 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU)
DKU (1906-90), kommunistisk dansk ungdomsorganisation. DKU daterede selv sin oprindelse til oprettelsen af Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) i 1906, og der er da også en lige kontinuitet fra SUF over i DKU, men formelt skildtes SUF først fra Socialdemokratiet i 1919.
Forhistorien
Bortset fra enkelte spæde forsøg i København startede det socialistiske ungdomsarbejde i det jyske. Den 27. december 1885 stiftedes foreningen De unges Forbund i Århus. Dens program var ganske kort og gik ud på «ved alle lovlige midler at virke for de socialdemokratiske ideers udbredelse blandt ungdommen, for at den engang i tiden kan indtræde i arbejderpartiet som modne mænd». Foreningen kom dog i løbet af kort tid til blot at hedde Fremskridtsklubben. Den holdt et stort antal foredragsaftner med udmærkede talere, og de unge gik nu i gang med at oprette klubber i andre jyske byer. Det lykkedes, men klubberne levede kun få år ad gangen. I 3-4 år eksisterede sammenslutningen De centraliserede jyske Fremskridtsklubber, men også den døde. I 1895 gøres et nyt forsøg, og der opbygges kontakter på tværs af byerne, men også denne gang dør forsøget atter ud. Kun klubben i Århus holder sig i live, og den kommer i 1904 i forbindelse med den socialistiske ungdomsbevægelse i København.
I forlængelse af storlockouten og septemberforliget i 1899 blev det klart, at det var vigtigt at få organiseret arbejderungdommen og bevidstgjort den om den socialistiske kamp og arbejderbevægelsens mål og midler. Den 24. september 1900 samledes derfor 300 unge til et møde i Folkets Hus i Rømersgade, hvor de dannede Socialdemokratisk Ungdomsforening i København. Den fik fra 1903 god vind i sejlene på sin antimilitarisme. Systemskiftet i 1901 havde bragt Venstre til magten, og dermed opstod der stadig større modsætninger mellem dette og Socialdemokratiet, der indtil da sammen havde været i alliance mod Højre. Bruddet fandt sted i 1903, da Venstre tilsluttede sig den militaristiske politik, alliancen indtil da havde bekæmpet hos højre. Ungdomsforeningen gik straks i gang med at agitere politisk blandt de unge, der blev indkaldt til militærtjeneste. Flere af dets agitatorer blev arresterede, og borgerskabet mente der var tale om forræderi, men medlemmerne strømmede ind.
I 1904 dannedes så Socialistisk Ungdomsforbund, der bestod af foreningerne i Glostrup, Hillerød og København samt Fremskridstklubben i Århus. Stiftelseskongressen besluttede, at forbundet ville være uafhængigt af Socialdemokratiet, idet man nok anerkendte partiets bestræbelser på at samle arbejderklassen, men samtidig tog afstand fra visse sider af dets parlamentariske arbejde. Forbundet var meget aktivt i sit antimilitaristiske arbejde, hvilket afstedkom fængselsstraffe til dets ledere og agitatorer samt hyppige politioverfald. Dette var i det lange løb ødelæggende for arbejdet - specielt i provinsen.
1906 Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF)
På grund af den urolige udvikling i forbundet brød en lille gruppe medlemmer i slutningen af 1905 ud og dannede Socialdemokratisk Ungdomsforening. Foreningen fik ikke rigtig fodfæste i hovedstaden i første omgang, hvor ungdomsforbundet stod stærkt, men til gengæld oprettedes grupper i en række provinsbyer. Den 16. september 1906 trådte de sammen i Vejle til den første socialdemokratiske ungdomskongres og dannede Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF). Det havde deltagere fra København, Odense, Svendborg, Fredericia, Vejle, Horsens, Odder, Randers, Ålborg, Nørresundby, Hjørring, Løgstør, Skive og Holstebro. SUF erklærede sig som sine forgængere organisatorisk uafhængigt af Socialdemokratiet, men erklærede sig som tilhænger af partiets politik. Politisk ville det arbejde antimilitaristisk, for en adskillelse af stat og kirke, for indførelse af en konfessionsløs skole, for almindelig lige og direkte valgret for både kvinder og mænd fra 21 års alderen. Endelig ville det arbejde til støtte for partiet under valgene.
Der var nu opbygget en mere solid organisation, der fik støtte fra både parti og fagbevægelse, og gennem hårdt arbejde voksede den i 1908 til ca. 1300 medlemmer og i 1910 til 2600. Fra 1907 udgav det bladet Fremad, der kom til at spille en vigtig rolle for dets antimilitaristiske arbejde. Europa rustede sig til krig. SUF optrappede sin antimilitaristiske agitation og udgav bl.a. Karl Liebknechts pjece Mod Militarisme.
Efter en række spændinger og modsætninger blev Socialistisk Ungdomsforbund i 1908-10 opslugt i SUF, der i 1912 var vokset til 52 afdelinger med ialt 3900 medlemmer.
Udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 øgede spændingerne mellem SUF og partiet. Som socialdemokratierne i det øvrige Europa gik heller ikke det danske mod oprustningen, og efter krigsudbruddet udløste det skarp kritik fra SUF. Organisationen fik dog hurtigt nye problemer at tackle. De fleste ledelsesmedlemmer lokalt og nationalt blev indkaldt til militærtjeneste, og redaktionen af Fremad blev overladt til et udvalg bestående af bl.a. Marie Nielsen og Johannes Erwig. Men trods problemerne fortsatte væksten. I 1915 havde det 6750 medlemmer fordelt på 76 afdelinger.
|
1. maj demonstration 1915. SUF deltog med republikanske, antimilitaristiske og antikirkelige paroler, der ikke helt faldt i moderpartiets smag. (ABA) |
I Tyskland agiterede Karl Liebknecht som det eneste socialdemokratiske parlamentsmedlem mod krigsbevillingerne, og da han til 1. maj 1916 talte ved en forbudt demonstration i Berlin, blev han idømt fængsel. SUF følte sig tæt knyttet til antimilitaristen Liebknecht og gennemførte en underskrift- og pengeindsamling til fodel for ham.
Samme år mødtes en række europæiske socialdemokratier til konference i Zimmerwald i Schweiz. De kritiserede skarpt de øvrige socialdemokratiers manglende indsats for at hindre verdenskrigen, og SUF sluttede sig hurtigt til denne venstrefløjsstrømning indenfor arbejderbevægelsen - Zimmerwaldbevægelsen.
SUF voksede fortsat og imens voksede kløften ifht. partiet. Hilsningen til SUF-kongressen fra partiet i 1916 var forfattet af formand Stauning, og var så iskold, at forbundet besluttede ikke at trykke den i Fremad, men kun distribuere den til kontaktpersonerne.
På kongressen i april 1917 rejste en række afdelinger forslag om, at de politiske bånd til Socialdemokratiet blev brudt. Det skete dog ikke, men markerede alligevel, at kløften var ved at være dyb. Til forskel fra partiet hilste SUF derfor også oktoberrevolutionen i Rusland velkommen.
I 1918 tilspidsedes konflikten yderligere. I februar 1918 havde socialdemokratiet holdt kongres, og hovedtemaet havde været valgalliancen med det Radikale Venstre. SUF's repræsentanter gik imod sammen med en gruppe oppositionelle socialdemokrater anført af Marie Nielsen, men alliancen godkendtes alligevel - dog kun med 220 stemmer mod 156. Sammen med andre brød Marie Nielsen derfor ud og dannede Socialistisk Arbejderparti sammen med folk fra Fagoppositionens Sammenslutning.
SUF forblev dog i første omgang loyale overfor partiet og tog i begyndelsen afstand fra det nye parti, men gennem 1918 radikaliseredes situationen. SUF hilste den tyske revolution velkommen, og blev så meget mere lammet, da Liebknecht og Rosa Luxemburg blev henrettet.
1919 Bruddet med Socialdemokratiet
Der herskede derfor en trykket stemning, da SUF i påsken 1919 trådte sammen til sin 9. kongres. Medlemstallet havde nu passeret de 10.000 fordelt på 103 afdelinger. Formanden Ernst Christiansen foreslog, at samarbejdet med Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis partiet bragte sit samarbejde med de borgerlige partier til ophør. Imidlertid erklærede partiets repræsentant på kongressen, Fr. Borgbjerg, at samarbejdet mellem de to organisationer øjeblikkeligt ville blive bragt til ophør, hvis en sådan resolution blev vedtaget. Den faldt efterfølgende med 84 mod 81 stemmer.
Spørgsmålet blev nu lagt ud til urafstemning i SUF, og Christiansens forslag blev her vedtaget med 2094 stemmer mod 1498. Man måtte nu afvente partiets kongres, der løb af stabelen i oktober. Her kritiserede Stauning voldsomt SUF for illoyalitet, der efter en ny urafstemning med 1438 stemmer mod 1178 besluttede at bryde båndet til partiet. Det medførte, at mindretallet i SUF der repræsenterede 32 afdelinger og ca. 30 % af medlemmerne brød ud og i februar 1920 dannede Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).
I november 1919 stiftedes Danmarks Venstresocialistiske Parti (det senere DKP) med Ernst Christiansen som formand og Johannes Erwig som redaktør af partiets nye blad, Arbejdet. De nedlagde samtidig deres hverv i SUF, der stadig havde 63 afdelinger og 6341 medlemmer.
Der fulgte nu nogle meget vanskelige år for organisationen. Nogle af dens bedste folk blev sluset over i det nye parti, den blev indædt bekæmpet fra både DSU's og Socialdemokratiets side, og den stigende arbejdsløshed forværrede samtidig økonomien.
I foråret 1921 besluttede SUF at tilslutte sig Kommunistisk Ungdomsinternationale og i oktober tog den navneforandring til Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF).
Alligevel fortsatte problemerne og i foråret 1922 var medlemstallet dalet til ca. 3000. Og det skulle blive endnu værre. Samme år udbrød der en hæftig ideologisk strid i DKP, og den delte samtidig KUF, der forfaldt organisatorisk - end ikke kontingentopkrævningen blev passet - og til sidst gik også Fremad ind.
I 1924 ændrede KUF navn til Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), men alligevel fortsatte nedturen, og i 1925 var medlemstallet nede på nogle få hundrede. Samme år valgtes Arne Munch-Petersen som formand, og der indtrådte gradvist en stabilisering af organisationen.
Det var dog først efter, at DKP i 1932 for første gang var valgt ind i Landstinget, at det gik bedre for DKU, der dog stadig måtte erkende, at det var præget af sekteriske og avantgardistiske tendenser. Ligesom DSU havde også DKU uniformer. Men mens DSU uniformen var blå var DKU's brun. Frem til 1933 hvor regeringen gennemførte et forbud mod politiske uniformer var disse et led i organisationernes agitatoriske udtryk.
De følgende år var DKU aktiv i det antinazistiske arbejde og bekæmpelsen af den halvnazistiske Konservativ Ungdom (KU), men samtidig var forholdet til DSU iskoldt. DKP fulgte Kominterns venstresekteriske politik og betegnede socialdemokraterne som socialfascister. Det iskolde forhold mellem partierne smittede også af på ungdomsorganisationerne.
Fra 1936 engagerede ungdomsorganisationen sig endvidere i spaniensarbejdet. Mange hundrede danskere - herunder også DKU'ere - blev sendt til Spanien for i den internationale brigade at kæmpe i den Spanske Borgerkrig. De blev retsforfulgt, da de vendte tilbage til Danmark, men var senere med til at organisere den danske modstandskamp. (Se De danske spaniensfrivillige)
1940-45 Besættelsen
Efter Tysklands besættelse af Danmark i 1940 gik DKU ligesom moderpartiet i gang med at forberede overgangen til illegalitet. Det var dog først efter forbuddet mod kommunisterne i 1941, at hele arbejdet blev lagt under jorden. DKU opløstes og de unge arbejdede direkte indenfor partiets strukturer, hvor de deltog i det illegale arbejde. (Se Besættelsen).
Efter befrielsen i 1945 gik man hurtigt i gang med at genopbygge DKU, og det første års tid blev der desuden opbygget forbindelser til DSU. Det var først da forslaget om sammenlægning af Socialdemokratiet og DKP faldt endelig til jorden, at også forbindelserne mellem de to ungdomsorganisationerne kølnedes. Samtidig satte den kolde krig ind, og ligesom DKP blev også DKU politisk isoleret.
Mod opløsning
I efterkrigstiden fulgte DKU's udvikling i høj grad partiets. Frem til 1960'erne var dets vigtigste basis i lærlingebevægelsen og arbejderungdommen generelt, men fra slutningen af 60'erne gik det også ind i solidaritetsarbejdet. I første omgang i Vietnambevægelsen og i 70'erne også i Chilearbejdet. Fra starten af 70'erne spillede arbejdet i Folkebevægelsen mod EF og fra 80'erne arbejdet i fredsbevægelsen desuden en vigtig rolle. Men i samme periode ændredes organisationens sammensætning. Uddannelseseksplosionen i 70'erne gav grundlag for opbygningen af et mere koncentreret arbejde blandt studenterne, der blev udskildt i Kommunistiske Studenter (Komm.S), men i takt hermed mindskedes også organisationens forankring blandt arbejderungdommen, og mange radikaliserede unge arbejdere søgte desuden ind i andre venstrefløjsorganisationer, der skød frem gennem 70'erne.
Fra starten af 80'erne meldte der sig en erkendelse i DKU af, at der måtte tages andre midler i brug i organiseringen af unge. Den begyndte at organisere koncerter og fester og mere kreative projekter som Ungdommens Ø. I 1981-82 tog den initiativ til dannelsen af Unge for Fred inspireret af aktiviteterne i Fredsbevægelsen og NATO's beslutning om udstationering af 572 atomraketter i Europa. Unge for Fred havde sin storhedstid i 1981-85, men ifbm. Sovjetunionens prøvesprængningsmoratorium i 1985 besluttede den at ændre sin profil, og Next Stop Nevada projektet blev derfor sat i gang. Først som en aktivitet under Unge for Fred, men efterhånden fik det form af at være en selvstændig bevægelse. Unge for Fred ophørte med at eksistere, da alle bevægelsens lokalgrupper i 1985-86 ændrede navn til Nevada-grupper. Som led i Next Stop Nevada blev unge danskere sendt til Nevada for at protestere mod USA's fortsatte atomprøvesprængninger.
I denne periode blev forholdet til moderpartiet mere spændt. DKP blev fra 1986 i stigende grad præget af spændingerne mellem tilhængere og modstandere af Gorbachovs reformpolitik i Sovjetunionen, og DKU stillede sig på tilhængernes side. Der måtte fornyelse til, men rammerne i DKU og forholdet til moderpartiet blev i stigende grad for snærende for dette arbejde.
I 1988-89 gennemførtes et samarbejde med SFU i Next Stop Sovjet, hvor omkring 5.000 unge blev sendt til Sovjetunionen. Dette projekt udsprang af Next Stop Nevada, hvor flere tusinde unge der ikke tidligere havde været politisk aktive blev trukket ind i bevægelsesarbejde. DKP så ikke specielt kærligt på dette projekt og DKU var splittet i spørgsmålet. Nogle afdelinger deltog mens andre undlod. Først efter mange skænderier og udmeldelser tog DKU's hovedbestyrelse - på et relativt sent tidspunkt - stilling for projektet. Man kan derfor ikke sige, at projektet var domineret af DKU, selv om der deltog DKU'ere og de var repræsenteret i dets ledelse. Hovedkraften var de mange tusinde unge, der ikke var politisk organiserede, men som endte med at tage til Sovjet. Alligevel fremmede projektet spændingerne internt i DKU og ifht. DKP.
Perspektivet for DKU's ledelse var allerede på dette tidspunkt en sammenlægning med SFU til en ny ungdomsorganisation. Det afviste SFU i 1989, og i maj 1990 opløste DKU sig selv ved en ekstraordinær kongres. Medlemmerne spredtes for alle vinde. Nogle gik over i VSU, andre i SFU, andre fortsatte i Regnskovsambassaden, der sendte unge danskere til Latinamerika. Atter andre fra den tidligere ledelse kastede sig over forretningsvirksomhed, og opbyggede bl.a. de Grønne Bude i København.
Efter 84 år havde det socialistiske ungdomsarbejde indenfor SUF/DKU mistet sit orienteringspunkt. Muren faldt og et par år senere Sovjetunionen med den.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 6/2 2006
Læst af: 53.126