Produktionsmåde
Produktionsmåden er organiseringen af det økonomiske liv defineret gennem visse produktionsforhold. I forordet til «Kritik af den politiske økonomi» (1859) skelnede Marx mellem fire førkommunistiske produktionsmåder: Den asiatiske, den antikke, den feudale og den kapitalistiske. Alle disse produktionsmåder bygger på klassemodsætninger, som atter udspringer af den ulige magt til at disponere over arbejdskraft, og før disse klassesamfund forelå det Marx kaldte «et naturligt fællesvæsen» baseret på storfamilien og på en høj grad af fællesskab i produktionen og forbruget.
Marx mente, at efter klassesamfundene ville der eksistere en ny og højere form for kommunisme, også baseret på fællesskab, men i en mere udviklet form som både indarbejder den industrielle teknologi som kapitalismen har udviklet og dens højere grad af individualitet. Denne højere kommunisme forholder sig til det naturlige fællesvæsen som «negationens negation» (se Dialektik), hvilket bl.a. indebærer, at en overgangsperiode med klassemodsætninger er nødvendig for at udvikle den højere form fra den lavere.
Mellem den kapitalistiske og den kommunistiske produktionsmåde kommer en overgangsfase, som gerne kaldes «proletariatets diktatur». Dette er ingen selvstændig produktionsmåde, men en politisk organisering af samfundet som tager hensyn til, at den kapitalistiske fortid endnu ikke er helt udvisket. Marx har ikke meget at sige om den kommunistiske produktionsmåde, bortset fra at den skal bygge på principperne om fællesejendom, planlægning og på princippet «yde efter evne, nyde efter behov».
Udover disse produktionsmåder nævner Marx også «den enkle vareproduktion», hvor producenterne selv disponerer fuldt ud over deres arbejdskraft og deres produktionsmidler - herunder jord - og udveksler de færdige produkter med hinanden som varer. Dette er vareproduktion uden kapitalisme. En produktionsmåde hvor alt har vareform, bortset fra arbejdskraften selv. Marx mente, det var en ustabil produktionsmåde, som kun kunne eksistere i korte perioder og i mindre dele af økonomien. Begrebet er først og fremmest en teoretisk konstruktion, som tjener til at sætte de historiske produktionsmåder ind i et klarere relief.
En samfundsformation er et økonomisk system, hvor to eller flere produktionsmåder eksisterer side om side, således at en af dem dominerer de andre og vokser på deres bekostning. Indenfor en samfundsformation findes der tre eller flere klasser, hvilket skaber muligheder for alliancer og politiske spil, som ikke kan udvikle sig indenfor en produktionsmåde, hvor to klasser står overfor hinanden. «Kapitalen» er i hovedtrækkene en analyse af den kapitalistiske produktionsmåde, som Marx i sine politiske skrifter udvider til en analyse af den kapitalistiske samfundsformation, hvor også jordejerne har deres plads.
Rækken af historiske produktionsmåder bærer præg af, at Marx betragtede verdenshistorien fra en ret snæver europæisk synsvinkel. Når senere marxister har skullet analysere ikke-europæiske samfund, har de valgt én af to veje. Nogle har villet genfinde feudalismen i Afrika eller Japan, den asiatiske produktionsmåde i Sydamerika osv. Andre har lanceret nye begreber som «den afrikanske produktionsmåde». Den første fremgangsmåde fører let til kunstige konstruktioner, mens den anden indbyder til vilkårlighed. Nogen ordentlig løsning på dette problem får man næppe uden en grundlæggende revision af den historiske materialisme, hvilket også kunne føre til, at den europæiske historie blev inddelt i andre kategorier og perioder.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 35.887