Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Arbejdstid

Arbejde er en proces mellem mennesker og natur, hvor mennesket underlægger sig naturen og producerer sine livsbetingelser; en proces, hvor menneskets behov er det styrende element. Under kapitalistiske produktionsforhold, hvor arbejdskraften er en vare, overtager kapitalens akkumulationsbehov ledelsen af arbejdsprocessen og underlægger sig producenternes livsbetingelser. Via lønarbejdet, salg af arbejdskraften, skilles arbejdstid fra fri tid, selv om det sidste er afhængigt af det første. Blandt de, som ikke sælger deres arbejdskraft, repræsenterer de hjemmegående husmødre en særlig gruppe, da deres fritid er underlagt andres arbejdstid.

Salg af arbejdskraft foregår uden for arbejdstid, men udbytningen er kun mulig med udgangspunkt i arbejdstiden. Analytisk set består arbejdstid af to komponenter: Nødvendig arbejdstid og merarbejdstid. I den nødvendige arbejdstid produceres merværdi, svarende til reproduktionsmængden af arbejdskraften, mens der i resten af arbejdstiden produceres merværdi, som kapitalejeren kan disponere over til reinvestering og akkumulering. Udbytningsgraden er forholdet mellem nødvendig arbejdstid og merarbejdstid. Jo større andel af arbejdstiden, som anvendes til merværdiproduktion, desto større er udbytningsgraden. Kapitalens dobbelte værdibegreb, forskellen mellem den kvalitative brugsværdi og den kvantitative bytteværdi, fremkommer ved arbejdsprocessen. Brugsværdien bestemmes af det konkrete indhold i produktionen og af hvilke produktion (konkret arbejde). Bytteværdien bestemmes af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, som anvendes - hvor hurtigt, der produceres (abstrakt arbejde).

Samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid er et udtryk for de generelle arbejdsbetingelser - produktivkræfternes niveau - på bestemte historiske udviklingstrin. Et karakteristika for de kapitalistiske produktionsforhold er dette abstrakte arbejde - kapitalens værdiproduktion - som dominerer over det konkrete arbejde, brugsværdiproduktionen. Vareværdien afgøres af den abstrakte arbejdsmængde, arbejdstiden, som er blevet anvendt. «De objektive arbejdsfaktorers normale karakter er imidlertid ikke afhængige af arbejderen, men af kapitalisten.»(Marx). Hvis en kapitalist kan få sine medarbejdere til at anvende mindre end den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til produktionen, vil kapitalisten opnå et forspring i forhold til konkurrenterne. Årsagen er, at den nødvendige arbejdstid falder i forhold til merarbejdstiden, som øges (se Merværdi). Når normalarbejdstiden er fastlagt, kan det kun ske ved at øge arbejdsintensiteten eller ved at forbedre produktionsmetoderne.

Når kapitalejeren kræver arbejdstid, der går ud over den fastsatte, er det overarbejdstid, en forlængelse af merarbejdstiden. Ubetalte, indirekte forlængelser af arbejdstiden, så som transport til og fra arbejdspladsen og spisepauser, sker på bekostning af den enkelte medarbejders fritid. «Gennemsnitsarbejderen» bliver under disse forhold beskrives som en mand med hjemmegående eller deltidsbeskæftiget kone. Lang arbejdstid indebærer en konflikt mellem det, at være forældre og det, at være i beskæftigelse - og det fører til at kvinder presses ud af arbejdsmarkedet og tvinges til at overtage en del af mandens forsørgerbyrde. Deltidsbeskæftigelse giver ikke fuldstændig adgang til de sociale rettigheder, som arbejderbevægelsen har gennemtrumfet, i forbindelse med graviditet, ferie, sygdom og pension, og den løse tilknytning til arbejdsmarkedet hæmmer ligeledes kampen for reel indflydelse på arbejdssituationen. Kun en generel nedsættelse af arbejdstiden, til f.eks. 6 timer daglig, kan sikre bedre arbejdsforhold og afskaffe «husmoderskifteholdene», samtidig med at konflikter mellem unge og ældre medarbejdere, småbørnsfamilier og barnløse, mænd og kvinder kan undgåes. Målet må være, at «gennemsnitsarbejderen» selv henter sine unger på institutionen.

Arbejderbevægelsens kamp for at normalisere den nødvendige arbejdstid og forkorte merarbejdstiden, drejer sig om selve kernen i kapitalismen: Merværdien! Arbejdernes svar på kapitalens krav om at kunne udvikle en relativ merværdiproduktion, må være at kæmpe for at ændre arbejdsforholdene. Det må omfatte reformer, som sætter grænser for, hvor lang tid arbejdskraften skal kunne anvendes daglig, samt ændringer i tilrettelægningen af arbejdet. Kapitalens krav om øget arbejdsintensitet, må imødegåes med krav om ansættelse af flere medarbejdere. Tilrettelægningen af arbejdet på kapitalens præmisser, betyder kvantitativt mindre behov for arbejdskraft og samtidig øget udbytning. Kapitalistiske produktionsforhold, merværdiproduktion, indebærer at kapitalen formelt er underlagt denne - og udvikling af relativ merværdiproduktion betyder at arbejde reelt underlægges kapitalen.(se Akkumulering). Den teknologiske udvikling og de sociale udstødningsmekanismer af uproduktiv arbejdskraft, medfører at stadig flere ikke får adgang til at sælge deres arbejdskraft og tvinges til kun at disponere over «fritid». Den politiske kamp for socialistiske produktionsforhold er nødvendig for at få ophævet skellet mellem arbejde og fritid - at arbejde og fritid ikke er to skarpt afgrænsede elementer i tilværelsen, men at der er tale om et indbyrdes afhængighedsforhold.

A.G.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 56.554