 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Antikken
«Antikken» bruges ofte synonymt med «oldtiden» om alle de høj-kulturer, som kommer før middelalderen indenfor perspektivet af traditionel europæisk verdenshistorie. I den forstand omfatter antikken foruden Grækenland og Rom også Mesopotamien, Ægypten, Palæstina osv. Her vil «antikken» kun betegne «den klassiske oldtid», dvs. græsk og romersk historie og kultur i tiden ca. 750 f.v.t. til ca. 500 e.v.t.
Antikken er specielt interessant som historisk periode på grund af den originalitet og det niveau, som grækere og romere på mange områder har dokumenteret. Antikken blev grundlæggende og retningsgivende indenfor europæisk politisk og kulturel tradition. I nyere tid har renæssance, klassicisme og moderne humanisme aktualiseret «arven fra antikken» ved at fremhæve græsk-romersk kultur som «klassisk» i betydningen «forbilledlig». Også Marx var meget optaget af årsagerne til, at grækerne nåede så højt i deres kultur, og at antikkens bedste frembringelser «i en vis forstand blev en norm og et uopnåeligt mønster for os».
Vi ved ikke meget om, hvordan livet var for almindelige mennesker. Børnedødeligheden var formodentlig 30 %. At «sætte børn ud» var udbredt gennem hele antikken, særlig for pigebørn. De som voksede op, kunne forvente at blive 30-40 år gamle. Kvinder var gravide måske 15 % af deres voksne liv (mod 2,5 % hos os). Børn blev ofte hendes liv og død. Den biologiske funktion og husholdningen dominerede kvindens liv. Socialt var hun underlagt manden. Manden var bærer af de borgerlige rettigheder og beskyttede landet som kriger. Krig og plyndring, epidemier og misvækstår var stadige trusler. En smule korn, linser, oliven og figner, fisk og noget kød af og til var normal kost. Religiøse fester og traditioner gav struktur og mening i en tilværelse præget af uvidenhed og fattigdom, men også samhørighed og tryghed indenfor et net af forpligtelser og konventioner og et værdimønster, som et moderne menneske ville stå ganske fremmed overfor.
Grækenland
Politisk opsplitning, stammeforskelle og geografisk spredning, giver den græske verden en forvirrende mangfoldighed. Grækernes enhed bestod i sproget, i den mytiske tradition og i religionen med de store fællesgræske helligdomme som Delfi og Olympia. De var sig deres egenart som grækere bevidst. Alle andre var «barbarer». Men grækerne dannede aldrig nogen fælles stat, skønt der forekom føderationer indenfor områder med ensartet befolkning. Den politiske loyalitet lå hos den lokale polis («bystat», dvs. i virkeligheden et jordbrugssamfund med et mere eller mindre bymæssigt centrum). Overordnede politiske værdier var autonomi («at styres af egne love») og autarki («at klare sig med egne ressourcer»). Blandt de mange hundrede bystater havde kun de færreste mere end 20.000 indbyggere. En polis, staten, var identisk med kollektivet af alle borgerne (som igen udgjorde en større eller mindre del af alle indbyggerne). Det personlige statsbegreb gjorde borgerskab til en eksklusiv rettighed, og «politik» til enhver borgers anliggende.
Arkaisk («gammel») tid (ca. 750 f.v.t. - ca. 500 f.v.t.)
Ved overgangen til historisk tid var kongedømmet fra mykensk tid (ca. 1600-1200) en saga blot - uklart afspejlet i Homers episke digte. Monarki («Én mands styre») var afløst af aristokrati («styre af de bedste»). Kongens funktioner var ligefrem overgået til valgte «embedsmænd». Adelsslægterne sad med store jordejendomme og påberåbte sig afstamning fra mytiske forfædre. De beskyttede samfundet i krig og udgjorde det øverste lag i samfundspyramider, som var baseret på virkeligt eller fiktivt slægtskab. Fylerne (stammerne) var den overordnede enhed. Hver fyle samlede flere fratier (broderskaber), som bl.a. havde vigtige kultiske funktioner. Fratierne bestod af ætter. Slægt var den grundlæggende enhed. Social sikkerhed og position afhang af indordning i dette system.
Den økonomiske grundenhed var oikos, den selvforsørgende husholdning, som kunne være store høvdingesæder eller små familiebrug. Jorden beskæftigede de fleste. Samfundet kendte også til en gruppe demiurger, «sådanne som arbejder til hele folkets bedste», som smed, tømrer, læge, sanger og seer. De kunne have forskellig position. Hvis de var omvandrende, var de som fremmede afhængige af at blive accepteret, hvor de kom. Købmænd kan man knapt tale om indenfor dette statiske landbrugssamfund. Slaveri forekom ikke i stor stil. Til gengæld var den jævne bonde på mange måder afhængig af adelen, bl.a. fordi den forvaltede retten efter uskrevne love. Ofte var bonden så forgældet, at han nærmest var livegen. Juridisk «frie» mænd uden jord eller demiurg-færdigheder levede en kummerlig og ofte endnu mere usikker tilværelse end slaver.
I 700-tallet indtrådte en befolkningsstigning. Hungersnød førte til, at mange grækere fra Grækenland og Jonien (Lilleasien) i tiden 750-600 slog sig ned omkring Sortehavet, i Syditalien og på Sicilien. Kolonisterne åbnede nye horisonter og fik påvirkninger og handelspartnere i øst og vest. Købmænd og skippere slog sig op, søfolk, bådebyggere og håndværkere blev mere synlige. Grækerne tog tjeneste som lejesoldater i øst. Omkring år 600 begyndte de første græske stater at præge mønter, i starten med så høj en værdi, at de ikke kunne bruges i småhandel.
Adelen mistede sit krigsmonopol, da det blev almindeligt at opstille en fodfolkshær, dvs. alle våbenføre mænd som kunne mønstres med rustning. Disse tungtbevæbnede fodsoldater kaldtes «hoplitter». Nu fik mængden betydning, og sammenhold blev væsentlig. Som soldater krævede borgerne politisk magt. Den klassiske polis kan i en vis forstand betegnes som en «hoplit-stat».
Spændingen mellem de traditionelle magthavere og de nye lag som nu krævede andel i styre og administration, førte i mange stater til tyranni, dvs. at én mand tog magten. Oftest en som ikke tilhørte de gamle slægter. Tiden 650-500 kaldes ofte «tyran-tiden», fordi dette fænomen var hyppigst i den periode. Tyrannerne stimulerede handel og håndværk, satte byggearbejder i gang og omgav sig med digtere som de rene renæssancefyrster. «Tyranniske» i vores forstand var de dog sjældent. Men hvis de havde brudt aristokratiet, herskede de kun i kraft af deres egen styrke. Tyranniet holdt sig derfor sjældent mere end et par generationer, før magten blev fordelt til større grupper af borgere. Der hvor de politiske privilegier var forbeholdt nogle få, kaldes styreformen «oligarki» (styre af få); der hvor alle borgere (tilnærmet) havde ens rettigheder, kaldes det «demokrati» (dvs. styre af «folket», demos, som også hos grækerne var et tvetydigt ord, 1 = alle borgere, 2 = massen, i modsætning til de rige og adelen). Striden mellem demokrater og oligarker indenfor de enkelte stater, og mellem demokratier og oligarkier i den græske verden dominerede græsk politik i klassisk tid.
Sparta
Enkelte stater undgik tyranniet og mødte krisen med omfattende reformer under en «lovgiver». Sådan var det i Athen (Solon) og i det doriske Sparta. Der fjernede borgerne de indbyrdes spændinger ved en forfatning, som afvejede forskellige interesser på samme måde som den romerske. Borgerne (dem med fulde rettigheder) hed «spartanere» og udgjorde et herskende lag på nogle få tusind mand i et område som var tre gange så stort som Attika og havde en befolkning på over 200.000. De kaldte sig «de lige», nok fordi de alle ejede noget jord som ikke kunne tages fra dem, sådan at de altid kunne beholde deres uafhængighed. Det græske princip om at kun borgere kunne eje jord, var i Sparta sat på spidsen, sådan at alle borgere skulle eje jord. Både juridisk og på anden måde havde kvinderne også en vis ligestilling i Sparta. Fysisk opdragelse skulle gøre dem robuste og sikre stærke børn. Svage børn og specielt piger blev sat ud. Den store mængde af ikke-doriske indbyggere - måske 15 gange så mange som spartanerne selv - blev kaldt «heloter». De var ikke slaver i streng forstand, men en underkuet befolkning som langt hen ad vejen var socialt uændret. De var derfor - i modsætning til andre græske slaver - en konstant trussel mod deres herrer og gjorde ind imellem oprør. Heloterne dyrkede jorden for spartanerne, som kunne ofre sig helt for krigsføring og statsstyre. Sparta var en totalitær stat. Intet skulle stå mellem borgeren og staten. Opdragelse var et offentligt anliggende. Hele deres voksne liv måtte spartanerne bo i kaserner.
Det var i lyset af manddomsidealer og krigskammeratskaber, at mand-til-mand kærligheden var så rodfæstet, og siden blev offentligt godkendt i Sparta. Også i det øvrige Grækenland var mand-til-mand kærligheden udbredt, selvom samfundet kunne have en ambivalent (modstridende) holdning til det. Den seksuelle side rykkede delvist i baggrunden for den pædagogiske: den voksne elskers eros (kærlighed) ytrer sig som et ønske om at forme og (ud)danne den unge mand, som hos Sokrates i Platons værk «Symposium».
Fremmedfjendtlighed og kulturel isolation prægede Sparta i 500-tallet. Staten tillod kun cirkulation af sine gamle jernpenge. Handel blev udført af en masse andenrangs indbyggere (perioiker, «omkringboende»), som holdt til i egne samfund udenfor selve Sparta. Med sin glimrende hær udgjorde Sparta et politisk magtcentrum, som efterhånden kom i modsætningsforhold til Athen, som var et samfund i stadig forandring og ekspansion.
Athen
De første vidtrækkende reformer i det aristokratiske Athen blev gennemført omkring år 600, på et tidspunkt da spændingen mellem de rige og de fattige havde nået et kritisk punkt. Solon blev en slags politisk voldgiftsdommer. Et første vidnesbyrd om at athenerne ikke havde en stiv principiel, men en praktisk indstilling til politik. Adelen mistede sit privilegium, da lovene blev revideret og offentliggjort. Bondestanden blev frigjort ved et timokrati, dvs. at formue blev bestemmende for en mands politiske rettigheder. Borgerne blev inddelt i fire klasser beregnet efter afkastet af jorden og defineret efter militær funktion. Timokratiets princip er, at en mands politiske indflydelse skal bero på hans evne til at bidrage til statens forsvar. Kun borgere fra de øverste klasser kunne vælges til ledende embedsmænd for 1 år. Eks-embedsmændenes råd blev en betydelig magtfaktor. Valgene foregik på folkeforsamlingen, som forøvrigt havde en uklar kompetence, men sikkert visse gamle funktioner, f.eks. at acceptere krigserklæringer. Det mest demokratiske element i Solons forfatning var den kontrolmulighed, som lå i at folkeforsamlingen kunne nedsætte sig som appeldomstol.
Efter et mellemspil med tyranni - som var det Solon havde villet spare Athen for - kom de næste store reformer under Kleisthenes ved overgangen til «klassisk tid» omkring år 500. Kleisthenes lod fortsat de gamle slægtsstrukturer spille en vis rolle - f.eks. kultisk. Han lod også Solons timokratiske ordning beholde sin gyldighed hvad angik valgbarhed. Den dominerende politiske organisation blev imidlertid nu baseret på lokalt tilhørsforhold. Enhver borger tilhørte en deme (mindste lokale enhed) og først derigennem fik han «medlemskab» af staten. Principielt blev ingen født som borger. Enhver skulle accepteres som borger af de andre borgere. I forhold til slægtssamfundets orden gav dette borgerne en grundlæggende ny politisk identitet. Det gjorde også borgerskab til en eksklusiv (udelukkende) ret: staten var jo kollektivet af borgere.
Demerne blev organiseret efter et system, som sikrede nogenlunde jævn fordeling af de tre grupper bønder, byfolk og kystboere i ti store «valgkredse». Et råd på 500 mænd, sammensat efter et princip som sikrede et repræsentativt tværsnit fra hver kreds, blev krumtappen i det politiske system. Rådet forberedte sager for folkeforsamlingen og fungerede i princippet hele tiden, men forsamlingen mødtes ca. 40 gange om året. For at rådet ikke skulle blive en selvstændig magtfaktor, kunne ingen borger sidde i det mere end to perioder (á et år), og formandsposten gik på omgang. Desuden blev medlemskab afgjort ved lodtrækning. Lodtrækning (og ikke valg) var i det hel taget et grundlæggende princip i Athen ligesom direkte deltagelse (og ikke repræsentation) var det. På den måde værnede folket sig mod pres og formynderi. I folkeforsamlingen kunne enhver borger møde og tale. Ved afstemninger talte hver stemme lige meget. De demokratiske idealer blev udtrykt med ord som isonomi («ens lov for alle») og isogori («lige taleret i forsamlingen»).
Demokratiet førte til, at de politiske privilegier blev nedbrudt gennem hele første halvdel af det 5. århundrede. Snart kunne borgere fra alle fire formueklasser besætte alle embeder, samtidig med at embederne blev besat ved lodtrækning. Der fandtes ingen ekspertise og intet bureaukrati. Vigtig var også, at folkejuryerne blev første retsinstans. Folkeforsamlingen stillede embedsmændene til ansvar månedligt og foretog en nøje gennemgang af embedsførelsen efter årets udgang. Upopulære politikere kunne fjernes for ti år, hvis et vist antal borgere krævede det ved afstemning (ostrakisme). Upopulære forslagsstillere risikerede at blive stillet for retten anklaget for at have stillet forslag «mod lovene». Folkeforsamlingen var suveræn. Folket skabte sine egne førere gennem de ti strateg-embeder. Disse militærembeder var der - naturligt nok - valg til, og strategerne kunne endog genvælges. Strategembedet var Perikles' magtbasis i 440 og 430'erne. Den som beherskede folkeforsamlingen, blev senere kaldt «demagog» («folkefører»; ordet var først uden odiøs klang).
Det demokratiske Athen bestod sin prøve, da byen afværgede de persiske angreb mod Grækenland i 490 og 480. Byen blev et magtcentrum og et kulturelt centrum for hele den græske verden. Det er i Athen, vi kan følge overgangen fra arkaisk til klassisk stil i kunsten omkring år 500. Her kom Herodot for at skrive sit værk om Perserkrigene. Her kom sofisterne for at sætte spørgsmålstegn ved hævdvundne værdier. Byen fostrede Sokrates og historikeren Thukydid, dramatikeren Aischylos, Sofokles og Euripides, og komediedigteren Aristofanes, som giver levende billeder af dagligliv og politik. Fidias ledede udsmykningen af Akropolis hvor templer som Parthenon og Erechtheion blev bygget. Byens religiøse fester blev stadig flottere og tiltrak sig folk fra hele Grækenland. Borgerne slap for direkte skatter, undtaget i krigstid. Rige borgere måtte bidrage til statens udgifter ved at financiere f.eks. krigsskibe og festligheder. Sådanne «tjenester for staten» (leiturgia ) førte let til overdådighed. Fortjenstfulde borgere fik æresbevisninger som f.eks. offentlig bespisning på rådhuset.
Men Athens demokrati omfattede kun nogle få af dets indbyggere. Hvad borgerne angår, er det usikkert hvor mange af dem der regelmæssigt mødte frem i folkesamlingen, og hvordan den normalt var sammensat. Formodentlig var bønder som boede en halv dags rejse væk dårlig repræsenteret. Kvinder var ikke borgere. Deres plads var i hjemmet. Kvinder kunne ikke arve eller eje fast ejendom og kun handle med småsummer. En pige uden brødre måtte gifte sig med den som overtog arven efter hendes far. I dette mandssamfund florerede både mand-til-mand kærlighed og prostitution. Ved mændenes symposier (drikkelag) kunne ingen anstændig kvinde være til stede. Men kultiverede glædespiger (hetærer) kunne blive centrale personer i det athenske high society, og nyde en vis tvetydig respekt.
En vigtig gruppe af ikke-borgere var metoikerne («dem som har skiftet opholdssted»). De kunne ikke deltage i politikken og ikke eje jord, men havde ellers et ordnet og gensidigt fordelagtigt forhold til athenernes stat. De betalte en månedlig skat pr. hovede og gjorde militærtjeneste. De var først og fremmest håndværkere, købmænd og søfolk. Mange af dem var velstående. Omkring år 430 regner man med, at der var ca. 40.000 athenske borgere - hvoraf måske 4/5 ejede jord - og ca. 15.000 metoikker (plus familier) i Attika.
Slavebefolkningen var måske over 100.000. Til trods for fælles retslig status var deres sociale status og økonomiske stilling meget forskellig. Mange familier havde husslaver til aflastning i det daglige liv. En del bønder havde slavehjælp i landbruget, skønt det ikke ved det udprægede sæsonarbejde var ubetinget lønsomt at føde på en slave hele året. Mange brugte slaver i håndværksvirksomheder, hvor de ofte arbejdede side om side med ejerfamilien og med lejet arbejdshjælp. Det forekom, at slaven mod en afgift til ejeren, arbejdede på egen hånd. På den måde kunne han skabe sig en fortjeneste og siden hen købe sig fri. Kun sjældent hører vi om slaveejere, som havde flere dusin eller endog flere hundrede slaver - til udlejning. Slavedrift i stor stil fandtes kun i de attiske sølvminer. Endelig fandtes der en del slaver i administrationen. Også det athenske ordenspoliti bestod af slaver.
Slavernes bidrag til Athens økonomi er ikke fuldstændig klarlagt, men det er sikkert, at de havde grundlæggende betydning, både rent økonomisk og fordi de frigjorde athenerne selv til politisk virksomhed og til tjeneste i hær og flåde. Men selv om man i økonomisk forstand kan tale om et «slaveejerdemokrati», kan man ikke tale om nogen «slaveejermentalitet», måske med undtagelse af rovdriften på slaver i miner og stenbrud. De fleste athenere måtte arbejde hårdt for deres underhold og levede i trange kår. Frie mænd og slaver udførte ofte samme arbejde og ofte sammen (frie mænd fortrinsvis for egen regning og nødig i tjeneste hos nogen). Mange slaver blev nært knyttet til deres ejer og kunne håbe på at blive frigivet og dermed få metoik-status. Oprør hører vi ikke om, og knap nok forslag om afskaffelse. Slaveriet blev accepteret som noget naturligt i et samfund, som ikke kendte til andet, og hvor enhver kunne blive slave i næste krig.
Athens velstand byggede også på store sølvforekomster og på mange afgifter og usynlige indtægter, som kom byen til gode, efter at den blev det handelspolitiske centrum for grækerne rundt om Ægæerhavet og endog længere væk fra. Efter sejren over perserne, opbyggede athenerne et søforbund, som snart blev et athensk imperium og tilførte staten store summer. Det er omstridt, hvorvidt man kan sige, at imperiet financierede demokratiet. En anden græsk stat ville dårlig nok have klaret at uddele godtgørelser til bl.a. rådsmedlemmer og jurymedlemmer, som Athen gjorde fra midten af 400-tallet, for at alle skulle kunne deltage. På den anden side er det en kendsgerning, at Athen også i 300-tallet efter imperiets fald til og med udvidede ordningen til at gælde møder i folkeforsamlingen og deltagelse i offentlige fester. Det var en almindelig opfattelse, at borgerne skulle have direkte andel i den fælles rigdom.
I en vis forstand kan det siges, at demokratiet skabte imperiet. Athen var blevet en storby, som var afhængig af kornimport i stor stil. Den måtte have kontrol over leverancerne. Byens magtposition beroede på flåden, som gav brød til mange fattige athenske borgere. En ekspansiv oversøisk politik blev derfor et krav fra en stor del af byborgerne. Landbefolkningen var gennemgående mere konservativ. Athens stadig stigende magtmonopol førte til konfrontation med Sparta i den peloponesiske krig (431-404). Krigen endte med totalt nederlag for Athen, men ikke før spartanerne havde fået afskåret byen fra dets kornkamre ved Sortehavet.
Det er fra det 4. århundrede, vi har den mest detaljerede information om det athenske samfund. Kunstnerisk og kulturelt var byen fremdeles Grækenlands centrum. Med tænkere som Platon og Aristoteles toppede hele den filosofiske tradition. Politisk var Grækenland præget af splid og persisk indblanding, men Athen genvandt langsomt sin ledende politiske position. Fra omkring 350 begyndte makedonerne at underlægge sig græske byer. Mange athenere, som Isokrates, så i kong Phillip den som skulle samle og forny, mens andre, som Demosthenes, indædt kæmpede for den gamle polis-selvbestemmelse. Efter slaget ved Chaironeia 338 blev Grækenland underlagt makedonsk styre.
Bortset fra et par oligarkiske episoder i krigens skygge (411 og 403), holdt Athen fast ved demokratiet gennem næsten 200 år. Den politiske stabilitet er et ganske enestående fænomen i den græske verden, som ellers var præget af blodige indbyrdes kampe. Der var gennemgående få fraktionskampe og ikke megen vold. Det politiske mord var næsten ukendt. Demokratiet var accepteret af de allerfleste og bestod alle rimelige udfordringer. Men athenernes demokrati forblev en engangsforeteelse. Det har langtfra nogen tæt parallel i de moderne parlamentariske demokratier.
Hellenisme (323-27 f.v.t.)
I årene 334-323 underlagde makedonerkongen Alexander sig vældige områder i Asien helt til Indus-dalen. Han gik ind for en sammensmeltning af græsk og orientalsk kultur, og lod grækere og makedonere bosætte sig over hele riget. «Hellenismen» er den moderne betegnelse for den efter-klassiske helleniserede kultur i Orienten og Middelhavsområdet i de følgende 300 år. Gamle og nye polis-samfund fungerede tilsyneladende som før og oplevede endog en renæssance. I realiteten havde de mistet deres suverænitet i skyggen af den nye statsdannelse.
Alexanders rige faldt hurtigt fra hinanden. Den politiske historie domineredes af endeløse krige mellem Makedonien, Syrien og Egypten, hvor Alexanders generaler havde etableret sig som konger og grundlagt dynastier. Monarkierne fik delvist orientalsk præg. Herskeren var genstand for religiøs tilbedelse og havde uindskrænket magt. Landet tilhørte ham alene. Bønderne dyrkede kongens jord. Under kongen stod en bureaukratisk forvaltning med lønnede embedsmænd. Et omfattende skatte- og afgiftssystem skulle sikre kongen flest mulige indtægter. I de store hellenistiske hovedstæder Alexandria og Antiochia voksede der et byproletariat frem.
De kongelige hoffer gav kunst og videnskab vilkår som aldrig før. Bl.a. i astronomi og geometri blev der gjort store landvindinger. Det heliocentriske system (dvs. opfattelsen af at solen står i centrum i universet) blev beskrevet. Litteratur fra klassisk tid blev samlet og videnskabeligt bearbejdet, specielt i Alexandria og Pergamon. I filosofien gjorde to nye, hovedsagelig dogmatiske, retninger sig gældende. Epikureismen fremhævede lysten som det øverste princip og ville lære menneskene hverken at frygte smerter, guder eller døden. Stoismen ville gøre mennesket upåvirkelig for smerte og til en ansvarsbevidst og pligttro borger. Begge retninger forsøgte at give individet sikkerhed i en tid, hvor de gamle ordninger og værdier var gået i opløsning. At mange gamle bånd blev svækket, viser sig også ved, at kvinderne nu står stærkere både socialt og juridisk.
Også romerne blev gradvist helleniseret på denne tid. I 100-tallet overtog de både Makedonien, Grækenland og dele af Lilleasien og senere Syrien. Hellenismen regnes for at vare indtil Augustus i år 31 besejrede Antonius og den sidste ptolemeiske dronning af Egypten, Kleopatra, i slaget ved Aktium.
Rom
Blandt latinske og sabinske bønder voksede der i 700-tallet f.v.t. et bysamfund frem ved Tiberens nedre løb. Byens gunstige beliggenhed ved et naturligt knudepunkt for kommunikationer giver nøglen til byens vækst i tidlig tid, men kan ikke forklare, at Rom gradvist blev «verdens» midtpunkt. I diskussionen om romernes «imperialisme» kommer man ikke udenom romerske etisk-politiske grundbegreber som troskab og tapperhed, autoritet og disciplin, fromhed og flid. Man kan ikke tillægge romerne nogen speciel krigeriskhed eller erobringstrang. Det synes snarere som om de ekspanderede modvilligt. Som herskere praktiserede de «del og hersk princippet». De lod Rom være centrum for et net af tosidige bånd til forskellige kategorier af undersåtter. By- og bondestaten Rom var ikke hovedstad i, men hersker over et rige, som på sit højdepunkt strakte sig fra Skotland til Mesopotamien og havde omkring 60 mill. indbyggere.
Det er karakteristisk, at staten for romerne var res publica , «et offentligt anliggende». Som sådan kunne staten og statens interesser blive det absolut overordnede på en helt anden måde end hos grækerne, hvor staten var kollektivet af borgerne. Derfor var romerne først forholdsvis liberale med at give borgerrettigheder: Én ting er borgerne, noget andet res publica. «Det offentlige anliggende» er ifølge sin natur også noget, som kan overlades til nogle få. Det var derfor, det romerske rige kunne vokse og vokse, uden at staten grundlæggende ændrede karakter.
Karakteristisk for det romerske samfund er klientvæsenet. Klienter («hørige», dvs. lydige) var folk, som havde indgået en mere eller mindre frivillig, arvelig forbindelse med en socialt højerestående person, patronus (afledet af ordet «far»). I ældre tider var patricierne de store patroner, mens klienterne var småbønder, fremmede og frigivne slaver (som automatisk blev borgere og deres tidligere ejers klienter). Mellem klient og patron bestod gensidige forpligtelser, som dels beroede på tillid, dels også var retslig anerkendt. F.eks. måtte de ikke vidne mod hinanden. Patronen hjalp sin klient socialt og økonomisk og modtog til gengæld klientens støtte i krig, ved valg osv. Klientvæsenet gennemsyrede samfundet. Vertikal loyalitet blev mere fremtrædende end horisontal solidaritet - dvs. folk solidariserede sig «opefter», ikke med dem som tilhørte samme gruppe.
Kongetiden (ca. 750-ca.500)
Det lille bysamfund kom under stærk påvirkning fra sine etruskiske naboer og blev i kongetiden - som ligger i mytisk halvmørke - delvis styret af etruskerne. Kongen havde imperium, dvs. religiøs, militær og juridisk overhøjhed. En tilsvarende position med råderet over liv og død havde det romerske familieoverhovede, pater familias. Også den romerske matrona var respekteret, men romerske kvinder var underordnet fædre og ægtemænd eller andre formyndere. Socialt spillede en romersk hustru en noget mere aktiv rolle ved sin mands side end sin athenske medsøster. Hun kan også vidne for retten, hvad en athensk kvinde ikke kan. Og bl.a. ægteskabslovgivningen styrker efterhånden kvindens retslige og økonomiske stilling betragtelig. Som patres (fædre) dannede lederne for de gamle priviligerede slægter - patricierne - senatet eller kongens råd. Plebejerne (plebs), som ejede væsentlig mindre jord, udgjorde flertallet af borgere. Også i 400-tallet omtales proletarii - sådanne som ikke ejede jord og som bidrog til staten med deres afkom (proles).
Den ældre republik (ca. 500 - ca. 300)
Den ældre republik var præget af gradvis ekspansion, indtil Rom beherskede hele Mellem- og Syditalien, og indadtil af den såkaldte «stænderkamp» mellem patricier og plebejere. Patricierne beherskede senatet og havde til at begynde med monopol på de årlige embeder, hvoraf det højeste var konsulatet. Snart fik plebejerne anerkendt deres egne ombudsmænd, folketribunerne, som var ukrænkelige og kunne skride ind mod overgreb og endog lamme staten med sit veto. Samlingen af «de tolv tavlers love» omkring år 450 betød en væsentlig styrkelse af lov og ret. Den videre kamp gjaldt tiltag mod gældsslaveri, ret til ægteskab med patriciere, tilgang til præsteværdighed, valgbarhed til statens embeder (særlig konsulatet) og dermed medlemskab af senatet, anerkendelse af plebejerforsamlingens vedtagelser som bindende lov. Gradvist blev patriciernes privilegier nedbrudt. Fødselsadelen mistede sin betydning ifht. den nye embedsadel af senator- og konsulfamilier (notabilitas ). Folket fik større indflydelse gennem nye former for folkeforsamlinger, hvor ikke længere kun slægten og traditionen, men også formue og sluttelig bopæl, fik betydning. Alligevel forblev de romerske folkeforsamlinger altid sådan organiseret, at patricierne og rigmænd havde afgørende indflydelse, både pga. den skæve inddeling i kredse og selve afstemningen, hvor kun hver kreds talte. Roms forfatning blev aldrig tilnærmelsesvis så præget af lighed som Athens. Den græske historiker Polyb (omkring 150 f.v.t.) så i den romerske forfatning en ideel blanding af monarkiske (de to et-årige konsuler, der ledede staten i krig og fred), aristokratiske (senatet som i praksis bestemte statens politik) og demokratiske (folkeforsamlingerne) elementer.
Den «klassiske» republik (ca. 300 - ca. 130)
Den «klassiske» republik er til at begynde præget af forfatningsmæssig og politisk stabilitet under senatets autoritet. Dette er Cato og de mange Scipio'ers tid, senere kaldt «de gode gamle dage» præget af uforfalsket romerdyd. Græsk digtning og filosofi gør sig gældende blandt romerne, som nu også får sine første historikere. Det er i denne periode, at Rom i en række store krige underlægger sig store områder rundt om Middelhavet og får sine første provinser. De store erobringer førte til, at borgerne stadig kunne tilgodeses med jord, samtidig med at indtægterne fra de oversøiske områder førte til, at de helt kunne fritages for skat. Men krigene førte også til, at romerske bønder som tjenestegjorde i hæren i årevis måtte lade gårdene forfalde og ofte opgive dem helt. Rigmænd lagde beslag på store områder af den eksproprierede «offentlige jord» og befolkede den med slaver, hvilke der nu var rigelig tilgang af. Resultatet blev en delvis proletarisering af bondestanden, og dermed også en udhuling af den romerske militærmagt, for det var som jordejere, at romerne havde tjenestepligt. For at bøde på forholdene forslog brødrene Tiberius og Caius Gracchus omkring 130-120 reformer, som skulle begrænse størrelsen på andelene af den «offentlige jord» og dermed frigøre land til ejendomsløse bønder. Noget blev hermed opnået, skønt begge brødrene blev dræbt og mange af deres tilhængere massakreret.
Senrepublikken (ca. 130-27 f.v.t.)
Senrepublikken er præget af fortsat ekspansion ledsaget af stærke spændinger og lejlighedsvise borgerkrige, først mellem Marius og Sulla, så mellem Cæsar og Pompeius og endelig mellem Antonius og Octavian (Augustus).
Antallet af slaver i senrepublikken var enormt, særlig i Italien. I Rom alene var der måske 300.000 slaver - en tredjedel af befolkningen. Som i Athen, blev de brugt til alt og havde forskellige kår. Græske husslaver var ofte lærere, læger og skrivere. De fleste slaver arbejdede på store godser, latifundias, hvilket var praktisk talt ukendt i Grækenland. Store slaveopstande forekom særligt i årene 130-70.
Roms naboer og forbundsfæller i Italien tilkæmpede sig borgerret i en blodig krig omkring år 90. Dermed opnåede de ikke bare politiske rettigheder, men også juridiske og økonomiske fordele. Det lønnede sig at være romer. Selv den store mængde af fattige romere var priviligerede, fordi Rom mere og mere blev en parasit på imperiet. Gratis kornuddeling til borgerne blev almindelig i løbet af det 1. årh. f.v.t.
Provinserne begyndte at give eventyrlige indtægter. Økonomiske kalkyler og handelspolitik var ikke drivkraften bag den romerske ekspansion. Motiverne var magtpolitiske. Men provinserne kunne yde meget, når de kom under nærmest konstant okkupation. Indtægterne gik dels i de senatoriske statholderes egne lommer, dels i statskassen. Skatteinddragelse blev varetaget efter tilbud af folk fra ridderstanden, som også tog sig af udbygningsopgaver indenfor provinserne - med enorm fortjeneste. Ridderne udgjorde fra gammel tid kavaleriet af ikke-senatoriske velstående borgere. De havde traditionelt fælles interesser med senatorerne, som ofte stammede fra ridderfamilier. Med deres nye økonomiske og politiske opgaver - bl.a. havde de for en tid kontrol over domstolene - kom de i senrepublikken delvis i modsætningsforhold til senatorerne og blev en politisk magtfaktor. Ridderne var først og fremmest jordejere, selvom nogle af dem betegnes som «finansfolk», med den begrænsning at den antikke verdens økonomiske system kun var lidt udviklet: penge fandtes kun i form af mønter. Kortsigtede lån mod høj rente var godt nok udbredt, men «investering» og «afskrivning» var ukendte begreber; derfor manglede også en spore til teknisk fremskridt.
En købmands- og fabrikantklasse var ridderne ikke. Sådanne professioner havde hos romerne (og grækerne) traditionelt lav status og var ofte i hænderne på fremmede og frigivne. Disse kunne godt blive meget rige, og var for såvidt bedre stillet end simple kræmmere og uselvstændige arbejdstagere. De sidstnævnte var der altid noget slaveagtigt ved. Men penge gav ikke nødvendigvis position. Den var bestemt af traditionelle privilegier (borgerskab og stand).
Jord var den anerkendte kapital. Medlemmerne af den rigeste og mægtigste stand, senatorerne, skulle leve af jorden og ikke drive handel udover det, at afsætte deres egen produktion. Det traditionelle værdimønster satte snævre grænser for standens økonomiske aktivitet, om end ikke for dens rigdom: enorme ejendomme og statholderskab gav de vældige indtægter, som standen havde brug for. Men rigdommen var kun i ringe grad økonomiske produktiv. Indtægterne gik ikke kun til personlig luksus og prangende forbrug, men også til politisk brug. Dvs. at rigdommen blev benyttet til at sikre politisk position. Store summer gik til gaver og bestikkelser (f.eks. korn og mønter) ved de årlige valg, og selve embedsførelsen krævede en flothed, som altid skulle overgå forgængeres og kollegers, og som skulle sikre det bedst mulige udgangspunkt for det næste trin på embedsstigen: overdådige cirkuslege, kapløb og gladiatorkampe satte farve på tilværelsen for masserne i Rom.
Det er i lyset af sådanne personlige ambitioner, man også må betragte den romerske imperialisme i senrepublikken. Både indadtil og udadtil blev romersk politik bestemt af enkeltpersoners kamp for gloria (ære) og dignitas (værdighed) - dvs. størst mulig ubestridt magt. Fra ca. 100 f.v.t. havde man opgivet idealet om en «bondehær». Det var slut med at udskrive borgere. Folk blev hvervet. Sådan kom hele hære til at stå i klientforhold til sin hærfører. Veteranerne, de udtjente soldater, som nu måtte sikres jord, blev en magtfaktor man måtte regne med. Endog hele provinser blev forpligtet som klienter overfor deres erobrer eller velgører. Det var udfra sådanne magtpositioner, at mænd som Cæsar og Pompejus kæmpede om førstepladsen i staten. Egentlige politiske stridsspørgsmål stod i baggrunden. Skillelinien mellem optimates («aristokraterne», senatspartiet) og populares (de folkelige) som prægede dele af romersk politik og propaganda i senrepublikken afspejler kun i ringe grad de politiske programretninger. Afgørende er, at nogen arbejdede gennem senatet, mens andre søgte at nå deres mål ved hjælp af folkeforsamlingerne. Politiske partier fandtes ikke. Ved siden af klientvæsenet eksisterede der et net af dels nedarvede, dels skiftende politiske «venskaber» som samlede og splittede i politikken. Alt for mægtige enkeltpersoner sprængte i senrepublikken rammen for den konstitutionelle politik, som havde hvilet på herskerlagets sammenhold og autoritet. Cicero - det antikke menneske vi kender bedst - kæmpede en forgæves kamp for republikken og de gamle værdier.
Principatet (27 f.v.t. – ca. 190)
Med Augustus (27 f.v.t. - 14 e.v.t.) indtrådte en periode med relativ stabilitet både udadtil og indadtil - Pax Romana. Dette var også Roms kulturelle guldalder. Havde republikkens sidste århundrede fostret en historiker som Sallust og digtere som Lukrets og Catull, kunne denne tid blandt mange andre opvise en Levius, en Horats og en Virgil. Digterne hyllede Roms storhed og forkyndte imperiets verdenshistoriske betydning. Både kulturelt og politisk fremstod Augustus som en restaurator (genopretter af det gamle). Han lod republikkens institutioner bestå. Faktisk blev al magt samlet hos ham selv. Hele romerfolket blev hans klientel, men mistede enhver politisk magt. Styreformen kaldes gerne for «principat» (efter princeps, «leder»). Kejserne blev først hentet fra Augustus' familie - det slægtsrige julisk-claudiske hus. Senere blev gode kejseremner gerne indsat ved adoption («adoptivkejserne» ca. 100 til ca. 190). Kejserne gjorde sig efterhånden uafhængige af den romerske notabilitet (adel). De opbyggede en forvaltning af frigivne og gav efterhånden provinsboere sæde i senatet. I det store og hele var de to første århundreder af vor tidsregning en god tid for Rom, Italien og provinserne, som der stadig blev flere af. Der var udstrakt handel - selvom man langt fra kan tale om noget «verdensmarked» - og større og mindre byer opstod og voksede i provinserne, hvor de blev centre for en livlig lokalpolitik. «Sølvalderlitteraturen» omfatter forfattere som Tacitus, Plinius og Seneca. Kort efter år 200 blev alle rigets frie indbyggere romerske borgere. Tilgangen af slaver blev mindre eftersom de store erobringer ophørte. Frie bønder og forpagtere overtog mere af jorden igen.
Soldaterkejserne (ca.190 - 284)
Efter en vis stagnation i 2. århundrede indtrådte en krise i 200-tallet. I næsten hundrede år var riget i hænderne på en lang række «soldaterkejsere», som gensidigt bekæmpede hinanden. Enkelte provinser forsøgte at løsrive sig. Grænserne var under stadig pres udefra. Mandskabsmæssigt og økonomisk var der rovdrift på riget. Inflationen gik grassat. Byrderne blev stadig mere systematisk kastet over på dem, som havde mindst. Adelen og andre i kejsernes nærhed fik en række privilegier. Velstående provinsboere måtte yde uforholdsmæssigt meget. Jordejerne hæftede for deres ejendomme og pressede forpagterne; byrådene hæftede for deres områder og pressede indbyggerne.
Dominatet (fra 284).
Med Diokletian (i slutningen af 200-tallet) indtrådte der ro og orden. Riget gennemgik en reorganisering og blev i praksis delt. Det blev en tvangsstat, styret af en almægtig herre (dominus, deraf betegnelsen «dominat») og omgivet af et hof i orientalsk stil. Medlemsskab af byråd blev arveligt, således at ingen kunne rømme fra sine forpligtelser. Håndværk blev arveligt og virksomheden delvis statsdirigeret. Priser blev forsøgt fastsat centralt. Forpagtere blev stavnsbundne. Skellet mellem slaver og frie mænd blev udvisket og førte til, at slaveriet døde ud. Samfundet som under principatet havde været præget af ganske stor mobilitet stivnede. Skellet mellem overklassen og de brede, ufrie klasser blev cementeret gennem en systematisk ulighed for loven.
Blandt de mange folkelige og hemmelige religiøse strømninger i tiden, var kristendommen blevet den dominerende. Som enkelte af sine forgængere satte Diokletian kristenforfølgelser i gang. Herskerdyrkelsen skulle give riget religiøs identitet. Hans efterfølger, Konstantin, tog derimod kristendommen i sin tjeneste. Han bestemte også, at kejserværdigheden skulle være arvelig indenfor hans familie, og lod hovedstaden flytte til Byzans, som fik navnet Konstantins by (Konstantinopel). Rom havde længe mistet betydning, og senatet var næppe mere end et byråd. Desuden var de hedenske traditioner stærke der. Konstantin videreførte den opdeling i to rigsdele, som Diokletian havde indledt. I slutningen af 300-tallet var delingen en realitet. I vest blev presset fra germanerne og andre folk stadig stærkere, indtil det vestromerske rige i 476 ophørte med at fungere. I øst forblev den politiske struktur bevaret, selvom riget skrumpede ind, og også den kulturelle udvikling fortsatte uden afbrud, selvom det byzantinske rige, der bestod til 1453, snart fik et præg, som tydeligt adskiller det fra antikkens verden. I overgangsfasen under kejser Justinian i 500-tallet blev en væsentlig bestanddel af den romerske arv sikret for eftertiden, da kernen i romersk retstradition og retsfilosofi blev samlet i Corpus juris civilis - et værk som har været bestemmende for europæisk retsvæsen helt op til vor tid.
Sidst ajourført: 3/2 2006
Læst af: 174.119