Browserudgave

Slaveri

Rejsen over havet fra Afrika til Amerika var lang, og det gjaldt derfor om at udnytte lastekapaciteten bedst mulig.

Slaveri er når et menneske har juridisk ejendomsret til et andet, herunder retten til at råde over den andens arbejdskraft og retten til at sælge den anden videre. Disse rettigheder kan også knyttes sammen med andre rettigheder, som retten til at mishandle slaven uden strafansvar. I en noget udvidet betydning kan man også tale om slaveri, når disse rettigheder faktisk foreligger, men ikke er juridisk bundne.

En endnu mere omfattende definition ligger til grund for de internationale overenskomster af 1926 og 1956 om afskaffelse af slaveri. De er rettet mod «det at eje mennesker som slaver, livegenskab, gældsslaveri, salg og udbytning af børn samt tvangsægteskab - herunder også kvinder som ledes ud i prostitution og økonomisk afhængighed med slavelignende karakter». Når man i historisk forstand taler om slavesamfund, mener man samfund, hvor slaveriet har eksisteret som en juridisk kategori, som i den snævre definition. Det er denne definition der bliver lagt til grund her.

Slaveri er et afhængighedsforhold, men med særlige kendetegn der adskiller det fra andre afhængighedsforhold. Der eksisterer for det første et personligt afhængighedsforhold, i modsætning til den upersonlige afhængighed, der opstår gennem et kapitalistisk marked. Der er for det andet et totalt afhængighedsforhold, i modsætning til den mindre omfattende afhængighed indenfor livegenskab, traditionelle ægteskaber o.l. Som sidstnævnte former er der tale om livslang underkastelse, men i modsætning til dem, er der ikke altid om underkastelse under én og samme person. En lønarbejder kan under kapitalismen skifte arbejdskøber efter eget valg. En slave kan kun skifte ejer efter ejerens samtykke. Alligevel har livslang underkastelse under én person været det almindelige i de fleste slavesamfund.

Det hævdes ofte, at før det klassiske Grækenland fandtes der hverken slaveri eller frihed i streng forstand. Bortset fra kejser, præster og højere embedsmænd, var alle ufrie og afhængige, men kun i den forstand at de ikke havde nogen beskyttelse mod overgreb fra de mægtige, og derfor var tvunget til at søge beskyttelse hos én af de mægtige mod til gengæld at blive «hans mand». (Herre-klient forholdet.)

Det klassiske Grækenland indførte slaveri i juridisk forstand - og skabte samtidig frie borgere i moderne betydning med en retsbeskyttet stilling. Hvor der tidligere havde eksisteret et spektrum af grader af frihed og ufrihed - med tyngdepunktet et sted midt på skalaen - blev det nu et tyngdepunkt i hver ende af skalaen (polarisering). Både Grækenland og senere Rom var baseret på slaveri, i den forstand at slaver udførte store dele af den nødvendige produktion - især i landbruget. I det klassiske Athen var ca. en tredjedel af befolkningen slaver, i Romerriget før Kristi fødsel var andelen endnu højere.

Ved siden af de antikke slavesamfund er det amerikanske slaveri - både i Nord- og Sydamerika - særlig kendt. Mindre kendt er det, at der går en ubrudt linie mellem de to store slaveperioder: Fra det senantikke slaveri der overlevede i middelalderen og blev ført videre i Den ny Verden. I det amerikanske slaveri kom der et nyt element ind, som ikke i samme grad havde været til stede i antikken: Raceforskellen mellem slaver og slaveejere.

Gennem slavehandelen med Afrika blev 10-15 millioner afrikanere solgt som slaver til Amerika. Kun en ud af tre nåede frem i live. Slaverne kom fra afrikanske samfund - Ashanti og Dahomey - som selv praktiserede slaveri, men indenfor en ramme, der blev bestemt af slægtskabsforhold snarere end af juridiske kategorier.

Af de importerede slaver gik 38% til Brasilien, 17% til spansktalende lande i Sydamerika, 17% til franske områder i Vestindien, 17% til britiske områder i Vestindien, 6% til danske, svenske og hollandske områder i Vestindien og 6% til USA. Slavehandelen var overvejende koncentreret til det 18. århundrede. Selv om USA importerede relativt få slaver, var fordelingen af slaver i 1825 således at 36% boede i USA, 31% i Brasilien, 15% i det britiske Vestindien og 11% i spansk Sydamerika.

Slaveriet i Amerika blev afskaffet gennem en proces der strakte sig over hundrede år. I 1772 blev slaveriet forbudt i England, i 1807 blev England og USA enige om at forbyde slavehandel, i 1865 blev slaveriet ophævet i USA efter den nordamerikanske borgerkrig, og i 1888 blev slaveriet afskaffet i Brasilien. I dag eksisterer slaveri i streng forstand stort set ikke, men i en del muslimske lande eksisterer der slaveri af gavn om ikke af navn. Der er da for det meste tale om husslaver - ikke om slaver i produktiv virksomhed.

De økonomiske og sociale rammer omkring slaveriet har varieret betydeligt. Der er som nævnt en vigtig forskel mellem de samfund, hvor slaveriet er koblet sammen med racisme, og de hvor dette ikke har været tilfældet. En anden forskel er knyttet til rekrutteringen: Slavebestanden kan opretholdes eller udvides gennem krig, erobring, slavehandel eller avl. Slaverne blev i antikken i høj grad fornyet gennem krig, mens de i USA reproducerede sig hurtigt. En tredje forskel mellem det antikke og det nordamerikanske slaveri er, at det første fandt sted på baggrund af en verden, hvor ufrihed og underkastelse var reglen, mens det andet fungerede som en enklave i en kapitalistisk verdensøkonomi baseret på upersonlige afhængighedsforhold.

Dette førte til, at slaveriet i USA antog langt mere ekstreme og systematiske former end i antikken. En antik slave kunne varetage de fleste jobs, fra landbrugsarbejder til politimand eller skribent, mens de nordamerikanske negerslaverne for det meste arbejdede i landbruget. Antikkens slaver kunne have egen ejendom, til og med egne slaver. Det var utænkeligt i USA. Antikken følte sjældent noget behov for at retfærdiggøre slaveriet, der var en indlysende del af tingenes orden på linie med kvindens underkastelse under manden. De nordamerikanske slaveejere udviklede derimod en paternalistisk ideologi, som kan kaldes et stykke kollektivt selvbedrag på linie med de herskende forestillinger i det hvide mindretal i Sydafrika frem til apartheids afskaffelse for få år siden.

Fælles for alle slavesamfund er de paradokser der opstår, når slaven i nogle sammenhænge opfattes som et menneske og i andre som en ting. I enkelte af de nordamerikanske sydstater kunne slaver f.eks. myrde - som mennesker var de ansvarlige for deres handlinger - men ikke myrdes. Slaveejeren blev ikke straffet lige så hårdt hvis han ødelagde sin ejendom.

J.E.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 241.186