Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Munch-Petersen, Arne

Arne Munch-Petersen (1904-40), dansk kommunist, født 30. september 1904 på Frederiksberg som søn af professor, dr. jur. Hans Vilhelm Munch-Petersen og hustru Lina, født Mandl. Efter endt skolegang på Metropolitanskolen i København, tog han i sommeren 1928 cand.mag. eksamen i tysk og historie på København Universitet. Arne Munch-Petersen søgte og fik en stilling på Sct. Jørgens Gymnasium, men påbegyndte aldrig, da han samme sommer blev valgt som delegeret til Den Kommunistiske Internationales (Komintern) 6. verdenskongres i Moskva. Efter hjemkomsten derfra, blev han partisekretær i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Allerede i studietiden begyndte Arne Munch-Petersen at interessere for de nye revolutionære strømninger i Danmark, der kom til udtryk gennem det nydannede DKP (1919). Sammen med sine nære venner og studiekammerater Mogens Fog og Otto Melchior gik de til møder, hvor de hørte Marie Nielsen og Thøger Thøgersen berette med begejstring om den russiske revolution og den nye arbejder- og bonde-sovjetstat. I april 1924 meldte de tre sig, som de første intellektuelle ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). I en kort selvbiografi begrundede Arne Munch-Petersen dette skridt således: «Gennem mine første studenterår udviklede jeg mig, og andre, gennem studier i den russiske og tyske revolutions historie fra mine pacifistiske, halvt borgerligt-radikale, halvt socialdemokratiske standpunkter til kommunismen.»

Fra da af viede han sit liv til det politiske arbejde. Efter få måneders medlemsskab, blev han indvalgt i bestyrelsen for DKU København, hvor han som sin første opgave etablerede en børneorganisation, efter sovjetisk forbillede, under navnet Unge Pionerer, hvis første formand han var. I september 1925 forlod han Unge Pionerer for at overtage formandsposten i DKU, der levede en stille tilværelse med mindre end 100 medlemmer. Da han halvandet år senere i januar 1927 trak sig fra formandshvervet for at færdigøre sine studier, var medlemstallet blevet fordoblet.

Som formand for DKU havde Arne Munch-Petersen fået plads i DKP's ledelse. Og der fortsatte han sit politiske virke. På en DKP-konference i 1927 fremlagde han et forslag til udtalelse, der i skarpe vendinger tog afstand for Trotskij og hans linje. Med denne vedtagelse tog DKP klart parti for Stalin. En støtte der varede frem til den 20. kongres i SUKP i 1956.

I 1929 blev Arne sendt til Moskva for at deltage i et ét års kursus på Leninskolen for «ledende kadrer» i Komintern. Under opholdet der blev han indrulleret i Kominterns illegale kurértjeneste, der blev ledet af det sovjetiske centralkomitemedlem Osip Pjatnitskij. Arne Munch-Petersen fik bl.a. til opgave at etablere et støttepunkt for kurértjenesten i København, hvis rolle var at være forbindelsesled mellem Moskva og de kommunistiske partier i Norden, Baltikum, Polen og Tyskland. Støttepunktet blev etableret i nogle kontorer i Vesterport overfor Hovedbanegården. Ved siden af dette illegale arbejdet blev Arne Munch-Petersen efter sin hjemkomst fra Moskva tillige partisekretær i DKP.

Ved folketingsvalget den 18. november 1932 vejrede DKP morgenluft for et parlamentarisk gennembrud og valgte derfor for første gang at stille kandidater op i alle kredse i landet. Arne Munch-Petersen blev opstillet i Sønderjyllands Amt, der af DKP blev betragtet som et perifert område uden chance for valg. Men virkeligheden blev en anden. Sammen med Aksel Larsen blev Arne Munch-Petersen, som de to første kommunister indvalgt i Folketinget. En plads han havde indtil det efterfølgende valg den 22. oktober 1935.

Derefter blev han udpeget til at være DKP's repræsentant i Komintern. I januar 1936 rejste han sammen med sin hustru, sygeplejerske Elna Hiort-Lorenzen, til Moskva. Ved siden af arbejdet i Kominterns ledelse underviste Arne Munch-Petersen de skandinaviske elever på Leninskolen. Den sidste opgave for Arne Munch-Petersen i Moskva var at overvære «Moskvaprocessen» mod Pjatakov, Radek, Sokolnikov m.fl. i januar 1937 for derefter at rejse tilbage til Danmark for at udbrede kendskabet til disse under en foredragsturne rundt om i landet.

Efter foredragsturneen var det planen, at Arne Munch-Petersen skulle genoptage sit politiske arbejde i Danmark, men DKP's ledelse havde ikke fundet en afløser for ham til arbejdet i Komintern. Derfor blev Arne Munch-Petersen i marts 1937 for endnu nogle måneder kaldt tilbage til Moskva. Men allerede i juni måned kom Aksel Larsen til Moskva for at få godkendt en afløser, så Arne Munch-Petersen som ønsket kunne vende hjem. Efter aftale med Komintern skulle Arne Munch-Petersen rejse til København den 29. juli 1937, og hen over sommeren afviklede han sit arbejde i Komintern.

Natten mellem den 28. og 29. juli blev Arne Munch-Petersen arresteret på sit hotel af Stalins hemmelige politi, NKVD (se KGB). Anklagen lød på medlemskab af en antisovjetisk, spion-trotskistisk, terrororganisation. Baggrunden for anklagen var, at lederen af Kominterns kurértjeneste Osip Pjatnitskij, efter et skænderi med Stalin, var blevet anklaget og dømt til døden for trotskistisk spionvirksomhed. Som følge deraf arresterede NKVD stort set alle kurértjenestens medarbejdere.

I mere end tre år sad Arne Munch-Petersen i det berygtede Butyrka-fængsel i Moskva, hvor han i flere omgange blev udsat for fysisk og psykisk tortur under forhørene. Indimellem forhørene skrev han breve til Stalin, Jessov, Beria, Dimitrij og andre for at tale sin sag, men lige lidt hjalp det.

Den 12. november 1940 døde han af tuberkulose i halsen, lungerne og tarmene. Han døde som offer for det despoti, den person, han så allermest op til, havde iværksat. Han blev en af Stalintidens millioner af ofre.

Arne Munch-Petersen blev officielt rehabiliteret af USSR's Statsadvokatur den 16. august 1991.

O.S.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 42.671