Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Stortinget

Stortinget er Norges nationalforsamling. Det blev oprettet ved Grundloven af 1814, og var oprindelig konstitueret efter magtfordelingsprincippet. Det indebar, at den lovgivende og bevilgende myndighed skulle være ligestillet med den udøvende - Kongen og regeringen - og den dømmende - Højesteret og domstolene i øvrigt.

I den første periode efter 1814 allierede embedsmandsstanden og repræsentanter for det højere borgerskab sig med bondetingsmænd mod kongemagten, og stod derfor som forsvarere af nationale interesser. Men med stigende krav om demokratisering skiftede de alliancepartner og gik sammen med svenskekongen i et forsvar mod de demokratiske krav. Dermed smeltede demokratiske og nationale strømninger sammen, og striden toppede i 1884, da parlamentarismen blev indført. Den indebar et brud med magtfordelingsprincippet, ved at regeringen måtte have opbakning i Stortinget, og i praksis være udsprunget af det.

Oprindelig havde så få mennesker stemmeret ved stortingsvalgene, at vi i dag ikke ville kalde ordningen demokratisk. Stemmeretten er imidlertid stadig blevet udvidet, først socialt, dernæst kønsmæssigt - kvinder fik almindelig stemmeret i 1913 - og aldersmæssigt - stemmeretsalderen er nu 18 år. Rekrutteringen af stortingsrepræsentanter har ændret sig med den sociale sammensætning af befolkningen. Den største faggruppe er i dag lærere og lektorer. I samlingen 1977-81 var der 37 kvindelige repræsentanter.

Stortinget har i dag 155 medlemmer, og er inddelt i to underafdelinger, Odelstinget med 116 medlemmer og Lagtinget med 39 medlemmer. Love behandles først i Odelstinget, mens budgetsager vedtages i et samlet storting. Inddelingen i afdelinger har i dag ringe praktisk betydning, men kan i givne situationer - f.eks. ved rigsret - spille en stor rolle.

Komiteerne er derimod af afgørende betydning for parlamentets funktionsmåde. Antallet og sagsfordelingen mellem dem har skiftet. Der findes i dag tolv stående komiteer.

En af de vigtigste drivkræfter bag ændringen i Stortingets funktionsmåde, er stigningen i mængden af sager, som kommer til politisk afgørelse. Den økonomiske udvikling og den politiske og sociale mobilisering har givet sig udslag i en kraftig udvidelse af det offentliges aktivitetsområde. Dette er både direkte og indirekte forbundet med lovgivningen, som er øget i omfang og volumen, i absolut mængde og i bredden af de områder som lovreguleres. Samtidig har lovgivningen ændret karakter: fra at være specifik, med begrænsede virkninger og overskuelige konsekvenser, til at blive mere sammensat med omfattende samfundsmæssige følger og uoverskuelige virkninger pga. de samspilseffekter som opstår.

Dette har gjort det nødvendigt at omlægge Stortingets arbejdsformer, institutionelle regler og forordninger. De strukturelle ændringer er dels sket i form af regelændringer for at opnå tidsbesparing - f.eks. ved afstemningsregler, forhandlingsprocedurer og taletidsbestemmelser. Samlingstiden er steget. Først og fremmest ved overgangen fra treårlige til årlige storting i 1869, og senere ved en udvidelse af sessionernes længde, således at de nu løber fra september/oktober til midten af juni. Totalt set er samlingernes tid steget, samtidig med at den tid som benyttes per sag er faldet.

Dels er de strukturelle ændringer sket ved mere udstrakt brug af arbejdsaflastende ordninger: Ved større brug af forvaltningen og udvidelse af stabspersonalet i Stortinget. I de senere år er dette først og fremmest kommet til udtryk ved sekretærer tilknyttet stortingsgrupperne, tilknyttet komiteerne og senest ved bevillinger til assistance for den enkelte repræsentant. Dels er de strukturelle ændringer kommet til udtryk ved en organisationsmæssig arbejdsdeling og ansvarsfordeling i Stortingets faste komiteer, som har udviklet sig i Norge før de fleste andre landes nationalforsamlinger. De strukturelle ændringer er desuden kommet til udtryk sig ved et stigende antal rammelove, der indebærer at Stortinget overlader udformningen af reglernes konkrete indhold til forvaltningen.

Endelig har forudsætningerne for personalet forandret sig. Fra at være fritids- eller deltidsbeskæftigelse, særlig for de konditionerede, er politik blevet et heldagsarbejde. Repræsentanterne rekrutteres ofte efter lang tids tjeneste i kommunalpolitik og partiapparatet; Deres rolle professionaliseres, og de får løn efter dette. Et karakteristisk eksempel havde man ved valget i 1977, da Trygve Bratteli officielt stod opført med «politiker» som beskæftigelse.

Stortingsarbejdet er i dag først og fremmest komitearbejde, som gør det muligt at behandle flere sager samtidig. Komiteinddelingen i Stortinget følger i hovedtræk arbejdsdelingen i centralforvaltningen. Dette er hensigtsmæssig både af arbejds- og kontrolgrunde. Komitestrukturen følger departementsstrukturen.

Fordelingen af repræsentanter blandt komiteerne i Stortinget svarer godt til det man har fundet i international parlamentsforskning. Der er en tydelig sammenhæng mellem sektortilknytning udenfor Stortinget og komiteplacering indenfor. Det kan lidt skarpt formuleres således: Hvor parlamentarikeren sættes ind, afhænger af hvor han kommer fra. Hvad han gør i Stortinget afhænger af, hvor en er i komitesystemet. Hvad der kommer ud i form af beslutninger betinges af, hvem der er med i dem: De der ved mest, som ofte er de samme som vil mest på de pågældende områder - de der er interessenter og sagsspecialister.

Samtidig betyder komiteplaceringen meget for den enkelte repræsentants indflydelse. For selv om komiteerne formelt set er ligestillet, er de reelt rangeret, med Finans- og udenrigskomiteen i toppen. I de senere år er også Industrikomiteen steget i betydning - som følge af olieudbygningen i Nordsøen.

Men kulturen i «Huset» er egalitær. Det kommer måske tydeligst til udtryk i Stortingsrestauranten, hvor ministrene og præsidenterne må stille sig i cafeteriakøen bag stortingsbetjente og besøgende, når disse kommer først. Stortinget er også ret så fredelig sammenlignet med mange andre landes nationalforsamlinger, hvor modsætningerne kan nå helt ud i knoerne. Det kommer nok både af samarbejdet som udvikles i komiteerne, norsk politisk kultur i almindelighed, og den specielle placering af repræsentanterne i stortingssalen, som gør at de fleste sidder mellem politiske modstandere og har repræsentanter fra andre distrikter omkring sig.

Stortingets rolle i Norges politiske system er blevet mindre de seneste årtier. Dette skyldes især væksten i centraladministrationens magt og dens stadig tættere sammenfiltring med interesseorganisationer og storforetagender, gennem offentlige udvalg og råd, konsultationer og høringer. Vigtige dele af interesserepræsentationen går med andre ord uden om det folkevalgte organ og direkte til forvaltningen. Dette bliver kaldt korporativisme eller blandingsadministration. Det foreløbige højdepunkt i denne udvikling er de såkaldte kombiforlig, hvor Stortinget i høj grad er blevet henvist til en tilskuerrolle. På den anden side er Stortinget det vigtigste forum, som udøver politiske skøn, både formelt og uformelt, og der findes stadig vigtige beslutninger, som må legitimeres gennem vedtagelse her.

G.He.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 32.057