Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Arbejdstid

Arbejde er en proces mellem mennesker og natur, hvor mennesket underlægger sig naturen og producerer sine livsbetingelser; en proces, hvor menneskets behov er det styrende element. Under kapitalistiske produktionsforhold, hvor arbejdskraften er en vare, overtager kapitalens akkumulationsbehov ledelsen af arbejdsprocessen og underlægger sig producenternes livsbetingelser. Via lønarbejdet, salg af arbejdskraften, skilles arbejdstid fra fri tid, selv om det sidste er afhængigt af det første. Blandt de, som ikke sælger deres arbejdskraft, repræsenterer de hjemmegående husmødre en særlig gruppe, da deres fritid er underlagt andres arbejdstid.

Salg af arbejdskraft foregår uden for arbejdstid, men udbytningen er kun mulig med udgangspunkt i arbejdstiden. Analytisk set består arbejdstid af to komponenter: Nødvendig arbejdstid og merarbejdstid. I den nødvendige arbejdstid produceres merværdi, svarende til reproduktionsmængden af arbejdskraften, mens der i resten af arbejdstiden produceres merværdi, som kapitalejeren kan disponere over til reinvestering og akkumulering. Udbytningsgraden er forholdet mellem nødvendig arbejdstid og merarbejdstid. Jo større andel af arbejdstiden, som anvendes til merværdiproduktion, desto større er udbytningsgraden. Kapitalens dobbelte værdibegreb, forskellen mellem den kvalitative brugsværdi og den kvantitative bytteværdi, fremkommer ved arbejdsprocessen. Brugsværdien bestemmes af det konkrete indhold i produktionen og af hvilke produktion (konkret arbejde). Bytteværdien bestemmes af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, som anvendes - hvor hurtigt, der produceres (abstrakt arbejde).

Samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid er et udtryk for de generelle arbejdsbetingelser - produktivkræfternes niveau - på bestemte historiske udviklingstrin. Et karakteristika for de kapitalistiske produktionsforhold er dette abstrakte arbejde - kapitalens værdiproduktion - som dominerer over det konkrete arbejde, brugsværdiproduktionen. Vareværdien afgøres af den abstrakte arbejdsmængde, arbejdstiden, som er blevet anvendt. «De objektive arbejdsfaktorers normale karakter er imidlertid ikke afhængige af arbejderen, men af kapitalisten.»(Marx). Hvis en kapitalist kan få sine medarbejdere til at anvende mindre end den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til produktionen, vil kapitalisten opnå et forspring i forhold til konkurrenterne. Årsagen er, at den nødvendige arbejdstid falder i forhold til merarbejdstiden, som øges (se Merværdi). Når normalarbejdstiden er fastlagt, kan det kun ske ved at øge arbejdsintensiteten eller ved at forbedre produktionsmetoderne.

1. maj demonstration i 1900. De 3 otte-taller symboliserer kampen for 8 timers arbejde, fritid og hvile. Kravet blev først indfriet 20 år senere. (Se: Ottetimersdagen) (ABA)

Når kapitalejeren kræver arbejdstid, der går ud over den fastsatte, er det overarbejdstid, en forlængelse af merarbejdstiden. Ubetalte, indirekte forlængelser af arbejdstiden, så som transport til og fra arbejdspladsen og spisepauser, sker på bekostning af den enkelte medarbejders fritid. «Gennemsnitsarbejderen» bliver under disse forhold beskrives som en mand med hjemmegående eller deltidsbeskæftiget kone. Lang arbejdstid indebærer en konflikt mellem det, at være forældre og det, at være i beskæftigelse - og det fører til at kvinder presses ud af arbejdsmarkedet og tvinges til at overtage en del af mandens forsørgerbyrde. Deltidsbeskæftigelse giver ikke fuldstændig adgang til de sociale rettigheder, som arbejderbevægelsen har gennemtrumfet, i forbindelse med graviditet, ferie, sygdom og pension, og den løse tilknytning til arbejdsmarkedet hæmmer ligeledes kampen for reel indflydelse på arbejdssituationen. Kun en generel nedsættelse af arbejdstiden, til f.eks. 6 timer daglig, kan sikre bedre arbejdsforhold og afskaffe «husmoderskifteholdene», samtidig med at konflikter mellem unge og ældre medarbejdere, småbørnsfamilier og barnløse, mænd og kvinder kan undgåes. Målet må være, at «gennemsnitsarbejderen» selv henter sine unger på institutionen.

Arbejderbevægelsens kamp for at normalisere den nødvendige arbejdstid og forkorte merarbejdstiden, drejer sig om selve kernen i kapitalismen: Merværdien! Arbejdernes svar på kapitalens krav om at kunne udvikle en relativ merværdiproduktion, må være at kæmpe for at ændre arbejdsforholdene. Det må omfatte reformer, som sætter grænser for, hvor lang tid arbejdskraften skal kunne anvendes daglig, samt ændringer i tilrettelægningen af arbejdet. Kapitalens krav om øget arbejdsintensitet, må imødegåes med krav om ansættelse af flere medarbejdere. Tilrettelægningen af arbejdet på kapitalens præmisser, betyder kvantitativt mindre behov for arbejdskraft og samtidig øget udbytning. Kapitalistiske produktionsforhold, merværdiproduktion, indebærer at kapitalen formelt er underlagt denne - og udvikling af relativ merværdiproduktion betyder at arbejde reelt underlægges kapitalen.(se Akkumulering). Den teknologiske udvikling og de sociale udstødningsmekanismer af uproduktiv arbejdskraft, medfører at stadig flere ikke får adgang til at sælge deres arbejdskraft og tvinges til kun at disponere over «fritid». Den politiske kamp for socialistiske produktionsforhold er nødvendig for at få ophævet skellet mellem arbejde og fritid - at arbejde og fritid ikke er to skarpt afgrænsede elementer i tilværelsen, men at der er tale om et indbyrdes afhængighedsforhold.

A.G.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 54.585