 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Handling
Handling (fransk og engelsk: «action»), en afgrænselig, kortvarig virksomhed, særegen for menneskearten, idet ingen andre levende væsener (organismer) kan siges at handle. Denne forskel fremhæves, når organismer tillægges adfærd og mennesker handlinger, men i dagligtalen anvendes begge betegnelser.
Læren om handlingen (handlingsteori, praksiologi) handler om en række vigtige sider ved menneskets tilværelse, hvoraf vi her nævner de følgende:
Frihed og determinisme
Spørgsmålet om hvorvidt mennesket er frit - dvs. har en «fri vilje» e.l. - optræder indenfor handlingsteorien som et spørgsmål om, hvorvidt handlinger lader sig forudberegne, dvs. forudsige ud fra menneskekundskab eller ikke. Er svaret ja, siges handlingerne at være determinerede; Er svaret nej, siges de at være indeterminerede eller «frie» (se Determinisme, Frihed). Spørgsmålet om hvorvidt et menneske har følelsen af eller visheden om at vælge egenrådigt (vilkårligt, «frit») mellem flere muligheder når det handler, behøver ikke at indvirke på handlingernes forudsigelighed. Selv om et handlende menneske - en «aktør» - efter omhyggelige overvejelser udfører en handling, kan handlingen alligevel være forudsigelig for en iagttager med god viden om vedkommende aktør eller om aktører i almindelighed.
Ud fra dette synspunkt kan alle handlinger placeres mellem to yderpunkter: Gentagelseshandlinger og nye handlinger. Alle vanemæssige handlinger lader sig med en høj grad af sandsynlighed forudsige. Det gælder også handlinger, der er nødvendige i en given situation - f.eks. standse blødning. Det gælder endvidere handlinger, der erfaringsmæssigt udføres på bestemte trin i livet - f.eks. at børn beder om slik i supermarkedet.
Nye handlinger er de, der ud fra iagttagerens - eller aktørens - egne begreber og forestillinger ikke lod sig forudsige, fordi disse handlinger overskred disse begreber og forestillinger. Et skaktræk kan f.eks. komme ikke bare som en overraskelse for modspilleren, men som noget han mærker, at han ikke ville have kunnet forudse, fordi det overgik hans dygtighed og fantasi som skakspiller. Alle mennesker foretager mere eller mindre klart en sådan skelnen mellem handlinger, som de i grunden kunne have forudset, hvis de havde været mere opmærksomme eller ivrige, og på den anden side de handlinger som de med sig selv ved, at de ikke havde begreber eller fantasi til at forudse - dvs. tænke eller forestille sig - før de virkeligt blev udført. Men da fatteevne og fantasi er forskellig hos alle, vil det der er en ny handling for en, være en handling der kan forudsiges for en anden. Som ydertilfælde blandt nye handlinger finder vi alle slags opfindelser og opdagelser: Einsteins relativitetsteori, det kubistiske maleri, Roger Vadims kvindetype osv. udgør på hvert deres område noget nyt. Disse frembringelser lader sig ikke aflede af viden om fortiden, samtidig med at de sætter præg på vor forståelse af fortiden. Kort sagt, de skaber historie.
Fra et politisk synspunkt er det vigtigt, at handlinger kan være og meget ofte er forudsigelige, fordi de er tvungne handlinger. Det tydeligste eksempel på dette er forbedringsanstalten som den opstod i Europa i begyndelsen af det 19. århundrede. De indsattes dagligliv skulle fastlægges nøjagtigt fra morgen til aften, sådan at de kunne indøve nye handlingsmønstre og atter blive gode samfundsborgere - dvs. blive forudsigelige igen. Men forbedringsanstalten er ikke enestående blandt vort samfunds institutioner. Militærkasernen, skolen, sygehuset, fabrikken, kontorbygningen bærer meget af det samme præg. Sociologer som Max Weber påpegede dette allerede tidligt i det 20. århundrede, og Foucault har fornyligt genoptaget denne tanke: Disciplinen som en teknik for herredømme og social kontrol har været et særkende for den vestlige samfundsform de sidste par hundrede år, når vi sammenligner med tidligere århundreder (se Fængsel). Befolkningen må ikke strejfe ukontrolleret omkring, må heller ikke samle sig i uoverskuelige mængder, må ikke arbejde ujævnt og med uregelmæssige afbrud. Registre holder rede på, hvor hver især befinder sig, og arbejdslivet foregår efter strenge tidsskemaer - lønarbejderen skal indfinde sig på rette tid og forlade arbejdspladsen til fastsat tid. Noget tilsvarende gør sig gældende for skoleelever, sygehuspatienter, hærens befalingsmænd og menige soldater. Hver enkelt skal blive på sin plads og holde disciplin over sig selv og andre - hvilket indebærer en høj grad af forudsigelighed med hensyn til samfundsmedlemmernes handlinger. Handlinger er altså blevet mere eller mindre forudsigelige som en konsekvens af det disciplinære herredømmes udbredelse.
Hensigt og mening
Det der adskiller handlingsforløb fra naturens hændelsesforløb er, at handlinger henviser til hensigter, hvilket naturforløb ikke gør. Naturens forløb og begivenheder forstås ud fra begreberne om årsag og virkning (eller som funktionsforhold), mens handlingsforløb forstås ud fra begreberne om grund og konsekvens, om udtryk, tegn og symboler. Handlinger er meningsbærende adfærd. De forskellige hensigter henviser til forskellige menings- eller betydningsindhold. En politisk handling («aktion») som f.eks. en strejke eller demonstration forstås ud fra den mening situationen har for aktørerne. De har deres grunde til at strejke eller demonstrere. Men disse grunde er ikke af en sådan art, at de nødvendigvis vil lede til denne strejke eller demonstrationen. Handlingssproget er nemlig opbygget således, at ingen handling følger af sine grunde som et naturforløb ellers følger sine årsager - f.eks. at forårsvejret får sneen til at smelte. Eller med et andet eksempel: At 2 + 2 = 4 er klart. Men at et menneske drager den slutning at 2 + 2 = 4, er ikke nødvendigvis klart, for vedkommende kan drage en forkert slutning.
På det teoretiske plan er handlinger som meningssammenhænge opbygget således, at deres beskrivelse unddrager sig en streng kausal (årsags)funktionel beskrivelse (se Funktionalisme). Handlingsteorien vil derfor aldrig få sin Newton eller Galilei. Men gennem Hegels, Marx', Rickerts, Bergsons og mange andre nyere forskeres (som Schütz, Sorokin, Parsons, Sartre) indsats er handlingsteorien i store træk afklaret på en anden måde, netop ved tydeligt at erkende på hvilken måde handlinger adskiller sig fra de kausalfunktionelle forløb. Forenklet kan vi sige, at handlinger tolkes og tydes, og selv er tolkninger af meningsbærende handlingssituationer.
Formålsrationalitet og nytte
En type handlinger der har fået megen opmærksomhed indenfor handlingsteorien, er de såkaldt formålsrationelle handlinger - dvs. de handlinger der kendetegnes ved, at aktøren har et forholdsvis klart mål, som han (hun) prøver at opnå ved at anvende midler, der anses for at være egnede. Da et egnet middel kan havde den virkning, at målet nås, er mål/middeltænkning altså anvendt kausalfunktionel tænkning. Teknologien som anvendt naturvidenskabelig viden er det klareste eksempel på formålsrationel handling som social institution (indretning).
I mere dagligdags sammenhæng kan de formålsrationelle handlinger karakteriseres som nytteprægede handlinger: Hensigten er at opnå et gode. Handlingen sker for dette godes skyld og kan være en byrde eller et onde man underkaster sig, fordi en afvejning synes at vise, at handlingen betaler sig.
Økonomisk teori omhandler sådanne nyttehandlinger, drøfter grænsenytte og lignende emner. I nyere sprogbrug taler vi om en aktørs præferencer (dvs. hvad man giver forrang), og det antages, at enhver aktør søger at maksimere eller optimere disse. Dvs. søger at opnå disse mest muligt eller bedst muligt.
Det handlingsteoretiske standpunkt som hævder, at alle handlinger kan behandles som nyttehandlinger (formålsrationelle handlinger), betegnes som utilitarisme (af «utili»: nytte) og hænger idéhistorisk sammen med den engelske liberalisme. Utilitarismen ser ud til at være ganske udbredt. Måske især blandt økonomisk interesserede mennesker, men den er blevet kraftigt angrebet fra flere kanter, og må anses for uholdbar - dvs. der findes mindst en slags handlinger ved siden af de rene nyttehandlinger. Her er det særligt let at pege på forskellige symbolske handlinger - f.eks. æstetiske handlinger - som det ville være urimeligt at tolke ud fra et nyttesynspunkt. Ligeledes er det let at henvise til ekspressive handlinger - dvs. handlinger som først og fremmest er udtryk for aktørens følelser, ønsker, hensigter - og hævde, at disse handlinger ikke i streng forstand er midler til at vise følelserne, men at de virkeliggør det de udtrykker.
Den slags handlinger der kaldes arbejde belyser udmærket forskellen mellem nyttehandlinger og udtrykshandlinger. Det er givet, at arbejde i almindelighed er en nyttig gerning, et uomgængeligt middel til at overleve. Men gennem arbejdet lærer menneskene også at kende sig selv og omverdenen - ved at forandre sig, udfolde og udvikle sig under arbejdet og ved at arbejdet forandrer omgivelserne. Denne vekselvirkning mellem den der arbejder og omgivelserne der bearbejdes, er det ikke præcist nok at kalde nyttig, for det nyttige er noget relativt, der står i forhold til et formål (en «præference»), mens den gensidige påvirkning mellem arbejdet og omverdenen berører vore allerdybeste anliggender.
Tilsvarende betragtninger kan gøres om de handlinger, der ikke er arbejdsvirksomhed. Gennem handlingerne virkeliggør mennesket sit væsen, præger og præges af omverdenen og lærer den at kende og dermed sig selv. Dårlige former for handling er sådanne, hvor denne dobbeltbevægelse ikke kommer i gang, og gør aktørerne fremmede for sig selv. På dette tidspunkt fører handlingsteorien over i det politisk vigtige emne fremmedgørelse.
I dagligtale skelner vi gerne mellem tanke og handling, drømmere og dådsmænd. «Tænke det, ønske det, ville det, men gøre det, nej, det forstår jeg ikke.» (Peer Gynt). Indenfor handlingsteorien er det derimod vigtigt, at handlingen danner et formidlende led mellem bevidsthed og omverden. Vor tænkning sker i nær tilknytning til vort handlingsliv og vor krop som virksomt legeme. Hvis ikke er den skintænkning eller fantasi.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 42.608