Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Freud, Sigmund

Freud (1856-1939), grundlægger af psykoanalysen der både rummer en teori om den menneskelige psyke og en behandlingsmetode. Som psykologisk teori er psykoanalysen uden sammenligning den mest omfattende og ærgerrige der findes. Den har endvidere haft stor indirekte indflydelse, forsåvidt som enkeltdele af Freuds hovedsynspunkter har forandret vor måde at tænke på, særlig når det gælder børnenes situation og seksualitetens betydning i vor tilværelse. De fleste teorier indenfor den akademiske psykologi er også i større eller mindre grad influeret af psykoanalysen. Som behandlingsform forsøger den at ophæve alle slags nervøse symptomer gennem at finde frem til de psykologiske konflikter, der ligger til grund for symptomerne. Den er altså en konsekvent psykologisk og i sin intention kausal behandlingsmåde. Den danner igen grundlaget for de allerfleste former for psykoterapi.

Freud. blev født i Freiburg i provinsen Moravia i det østrig-ungarske kejserrige den 6. maj 1856. Hans far var en ikke-troende jøde, af fag uldhandler. Tekstilindustrien i Moravia var i denne periode i stærk tilbagegang, og familiens økonomiske og sociale stilling var præget af nedgang. På den tid voksede der en stærk tjekkisk nationalisme frem i Moravia, og den tysktalende jødiske minoritet var en naturlig skydeskive for denne nationalistiske opposition. Da Sigmund var 3 år gammel, flyttede familien til Wien, hvor der var noget bedre forhold. Imidlertid oplevede Freud under sin opvækst mange eksempler på chikane mode jøder. Noget der udviklede hans ønsker om at blive noget stort og på den måde få social oprejsning.

Han studerede medicin og specialiserede sig indenfor neurologi. Han var interesseret både i naturvidenskab og filosofi. Allerede som student begyndte han at arbejde med neuroanatomi i Ernst Brückes laboratorium. Denne tilhørte en gruppe progressive naturvidenskabsmænd. I dette laboratorium arbejdede han i seks år. Samtidig holdt han sin filosofiske interesse ved lige ved at følge Franz Brentanos forelæsninger. Efter dette fik han stilling i Theodore Meynerts psykiatriske institut. I 1884 opdagede han kokainets bedøvende virkning. Noget der kunne have bragt ham stor videnskabelig anerkendelse og åbnet vejen for en forskerkarriere. Tilfældigheder gjorde imidlertid, at en anden publicerede tilsvarende resultater før ham. Fra 1885 til 1891 publicerede han til gengæld to større og flere mindre neurologiske arbejder. I denne periode stiftede han også kendskab med Johann Herbarts psykologiske filosofi, hvor tanken om de ubevidste ideer som konkurrerende om bevidsthedens opmærksomhed var et vigtigt element.

Ved siden af neuroanatomi og -fysiologi begyndte Freud at interessere sig for hypnotiske fænomener. I 1886 foretog han en kort og senere en længere studierejse til Paris for at sætte sig ind i Jean Charcots anvendelse af hypnose til at fjerne hysteriske lammelser og lignende symptomer. Sammen med en ældre Wienerkollega, Josef Breuer, begyndte han at anvende hypnotiske teknikker i behandlingen af patienter.

Samarbejdet med Breuer varede i flere år, indtil denne trak sig ud af den slags arbejde, foruroliget over de stærke følelsesmæssige reaktioner hos både patienter og terapeut. Sammen udgav de «Studier i hysteri» (1895) hvori de præsenterede deres «katharsiske» metode. Patienterne blev deres symptomer kvit, ved at de under suggestiv påvirkning (forstand og vilje sat ud af virksomhed) fortalte alt, hvad der faldt dem ind i forbindelse med symptomet. (Katharsis betyder renselse). Samme år skrev Freud en stor artikel, der ikke blev offentliggjort: «Udkast til en videnskabelig psykologi», hvori han prøvede at forene sin neurologiske viden og sin nye teori om psykiske konflikter.

1890'erne var præget af, at Freud måtte opgive nogle af sine tidligere opfattelser, og finde frem til et nyt grundlag for den videnskab han var i færd med at udvikle. Efter bruddet med Breuer blev han i flere år inspireret af sin korrespondance med øre-næse-halslægen Wilhelm Fliess i Berlin, der havde en række originale synspunkter på seksualitetens rolle i biologi og medicin, om biologiske rytmer osv. I denne periode foretog Freud også en analyse af sit eget følelsesliv, med samme metode som han havde udviklet, når det gjaldt patienter. Han skrev sine drømme ned og lod deres baggrund, barndomserindringer o.l., komme frem til bevidstheden. I patientbehandlingen gik han bort fra brugen af hypnose og suggestion, og udviklede det han kaldte de frie indfalds metode. Han havde lige siden hysteristudierne været opmærksom på barneseksualitetens rolle, og udarbejdede efterhånden en klarere og mere systematiske opfattelse af denne, på den ene siden med særlig vægt på drifterne og deres udvikling, og på den anden personlighedens forsvarskræfter. Psykoanalysen som teori og behandlingsform lagde han frem i sit store værk «Drømmetydning» (1900).

Freuds teorier blev voldsomt angrebet af de allerfleste af hans samtidige, både medicinske kolleger og den brede offentlighed. De blev anset for uanstændige, uhyrlige og uvidenskabelige. Muligheden for en akademisk karriere blev lukket for ham for altid, og han blev udstødt fra almindelig social og kollegial omgang. Imidlertid samlede der sig en mindre kreds af interesserede kolleger og tilhængere omkring ham, fra både ind- og udland. Denne kreds voksede langsomt, og blev efterhånden til den psykoanalytiske bevægelse, der atter var grundlag for udviklingen af den psykoanalytiske profession, med dens foreninger, uddannelsesinstitutioner, tidsskrifter og forlag.

I perioden frem til 1913 arbejdede han med yderligere at udbygge sine synspunkter. Han skrev flere artikler og udgav en række bøger, f.eks. «Fem forelæsninger over psykoanalysen» i 1910. Fra 1913 og frem til sin død videreudviklede og revurderede han mange af sine teoretiske begreber, samtidig med at han skrev sine hovedværker. I 1915 udkom de store «Forelæsninger i psykoanalyse», og i 1932 opsummerede han med «Nye indføringsforelæsninger i psykoanalyse» og i 1940 «Et omrids af psykoanalysen».

Hele Freuds videnskabelige liv var præget af modsigelser og kamp. Det akademiske etablissement og størstedelen af den offentlige opinion angreb ham med en enestående lidenskabelighed. Men også i kredsen af hans egne elever opstod der modsigelser og splittelse. Særligt dramatisk var det med Alfred Adlers og senere Carl Gustav Jungs afsked med Freud. Da nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933, blev psykoanalysen hurtigt forbudt. Dels var mange af psykoanalytikerne på den tid jøder, og desuden blev psykoanalysen betragtet som en jødisk, dekadent og «uteret» videnskab. De fleste psykoanalytikere i Tyskland, Østrig og Ungarn udvandrede i denne periode til England eller USA. Freud ønskede imidlertid ikke at forlade Wien. Han havde siden 1926 lidt af kræft i mundhulen, havde gennemgået en række operationer og var syg og gammel. Først efter Hitlers indmarch i Østrig i marts 1938 gav han efter for sine venners og sin families ønske og rejste til London. Der døde han den 23. september året efter.

S.H.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 200.026