Befolkning 32,5 mio. Valuta Ghanesiske cedis Areal 238.540 Km2 Hovedstad Accra Befolkningstæthed 80,9 indb./Km2     HDI placering 133

Landet er dækket af tæt regnskov der nogle steder er ryddet for at give plads til kakao-, kaffe-, banan- og palmeolie plantager. I den nordlige del af landet er vegetationen savanne. Resten af landet er fladt med nogle højdedrag mod grænsen til Togo. Landets vigtigste flod er Volta, der vider sig ud i en kunstig sø ved Akossombo dæmningen. Klimaet er tropisk med regn om sommeren. Undergrunden er rig på guld, diamanter, mangan og bauxit. I landets nordvestlige hjørne breder ørkenen sig, og længere sydpå plages landet af afskovning.

Folket: Ghaneserne tilhører 7 forskellige etniske grupper: ashantier og fantierne, 44%, bor i landets centrale og sydlige del; ewé'erne (13%) og ga-adangbe (8%), bor i den sydlige og sydøstlige del på begge sider af Voltafloden; mole-dagbani'erne (16%), bor på savannen mod nord; guan (4%) og gurma'erne (3%) bor i dalene og højlandet mod nordøst.

Religion: Kristne (50%), traditionelle religioner (32%), muslimer (13%).

Sprog: Engelsk (officielt). Endvidere tales ga, hausa, fantéewe, gaadanghe, akan, dagbandim og mapusi.

Politiske partier: Den progressive Alliance er en koalition bestående af Den demokratiske Nationalkongres, Nationalkonventet og Partiet for alle ghanesere i verden (EGLE), der støttede Jerry Rawlings ved præsidentvalget i 1992. Det folkelige Nationalkonvent er den styrtede præsident Limanns parti og (teoretisk) arvtageren til landets første præsident - N'Krumahs - ideer. Det nationale uafhængige Parti. Det nye patriotiske Parti.

Sociale organisationer: Omkring 50 fagforeninger er samlede i enhedsorganisationen Ghanas Fagforeningskongres. Kvindebevægelsen 31. december er den kvindelige gren af den såkaldte «31. december Revolutionen» og ledes af Nna Konadu Agyeman Rawlings, gift med præsident Jerry Rawlings.

Officielt navn: Republic of Ghana

Administrativ inddeling: 10 regioner underopdelt i 110 distrikter

Hovedstad: Accra, 1.847.000 indb. (2003)

Andre vigtige byer: Kumasi, 906.400 indb.; Tamale, 259.200 indb.; Sekondi-Takoradi, 164.400 indb. (2000)

Regering: Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, præsident, stats- og regeringschef siden januer 2017. Parlamentet har ét kammer med 275 medlemmer, der vælges ved direkte valg for en 4 årig periode. Den nuværende forfatning blev vedtaget den 28. april 1992.

Nationaldag: 6. marts (Uafhængighed, 1957)

Væbnede styrker: 5.000

Paramilitære styrker: 5.000 (folkemilitsen)

 

Omkring år 1300 ankom akan'erne - eller ashantierne - til det nuværende Ghana. Langs kysten eksisterede allerede det stærke kongerige Denkiera. Ashantierne slog sig ned i skovene i det indre af landet og dannede en række mindre riger, der betalte skatter til kyststaten.

Omkring det 15. århundrede lod ashantierne sig indlemme i de sudanesiske handelsforbindelser og benyttede markedet i Begho ved grænsen til det nuværende Côte d'Ivoire (Elfenbenskysten). Der byttede de slaver og guld mod tekstiler og sudanesiske varer, eller måske mere eksotiske varer. Kongen af Kumasi havde i sit skatkammer et forarbejdet krus, der havde tilhørt den engelsk kong Richard II i 1367-1400.

I det 17. århundrede truede ny indvandring de små kongerigers eksistens i skovene. Indvandringen tvang alle ashantierne til at slutte sig sammen for at bekæmpe det indvandrede doma folk, der endte med at blive besejret.

De sudanesiske markeder var faldet sammen med sammenbruddet i Songhai imperiet langs Niger floden, invasioner fra Marokko og portugisernes erobringstogter, der bragte kaos i økonomien i det indre af landet. Samtidig var kystområdet fortsat behersket af Denkiera. Ashantierne stod derfor uden egne markeder, men i stedet for at betale skatter til Denkiera, besluttede de at føre krig mod dette kongerige. En krig de vandt. De organiserede en centraliseret stat ledet af Ashantihene - ashantifolkets leder - og støttet af en stærk hær. Fra år 1700 kontrollerede de transporten af slaver mod kysten og handelen med europæiske varer til det indre af landet.

Britisk kolonialisme

Da englænderne begyndte at bekæmpe handelen med slaver, håndterede ashantierne den nye «markedskrise» ved at forsøge at fordrive fanti-folket fra den del af kysten, hvor en betydelig af kysthandelen endnu var koncentreret. De fik imidlertid støtte af englænderne, hvilket udløste den første krig mellem England og ashantierne (1806-1816), der blev fulgt af andre i 1825-1828 og 1874. Efter den sidste krig gjorde englænderne fanti-territoriet til britisk koloni, og med det påskud at forsvare området mod Samori Turé (se Guinea), udråbte de i 1895 området i nord til britisk protektorat.

Den nordligste del af landet og kystområdet var nu under britisk dominans, mens den centrale del udgjordes af ashantistaten. Nye sammenstød fulgte, og i 1896 udbrød der en ny krig mellem de to parter. Ashantihovedstaden Kumasi blev bombarderet med kanoner, kongen styrtet og sendt i eksil, og ashantierne fik at vide, at de skyldte englænderne 50.000 ounzes (ca. 1500 kg) guld i «krigskadeerstaning». Fire år senere forsøgte kolonimagten at opkræve erstatningen, så guvernøren kunne sætte sig på den symbolske trone af guld, men dette udløste et omfattende oprør. Det blev kvalt i blod - tusinder blev dræbt. I 1902 blev ashantikongeriget formelt gjort til en del af den britiske koloni Guldkysten.

Trods de etniske og religiøse forskelle mellem folkeslagene i landet udvikledes der i løbet af første halvdel af det 20. århundrede en stærk nationalisme i landet. Samtidig udvikledes der økonomiske skel mellem den nordlige del af landet, hvor de traditionelle økonomiske strukturer fortsat var fremherskende, og den sydlige del af landet hvor der udvikledes en arbejderklasse af en vis betydning og et europæiseret afrikanske mellemlag.

1957 Selvstændighed

Kwame Nkrumah

I 1957 fik landet sin selvstændighed. Lederen af den nye stat var Kwame Nkrumah. Han havde været leder af nationalistbevægelsen i Ghana i flere år, blev født i 1909, arbejdede som lærer, men fik chancen til at studere videre - bl.a. i USA hvor han boede i ti år - og senere i England, hvor han var en af lederne i det politiske arbejde blandt afrikanerne i landet. Han var en af organisatorerne af den første panafrikanske kongres. Han vendte tilbage til Ghana i 1947 og blev leder for en bevægelse, som havde navnet United Gold Coast Convention (UGCC). Det var en forholdsvis moderat nationalistbevægelse med støtte først og fremmest blandt det begrænsede afrikanske borgerskab. Nkrumahs politik kom imidlertid til at stå i modsætning til denne gruppe. Han satsede på at udvikle en mere radikal massebevægelse, og han baserede denne på fire grupper i det ghanesiske samfund. Den mest betydningsfulde gruppe i nationalistbevægelsen var de unge, halvt uddannede og uetablerede, som var kommet til byerne under højkonjunkturen i den ghanesiske økonomi lige før og under den 2. verdenskrig, men som nu gik arbejdsløse og uden muligheder for at skaffe sig ordentlig fodfæste i samfundet på grund af lavkonjunkturen efter krigen. Denne gruppe havde forgreninger til pjalteproletariatet i byerne, og det var blandt disse grupper, at Nkrumah i første omgang kom til at skaffe sig sine mest ivrige tilhængere. Den anden centrale gruppe i nationalistbevægelsen var veteranerne fra den 2. verdenskrig. De havde kæmpet for briterne - først og fremmest i Asien - og var blevet lovet arbejde, når de kom tilbage til Ghana. Det fik de ikke. Den tredje gruppe var bønderne som var utilfredse med, at de fik dårlig betaling for deres varer og måtte betale høje priser for de varer, de havde brug for. Den fjerde gruppe var arbejderklassen, som kæmpede for højere løn og retten til at drive faglig virksomhed. Arbejderne - som var forholdsvis få - kom til at udgøre den mest bevidste og socialistiske del af nationalistbevægelsen.

Med basis i disse grupper udviklede Nkrumah en aktiv modstandspolitik mod briterne. Han krævede øjeblikkelig selvstændighed og organiserede boykotter, strejker og forskellige ikke-voldelige aktioner.

I 1949 brød Nkrumah med de moderate kræfter i UGCC og dannede Convention Peoples Party (CPP). Som leder af dette parti vandt han de valg, der blev holdt i 1951 og umiddelbart før selvstændigheden i 1957. I hele perioden arbejdede han desuden for panafrikanismen og for støtten til befrielseskampen i de andre afrikanske kolonier. I 1955 repræsenterede han (det endnu ikke selvstændige) Ghana på Bandung konferencen, der blev åbningskonferencen for de Alliancefri Landes Bevægelse.

I Ghana gik udviklingen dog ikke så godt efter selvstændigheden. Ud over kravet om selvstændighed var grundlaget for nationalistbevægelsen uklart, og Nkrumahs politik kom også til at være præget af uklarhed. Den indebar ikke noget egentlig brud med den vestlige imperialisme. Den var nok socialistisk i ord, men i ringe grad i praksis. Bl.a. udviklede der sig modsætninger mellem regeringen og arbejderbevægelsen, fordi lønudviklingen var negativ. Samtidig øgedes korruptionen, og i stedet for at udbygge masseorganisationerne blev det politiske arbejdet orienteret mod en grotesk persondyrkelse af Nkrumah. Han holdt fast ved visionen om et stærkt og forenet Afrika, men han var ikke i stand til at omsætte denne i praksis. Politikken var præget af manglende konsekvens og førte til, at de rige blev rigere, og at de grupper der havde været grundstammen i nationalistbevægelsen forblev fattige.

1966 Kup mod Nkrumah

I 1966 gjorde en gruppe officerer militærkup, under henvisning til Ghanas økonomiske problemer. Nkrumah, som var på statsbesøg i Kina, blev frataget magten. Han rejste til Guinea og levede i eksil der frem til sin død i 1972. Det var fremfor alt fire stærke grupper der stod bag modstanden mod Nkrumah-regimet. For det første var det hæren, og dernæst det afrikanske borgerskab, som ikke syntes det fik nok poster som ledende embedsmænd og som var modstandere af de restriktioner, som Nkrumah-regimet lagde på den økonomiske virksomhed. For det tredje var kakaogodsejerne modstandere af regimet, fordi CPP støttede de små bønder. Endelig kom Nkrumah til at stå i modsætning til de gamle magthavere - de traditionelle høvdinge. Hæren udnyttede utilfredsheden. I 1969 blev der afholdt valg, og hæren overlod styret til Kofi Busia, som blev leder af en civil regering.

Busia kom fra oppositionen mod Nkrumah, og hans politik var katastrofal på det økonomiske område. På den ene side forsøgte han at blive venner med den internationale storkapital, og på den anden side forsøgte han at spille på nationalistiske strenge. Under hans regime trak de store multinationale firmaer enorme midler ud af Ghana, og til trods for at priserne på kakao var høje, sank Ghanas valutareserver hele tiden. Busiaregimet udviste endvidere næsten alle andre afrikanere fra landet. Mellem en halv og en hel million mennesker blev tvunget til at forlade landet. Han spillede på de etniske modsætninger i landet, og greb ind mod de demokratiske rettigheder. Der måtte komme et nyt kup. Det kom i 1972 og blev ledet af oberst Ignatius Acheampong, som senere blev statschef i landet. Acheampong opgav de sidste rester af de industrialiserings- og udviklingsplaner, der var tilbage efter N'Krumah. De blev erstattet af en landbrugspolitik, der overvejende var til gavn for de store kakaobønder. Det lykkedes Acheampong at overleve 8 kupforsøg, men held på det økonomiske område havde han ikke. I 1977 var inflationen i landet på 36%, en enorm udlandsgæld, en devalueret valuta og hundredvis af intellektuelle og studerende der var sendt i fængsel for deres protester mod regeringens politik.

1979 Jerry Rawlings begår sit første kup

I juli 77 udbrød det såkaldte «mellemlagsoprør». Det udløste en række sociale sammentrækninger, der i juli 78 endte med at tvinge Acheampong til at trække sig tilbage. Han blev efterfulgt af general William Frederick Akuffo, som oppositionen hævdede blot videreførte Acheampongs politik. Regimet blev dog kortvarigt. Den 4. juni 79 blev Akuffo væltet i et statskup under ledelse af løjtnant Jerry Rawlings. Han udskrev valg, der blev vundet af det Folkelige Nationalparti (PNP), der bestod af N'Krumah tilhængere. Der blev lovet indsættelse af en overgangsregering og tilbagevenden til parlamentarisk demokrati.

Den 1. oktober 79 blev PNP's leder, Hilla Limann indsat som præsident, støttet af de Væbnede styrkers Revolutionsråd. Den nye præsident opgav hurtigt N'Krumahs politiske linie og besluttede istedet at følge de økonomiske retningslinier fra IMF i et forsøg på at overvinde den økonomiske krise. For at vinde de udenlandske investorers tillid og kompensere for faldet i indtægterne på eksporten af kakao, indførte regeringen drastiske begrænsninger i importen - også af fødevarer - men uden at begrænse lønarbejdernes realløn. Konsekvensen var en bølge af strejker, som fortsatte ind i 80 og 81.

Rawlings nød fortsat stor prestige blandt de fattigste i samfundet. Han begyndte at kritisere regeringens politik og dens alliancer med den udenlandske kapital. Inflationen rundede de 140%, arbejdsløsheden de 25%, hvilket bidrog til den ustabile situation, der kulminerede den 1. januar 82, da Rawlings atter tog magten ved et kup. Den første opgave som officererne stillede sig var gennemførelsen af en kampagne mod korruptionen i den offentlige administration. De lovede at gennemføre intet mindre end «en revolution for social retfærdighed i landet». I løbet af få måneder lykkedes det at øge skatteindtægterne og drastisk reducere smuglingen af kakao til nabolandene - kendt under betegnelsen kalabule. Der blev oprettet folketribunaler for at retsforfølge uregelmæssighederne i den tidligere regering.

Krisepolitik efter IMF recept

For at overvinde krisen var det nødvendigt at gennemføre en anden økonomisk politik og endvidere skaffe udenlandsk bistand. Rawlings var villig til at gennemføre en skrap krisepolitik - dikteret af IMF - og fra 83 knyttede han tættere bånd til denne institution. Valutafonden vurderede, at hvis dens politik i Ghana fik succes, ville den blive en model, der kunne overføres til andre lande i regionen, og den var derfor rundhåndet i långivning. Det samme gjaldt Verdensbanken.

For at øge sine indtægter og bremse smugleriet blev valutaen devalueret. Valutaen - cedi'en - faldt fra 2,74 cedi pr. dollar i 1982 til 183 i 1988. Skatterne blev forhøjet, subsidierne reduceret og det samme gjaldt lønningerne. Den offentlige financiering af underskudsgivende private virksomheder blev indstillet, og seddelpressen blev stoppet. Det gav økonomisk nogle gode resultater. Inflationen faldt fra 200 til 25%. Bankvæsenet kom til at fungere bedre og desuden steg den pris, bonden fik for sin kakao.

Til gengæld for denne økonomiske hestekur fik landet udenlandske lån på i alt 500 millioner dollar. Den ene halvdel skulle tilbagebetales i 1994 med en årlig rente på 5%. På den anden halvdel skulle der ikke betales afdrag de første 10 år, og renten var kun 0,5%. Dette efter forholdene særdeles fordelagtige lån for et tredjeverdens land var betinget af en intensiv kontrol af landets finanser fra IMF's side. Landets udlandsgæld nåede imidlertid op på 4 milliarder dollars, og afdrag samt renter slugte to tredjedele af eksportindtægterne.

De sociale omkostninger ved programmet var høje. Konsumpriserne steg 30% i perioden 1983-87. 45.000 offentligt ansatte blev fyret. Samtidig øgedes sulten, børnedødeligheden og analfabetismen.

I begyndelsen af århundredet havde der været 8 centre med bymæssig bebyggelse i landet. I 84 var der 180. Gennem 80'erne fandt der en betydelig afvandring sted fra landet med retning mod de største byer. Dette skabte slumkvarterer uden rindende vand eller kloakering. I slumbyen Takoradi findes der 16 toiletter til 3.250 personer. Med den nuværende udvikling vil over halvdelen af befolkningen i 2020 leve i bycentre. For at bremse denne udvikling blev der indledt et program, der gik ud på årligt at sende 12.000 ghanesere tilbage til landområderne, og der blev indledt et «Program til reduktion af de sociale omkostninger ved Strukturtilpasningspolitikken» (PAMSCAD).

Den økonomiske udvikling havde også økologiske konsekvenser. Regnskoven der dækkede 34% af landet blev reduceret til 7%. Dertil kommer at 42% af de arealer der officielt er registreret som dækkede af «skov» i virkeligheden er træer der står overfor at skulle fældes, sekundær skov eller skov der er ved at vokse op. For landbefolkningen og de fleste folk i byerne er skoven kilde til den traditionelle medicin. 75% af befolkningen får sine proteiner fra jagten på dyr i skovene og brændet er endvidere den vigtigste energikilde i husholdningen. Disse aktiviteter ignoreres imidlertid i de officielle planer, der kun opfatter skoven som en kilde til eksport af træ. Alligevel beskæftiger skovindustrien kun 70.000 personer.

Der eksisterer et Projekt til administration af Skovressourcer (NFAP), der har støtte fra internationale organisationer som det nordamerikanske AID, fra Canada og Storbritannien. Endvidere støtter FN's fødevareorganisation FAO grundlæggende de igangværende planer. Programmet opfatter afskovningen, spredningen af ørkenen og udpiningen af jorden som et resultat af den fattige befolknings rydning af skoven til agerbrug. Den befolkningsgruppe der i virkeligheden er offer for naturødelæggelserne bliver på denne måde givet skylden for ødelæggelserne, når årsagen i virkeligheden er den økonomiske model der sætter eksportproduktionen over alt andet.

Der er sket en stigning i eksporten af kakao, guld, træ og bauxit, men faldet i prisen på kakao på verdensmarkedet kom alligevel til at koste Ghana 200 millioner i tabte indtægter og tvang en lang række virksomheder til at lukke. På møder i Parisklubben i januar-februar 89 blev der derfor bevilget nye lån til landet på i alt 900 millioner dollars. Trods lånene forværredes den økonomiske situation i 90. Statsunderskuddet blev fordoblet og eksportindtægterne faldt til under 88 niveau. Omkring 120 virksomheder lukkede i 88-89, da deres produkter ikke kunne konkurrere med importerede produkter fra Kina, Sydkorea og Taiwan, der var billigere og af en bedre kvalitet.

Krisen tvang Rawlingsregeringen til at føre en mere åben politik og gennemføre en decentralisering til fordel de lokale administrationer. I juni 91 valgtes der 260 medlemmer til en ny grundlovsgivende forsamling. Det Nationale råd for kvinder og Udvikling - med rang af ministerium - fik 10 pladser. Endvidere blev sygeplejersker og jordemødre repræsenteret.

Amnesty International kritiserede i december 91 Ghanas regering for anvendelsen af undertrykkelse i sin politik for at intimidere og bringe sine modstandere til tavshed. Som konsekvens af de alvorlige og fortsatte menneskerettighedskrænkelser dannedes i begyndelsen af 92 Ghanakomiteen. Landets første organisation til forsvar for de menneskelige rettigheder. Samme år blev den nye forfatning vedtaget, og der blev gennemført valg. Rawlings fik selv 58,3% af stemmerne ved præsidentvalget i november, og de tre partier der støttede ham fik i alt 197 ud af parlamentets 200 pladser ved valget i december. Oppositionen beskyldte Rawlings for intimidering og valgsvindel og boykottede derfor parlamentsvalget, hvor kun 29% stemte.

Trods uregelmæssighederne var 80 lande og udenlandske organisationer tilstede ved Rawlings indsættelse i januar 93. Den udenlandske opbakning blev tilskrevet landets punktlige opfyldelse af IMF's strukturtilpasningsprogram i det foregående tiår, og den punktlige betaling af afdrag og renter på udlandsgælden, der nu optog 35% af eksportindtægterne.

I februar 94 førte sammenstød omkring retten til jorden til 1000 menneskers død og til at 150.000 blev drevet på flugt. Regeringen indførte undtagelsestilstand, og i juni blev der indgået en aftale, der skulle bringe volden til ophør. Statsbudgettet udviste dette år et overskud på 80 millioner dollars efter to års underskud, og 95 budgettet forudså en stigning på 5%. I maj kostede demonstrationer mod indførelsen af moms (meromsætningsafgift) 5 dræbte. Økonomiminister Kwesi Botchwey måtte trække forslaget om moms tilbage og trådte selv tilbage - efter at have beklædt posten i 13 år. Den samme periode hvor IMF's strukturtilpasningsprogram havde hærget landet.

Trods det at det Nye patriotiske Parti og Folkekonventionen nedtonede deres politiske forskelle og dannede en koalition vendt mod Rawlings, vandt denne alligevel præsidentvalget i december 96 med 57,2% af stemmerne. Et af de store problemer landet stod overfor var en energikrise forårsaget af faldende vandstand i Akosombo vandkraftværkets reservoirer. Rawlingsregeringen søgte alternativer, der dog alle viste sig at være uanvendelige. I marts 98 meddelte ministeriet for videnskab og teknologi, at landet ikke ville være i stand til at betale de indledende investeringer for at udvikle en energiforsyning baseret på atomkraft. Krisen blev delvist løst, da regeringen i Côte d’Ivoire indvilgede i at øge sine elektricitetsleverancer til Ghana fra 20 til 35 Megawatt.

Politiet slog hårdt ned på studenterdemonstrationer i august 1999 mod forhøjelserne af undervisningsafgifterne. Myndighederne besluttede i sidste ende at lukke universitetet for derved at kvæle protesterne.

Vicepræsident John Atta Mills deltog som kandidat for regeringspartiet og støttet af Rawlings ved præsidentvalget i januar 2001. Men han blev i 2. valgrunde besejret af John Kufuor fra NPP, der dermed gjorde en ende på 20 års Rawlings og NDC styre. NPP sejrede også i parlamentsvalget, hvor partiet fik 97 af de 200 pladser, mens det tidligere regeringsparti måtte nøjes med 86. Kufuor overtog præsidentembedet, og det var faktisk første gang i landets historie, at et præsidentskifte var sket på demokratisk grundlag.

Ghana er fortsat scene for sammenstød mellem forskellige klaner. I slutningen af 2001 stødte mamprusi og kusasi klanerne sammen og efterlod 50 døde. I marts 2002 kom det til nye sammenstød, der bl.a. kostede kong Ya-Na Yakubu Andani II, der var repræsentant for Andani klanen. 27 andre blev dræbt. Regeringen satte landet i undtagelsestilstand og udkommanderede militæret for at skille de to klaner. Mamprusi klanen har traditionelt støttet NPP, mens Kusaki har støttet NDC.

Kufour godkendte oprettelsen af en forsoningskommission, der fik til formål at undersøge krænkelserne af menneskerettighederne under de 22 års militærdiktatur. Kommissionen havde lighedspunkter med tilsvarende kommissioner i andre afrikanske lande, og kunne give straffrihed til vidner. Den fik bl.a. til opgave at undersøge 200 sager med forsvundne mennesker under Rawlings militærregeringer.

I maj 2003 godkendte IMF en aftale med Programmet for vækst og reduktion af Fattigdommen i Ghana. Som led i aftalen fik Ghana 258 mio. US$ til financiering af regeringens reformprogram for perioden 2003-05. Som led i programmet skulle der ske en kraftig opbremsning i de offentlige udgifter. Til gengæld forudsås en årlig økonomisk vækst på 4,9% og en reduktion af inflationen.

I juni underskrev Ghanas regering en aftale med den Afrikanske Udviklingsfond om et lån til styrkelse af sundhedssektoren. Det såkaldte «Sundhedsprojekt III» havde til formål at bremse udbredelsen af AIDS/HIV og malaria samt reducere børnedødeligheden og fattigdommen.

I juli fornyede regeringen undtagelsestilstanden i landets nordlige provins, Dagbon, for at bevare konflikten i området under kontrol, selvom situationen havde en negativ indflydelse på samhandelen med nabolandet Burkina Faso.

I september 2003 blev 173 ghanesiske børn genforenet med deres forældre efter at være blevet solgt til fiskere for 180 US$. Børnene var blevet anvendt til hårdt fysisk arbejde, som nogle ikke overlevede. Desuden fik de dårlig ernæring og blev mishandlede. Genforeningen blev arrangeret af den internationale Organisation for Migration, og indebar at fiskerne fik rådgivning og udstyr, mens børnenes familier fik mikrokreditter, som de kunne oprette småforretninger på, der gav dem en bedre indkomst.

I slutningen af 2003 startede bygningen af en taumatina fabrik. Der er tale om et naturligt sødemiddel udvundet af Katemfe busken, med få kalorier og 2500 gange sødere end sukker. Industrien kan nå op i milliardstørrelse, selvom nordamerikanske virksomheder har patenteret de gener i Katemfe busken, der giver sødemidlet. Det kan true perspektivet for den ghanesiske sødemiddelindustri.

I februar 2004 vidnede ekspræsident Jerry Rawlings for en undersøgelseskommission, der undersøgte krænkelserne af menneskerettighederne i hans embedsperiode. Rawlings blev af forskellige menneskerettighedsorganisationer anklaget for forsvindingen af over 200 personer i 1980, for at have beordret summariske henrettelser og for at have begået andre krænkelser mod menneskeheden. Rawlings blev bl.a. udspurgt om en video, der viste omstændighederne omkring henrettelsen af tre dommere i 1982. Han blev ligeledes udspurgt om henrettelsen af Lance Corporal Sarkodie Addo, der var anklaget for forsøg på statskup i 1984. Vidner havde tidligere fortalt, at Rawlings var tilstede ved henrettelsen af soldaten.

I september blev 132 børn endelig genforenet med deres familier. De havde været ofre for slavehandel og udførte tvangsarbejde for fiskere i Yeji i Atebubu distriktet i Brong-Ahafo provinsen. Takket været indsatsen fra den internationale migrationsorganisation OIM nåede antallet af befriede børn i Ghana de foregående måneder dermed op på 430. Som kompensation fik fiskerne mikrokreditter og uddannelse for at forbedre deres fangstmetoder. OIM havde ialt identificeret 1002 børn i skolealderen fra de centrale områder i Ghana og Volta, der var blevet solgt som slaver til fiskerne i Yeji. Flertallet var 6-14 år.

I oktober offentliggjorde to mineselskaber oplysninger om opjustering af guldreserverne i Ghana, og forlængede dermed levetiden af minerne. Staten får del i overskuddet fra minedriften og tjerner således både på opjusteringen af ressourcerne og af den stigende guldpris på verdensmarkedet.

Den 10. december 2004 vandt Kufuor atter valget og kunne dermed fortsætte på posten i 2. periode. Iflg. valgkommissionen fik han 52,75% af stemmerne, mens hans modkandidat og tidligere vicepræsident John Atta Mills fik 44,32%. De internationale observatører betegnede valget som gennemført i et ordentligt klima og med en effektiv organisation.

I april-maj 2005 søgte tusinder af indbyggere fra Togo til Ghana på flugt fra den politiske vold i deres eget land.

I april 2006 vidnede landets tidligere førstedame, Rawlings hustru, Nana Konadu Agyemang for retten, anklaget for bedrageri ifbm. privatisering af en statslig virksomhed i 1990'erne.

Forholdet mellem Ghana og Gambia var meget spændt i juli 2007 som følge af Gambias manglende samarbejde i opklaringen af hvordan mere end 40 ghanesiske emigranter i Gambia kunne blive dræbt. Ligeledes i juli gennemførte landets Nationalbank en pengeombytning, hvor der blev fjernet 4 nuller fra pengesedlerne, så en ny Cedi svarede til 10.000 af de gamle.

John Atta Mills blev valgt som præsident i 2008 med 50,23% af stemmerne mod den siddende præsidents 49,77%. Mills havde været vicepræsident under Jerry Rawlings i 90'erne, men havde tabt præsidentvalgene i 2000 og -04. Magtskiftet var det andet i landets historie, og trods det tætte stemmetal forløb det udramatisk.

Mills oprettede i januar 2010 en kommission til revision af forfatningen fra 1992. I løbet af året modtog den 60.000 forslag.

I fabruar 2010 udbrød der uroligheder ud i den nordlige del af landet i Bunkpurugu/Yunyoo området. Mindst 5 blev dræbt, 300 huse blev brændt ned og tusinder sendt på flugt. Mange flygtede over grænsen til Togo. I maj udbrød der uroligheder i Bawku i den østlige del af landet. 5 blev dræbt.

Præsident Mills døde i juli 2012. Posten blev i overensstemmelse med forfatningen overtaget af vicepræsidenten John Dramani Mahama. I december gennemførtes parlaments- og præsidentvalg. Præsidentvalget blev vundet af NDC's Mahama med 50,7% allerede i første runde, mens den tungeste modkandidat, Nana Akufo-Addo fra NPP fik 47,7%. Parlamentsvalget blev til gengæld vundet af NPP, der fik 47,5% af stemmerne, mens NDC måtte nøjes med 46,4%. På grund af valgsystemets udformning var det imidlertid NDC der fik flest pladser (148) mod 123 til NPP. ECOWAS og AU karakteriserede valget som overvejende frit. Men der var rapporter om omfattende uregelmæssigheder, hvilket fik oppositionen med NPP i spidsen til at protestere. Et par dage efter valget fløj AU's formand Thomas Yayi til Ghana, hvor han mødtes med formændene for både NPP og NDC, som han opfordrede til at danne en national samlingsregering. Forgæves. NDC dannede sin egen regering på et spinkelt flertal.

Sammenlignet med nabolandene findes der en forholdsvis høj respekt for menneskerettighederne i landet. Ytrings- og forsamlingsfriheden respekteres og tortur og mishandling anvendes ikke af myndighederne. De største problemer i 2012 var det langsomt arbejdende retsvæsen, at homoseksualitet som i mange andre afrikanske lande var forbudt og at dødsstraffen fortsat fandt anvendelse. Det år blev 27 dømt til døden, men ingen domme fuldbyrdet. Der sad ved udgangen af året 166 på dødsgangene i landet.

En eksplosion på en tankstation i Accra kostede i juni 2015 omkring 250 mennesker livet. Flere dages regn og oversvømmelser havde ført til, at flere hundrede mennesker havde søgt tilflugt indenfor tankstationen, da eksplosionen indtraf. Samme måned blev flere tusinde mennesker jaget ud af deres hjem i Accras største slumkvarter Old Fadama, også kendt under navnet Sodoma og Gomora. Slumkvarteret husede omkring 50.000 mennesker. Politiet brugte tåregas og knipler mod demonstranter, der demonstrerede mod tvangsfjernelsen.

I september angreb politiet en fredelig demonstration med tåregas og knipler, efter der var opstået uenighed om demonstrationens rute. Demonstrationens var organiseret af Let My Vote Count Alliance og krævede etableringen af et nyt vælgerregister.

Ghanas kvindelandshold i fodbold vandt i december 2016 bronze i den Afrikanske Kvindefodbold Cup, da det slog Sydafrika 1-0.

16 kandidater ønskede at stille op til præsidentvalget i december 2016. Valgkommissionen diskvalificerede imidlertid 13 af dem. Denne beslutning blev omstødt af 4 af disse, så 7 kandidater i sidste ende stillede op. De eneste to med en reel chance var dog oppositionens Nana Addo Dankwa Akufo-Addo fra NPP og John Dramani Mahama fra det regerende NDC. I sidste ende vandt Akufo-Addo med 53,9% af stemmerne mod 44,4% til Mahama. Akufo-Addo blev indsat på præsidentposten i januar 2017 i overværelse af 12 andre afrikanske statsoverhoveder. Det blev senere afsløret, at præsidenten havde kopieret hele afsnit i sin tiltrædelsestale fra John F. Kennedys, Bill Clintons og George Bushs tiltrædelsestaler.

Parlamentsvalget der blev afholdt samtidig med præsidentvalget fulgte samme mønster. NPP gik 48 mandater frem til 171 og fik dermed absolut flertal i det 275 pladser store parlament. NDC gik 44 mandater tilbage og måtte nøjes med 104.

I skyggen af COVID-19 pandemien og de rystende forhold i landets fængsler benådede præsidenten 1500 fanger i marts og juni 2020. Samtidig blev 9 fangers dødstraf forvandlet til livsvarigt fængsel.

Præsident Akufo-Addo genvandt posten ved præsidentvalget i december 2020 med 51,3% af stemmerne. Ved parlamentsvalget samme dag mistede hans parti NPP 32 mandater og fik 137. Oppositionspartiet NDC gik 31 mandater frem og fik ligeledes 137. Udover de to partier var der blot 1 uafhængigt medlem af forsamlingen. NDC klagede over resultatet, men en enig højesteret afviste i marts 21 klagen. Akufo-Addo lovede i december 21 at ville overholde forfatningen og ikke stille op til en 3. periode i 2024.

A.J. og Guia del Mundo