 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Livegenskab
Arbejdernes produktionsoverskud er gennem historien blevet anvendt til brug for overklassen under meget forskellige former. De to hovedformer er:
- Udnyttelse af markedsmekanismen overfor retsligt frie lønarbejdere. Denne form kræver ikke nogen anden magtanvendelse fra statens side, end den som behøves for at opretholde samfundets grundlæggende rammer, og er typisk for markedsøkonomien i det kapitalistiske industrisamfund.
- Brug af direkte fysisk magt overfor retsligt ufri arbejdskraft. Formen er typisk for det førindustrielle, førkapitalistiske samfund, hvor landbruget er det dominerende erhverv. Den retsligt ufrie arbejdskraft er således overvejende bønder eller landarbejdere.
Den ufrie arbejdskrafts retslige og reelle situation varierer stærkt. Maksimalgraden af ufrihed er repræsenteret ved det totale slaveri eller trældom, hvor slaven juridisk betragtet er en ting.
Tyskland
Betegnelsen «Leibeigenschaft» opstod i Tyskland i slutningen af 1300-tallet. Det stod for en mildere grad af ufrihed end det totale slaveri. Leibeigenschaft blev anvendt om den personligt ufrie, der Leibeigene, for at skelne ham fra den «tingsligt» ufrie, der Hörige. At han var «tingslig» ufri, peger på at hans manglende frihed var knyttet til den anvendelse han havde - i princippet ikke til selve personen. Dette hjalp dog ikke der Hörige så meget i praksis, eftersom han var bundet til jorden - omtrent som de sjællandske bønder som fra slutningen af 1300-tallet til 1702 levede under «vornedskab». Tilsvarende ufrie som livegne og Hörige havde eksisteret længe før under andre betegnelser.
Det der økonomisk karakteriserede alle de personligt ufrie - de livegne - var at de havde pligt til at betale en årlig afgift til herren («ejeren»). Bortset fra dette fælles kendetegn stod de livegne i meget forskellige økonomiske situationer. De kunne arbejde som bønder på deres herres gods eller på en anden jordejers gods. De kunne være hustømrere eller daglejere, eller delvist bundne til et vist jordegods, som Hörige. Der fandtes livegne, som var håndværkere i byerne, og som var «offentlige» ombudsmænd.
De livegne havde grundlæggende en stilling, som ikke adskilte sig væsentligt fra de tingsligt ufrie Höriges. Alligevel kunne de livegne være bedre stillede. Det fulgte af, at de ikke altid var så stedbundne. Mod slutningen af middelalderen gik de tyske livegne i vid udstrækning ind i gruppen af Hörige; og af den grund blev «livegenskab» delvist brugt både om personligt og tingslig ufrihed.
Da situationen for de tyske bønder fra sidst i det 15. århundrede blev værre, blev ordet «livegenskab» meget brugt om en skærpet form for ufrihed i visse områder - især i Bayern og Westphalen. Udover den almene faste afgift ydede disse livegne også andre afgifter og tjenester. Fra 1500-tallet blev livegenskaben i Østtyskland udviklet til en særlig rabiat form, kaldet «Erbuntertänigket». Det indebar at bønderne der var bundne til godset og havde særlig tunge arbejdspligter.
Livegenskaben i de større tyske stater blev overvejende afskaffet gennem 1700-tallet. I de mindre stater eksisterede fænomenet fortsat til langt op i 1800-tallet.
Rusland og Østeuropa
Ordet «livegenskab» blev ofte brugt om lignende former i andre lande - især i Rusland og Østeuropa. Der blev livegenskaben udviklet sent - fra 1400-tallet til 1600-tallet. Ufriheden antog der hyppigt så rabiate former, at den kan kaldes fuldt slaveri - de livegne blev juridisk regnet for ting. Udviklingen af livegenskaben i Østeuropa fra ca. år 1500 har givet sin hovedbaggrund i to forhold: Det første var, at arbejdskraften der var sparsom i forhold til jordarealet, og således var vanskelig at udnytte alene gennem markedsmekanismen. Fysisk magtanvendelse var nødvendig. Det andet var, at den økonomiske udvikling i Vesteuropa på den tid skabte et stærkt udvidet kornmarked der. De østeuropæiske livegnes arbejdskraft blev meget brugt til kornproduktion for eksport. I Rusland blev livegenskaben først afskaffet i 1861.
Afviklingen af livegenskab og anden ufrihed for bønderne på forskellige tidspunkter i forskellige områder, kan forklares af to hovedforhold: Det første er befolkningstilvæksten, som især øgede antallet af bønder i forhold til jordareal, og generelt gjorde det lettere at udnytte arbejdskraften markedsøkonomisk. Det andet er en tilstrækkelig institutionel og kvantitativ udvikling af markedsøkonomien, således at udnyttelsen af retsligt frie lønarbejdere bliver den «naturlige» form for udbytning.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 37.285