 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Sadisme
Ordet sadisme stammer fra den franske greve (marquis) de Sade (1740-1814). Det betegner generelt den form for ondskab eller grusomhed, som består i at et menneske oplever tilfredsstillelse, glæde eller vellyst ved at påføre andre levende væsener lidelse. Modstykket til sadismen er masochismen, dvs. den formodede glæde eller vellyst ved selv at blive påført lidelse. Begge fænomener dækkes af den græske betegnelse algolagni - af algos der betyder smerte eller lidelse, og lagneia der betyder vellyst.
Mere præcist er en sadistisk handling, enhver handling som primært styres af et - bevidst eller ubevidst - ønske om at påføre et andet levende væsen fysisk og/eller psykisk smerte. Hvis den lidelsesfremkaldende handling styres af andre ønsker - f.eks. ønsket om med vold at fjerne en hindring for selvudfoldelse, ønsket om at gengælde et angreb på en selv, osv. - foreligger der en aggressiv, men ikke en sadistisk handling.
Hvis det at udføre sadistiske handlinger er et fremtrædende eller et karakteristisk træk ved et menneske, har vi med en sadist eller en sadistisk person at gøre. Det er altså først, når sadistiske handlinger optræder med en påfaldende hyppighed og omfang, at det bliver rimeligt at anvende betegnelsen sadist. Skellet mellem sadisme som henholdsvis handlings- og personkarakteristik er vigtig. Bl.a. fordi enkeltstående handlinger ofte må forklares anderledes end mere omfattende træk eller personlige dispositioner.
Flere tænkere har peget på, at et centralt kendetegn ved sadisme - som personlig disposition - er sadistens ønske om at have et mere eller mindre fuldstændigt herredømme over andre. Dette kendetegn er imidlertid dækket af definitionerne ovenfor: Det er en nødvendig betingelse for planmæssigt og vellystigt at kunne påføre en anden person lidelse, at man har et mere eller mindre fuldstændig herredømme over vedkommende. Og da ethvert menneske ønsker frihed, er det omvendt også altid lidelsesfyldt at være under en andens mere eller mindre fuldstændige herredømme.
Ofte fremhæves seksualsadismen som sindbilleder på sadisme. Med seksualsadisme menes, at man kun kan opnå seksuel tilfredsstillelse ved fysisk mishandling af den anden part, og anden torturagtig adfærd - dvs. med fryd at påføre andre mennesker kropslig smerte. Hvis det ikke drejer sig om isolerede og situationsbestemte handlingsmønstre, vil disse former for sadisme imidlertid regelmæssigt være forbundet med mere omfattende sadistiske holdninger eller væremåder. En række af disse holdninger er blevet relativt indgående beskrevet i skønlitteraturen og i psykologien.
En sadistisk person har således ofte et brændende ønske om at slavebinde andre - og særlig sin partner (offer). I enkelte tilfælde kan dette ønske blive så intenst, at herredømmet over offeret får en mere altopslugende interesse end individets eget liv. Dette forhold viser klart sadistens ofte sygelige afhængighed af sit offer. Der findes endvidere en anden typisk sadistisk udnyttelsestendens. Den kendetegnes ved, at det centrale er oplevelsen af triumf over at opnå noget på andres bekostning, mens vindingssynspunktet enten er underordnet eller helt illusorisk. Desuden har en sadistisk person normalt en påfaldende tendens til at frustrere andre mennesker, til at gå på tværs af dem, til at dræbe deres glæder og skuffe deres forventninger. I sidste ende finder sadisten altid tilfredsstillelse i at forklejne og ydmyge andre. Sadisten er gerne bemærkelsesværdig dygtig til at finde fejl blandt sine medmennesker og til at opdage og udpege deres svage punkter. Han ved intuitivt, hvor andre er følsomme og sårbare, og kan ubarmhjertigt anvende denne intuition til nedsættende kritik.
Det er næppe en svigtende forståelse af hvad smerte og lidelse er, der adskiller sadisten fra andre mennesker. Det sadisten mangler er først og fremmest medfølelse, da medfølelse ytrer sig som sorg ved tanken ved at andre lider, og som trang til at afhjælpe eller lette lidelsen, når den først foreligger. Netop fordi han mangler medfølelse, og dermed i en dybere forstand ikke lever sammen med eller føler fællesskab overfor andre, er sadisten egentlig en meget ulykkelig og ensom person.
Sadistens adfærd kan da også blive mere forståelig, når den betragtes som et fortvivlet forsøg på at undslippe en uudholdelig ensomhed. (Sammenhold med sadistens afhængighed af sit offer). Særlig når adfærden desuden opfattes som en hævnakt for de alvorlige skuffelser og den dybe afvisning, som han tidligere må være blevet udsat for. Et sadistisk menneske kan bedst forstås som et menneske, der går amok, fordi det føler sig ensomt, udstødt og fordømt, og som i blind hævngærrighed lader sit raseri gå ud over andre. Kort sagt: Sadisten er en person, som befinder sig i en så fortvivlet situation, at han på en magisk måde søger oprejsning for sin egen elendighed ved at påføre andre mennesker elendighed.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 63.061