Jalousi
Ordet jalousi stammer fra det latinske og græske zelus: Iver eller skinsyge. Udtrykket skinsyge er ældst og har sin oprindelse i den gamle skik, at pigen sendte et stykke (kalve-) skind til den frier, hun afviste. Frieren blev «syg», når han modtog dette skind (afslaget), deraf ordet skinsyg.
Som betegnelsen anvendes i dag, har den fået udvidet betydning, der kan præciseres på følgende måde: Jalousi kan opstå i alle forhold, som er karakteriseret ved, at en persons selvfølelse er afhængig af at være den foretrukne i et eller andet. Det kan være den foretrukne i kærlighed, eller det at være den foretrukne i en bestemt rolle eller stilling - som den bedste i klassen, den smukkeste i byen, den morsomste i vennekredsen o.l. Jalousi opstår, hvis personen faktisk oplever eller forestiller sig, at der kommer en tredje person til, som er en trussel mod stillingen som den foretrukne.
Jalousibegrebet er fortsat tæt knyttet til forholdet mellem mand og kvinde i det vi kalder romantisk kærlighed, men vi taler også om jalousi i forbindelse med børns kærlighedsliv - søskenderivalisering - og om jalousi knyttet til rivalisering i arbejdslivet og andre sociale situationer.
Indenfor skønlitteraturen foreligger der en mængde skildringer af jalousi i romantiske kærlighedsforhold. I et gensidigt: «Du betyder alt for mig» har vi at gøre med et forhold mellem to, som udelukkende får - eller oplever at de får - deres værdi i forholdet til den anden.
Når en person i en sådan udstrækning har investeret sin selvfølelse i det at være den eneste foretrukne hos den anden, siger det sig selv, at truslen om tab af denne stilling opleves som særdeles faretruende. Rivalens nærvær indebærer nemlig et muligt tab af hele selvfølelsen - jfr kærlighedserklæringen «Uden dig er jeg ingenting» - og dette er forbundet med angst.
Jalousi kan være en tilstand af intens smertefølelse, eller den kan opleves som et lille «stik» i brystet. Intensiteten i følelser er afhængig af graden af trussel mod selvfølelsen. Tilstanden kan rumme en række følelser som vrede, rædsel, utryghed, fjendtlighed, depression og usikkerhed.
Jo færre forhold selvfølelsen er baseret på, desto større angst er der knyttet til tabet, og desto større chance er der for, at jalousi vil opstå. En person med lav selvtillid som satser alt på et eneste kontaktforhold, vil være særlig disponeret for jalousireaktioner. Da han eller hun føler sig mindreværdig, vil han eller hun nærmest forvente at blive forkastet, at partneren vil foretrække andre osv. Når personen endvidere er levende bange for at miste sin partner, vil personen blive mistænksom og let opfatte andre som rivaler. Her ser vi en tæt forbindelse mellem lav selvtillid, mistænksomhed og jalousi. Jo mere tryghed ved eget værd, desto mindre jalousi. Jalousi er altid knyttet til usikkerhed omkring selvværdet.
Vi må tage det for givet, at mennesker ønsker at sikre deres selvfølelse. I romantisk kærlighed indebærer dette at holde på sin partner, at monopolisere den anden, udvise ejendomstrang. Disse forhold har ført til, at jalousi ofte opfattes som moralsk forkastelig, en tilstand man skammer sig over og helst vil benægte eller bekæmpe.
Baggrunden for ejendomstrangen er ønsket om at føle sig tryg i en bestemt stilling. Jalousi er et symptom på at denne tryghed ikke eksisterer, og som sådan er jalousien altid reel og kan ikke bortforklares, hverken med fornuft eller normer. Hvor målet for samliv er at skabe personlig tryghed og en god selvfølelse hos begge parter, er det af største betydning at arbejde med åbenhed omkring jalousiproblemer uden at stemple følelsen moralsk.
Et samfund kan organisere samlivet på en sådan måde, at det giver mere eller mindre basis for jalousi. Vor kultur som er præget af eksklusiv romantisk kærlighed og isolerede kernefamilier, er en «jalousivenlig» kultur, mens kulturer med et mere kollektivt præg udviser mindre udbredelse af jalousi. Dette må ses på baggrund af, at selvfølelsen i disse kulturer har flere «støtter», og at angsten for tabet af ens stilling bliver mindre dramatisk. Graden af jalousi og i hvilke sociale sammenhænge den opstår, er altså kulturelt betinget, men ikke selve fænomenet.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 44.468