 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Mehamnoprøret
I 1870'erne tog hvalfangsten for alvor til. Det var Finnmarkshvalen, der havde den største interesse. Kapitalstærke grupper omkring Svend Foyn udbyggede hvalstationer flere steder i Finnmarken i Norge. Hvalen blev stille men sikkert udryddet.
De lokale fiskere var blot tilskuere til denne fangst, men deres oplevelse af den var helt klar: Hvalfangsten var en trussel mod fiskeriet. Det skyldtes den opfattelse, at det var hvalen der pressede de forskellige fiskearter ind mod kysten og derved gav mulighed for kystfiskeri. Hvis hvalen blev udryddet, ville fiskeriet komme i alvorlig fare. Denne opfattelse blev underbygget i årene frem mod århundredeskiftet, da der var flere dårlige fiskeår, samtidig med at hvalbestanden stadig sank, fordi hvalfangsten havde været for effektiv.
Fiskerne var på forhånd voldsomt udbyttede af ejerne af fiskepladserne og handelsmændene. De kunne ikke tåle en yderligere begrænsning af deres indtægter, uden at det ville gå ud over sundhed og velfærd. De ønskede derfor hvalfangsten bragt under streng offentlig kontrol, således at rovdriften ophørte. Der blev holdt massemøder blandt fiskerne, og kravet til myndighederne blev skærpede ifht. beskyttelsen af hvalbestanden.
Fiskernes udmeldinger frem mod århundredeskiftet blev hverken taget alvorligt af regering eller Storting. Fiskerne havde heller ikke nogen talsmænd, hvis ord havde vægt overfor kapitalinteressernes fortsatte ønske om hvalfangst.
Op til århundredeskiftet slog fiskeriet fejl år efter år, og forårsagede stor nød hos kystbefolkningen. Heller ikke da var myndighederne lydhøre, trods det at kravet om hvalfredning blev fremsat med stigende styrke og fik stigende opbakning rundt omkring i Norges kystområder.
I 1903 slog fiskeriet atter fejl. I januar var fiskerne på et møde blevet enige om at vælge en hvalfredningsdeputation som skulle tage til Kristiania (Oslo) for at fremlægge fiskernes syn for Stortingets Næringskomite. Den blev lovet, at en hvalfredningslov ville blive behandlet den med største omhu. Fiskerne fremlagde også deres syn for statsråd Blehr og den øvrige regering.
Men trods det at fiskerne i en menneskealder havde krævet hvalfredning, kom forslaget ikke engang til realitetsbehandling i Stortinget. I juni blev sagen besluttet udsat til et senere Storting. Dette fik stemningen blandt kystbefolkningen til at blive hidsig, og Mehamnoprøret blev en af konsekvenserne af myndighedernes totale negligering af en hel befolkningsgruppes krav. Aktionen blev udløst, da der kom telegrafisk melding om at Stortinget nok en gang havde udsat behandlingen af hvalfredning.
Den 2 juni blev hvalfangststationen på Mehamn (Nordkynhalvøen) ødelagt af fiskere. Husene blev revet ned, maskinerne ødelagt, tranfadene rullet i fjer og tømt. Der var knapt nok andet end ruiner tilbage af stationen. Øjenvidner kunne berette, at det ikke var drukkenskab eller andre «ydre» årsager som havde forårsaget ødelæggelserne. Disse var systematisk blevet gennemført af en entusiastisk menneskemængde. Også i Skøtningsberg (nær Mehamn) truede fiskerne med at ødelægge Oksfjord hvalstation på samme systematiske måde, hvis hvalfredningen ikke snarest blev gennemført.
En sådan ødelæggelse af produktionsmidler var utilladelig, og militære styrker blev øjeblikkelig sendt afsted for at genoprette ro og orden. Det var vigtigt at få beskytte «Lov og Ejendom», og denne opgave blev pga. omstændighederne pålagt de militære myndigheder, «der kunne anvende væbnet Magt». Dette skete efter, at de civile myndigheder to gange havde oplæst oprørsloven på de pågældende steder, og konstateret at de ikke længere følte, at de kunne varetage hensynet til ro og orden.
Befolkningsgrupperne langs kysten støttede imidlertid fiskernes aktion i Mehamn. Der blev afsendt støtteresolutioner, men det kom ikke til yderligere fabriksødelæggelser. Hvalfredningen blev vedtaget året efter, men da var bestanden allerede så stærkt reduceret, at hvalen i realiteten var udryddet. Flere af lederne i Mehamnoprøret blev fængslet.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.622