Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Bolsjevik

Betegnelserne bolsjeviki («flertalsmænd») og mensjeviki («mindretalsmænd») har deres oprindelse i en række afstemninger på Det russiske socialdemokratiske arbejderpartis (RSDRPs) anden kongres i 1903, der behandlede partiets opbygning.

Det russiske socialdemokratis første år

Deltagerne på de første kongres, gennemført i Minsk i 1898, var blevet arresteret af zarens politi, uden at efterlade sig nogen organisation, og den anden kongres blev derfor regnet som den egentlige grundlæggelse af partiet. Den trådte sammen i Vesteuropa, og blev forberedt af kredsen omkring eksilmarxisternes avis, «Iskra» («Gnisten»). Første nummer af Iskra blev trykt i slutningen af året 1900. Den blev smuglet ind i Rusland i store oplag og tjente snart som et bindeled mellem de spredte socialdemokratiske grupper i hjemlandet og det teoretiske hovedkvarter i Vest. Avisen var resultatet af de stærke organisationsbestræbelser som Lenin og en gruppe «nye» emigranter forsøgte at tilføre den ældre marxistiske emigrantgruppe, der blev ledet af Georgij Plekhanov. Plekhanov var tidligere narodnik, men han havde brudt med populismen og grundlagt den første russiske marxistorganisation, «Arbejdets frigørelse», i Schweiz i 1883. Ved århundredeskiftet samlede denne fåtallige gruppe alt sin energi om det teoretiske opgør med de russiske populister og deres tese om, at Rusland kunne undgå det kapitalistiske stadium i den samfundsøkonomiske udvikling, og at en særegen russisk socialisme ville vokse frem direkte af det gamle landsbyfællesskabs kommunistiske traditioner. Plekhanov hævdede med stor overbevisning og klarhed, at kapitalismen var lige uafvendelig for Rusland som for de mere fremskredne stater i Vest. Det marxistiske udviklingsskema havde gyldighed også i Rusland, og dette syntes at blive bekræftet, da industrialiseringen for alvor tog fart i hjemlandet i 1890'erne.

Plekhanov nærede mistro til bønderne og slog fast, at heller ikke i Rusland var der andre end industriproletariatet, der kunne gennemføre en socialistisk revolution. Men først måtte kapitalismen nå et højere modningsniveau, og arbejderklassen vokse sig stærkere. Kapitalismen i Rusland kunne først få et tilstrækkelig råderum under et borgerligt regime, hvor de liberale ville spille hovedrollen. Plekhanov fulgte nøje «Det kommunistiske manifest», men Marx byggede i manifestet hovedsageligt sin analyse på fransk og engelsk historie, og fra sit eksil i Sibirien henledte Lenin i 1898 opmærksomheden på den tvivl Marx senere nærede om, hvorvidt denne lovmæssighed også havde gyldighed for Tyskland, hvor borgerskabets svaghed syntes at tildele proletariatet en vigtig rolle allerede i gennemføringen af den borgerlige revolution. Lenin rejste spørgsmålet, om ikke denne iagttagelse havde betydning også for situationen i Rusland, for de russiske liberale var åbenbart for svage til at anføre kampen mod enevælde og feudalisme. Det russiske proletariatet kunne blive nødt til at lede revolutionen «i begge dens manifestationer».

Bevæbnet med denne teori, startede Lenin sit felttog for at overbevise de russiske socialdemokrater om nødvendigheden af et stærkt parti. Proletariatets parti kunne ikke vente til efter gennemførelsen af den borgerlige revolution med ad «spontan» vej at vokse sig stærkt, fordi det selv måtte tvinge denne revolutionen igennem. Og et masseparti af vestlig type ville i et samfund der manglede de mest grundlæggende borgerligt demokratiske rettigheder, straks bryde sammen under politiets forfølgelse. Efter sin ankomst til Schweiz udviklede Lenin med stor grundighed ideen om et konspiratorisk parti af hengivne, disciplinerede revolutionære, og præsenterede den i pamfletten «Hvad må der gøres?» (1902).

I første omgang skabte «Hvad må der gøres?» ikke uro i Iskrakredsen, for på det teoretiske plan havde tanken om partiets ledende rolle vundet frem, også i Plekhanovgruppen under kampen mod de såkaldte «legale» marxister og «økonomisterne». Udfra forskellige grunde hævdede disse to grupper, at marxisterne i Rusland burde begrænse deres virksomhed til at opildne de liberale kræfter. For den første gruppe var marxismen overvejende et instrument til at vise kapitalismens, ikke socialismens uafvendelighed i Rusland. Deres publikationer holdt sig således indenfor den «legale» ramme. Økonomisterne var socialister, men ønskede at afvente begivenhederne, indtil de arbejdende masser «spontant» opnåede en revolutionær bevidsthed. Kun den økonomiske udvikling - ingen revolutionær elite - kunne fremskynde en sådan modning af arbejderne. Denne forestilling blev heftigt imødegået af Plekhanov og Lenin, der benægtede muligheden af, at en klassepolitisk bevidsthed kunne opstå af sig selv. Den måtte tilføres udefra, af en marxistisk fortrop af intellektuelle, hovedsageligt rekrutteret fra de højere klasser. Plekhanov talte i den forbindelse om partiets «hegemoni» (ledelse, overherredømme) over proletariatet og sluttede sig til Lenins gentagne erklæring om, at ingen revolutionær bevægelse kunne eksistere uden en revolutionær teori. Den teoretiske harmoni dækkede imidlertid over de praktiske konsekvenser, og en dybtgående uenighed kom for dagen på kongressen i 1903, da partiorganisationen skulle oprettes.

1903 - bolsjevikker og mensjevikker

Den vigtigste principsag angik partistatutterne, og spørgsmålet om hvem der skulle have adgang til partiet. Den splittelse der her opstod mellem «bløde» og «hårde» Iskra-folk, voksede senere til en uoverstigelig kløft mellem «mensjevikker» og «bolsjevikker». Paradoksalt nok var det de senere «mindretalsmænd» der vandt afstemningen. Lenins forslag om at et medlem af partiet: «er en der godtager dets program, og støtter det både materielt og ved personlig deltagelse i en af dets organisationer», blev forkastet til fordel for et forslag fra den «bløde» Jurij Martov, hvor den sidste sætning var erstattet med: «og ved regelmæssig samarbejde under ledelse af en af dets organisationer». Bag en tilsyneladende rent stilistisk nuance, skjulte der sig to vidt forskellige partibegreber. Lenin ønskede et handlekraftigt parti, hvor medlemmerne var underkastet et stramt ledelseshierarki, og hans formulering tog sigte på at holde «medløbere» udenfor partiet, mens Martov hævdede, at en konspiratorisk politik alene fik mening indenfor en bredere organisation af sympatisører. Ikke uventet vandt hans forslag støtte fra det jødiske «Bund», der var en organisation for jødiske arbejdere i Rusland og Polen. Bund ønskede en løs partiorganisation, og gjorde selv krav på at beholde en selvstændig status indenfor RSDRP. Da dette blev afvist af kongressen, forlod Bund-repræsentanterne mødet, og styrkeforholdet skiftede, sådan at Lenin kunne vinde valget til partiorganerne. Disse var af langt større praktisk betydning end udformningen af partistatutterne, og de «bløde» Iskra-folk, som nu stadig var i mindretal og snart sluttede med at deltage i afstemningerne, forblev «mindretalsmænd», «mensjevikker», de «hårde» som «flertalsmænd», «bolsjevikker».

I sin plan for besættelse af stillingerne i partiet havde Lenin forregnet sig, da det gjaldt Plekhanov, den russiske marxismes nestor, der beholdt sin centrale position i Iskras redaktion, og samtidig blev valgt til formand for partirådet. Han havde stået last og brast med Lenin under kongressen, men blev betænkelig over den måde han udnyttede sin sejr på. Plekhanov var tilskuer til, hvordan hans gamle medarbejdere blev udrenset, og han begyndte straks at tale for en forsoning med de udstødte. Han knyttede stadig flere «mensjevikker» til Iskra, og før året 1903 var omme, havde Lenin selv forladt avisen. Han opgav at kæmpe sin partidoktrin igennem i Iskrakredsen. Plekhanov havde i virkeligheden aldrig accepteret tesen om proletariatets ledende rolle i den borgerlige revolution, og han fremstod snart som mensjevikkernes ledende talsmand ved siden af Martov. Lenin grundlagde nu sin egen fraktion indenfor RSDRP og en ny avis, «Vperjod» («Fremad»).

Striden mellem de to fløje antog frem mod året 1905 et præg af uforsonlighed, men splittelsen nåede endnu ikke ned på det lokale plan. Det var egentlig først under revolutionen i 1905, at marxisterne opnåede en vis grad af massetilslutning i Rusland, og for det menige medlem gav striden i ledelsen af partiet kun ringe mening. Samarbejdet mellem mensjevikker og bolsjevikker i sovjetterne, tilførte partiet en ny samarbejdsbestræbelse. Årene der fulgte, blev præget af forsøg på at bringe de to fraktioner sammen, uden at man dog kom nærmere enighed i spørgsmålet om strategi og organisation. I 1912 gennemførte bolsjevikkerne en selvbestaltet kongres i Prag og overtog hele partiorganisationen ved at udelukke alle andre grupper. Mensjevikkerne blev yderligere svækket, da de selv blev splittede i synet på verdenskrigen. Plekhanov og Aleksandr Potresov blev ledere for de såkaldte «forsvarere», der gav tilslutning til den russiske krigførsel, mens Martov ledede en lille gruppe af uforsonlige internationalister, der fordømte enhver form for patriotisme og krævede en fredsslutning «uden anneksioner og krigsskadeerstatninger».

Revolutionen i 1917

Debatten om proletariatets rolle i den borgerlige revolution mistede efter februarrevolutionen i 1917 sin «teoretiske» karakter. De standpunkter bolsjevikkerne og mensjevikkerne havde taget, blev nu ligefrem retningsgivende for den daglige politik. Efter Lenins hjemkomst i april knæsatte bolsjevikkerne slagordet «al magt til sovjetterne». Men sovjetterne var endnu ikke modne for den rolle, Lenin havde tildelt dem. Under indflydelse fra mensjevikkerne samarbejdede Petrogradsovjetten med den konservativt-liberale provisoriske regering og undlod at udfordre dens myndighed. Dette var helt i overensstemmelse med mensjevikkernes opfattelse af, at den borgerlige revolution måtte være borgerskabets eget værk. De var modstandere af en sovjetregering og ville afvente en stærkere kapitalistisk udvikling, der ville styrke proletariatet i Rusland, hvor omkring 80 % af befolkningen fortsat var bønder. Gennem sovjetterne, fagforeningerne og andre organer for «arbejderselvstyre» ville arbejderklassen under et borgerligt demokratisk regime udvikle et højere politisk niveau og forberede sig på at overtage magten når kapitalkræfterne havde nået yddergrænserne for deres ekspansion. Sovjetterne måtte vise selvbeherskelse og begrænse sig til at lægge pres på den provisoriske regering og anspore den til at fuldføre dens historiske opgave med større beslutsomhed. Men støtten til den provisoriske regering måtte ikke få form af regeringsdeltagelse, fordi dette ville binde socialisterne til en fjendtlig klasse og en historisk fase, som det var deres opgave senere at bringe til fald.

Mensjevikkerne var stærkt splittede, og på højrefløjen hævdede Plekhanov og Potresov at ethvert demokratisk og socialt reformprogram måtte vente til krigen var vundet, for ikke at svække «den nationale enhed». Disse lidenskabelige «forsvarere» havde i virkeligheden allerede stillet sig udenfor partiet, og i sovjetterne dominerede en gruppe tidligere «internationalister», under ledelse af Iraklij Tsereteli, Nikolaj Tsjkheidze og Fjodor Dan. Gennem samarbejdet med den provisoriske regering kom de snart til at give en betinget støtte til krigførslen, og da Martov vendte tilbage til Rusland en måned efter Lenin, fandt han allerede flere af dem som regeringsmedlemmer. Martov protesterede mod denne form for «ministersocialisme», men han kom snart selv til den konklusion, at mensjevikkerne ikke behøvede at vige tilbage fra at udøve regeringsmagt. Men det han ønskede var en koalitionsregering, bestående udelukkende af de partier der var repræsenteret i sovjetterne. Krigen havde været en stor belastning for borgerskabet. Dets kræfter var udtømte, og arbejderklassen måtte derfor selv tage magten, trække Rusland ud af krigssamarbejdet med entente-magterne og færdiggøre den borgerligt demokratiske revolution. Martov havde nærmet sig Lenins syn på proletariatets rolle i den borgerlige revolution, men han vandt ringe støtte for dette blandt mensjevikkerne, der fortsatte samarbejdet med regeringen.

Bolsjevikkerne stod derfor tilbage som den eneste gruppe af en vis størrelse, som krævede en sovjetregering og en øjeblikkelig proletarisk magtovertagelse. «Al magt til sovjetterne» var, i modsætning til mensjevikkernes krav om selvbeherskelse, en dynamisk appel der lovede udløsning for den spontane oprørsånd blandt arbejdere og soldater - og blandt bønderne. Mensjevikkerne havde aldrig betragtet bønderne som en progressiv kraft, men Lenin havde på baggrund af generalprøven i 1905 draget den korrekte slutning, at de russiske bønder var mindre interesserede i at bevare privat ejendomsret til jord, end at bemægtige sig godsejernes jorder, der var det vigtigste udtryk for ejendomsforholdene. Grundlaget for støtte fra bønderne lagde bolsjevikkerne, da de kort tid før Oktoberrevolutionen lånte de socialrevolutionæres jordprogram, der indebar nationalisering, men i den forstand at jorden skulle forvaltes af de, der hidtil havde dyrket den, nemlig de russiske småbønder.

Begivenhederne selv syntes at bekræfte Lenins gamle tese om, at borgerskabet i Rusland var for svagt til at opretholde en regeringsadministration, og for «fej» til at fuldbyrde sin egen mission. Da bolsjevikkerne i september, efter general Kornilovs mislykkede forsøg på modrevolution, vandt flertal i Moskva- og Petrogradsovjetterne, kunne Lenin med større vægt forlange en proletarisk magtovertagelse. Betydningen af en stramt disciplineret organisation kom nu for dagen.

Men det havde aldrig været klart, og var det fremdeles ikke - hverken for Lenins tilhængere eller modstandere - hvad en proletarregering i et tilbagestående landbrugsland skulle anvende magten til. Skulle den bruges til i første omgang at fuldføre et borgerligt demokratisk program, eller skulle man straks tage skridtet over i en socialistisk revolution? Sandt at sige var dette uklart - også efter at Lenin den 26. oktober havde oprettet sin regering i sovjetternes navn. Dekretet der forkyndte dannelsen af «Folkekommissærenes råd» beskrev dette som en «provisorisk» regering, der skulle udøve sin myndighed «frem til sammenkaldelsen af Den grundlovgivende forsamling». Valg til en grundlovgivende forsamling var altid blevet regnet for det vigtigste skridt frem mod oprettelsen af en borgerlig-parlamentarisk republik, men var altid blevet udsat af den provisoriske regering, der nu var styrtet. Valgene blev så endelig afviklet i november - af bolsjevikkerne, og først da det var klart, at Lenins parti kun havde opnået 1/4 af delegaterne, erklærede han, at Oktoberrevolutionen ikke var borgerlig-demokratisk, men en socialistisk revolution. Den borgerlige revolution blev erklæret for afsluttet, og den grundlovgivende forsamling blev følgelig opløst, straks efter den var trådt sammen i januar 1918.

Den der klarest havde forudset denne revolutionære udvikling i Rusland, var egentlig Trotskij, der længe havde stået udenfor både mensjevikkernes og bolsjevikkernes fraktion, men som nogle måneder før Oktoberrevolutionen havde sluttet sig til Lenin. På baggrund af erfaringerne fra 1905 havde han udviklet teorien om den «permanente» revolution. Det historiske fravær af en stærk «tredjestand» eller borgerskab i Rusland tildelte ikke alene proletariatet en ledende rolle i revolutionen, men revolutionen ville blive «permanent» i den forstand, at den uden ophold ville overgå fra en borgerlig til en socialistisk fase. Både Trotskij og Lenin var opmærksomme på farerne ved en isoleret proletarisk magtovertagelse i det tilbagestående Rusland, men de satte deres lid til verdensrevolutionen, som Oktoberrevolutionen kunne blive optakten til. «Vi vil kæmpe», udtalte Lenin i januar 1918, «indtil det internationale revolutionære proletariatet kommer os til hjælp».

For mensjevikkerne var verdensrevolutionen en langt fjernere mulighed. Martov der efter bolsjevikrevolutionen havde genvundet lederskabet i et slagent parti, advarede stærkt mod følgerne af en forhastet proletarisk magtovertagelse. «Vi bevæger os», sagde han, «utvivlsomt gennem anarkiet mod en slags cæsarisme». Mensjevikkerne samlede al deres energi for at få bolsjevikrevolutionen «strukket ud» ved at bringe andre socialistpartier ind i regeringen, først og fremmest de socialrevolutionære - det største, men samtidig dårligst organiserede parti i Rusland. Da de socialrevolutionære vandt valgene og fik absolut flertal i den grundlovgivende forsamling, så mensjevikkerne i dette en mulighed for at bringe dem sammen med bolsjevikkerne i en «demokratisk» samlingsregering og lancerede slagordet «al magt til den grundlovgivende forsamling». Men alt sammen til ingen nytte, for Lenin havde taget skridtet over i «socialismen», og i marts overlod bolsjevikkerne betegnelsen RSDRP til mensjevikkerne og tog partinavnet «Det russiske Kommunistparti». Det indebar, at kommunismen var det næste stadium i den samfundsøkonomiske udvikling. Det klasseløse stadium der skulle vokse frem af «proletariatets diktatur».

Bolsjevikker og mensjevikker efter revolutionen

Med undtagelse af en kortere periode i 1918, da mensjevikkerne var fuldstændig bandlyst, kunne de under borgerkrigen fungere som en slags halvlegal opposition indenfor sovjetterne og fagforeningerne. Noget af baggrunden for denne indrømmelse fra bolsjevikkernes side, var de anstrengelser Martov gjorde for at holde sit parti på de «rødes» side. Mod slutningen af borgerkrigen vandt mensjevikkerne stadig større tilslutning til deres program, der krævede demokratisering af sovjetsamfundet og et svagere statslig engagement i industrien, og som forsvarede bøndernes ret til frit at afsætte deres varer. Men de sejrrige bolsjevikker følte ikke længere behov for støtte fra mensjevikkerne, og i juni 1920 startede tsjekaen (det hemmelige politi) en storstilet forfølgelse af mensjeviklederne. I 1922 befandt de sig enten i fængsel eller i eksil, hvor de kunne konstatere, at meningsdisciplinen i Lenins parti var i færd med at blive overført til sovjetstaten.

Hvis man skal forklare mensjevikkernes og bolsjevikkernes forskellige revolutionære strategi, må vi give forskelligheder i temperament et vist spillerum. Anklagerne om «manglende mod» der blev rettet mod mensjevikkerne i 1917, behøver alligevel ingen anden gendrivelse end at blive sat op mod deres virksomhed under borgerkrigen, da de med stor konsekvens holdt fast i deres standpunkter - mens de befandt sig under dobbelt ild. Overbevisningen om at en proletarisk magtovertagelse i Rusland var forhastet var oprigtig nok, og desuden trygt forankret i marxismens klassikere.

J.P.N.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 74.779