altid og i alle samfund defineres som kriminelle.

For det andet kan man bruge en sociologisk definition af kriminalitet i sted for den juridiske. Fremfor alt har kriminologer - hvis traditionelle studium er kriminalitet - opponeret mod de begrænsninger i fagets udvikling, som loven indebærer. En klassiker på dette område er artiklen «A Sociological Approach» af Thorsten Sellin, som blev publiceret allerede i 1938. Forfatteren mener, at studiet af adfærdsnormer og normbrud er et bedre videnskabelig udgangspunkt end det straffeloven frembyder.

I 1960'erne blev definitionsspørgsmålet i høj grad politiseret i USA. Politiets angreb på borgerrets-, Vietnam-, Black Power- og studenterbevægelsen førte til en nyt kriminalitetsbegreb. Brugen af vold mod fredelige demonstranter var kriminelt, uafhængig af hvad loven sagde. Statens kriminelle handlinger som racisme, sexisme og imperialisme indebar grove forbrydelser mod menneskerettighederne. Den politiske bevidstgørelse førte altså til en humanistisk definition af kriminalitet.

Moralsk set er det ikke vanskeligt at forkaste overgreb mod mennesker og betragte disse som strafbare. Ligeledes kan kapitalisternes udsugning af arbejderklassen jævnføres med tyveri. Og spørgsmålet er, om Danmark kan betragtes som en fredelig nation, når landet i sin økonomiske politik øver vold mod tredje verdens folk. Alligevel indebærer en sådan begrebsudvidelse store politiske, teoretiske og metodiske problemer. Vi skal derfor holde os til det kriminalitetsbegreb, der fremkommer gennem de love, som den herskende klasse har vedtaget.

Forbrydelser og forseelser

En begrænsning i kriminalstatistikken er den vægt, der lægges på forbrydelser. Hovedkategorierne er berigelseskriminalitet, vold og sædelighed. Derimod findes meget få fakta om forseelser. Med få undtagelser er forseelser lovbrud, der ikke kan medføre mere end tre måneders fængsel. Hvis loven fastsætter længere straffe, er handlingen som udgangspunkt en forbrydelse.

I forseelses-kategorien indgår bl.a. trafik- og beruselsesforseelser og visse straffelovstilfælde, men også i det, som i dag noget diffust kaldes moderne (økonomisk) kriminalitet. Her regnes bl.a. brud på forskellige speciallove, der regulerer erhvervsvirksomhed, skatteunddragelser og brud på arbejdsmiljøloven. Tidligere blev der skelnet mellem «arbejder-» og «borgerkriminalitet» - groft sagt et skel mellem forbrydelse og forseelse.

Terminologien er nu blevet ændret til traditionel kontra moderne kriminalitet - en omskrivning af «underklassens» og «overklassens» lovovertrædelser. Retsvæsenet har i dag øje for den moderne kriminalitets samfundsfarlighed. «Almindelige» berigelsesforbrydelser straffes hårdt, men indebærer ikke så stor fare for samfundet som f.eks. angreb på fællesgoderne, miljøforstyrrelser osv.

Et spørgsmål om klasse og synlighed

Den moderne kriminalitets anonymitet betyder ikke, at der sjældent begås lovbrud på dette område. Grunden til usynligheden er et gennemgående skel mellem traditionel og moderne kriminalitet.

Lovgivning. Straffeloven er optaget af den traditionelle kriminalitet, som hovedsageligt begås af samfundsmæssigt ressourcefattige personer. De økonomisk stærke i samfundet, alt fra enkelte individer til store organisationer, kan i høj grad beskytte sig mod kriminalisering af deres virksomhedsområder eller sider af disse. Således begår de pr. definition ikke kriminelle handlinger, og i de tilfælde, hvor deres handlinger er defineret som ulovlige, er det sædvanligvis gennem bestemmelser i speciallove (forseelser).

Retshåndhævelse. Politiet og domstolene er orienteret mod den traditionelle kriminalitet, men er meget sjældent en kontrolinstans overfor moderne lovovertrædelser. Administrative organer, som f.eks. ligningsvæsenet og monopoltilsynet, udøver den umiddelbare kontrol og fastsætter en passende reaktion. Blandt forseelserne er det stort kun promillekørsel, som leder til domsafgørelse.

Kontrolressourcer. Der satset meget fra samfundets side for at kontrollere (og straffe) f.eks. tyveri, mens relativt få midler overføres til efterforskning og retsforfølgelse på det moderne område, som trods alt er kriminaliseret. Få sådanne lovbrud bliver opdaget og endnu færre bliver straffet. Når det gælder muligheden for at forsvare sig mod anklager om kriminalitet, er ressourcefordelingen omvendt. En glimrende illustration af denne problematik er de enorme problemer der har været forbundet med behandlingen af forureningsskandalen omkring Proms Kemiske Fabrikker i Viemose på Sydsjælland. Den juridiske ekspertise tilhører overvejende samfundets højere lag, virksomheder etc.

Straffereaktion. Domstolene (ifølge straffeloven) idømmer overvejende fængselsstraf eller hæfte, mens de administrative myndigheder oftest nøjes med advarsler og/eller bøder. Sjældent føres sagerne videre til anklagemyndigheden. Fængselssanktionen og især de ubetingede domme af længere varighed er så godt som udelukkende reserveret for traditionelle tyve. (Blandt de der straffes med ubetinget fængsel, er også promille-kørerne, men dommene er oftest kun af få ugers varighed.)

Registrering - offentlighed. Omkring traditionel kriminalitet finder der omfattende statistikker. Derimod bliver straffe af administrativ karakter ikke stemplet som kriminelle. Kontrolinstanserne registrerer ikke oplysninger om de moderne forbrydelser, som de kommer i kontakt med, ligesom de heller ikke videregiver oplysninger om disse til offentlige statistikker.

Beskyttelse mod forskere. Endelig er en af årsagerne til de forskellige synlighedsgrader, at traditionelle lovbrydere ikke kan beskytte sig mod forskerne, som de moderne kan. Den kriminologiske litteratur er uendelig, hvad angår oplysninger om «almindelig» kriminalitet og dens udøvere. Den moderne (økonomiske) kriminalitet er på det nærmeste ubeskrevet.

I en beskrivelse af dagens kriminalitetsbillede må man derfor nøjes med det klassemæssige skæve materiale, der er tilgængeligt - trods dets omfattende begrænsninger og det grundlag det har i den borgerlige juridiske definition af, hvad der er samfundsfarlig kriminalitet.

Kriminalstatistikken  

I politistatistikken bliver der hvert år givet oplysninger om antallet af efterforskede forbrydelser og arten af disse. Endvidere bogføres, hvor mange sager der opklares, sigtelsernes art og de sigtedes køn og alder. Men kriminalstatistikken viser ikke, hvor mange lovbrud der hvert år begås i Danmark - den faktiske kriminalitet. Statistikken er derfor også på det traditionelle kriminalitetsområde en begrænset videnskilde. Oplysningerne gælder kun registrerede lovovertrædelser. Vi ved næsten ikke noget om den skjulte kriminalitet. De få undersøgelser der findes om selvrapporteret kriminalitet understreger, at næsten alle på et eller andet tidspunkt har forbrudt sig mod straffeloven.

Anmeldelseshyppigheden har stor indflydelse på den registrerede forbrydelsesmængde. Den anmeldte kriminalitet udgør nemlig den største del af politiets arbejdsområde - dvs. at det i ringe grad er politiet, der opdager forbrydelserne. Et interessant eksempel: fra og med 1968 sted antallet af registrerede tyverier meget kraftigt. Samme år skete der en stor stigning i de præmiesummer, der indbetaltes til forsikringsselskaberne. Den faktiske tyverikriminalitet er næppe steget i så høj grad, som statistikken siger. Tyverier anmeldes hyppigere, fordi det blev mere almindeligt, at folk var forsikret mod tyveri, og forsikringsselskaberne krævede registrering, før erstatningen kunne udbetales.

I 1998 blev der registreret 499.167 straffelovsovertrædelser i Danmark. Heraf var de 476.269 berigelses- og andre ejendomsforbrydelser - først og fremmest indbrud og tyveri -, 13.422 var voldsforbrydelser, 2.688 var sædelighedsforbrydelser og 6.788 andre forbrydelser. 95 % af de anmeldte forbrydelser var altså berigelseskriminalitet eller hærværk, mens kun 2,7 % var voldsforbrydelser. Dette er unægteligt et andet billede end det der skabes i offentligheden, der lægger størst vægt på volden.

Kun en lille del af alle anmeldte forbrydelser opklares. De seneste 15 år har opklaringsprocenten ligget på 20-22 %. I 1998 var den 20 %. Procenten varierer dog stærkt mellem de forskellige kategorier. I 1998 var den 78 % for volds- og andre forbrydelser, 55 % for sædelighedsforbrydelser, mens den var nede på 18 %  for berigelseskriminalitet og hærværk.

Kriminalitet og samfundsændringer

Statistikken over udviklingen i kriminalitet de seneste 15 år viser, at anmeldelserne toppede i 1994 med 546.926 for siden at være faldet næsten 10 %. Det generelle tal genfindes i statistikken over voldsforbrydelser. De kulminerede ligeledes i 1994 og har siden været svagt faldende. Den stemning der blev oppisket i 1997-98 i medierne og som var baggrunden bag regeringens «voldspakke» havde således ikke grundlag i nogen speciel voldelig udvikling i samfundet, men var snarere politisk.

At kriminaliteten i ret høj grad er knyttet sammen med samfundsmæssige forhold fremgår af de regionale variationer. Mennesker som bor i København eller de andre større byer er ikke af natur «mere kriminelt anlagt» eller «dårligere» end dem der bor på landet eller i de mindre byer, hvor den registrerede kriminalitet er lavest. De lever blot i et mere kriminalitetsfremmende miljø. Strukturrationaliseringer, urbaniseringsprocessen og dens følger i form af flytning til uoverskuelige byer, fremmedgørelse, arbejdsløshed og andre former for udstødning indvirker klart på kriminalitetsomfanget. Endvidere er ophobningen af værdifulde genstande større i byerne end i andre dele af landet, samtidig med at nedbrydningen af den uformelle kontrol mellem mennesker er nået længst i de urbaniserede områder.

Koblingen mellem kriminalitet og den samfundsøkonomiske udvikling træder tydeligt ud af statistikkerne. I perioden 1984-93 steg antallet af anmeldte berigelsesforbrydelser fra 433.210 til 523.835 - en stigning på 21 %. Siden er de faldet næsten 10 %. Det skyldes ikke, at danskerne i den periode blev mere «tyvagtige», men at den økonomiske polarisering i samfundet øgedes og at arbejdsløshed og udstødning samtidig steg. Siden 1993-94 har den danske økonomi været inde i en form for højkonjunktur, hvilken har fået kriminaliteten til atter at dale.

Hvem er de kriminelle?

Kriminaliteten er koncentreret i bestemte aldersgrupper. Mens 1,6 % af alle danske mænd i 1997 fik en afgørelse for en straffelovsovertrædelse, var tallet blandt de 15-19 årige 4,4 %, de 20-24 årige 3,8 % og de 25-29 årige 2,8 %. Resten lå betydeligt under gennemsnittet

Men hvorfor begår unge mennesker flere forbrydelser (tyverier, hærværk og indbrud)? Forklaringen er dels, at disse er mere synlige i samfundet og begår kriminelle handlinger, som er forholdsvis lette at opklare, i modsætning til f.eks. forretningsfolks skjulte økonomiske kriminalitet. Politiets ensidige træning i at efterforske traditionelle forbrydelser er også en medvirkende faktor. Endvidere er ungdommen en specielt udsat gruppe i den kapitalistiske samfundsudvikling. De udgør en reservearbejdskraft og deres arbejdsløshed er langt højere end for andre aldersgrupper. Skolen fungerer som et opbevarings- og sorteringssystem, som udstøder dem som ikke tilpasser sig til konkurrencesystemet. Konsekvensen er den højere kriminalitet, for det meste tyverier.

De registrerede lovovertrædere har et vigtigt kendetegn tilfælles: De er mænd. Blandt de 42.679 afgørelser der blev foretaget i 1998, berørte de 80 % mænd. De tilhører arbejderklassen. Sådan var det i det 19. århundrede, og sådan er det fortsat i dag. Blandt dem der straffes, udgør selvstændige og funktionærgruppen tilsammen kun lidt over 10 %.

Endvidere er de enlige (ugifte, separerede og fraskilte), de der har mindst formel uddannelse («skoletabere»), de arbejdsløse og de der bor i byer overrepræsenteret blandt de straffede forbrydere. Denne skævhed forstærkes systematisk jo længere ind i straffesystemet man kommer. De der straffes med fængsel, er de samme som fra barnsben af har haft de dårligste levevilkår.

Studiet af kriminalitet

Årsagen (årsagerne) til kriminalitet er kriminologiens studieområde. Denne disciplin er over 100 år gammel, og man kan regne italieneren Lombrosos værk «Forbrydermennesket» som startskuddet. På den tid og i mange årtier fremover søgte man efter kriminalitetens årsag i individet. Fra naturvidenskaberne hentede man den positivistiske videnskabsmetode. Med denne videnskab troede man, at det var muligt udskille de kriminelle fra de ikke-kriminelle på et tidligt stadium. Når man havde fundet frem til de biologiske (genetiske) kendetegn, eller de psykologiske og socialpsykologiske mekanismer som forklarede individets kriminelle adfærd, ville man kunne helbrede forbryderen.

Selv om undersøgelser i USA så sent som i 1970'erne prøvede at finde et ekstra XYY-kromosom hos voldsforbrydere, så er det kriminologiske tyngdepunkt i det 20. århundrede blevet forflyttet fra det individuelle til det sociologiske. Dette har bl.a. indebåret en større interesse for det nære miljøs indvirkning på årsagsforløbet. Robert Mertons mål-middel-model har påvirket flere (nordamerikanske) forskere til at analysere ungdomskriminaliteten ud fra visse gruppers begrænsede muligheder for legitimt at opfylde «the American Dream». Når lovlige midler ikke eksisterer, bliver konsekvensen, at ulovlige midler bruges i stedet.

Disse studier bygger på antagelsen om, at kriminalitet alene er et arbejderklassefænomen. Det harmoniske, gode samfund menes at være realistisk ved gennemførelse af mindre reformer, dvs. en tilsløring af klassekonflikterne. Desuden er der blevet rettet kritik imod, at også denne udvidede forklaringsmodel lægger for stor vægt på det enkelte individ. Hvilke slags mennesker begår kriminelle handlinger, og hvordan er de blevet den slags mennesker? Lovbrud er ikke bare handlinger i et individs biografi. De indgår også på en bestemt måde i et socialt system. Spørgsmålet bliver, hvilke systemegenskaber - historie, kultur, klassekarakter osv. - som forklarer kriminalitetsfordelingen i et givet samfund.

1960'erne var stigma- eller stemplingsteoriernes årti. Politiet og andre kontrolorganers virksomhed blev næsten betragtet som roden til kriminalitet. Senere kritikere har bl.a. påpeget, at lovovertrædelser også forekommer blandt dem, som ikke kommer i kontakt med retsapparatet og stemples, at de myndigheder som bliver angrebet kun udgør et mellemled i forhold til loven, og at stemplingsteoretikerne ser bort fra, at lovbrud faktisk især forekommer blandt undertrykte grupper pga. deres livssituation.

Den nye radikale kritiske kriminologi forsøger at afsløre samfundsstrukturens kriminalitetsfremmende virkninger og nærmer sig marxismens opfattelse af stat, lov og retfærdighed. I studiet af kriminalitetens årsager, rettes søgelyset på samspillet mellem den herskende definition af hvad der er kriminelt og den politiske økonomi gennem en strukturel tilnærmelsesmåde. Derved koncentreres opmærksomheden nødvendigvis omkring staten snarere end den enkelte kriminelle.

Det individuelle perspektiv

Som for hundrede år siden fører retsvæsenet til, at strukturelle skævheder (klasseforhold) fremtræder som personlige problemer. 1800-tallets udbredte fattigdom kunne ikke stilles for nogen domstol - kun elendighedens individuelle udtryksformer. For fattigdom som sådan fandtes der ingen plads indenfor den juridiske ramme.

Også i dag hersker det individuelle perspektiv i retsapparatet. Politiet, anklagemyndigheden og i sidste ende domstolene er i den borgerlige retsstat uegnede til at tiltale og straffe industrikapitalismens træk som urbanisering og udbredt arbejdsløshed. At store ungdomsgrupper f.eks. skubbes helt ud af arbejdsmarkedet i økonomiske krisetider, er ikke juraens anliggende.

Velfærdstiltag skal understøtte dem som rammes hårdest af de herskende produktionsforhold. Men strafferetten griber ikke ind, når disse er utilstrækkelige. Kun en politisk domstol kan træffe afgørelse om retfærdighedsspørsmålet.

A.Sn.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 154.904