 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Russiske revolution 1905
Revolutionen i 1905 omtales gerne som «generalprøven» for begivenhederne i 1917, der bragte bolsjevikkerne til magten i Rusland (se Oktoberrevolutionen). Den startede den 9. januar 1905 - «den blodige søndag» - da hundredvis af arbejdere blev dræbt under et forsøg på at gennemføre en fredelig demonstration foran Vinterpaladset i St. Petersborg. Massakren blev optakten til en strejkebevægelse over hele Rusland, som steg og sank i bølger og først døde hen, da året var omme. Zarstyret kom gennem året 1905 «med nogle brækkede ribben», men i løbet af revolutionen var der blevet skabt to institutioner eller «råd»: «rigsdumaen», som 12 år senere afsatte zaren, og «sovjetten» i hvis navn bolsjevikkerne i oktober 1917 greb magten og oprettede et i verdensmålestok helt nyt politisk system.
Den 9. januar 1905 er en vigtig dato i den russiske revolutions historie, fordi den blev et vendepunkt i de russiske arbejderes holdning til zaren. Siden 1890'erne var den russiske arbejderklasse vokset meget hurtigt, og hovedstaden St. Petersborg havde ved århundredeskiftet omkring 300.000 arbejdere. De fleste af arbejderne var kommet direkte fra landet og betragtede sig endnu som bønder. I regeringen betragtede man arbejderne på samme måde. Finansminister Vitte hævdede, at man i Rusland ikke havde nogen arbejderklasse i vestlig forstand, og «derfor er der heller ikke noget arbejderproblem». Der skulle angivelig eksistere et patriarkalsk forhold mellem direktør og arbejdere, på samme måde som mellem godsejeren og hans livegne bønder i ældre tid. I finansministeriet ville man ikke under nogen omstændigheder acceptere øgede lønninger, fordi dette ville gå ud over investeringerne i industrien. Kun gennem den mest hårdhændede ressourcefordeling kunne det lykkes Rusland at indhente de vestlige landes industrielle forspring.
I indenrigsministeriet - der havde ansvaret for rigets indre sikkerhed - var man imidlertid udmærket klar over, at Rusland havde et «arbejderproblem», og at der krævedes særlige foranstaltninger for at dæmpe uroen på fabrikkerne. Her var man åben overfor nye forslag og eksperimenter - som f.eks. oberst Subatovs «politisocialisme». Subatov var chef for det hemmelige politi i Moskva og mente, at politiet i lige så høj grad som de revolutionære burde vise interesse for arbejdernes problemer. Man kunne forebygge at der blev dannet illegale revolutionære arbejderorganisationer ved at tillade arbejderne at organisere sig under politiets beskyttelse.
Den største af Subatovs organisationer voksede frem i St. Petersborg i 1903, med kristent broderskab, gensidig hjælp og oplysning som sit moderate program. Den blev ledet af præsten Gapon. Hans mål var at skabe en uafhængig organisation under kirkens ledelse. Politiet mistede efterhånden kontrollen over Gapons organisation, og da nogle af dens medlemmer blev fyret fra Putilovværkerne, arrangerede Gapon en strejke til støtte for dem. Den udviklede sig hurtigt til en storstrejke, og i løbet af kort tid fremstod Gapon som leder af hele arbejderklassen i St. Petersborg. Overvældet af denne erkendelse fik Gapon ideen om at arrangere en march til Vinterpaladset og aflevere en anmodning direkte til zaren. «Hvis han elsker sit folk, vil han opfylde dets ydmyge ønsker.»
Tanken om et personlig møde med zaren satte arbejdernes fantasi i gang. De betragtede endnu zaren som en beskytter og velgører, som ville gribe ind til deres fordel, hvis han blot fik kendskab til deres nød. Det var embedsmændene, der holdt sandheden skjult for ham, men nu ville man omgå disse og banke direkte på Vinterpaladsets dør. Bønskriftet gentog arbejdernes krav om bedre arbejds- og levevilkår, men indeholdt også et ønske om at zaren snart skulle indkalde en folkeforsamling. Optoget fik under Gapons ledelse form af en religiøs procession med ikoner og zarportrætter.
Men Nikolaj II var ikke i St. Petersborg denne dag. Han skrev imidlertid om begivenhederne i sin dagbog: «Alvorlig uro fandt sted i St. Petersborg, fordi arbejderne forsøgte at nå Vinterpaladset. Troppeafdelinger blev tvunget til at åbne ild i flere bydele; og mange blev dræbt og såret. Gud, så pinefuldt og hjerteskærende!» Gapon havde selv overlevet massakren, og han udtalte nu de forløsende ord: «Vi har ingen zar længere.» Det som generationer af russiske revolutionære ikke havde magtet, skete nu i løbet af nogle få timer. Arbejderne mistede deres hengivenhed overfor «den lille far», og i tiden som fulgte fik bolsjevikkerne og mensjevikkerne for første gang tilslutning fra store grupper af arbejdere - mange af dem tidligere «gapanovitter».
Det hjalp ikke, at zaren tilgav arbejderne «deres skyld» og nedsatte en kommission som skulle undersøge årsagerne til utilfredsheden. Også arbejderne skulle deltage i komissionen med repræsentanter, der skulle vælges i to omgange. Der blev valgt valgmænd, men disse nægtede at udpege de endelige delegater til kommissionen, før de arbejderne der var blevet arresteret den 9. januar blev sat på fri fod. Zaren svarede ved at opgive hele projektet, men valgmændene fortsatte i tiden efter med at fungere som arbejdernes anerkendte ledere. De stod i spidsen for de organisationsbestræbelser, som under en ny strejkebølge i oktober 1905 førte til oprettelsen af St. Petersborg sovjetten.
Den blodige søndag gjorde et dybt indtryk i alle lag i det russiske samfund, og der kom protester fra universiteterne, fra bydumaerne, adelsforsamlingerne og lokale herredsråd i provinserne. I august dannede de liberale deres parti: De konstitutionelle demokrater - «kadetterne» - som erklærede deres sympati for de strejkende og søgte samarbejde med grupper til venstre for sig selv. I 1917 foretrak de at samarbejde mod højre. Under indtryk af dette samlede pres fra opinionen og fra arbejderne på gaden, udsendte Nikolaj II i oktober et manifest, hvori han lovede at sammenkalde en repræsentativ forsamling - en rigsduma - med lovgivende myndighed.
Efter at have beroliget de liberale kunne regeringen nu vende sig mod sovjetbevægelsen. 40-50 sovjetter var i løbet af året blevet oprettet rundt omkring i de russiske byer. Ved hjælp af tropper der var blevet overført fra Det fjerne Østen efter den uheldige krig mod Japan, blev sovjetterne lukket, og i begyndelsen af december blev lederne af St. Petersborg sovjetten arresteret. Decemberopstanden i Moskva var inspireret af bolsjevikkerne, og var et fortvivlet forsøg på at skaffe arbejderne overtaget igen, men den blev slået ned efter hårde kampe.
Flere militære afdelinger havde gjort mytteri i 1905, men soldaterne var i hovedtrækkene fortsat loyale overfor zaren. Det var på dette punkt «generalprøven» slog fejl. Opløsningen af den militære disciplin var en af de vigtigste forudsætninger for den vellykkede revolution i februar 1917, da soldaterne sluttede sig til arbejderne i gaderne. Denne situation var modnet gennem tre års udmattende krig.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 101.726