Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Renæssance

Renæssance anvendes gerne som navn på den tidsperiode i Europa, da middelalderens enhedskultur gik i opløsning og nationalkulturerne selvstændiggjorde sig. Ordet betyder genfødelse. Det er antikkens skønhedsidealer der genfødes - et led i italienernes begejstring for deres nationale historie.

Begrebet dukker desuden op i en række andre varianter. Maleren og kunstnerbiografen Vasari anvender rinascità (1560) om det kunsthistoriske omslag, der finder sted i de toscanske handelsbyer i 1300- og 1400-tallet. Oprindelig betegnede ordet alene ændringer indenfor et meget snævert område, nemlig indenfor kunsten og arkitekturen. Det er faktisk først med Jacob Burckhardts berømte bog om renæssancekulturen i Italien (1860), at begrebet udvides til at gælde hele den kulturelle forvandling, der indleder Europas moderne historie. Burckhardt knytter renæssancen til individualismens, demokratiets og liberalismens begyndelse, og gør det til et værdibegreb.

Historikerne har ikke kunnet blive enige om, hvornår renæssancen begynder eller slutter, eller hvilke lande den omfatter. Den mest radikale løsning står Arnold Toynbee for. Han anvender «renæssancen» som et kulturmorfologisk begreb, og hævder at renæssancer er noget der gang på gang har fundet sted i historien, nemlig hver gang kunst og videnskab har blomstret, som følge af at man har taget en fjern fortid op og kopieret den. I denne betydning giver det f.eks. mening at tale om den karolingiske renæssance omkring Karl den Stores hof (ca. 800). Alligevel er det normale at afgrænse begrebet, som Burckhardt gjorde det.

Sociale og kulturelle ændringer

Renæssancen har som forudsætning bykulturen, der kredser om handlen og håndværket. I byerne opstod der tidligt en kompliceret pengeøkonomi, som skabte ny social bevægelse og et muligt fællesskab med alle dem, man kunne handle med - uanset race, religion og sprog. Mens landbruger- og krigerkulturen havde fulgt årstidernes og døgnets kredsløb uden større evne til fornyelse, favoriserede bykulturen konkurrence, eksperimenter og opfindsomhed. Individet frigjorde sig fra de feudale institutioner; Det konkrete blev lige så vigtigt som det almene; Det jordiske blev i nogen grad løsrevet fra religionens censur. Dette er dog et forenklet billede af en ret kompliceret proces.

I maleriet viste man ny interesse for naturens former og anvendte centralperspektivet (Masaccio). I skulpturen blev de anatomiske detaljer i menneskekroppen genopdaget, og efter 1000 år blev man atter i stand til at støbe rytterstatuer (Donatello). Kunstneren virkeliggjorde det nye ideal om det virksomme, skabende menneske i modsætning til middelalderens kontemplative ideal. I arkitekturen efterlignede man de romerske bygninger i en ren, snusfornuftig stil, og blev atter teknisk i stand til at hvælve store kupler (Brunelleschi). Politikken blev verdsliggjort og blev et selvstændig livsområde, hvor den almægtige blev sat i skyggen af menneskers indbyrdes magtkamp (Machiavelli). Indenfor videnskaben spillede teologien en stadig mere beskeden rolle, selv om astrologiske og alkymistiske spekulationer fik et opsving (Paracelsus).

Mens «renæssancen» i kunsthistorien tidligt i 1500-tallet blev afløst af manierismen og barokken, var grænserne noget mere flydende for videnskabens vedkommende. Ofte lader man også renæssancens naturvidenskab omfatte Kopernikus, Kepler og Galilei. De hævdede, at de samme mekaniske love gjaldt for himmellegemernes bevægelser, som for bevægelserne på jorden. På den måde opløste de den middelalderlige etageverden og fratog den kristne himmel- og helvedesforestillinger deres håndgribelighed.

Verden var ikke længere en skabelse, der bredte sig for skaberens fødder, men derimod natur som den udfoldede sig for den menneskelige betragtning og initiativ. Jorden var godt nok ikke længere midtpunkt i et gådefuldt univers, men mennesket blev stillet i centrum for et væld af problemer, som forstanden kunne løse. Moderne historikere vil lægge større vægt på den naturvidenskabelige revolution i renæssancen end på stilændringer i kunst og arkitektur.

Bogtrykkerkunsten konsoliderede de nationale sprogområder og opløste de kirkelige institutioners vidensmonopol. Den kendte verden og de geografiske kundskaber blev voldsomt udvidet. Marco Polo nåede til Kina, Colombus «opdagede» Amerika. Den nye verden blev kortlagt, og der blev knyttet et net af handelsforbindelser med Europa som centrum.

Handelsbyerne i Italien var først ude: Firenze, Siena, Venezia, Genova og Pisa. Men der var lignende udviklinger i gang i Spanien og Portugal, Flandern, Hansabyerne og i Sydtyskland. Økonomisk og politisk var andre folk nok lige så dygtige, men det vi kalder renæssancekulturen er alligevel et italiensk fænomen. Omkring rige købmandsfamilier og en række gavmilde paver udviklede der sig en ny personlighedstype blandt kunstnere og lærde: Tusindkunstnere og egensindige «genier» som Leonardo da Vinci og Michelangelo.

For liberalismens historieskrivere var det netop billedet af det selvstændige individ, der gjorde at epoken fortjente sit eget navn. Moderne historikere ser gerne de sociale og kulturelle ændringer i et større perspektiv og understreger de kulturelle faktorers nationale betingelser og de økonomiske faktorers internationale betingelser. De er desuden mindre optaget af at genfinde idealer og forbilleder.

T.B.E.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 224.988