 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Næss, Arne
 |
| Arne Næss |
Næss (1912-2009), norsk filosof og videnskabsteoretiker. Arne Næss tog magistergraden i filosofi i 1933 og doktorgraden i 1936 på afhandlingen: «Erkenntnis und wissenschaftliches Verhalten» (Erkendelse og videnskabelig adfærd). Fra 1939 til 1971, da han trak sig tilbage fra universitetslivet, var han professor i filosofi ved Universitet i Oslo. Gennem Næss fik filosofien en nøglestilling i det akademiske og intellektuelle liv i Norge i efterkrigstiden. I en årrække var hans lærebøger i logik, metodelære og filosofiens historie obligatorisk pensum for universitetsstuderende i Norge.
Som filosof hører Næss hjemme i den nypositivistiske tradition, som dens talsmand og dens kritiker. Nypositivismen - eller den logiske empirisme - blev først udformet som teoretisk program i mellemkrigstiden af den såkaldte «Wienerkreds», som også Næss tilhørte under ophold i Wien i midten af 30'erne. I Næss-varianten fik nypositivismen dels en videnskabsfilosofisk og dels en sprogfilosofisk udformning.
I «Erkenntnis und wissenschaftliches Verhalten» giver Næss en teoretisk begrundelse for den positivistiske grundtanke om, at der kun eksisterer en form for erkendelse af virkeligheden, nemlig den videnskabelige, og at der kun findes en form for videnskabelighed, nemlig den naturvidenskabelige; Al anden form for erkendelse - traditionel filosofi, kunst, religion - forkastes som «metafysik». I senere skrifter, bl.a. «Notes on the Foundation of Psychology as a Science» (Bemærkninger om psykologien som videnskab, 1948), uddyber Næss denne position.
Siden 1960'erne er han imidlertid blevet mere og mere optaget af de problematiske sider ved det positivistiske program om «enhedsvidenskab», og i «Pluralist and Possibilist Aspect of the Scientific Enterprise» (Pluralistiske og possibilistiske træk ved den videnskabelige virksomhed, 1972) erstattes positivismen med pluralismen. Parolen er ikke længere «enhedsvidenskab», men «teorimangfolddighed»: Til enhver tid kan og bør der være en række konkurrerende og indbyrdes uforenelige videnskabelige teorier, som alle kan siges at være i overensstemmelse med «virkeligheden». Mens Næss tidligere anså den «objektive», positivistiske videnskab som et vigtigt redskab mod udbredelsen af en totalitær politik, som tænkte med blodet, er denne videnskab nu blevet en del af den herskende ideologi: «Ufornuft i det små er af ringe betydning sammenlignet med den globale ufornuft, der er skabt af de herskende «videnskabelige» verdensbilleder, næret af den «genuine» videnskab.»
Næss' sprogfilosofi - «den empiriske semantik» - blev lanceret allerede i 1938 i undersøgelsen «Truth as Conceived by those who are not Professional Philosophers» (Sandhed som den opfattes af ikke-professionelle filosofer). Et forsøg på at løse det traditionelle filosofiske problem om sandhed ved at undersøge hvad folk opfatter ved ordet «sandhed». Det sprogfilosofiske hovedværk er: «Interpretation and Preciseness» (Tolkning og præcisering, 1953) hvis tolknings- og præciseringslære i den populariserede udgave «En del elementære logiske emner» i en årrække var obligatorisk stof for studenter ved «De forberedende prøver i filosofi» (senere «Examen philosophicum») ved universiteterne i Norge. Næss' empiriske semantik har således haft stor indflydelse på det intellektuelle tankesæt i norsk efterkrigstid, men må anses for langt mindre betydningsfuld filosofisk set end hans videnskabsteoretiske undersøgelser.
Næss spillede en helt afgørende rolle for etableringen af den nye samfundsforskning i Norge efter anden verdenskrig. Med sin alsidige orientering, teoretiske skarpsindighed og empiriske interesse blev han det selvfølgelige samlingspunkt. Bl.a. ledede han det store UNESCO projekt «Democracy, Ideology and Objectivity» i 1956 og startede og redigerede «Inquiry» i 1958 - et tværfagligt tidsskrift for filosofi og samfundsteori.
Næss har ved forskellige anledninger markeret sig med radikale politiske standpunkter. I 1952 udgav han sammen med bl.a. Vilhelm Aubert, Harald Ofstad og Arild Haaland: «Tænk en gang til». Et pacifistisk indlæg mod antikommunisme og koldkrigspropaganda. Han har skrevet fine analyser af Gandhis ikke-voldsfilosofi, og siden 1970'erne har han engageret sig i miljøbevægelsen og organisationen «Fremtiden i vore hænder». I denne sammenhæng hører hans bog «Økologi, samfund og livsstil» (1976) hjemme.
Sidst ajourført: 15/1 2009
Læst af: 30.638