Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Selvmord

Selvmord er betegnelsen på en målrettet handling, som et individ har foretaget for at skade sig selv, og hvor skaden har ført til døden. Selvmordsforsøg er 8-10 gange hyppigere end selvmord. Forsøget udgør en selvbeskadeligelse, som personen der foretager den, ikke kan være sikker på at overleve.

Udover den aktivt ønskede beskadigelse af egen krop, findes der også mere passive måder at søge døden på. En person kan udsætte sig for livsfare og overlade det til tilfældighederne eller andre mennesker, om han skal overleve eller dø. Bag en del ulykkestilfælde - f.eks. til søs, i trafikken eller ved forskellige sportsgrene - skjuler der sig både aktive og passive selvmord. Sømanden som lader sig skylle overbord eller chaufføren som kører hurtigere end han har kontrol over, er eksempler på dette. Blafferen som lægger sig i soveposen ved kanten af motorvejen inviterer til overkørsel, og den unge mand som leger med pistolen uden at undersøge om den er ladt, udsætter sig for livsfare. Når ønsket om at dø og ønsket om at leve begge er til stede, er den afgørende handling hvor «personen mister taget», ofte en uoverlagt og uklar indskydelse i selve øjeblikket.

Nogle tager så dårligt vare på deres helbred, at de langsomt dør. Langvarig spisevægring er et sådan eksempel. Uden at personen klart har taget beslutningen, fører dennes handlinger alligevel frem mod døden, og personen ved det. På den anden side ser man også, at nogle er så bange for døden, at de vælger det aktive selvmord fremfor en endnu mere truende død - f.eks. ved uhelbredelig sygdom. Grænsen mellem suicidale (selvmords) og ikke-suicidale handlinger er derfor vanskelig at drage.

Hvem begår selvmord?

Selvmordet omgives fortsat med megen fortielse. Vor kulturkreds har historisk betragtet det som moralsk og religiøst forkasteligt, og de som overlevede blev tidligere strengt straffet, endog hængt. Usikkerhed omkring dødsårsagen og uvillighed til at registrere dødsfald som selvmord er derfor begge forhold, som bidrager til, at selvmordsstatistikken ikke er helt pålidelig.

Kendskabet til selvmordshyppigheden er kun til stede fra de lande, som fører en offentlig statistik. Blandt de nordiske lande har Danmark og Finland gennemgående ligget langt højere end Norge og Sverige, hvad angår selvmordshyppigheden blandt mænd. Blandt kvinderne indtager Danmark en beklagelig førsteplads. For begge køns vedkommende gælder dog, at hyppigheden er blevet betydelig reduceret over de seneste 15-20 år.

Selvmordshyppigheden øger noget i økonomiske nedgangstider og synker modsat i krigstid. Det formodes, at øget socialt sammenhold under krig reducerer hyppigheden, mens arbejdsløshed og økonomiske tab øger den. Selvmordshyppigheden er oftest større i byer, især i større byer, end på landet og højere i de lavere sociale lag. I Europa er både de laveste og de højeste sociale lag overrepræsenteret. Mennesker som har få nære sociale kontakter eller som har mistet disse, begår oftere selvmord. Således er hyppigheden større blandt enlige, barnløse, skildte og efterladte. Sociologen Emile Durkheim var den første der undersøgte selvmordet som socialt fænomen. Han fortolkede disse forskelle som udtryk for, at når det sociale sammenhold er lavt, og når mennesker oplever at de er undertrykte og uden vigtige sociale bånd, da øges selvmordshyppigheden.

Mænd begår gennemgående selvmord dobbelt så ofte som kvinder. Men med ændrede kønsrollemønstre vil denne forskel givet mindskes. Ældre begår selvmord oftere end yngre. Blandt mænd øger hyppigheden helt op til de ældste, mens kvinder topper ved 65-80 år. Sygdom gør ældre mennesker mere udsatte når de endvidere udsættes for tab af ægtefælle. Risikoen for selvmord er også større blandt alvorligt deprimerede, især i begyndelsen af bedringsfasen, tidligt i udviklingen af alvorlige sindslidelser, blandt alkoholikere og narkomaner og hos personer med tidligere selvmordsforsøg bag sig eller selvmord i familien. Mænd begår hyppigst selvmord ved skydning og hængning, men også ved forgiftning, mens kvinder oftest vælger forgiftning eller drukning.

Gennem 70'erne var der tendens til, at selvmordshyppigheden steg blandt børn og unge. Siden er den faldet. I alt var der i 1996 54 unge mellem 15 og 24 år og 103 unge mellem 25 og 34 år, der begik selvmord. Klart flere unge mænd end kvinder begik selvmord. Blandt 15-24 årige var der 46 mænd og 8 kvinder, mens der blandt den ældre aldersgruppe (25-34 år) var 83 mænd og 20 kvinder. Det er imidlertid særdeles foruroligende, hyppigheden af selvmordsforsøg blandt de 15-24 årige kvinder har været stigende gennem 90'erne, mens den for andre grupper og de yngre mænd har været faldende.

Det vides ikke med sikkerhed, hvilke træk i samfundsudviklingen der påvirker de unges selvmord og selvmordsforsøg. Lav selvfølelse og oplevelsen af at være uelsket og overflødig er gennemgående temaer blandt børn og unge, der begår selvmordsforsøg. Dertil kommer sociale krav og følelsesmæssige problemer, som barnet ikke ser muligheden for at indfri eller løse, eller få hjælp til at løse. Man antager, at stigende social opløsning ved skilsmisse, voldsomme sociale forandringer og oplevelsen af at samfundet kun har behov for enere, er faktorer som bidrager til børns selvmordsfantasier og handlinger.

Det er forskellige grupper som begår selvmord og som gør selvmordsforsøg. Mens mænd står for de fleste selvmord, står kvinder for de fleste forsøg. Ca. 5-10 % af dem der gør selvmordsforsøg lykkes senere, og ca. 20 % af dem som begår selvmord har gjort tidligere forsøg. Det er især i de yngre aldersgrupper man ser selvmordsforsøgene.

Opdelt på amterne viser der sig betydelige forskelle. Bornholms Amt har landets laveste selvmordshyppighed. I 1995 var der ikke et eneste dødsfald blandt kvinder på grund af selvmord. Den højeste selvmordsdødelighed på 21 pr. 100.000 kvinder ses i Frederiksberg Kommune, men også Københavns Amt ligger højt.

Kun to mænd døde som følge af selvmord i Bornholms Amt i 1995. Det svarer til 9 personer pr. 100.000 mænd. I langt de fleste amter døde mellem 20 og 24 mænd pr. 100.000 af selvmord i 1995. Storstrøms Amt skiller sig ud med en dødelighed på 38 pr. 100.000 mænd, men også København ligger over 30.

Forklaringer og behandling

Forklaringen på selvmord - set fra et personlighedssynspunkt - blev tidligt influeret af Freuds teori om depression. Der blev lagt stor vægt på, at vrede og had som oprindelig var rettet mod en anden, blev vendt til selvhad. Processen blev opfattet som ubevidst og baggrunden som uklar for selvmorderen. Selv om dette utvivlsomt sker og kan være en kilde både til depression og selvmord, er også afhængighed og soning vigtige faktorer i selvmord. Blandt de personlige motiver til selvmord som afdækkes efter alvorlige selvmordsforsøg finder vi hævn mod en elsket, som har svigtet ens forventninger, afstraffelse af personen selv for nederlag, soning for skyld, virkeliggørelse af en allerede oplevet følelsesmæssig død eller ønsket om genforening med en afdød.

I en familieorienteret behandling af studenter som var i fare for at begå selvmord, fandt den nordamerikanske psykiater Herbert Hendin, at mange havde depression som livsmønster. Mange var vokset op med glædesløse, rutineorienterede forældre, og loyaliteten mod det livsafvisende hos forældrene blev det faste omdrejningspunkt i deres tilværelse. Muligheden for selvstændighed og engagement i studiesituationen blev en trussel mod forældrebåndet.

Hos selvmordskandidaten findes ofte et underliggende raseri mod dem som svigtet ham eller hende i omsorg, loyalitet og selvstændiggørelse. Selv om selvmordsforsøget måske først og fremmest er et nødråb om hjælp, er det endvidere ofte et forsøg på at presse de nærmeste til at gøre som personen vil. Dette skaber en stærk skyldfølelse hos andre og kan være fristende for en, som ikke oplever andre påvirkningsalternativer.

Det er vanskeligt at lokalisere og hjælpe de mennesker, som står i fare for at begå selvmord. Mange selvmordskandidater oplever hverken sig selv som syg eller nervøs, og er det heller ikke. De føler, at de er i en uendelig ensom og uholdbar livssituation, som de betvivler at medicinsk og psykologisk ekspertise kan afhjælpe. Selvmordskandidater tilbydes menneskelig rådgivning af frivillige lægmandsorganisationer.

Der er grundlæggende to behandlingsholdninger, der gør sig gældende i dag. Den ene betragter det at ville tage livet af sig som symptom på sygdom, den anden ser det som en eksistentiel krise. Den ene tradition lægger vægt på ydre beskyttelse, medicinsk behandling og sociale hjælpetilbud. Den anden er mere optaget af at være med mennesket i den krise det oplever, men lade det selv vælge - forhåbentlig livet.

De som står i fare for at begå selvmord ønsker både at leve og at dø. For dem der drager omsorg for dem, eksisterer der et stadig dilemma mellem respekten for individets frihed til valg af eget liv og egen død, og muligheden for at mens døden måske vælges i dag, ville livet blive valgt i morgen.

Stillet overfor selvmordet stilles man også overfor spørgsmålet om, hvad man vil med sit eget liv og hvad der giver livet mening. Når døden er et muligt valg, træder det tydeligere frem, at livet også er et stadig valg. Fornægtes døden som mulighed, får også livet mindre dybde og formål.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi

Sidst ajourført: 2/10 2005

Læst af: 133.409