Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU)

Delegater til OAU møde samlet i Addis Abeba

Organisationen for afrikansk Enhed (OAU, Organization for African Unity) har siden sin oprettelse i 1963 omfattet alle selvstændige afrikanske stater og har 49 medlemmer. Organisationen blev dannet som en front mod de kræfter som havde udbyttet og undertrykt de afrikanske folk i århundreder. Den skulle styrke befrielseskampen i de resterende kolonier og fremme samarbejdet i det frie Afrika. En af organisationens vigtigste opgaver skulle være at løse konflikter mellem medlemslandene.

OAUs faste administration med hovedsæde i Addis Abeba ledes af en valgt generalsekretær. Organisationens øverste politiske organ er topmødet, som træder sammen én gang om året. Statschefen i værtslandet er OAU's formand i året frem til næste topmøde. Værts- og formandshvervet går på skift og er i princippet uden politisk indhold. Mellem topmøderne behandles de løbende sager af ministermøderne. En række faste komiteer arbejder året rundt.

Den politiske mangfoldighed som prægede OAU's stiftende forsamling under forsæde af kejser Haile Selassie gjorde, at OAU fik en meget løs organisatorisk form. Ghanas præsident Kwame Nkrumah - panafrikanismens vigtigste talsmand i Afrika - stod i spidsen for et mindretal, som ønskede at give OAU overnational status. Medlemskabets uforpligtende karakter er givetvis det forhold, der har gjort det muligt at bevare organisationen intakt siden 1963. OAU landenes forskellige udenrigspolitiske og kulturelle tilknytning - arven fra kolonitiden - har i praksis vist sig vanskelig at bryde. Mangelen på samhørighed har først og fremmest gjort organisationen til et kontakt- og debatforum.

Det var fremfor alt støtten til befrielseskampene, der samlede OAU's medlemmer og gav organisationens virksomhed et målrettet præg. En befrielseskomite er etableret udenfor OAU's administrative apparat med hovedsæde i Dar es Salaam. Den formidler financiel støtte til befrielsesbevægelser, som er anerkendt af OAU. Bevægelsens opbakning i befolkningen er det vigtigste kriterium for at opnå OAU's anerkendelse.

Dagsordenen på OAU's topmøder har været præget af gentagelser. I organisationens tidlige år var der konflikter omkring, hvilke anknytningsformer til det tidligere «moderland», der var acceptable for uafhængige stater. Spørgsmålet om oprettelsen af et kontinentalt militært sikkerhedsapparat er blevet taget op med jævne mellemrum, uden at der er fundet nogen løsning. Det samme gælder forslag om et stærkere økonomisk samarbejde organiseret som et afrikansk fællesmarked.

OAU er i vid udstrækning kommet til kort som konfliktløsende instans. Organisationen har et apparat for mægling og frivillig voldgift baseret på international ret. Men de mest omfattende konflikter på kontinentet er ikke blevet påvirket afgørende. I OAU's charter er staternes ukrænkelighed indenfor eksisterende grænser blevet slået fast som det bærende princip for samkvem mellem de afrikanske stater. Grænserne i Afrika er trukket med kolonial tilfældighed og er baggrunden for de fleste konflikter, men OAU kan i henhold til sit charter ikke gennemføre sanktioner mod et medlemsland, som bryder princippet om territorial ukrænkelighed. Frygten for at principafgørelser skal danne præcedens er givet den vigtigste årsag til, at OAU sjældent har held at bilægge konflikter og sjældent tager standpunkt til enkeltstaters politik. Med henvisning til at OAU i 70'erne bl.a. accepterede Idi Amins terrorregime i Uganda, karakteriserede Tanzanias daværende præsident Julius Nyerere organisationen som en statsoverhovedernes fagforening.

C.L.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 29/4 2003

Læst af: 33.649