Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Angst

Alle er bekendt med angsten. Den kan komme snigende om natten, i form af et mareridt. Den kan hilse os velkommen, når vi træder ud på altanen i et højhus. Den kan strømme os i møde fra den slange, som uventet krydser vor vej; ja, den kan hjemsøge os netop der, hvor vi troede os mest sikre – i vores vante og trygge omgivelser. Angsten er en del af livet; den manifesterer sig fysisk, den angår personligheden og vores sociale liv og den indgår som et element i psykiske lidelser.

Der er skrevet ganske meget om angst. Adskillige bøger og flere videnskabelige tidsskrifter har angsten som hovedtema. Angstens omsiggribende væsen gør dog, at den er vanskelig at indkredse, og der eksisterer i dag ingen autoriseret udlægning af angsten. Forskellige psykologiske teorier er kommet med hver deres bud på, hvordan angsten skal forstås og beskrives. Sygdomsklassifikationssystemer, DSM og ICD, har forsøgt at katalogisere angstens patologiske udtryk; empirisk forskning har forsøgt at skaffe data om den, og psykiatere og psykoterapeuter har forsøgt sig med forskellige former for behandlingstilbud i forhold til angstlidelser. Angsten er en kompleks størrelse og vi skal i det følgende indkredse den gennem enkelte relevante nedslag.

Angsten har en fysiologisk, en adfærdsmæssig, en følelsesmæssig og en tankemæssig side: Mennesket reagerer med f.eks. forhøjet blodtryk, hjertebanken og ændret vejrtrækning ved angst; angsten foranlediger flugt eller kampadfærd på et konkret som på et symbolsk plan; angsten giver følelsesmæssig uro og kan ved længerevarende angst føre til depression og endelig indvirker angsten på tænkningen.

Selv om angsten grundlæggende er ubehagelig og dermed frastødende indeholder den også elementer af noget frydefuldt og dragende.

Psykologiens forskellige teorier indkredser og udlægger fænomenet på forskellige måder, hvoraf her skal nævnes fire:

Eksistentiel psykologi

Blandt fremtrædende analyser af angsten fremtræder danske Søren Kierkegaards behandling af emnet fra 1844, som et af verdenslitteraturens største. Kierkegaard var teolog og filosof men skrev også om psykologiske emner, og meget af Kierkegaards tankegods er senere blevet inddraget i den eksistentielle psykologi. Kierkegaard skelner mellem angst og frygt. Frygt, skriver han, har en genstand. Der er noget mennesket er bange for; en slange, en krig, et oprørt hav osv., mens angsten er genstandsløs. Kierkegaards skelnen mellem angst og frygt refererer således til angstens og frygtens genstand og ikke til angstens og frygtens følelse, hvad følelsen angår, skelner han ikke. Når angsten er genstandsløs betyder det, at der ikke er noget at være bange for – intet! Intet kan nemlig ængste, hævder Kierkegaard. Det skal forstås på den måde, at mennesket kan ane det, det ikke ved: Vores viden og opfattelse af livet rækker altid til en vis grænse, men grænsen indikerer også, at der er noget, vi ikke ved, og det, vi ikke ved, fremtræder i vores bevidsthed som intet. Livet omkranses af døden, vi ved, at vi afgår ved døden på et tidspunkt, men hvad døden byder ved vi ikke. Vi ved, at man kan handle godt og ondt i verden, men hvornår en handling er god og hvornår den er ond er ikke altid til at afgøre – før bagefter. Vi ved, at vi har en fremtid, men dens indhold er os, når det kommer til stykket, fuldkommen ubekendt. Vi ved, at livet har en mening, men vi ved ikke, hvor den kommer fra. Livets dybere dimensioner fortoner sig i det dunkle, og fremtræder som et intet, der får os til at ængstes. Dyret er befriet for denne angst. Dyret kan frygte, men ikke ængstes. Dyret mangler evnen til at forholde sig til eksistensens dybere spørgsmål og unddrager sig dermed også angsten. Angsten er derfor, for Kierkegaard, et aspekt ved det at være menneske.

Når angsten forstås på den måde, er den ikke kun ubehagelig, den er også frydefuld. Vi drages af det ubekendte, ligesom vi værger os imod det. Kierkegaard skriver derfor, at angsten er en sympathetisk antipati og en antipathetisk sympati, dvs. den skræmmer og drager og drager og skræmmer.

Kierkegaard taler, ud over angst for intet, om angst for det onde og angst for det gode. Det skal forstås på den måde, at det gode og det onde langsomt siver ind, der hvor intet tidligere var. Livet igennem må mennesket handle, og gennem vores handlinger betræder vi ubekendt land (intet), men efter at vejen er gjort, er det, der tidligere var ubekendt, nu bekendt: Det er bekendt, som noget vi har gjort godt eller noget vi har gjort ondt, eller rettere, det er bekendt som godt og ondt, for hvem kan sige, at det lige netop var min handling, der var udslagsgivende for det, der skete. Lad os tage et eksempel: som ung forelsker man sig hovedkulds. Det viser sig, at kæresten var en slubbert og at vennerne har bagtalt en i denne sammenhæng. Det blev et «ondt» forløb. Inden forelskelsen var kærligheden et ukendt landskab, nu er den kendt, kendt for sin «ondskab». Hvad betyder det, hvad betyder det i forhold til kommende forelskelser? Før var kærligheden ukendt og der var en uro, en angst for det ubekendte, intet, men nu er der en angst for, at erfaringen, som gjorde ondt, skal gentage sig, en angst for det onde. Hvis vi så forestiller os, at der i forelskelsens hvirvelvinde og midt i vennernes svigt var en ven, som rakte hånden ud og faktisk ville en det godt, hvordan ville det så være? Her vil der kunne indtræffe det ejendommelige, at man ikke tør tro på det. Ondskaben kan man sætte sig op imod, men det gode må man overgive sig til, og det, at overgive sig til det gode, er en udfordring, som møder angst.

Derudover har Kierkegaard et lidt pudsigt og til dels misvisende skel mellem det, som han kalder subjektiv og objektiv angst. Det er misvisende, fordi al angst uomgængeligt skal henføres til subjektet, personen, men pointen er, at forskellige historiske perioder og samfundsorganiseringer kan være mere eller mindre præget af angst, objektiv angst. Kierkegaard tager afsæt i syndefaldsberetningen og viser, at mennesket efter Adam og Eva må forholde sig til problemstillinger, som Adam og Eva var forskånet for. Psykologisk set betyder det, at det moderne eller postmoderne samfund anstiller mennesket over for eksistentielle udfordringer og spørgsmål, som er væsentligt mere omfattende end de eksistentielle udfordringer og spørgsmål, som stenaldermanden blev stillet over for. Stenaldermanden måtte forholde sig til sin slægts historie og de myter den var indskrevet i med dertilhørende udlægninger af godt og ondt, men det moderne mennesker er svigtet af de overleverede myter samtidigt med, at det konfronteres med menneskelig ondskab, som f.eks. udryddelseslejre, og ødelæggelseskraft, som f.eks. arters udryddelse, i et omfang, som stenaldermanden ikke kendte. Det må derfor antages, at det moderne menneske må leve med en højere grad af objektiv angst end stenaldermanden gjorde.

Eksistentielle filosoffer, som Heidegger og Sartre, har givet Kierkegaards angstanalyse nye og lidt andre dimensioner men grundlæggende for retningen er, at menneskets mulighed for at forholde sig til livet samtidig er en kilde til angst.

Psykoanalysen

Psykoanalysen ser mennesket som et konfliktuelt væsen; mennesket er ikke i overensstemmelse med sig selv. Uoverensstemmelsen stammer ifølge Freud fra det forhold, at mennesket er struktureret over tre uoverensstemmende instanser; id’et, jeg’et og overjeg’et. Id’et skal forstås som psykiske repræsentationer af menneskets grundlæggende kropslige habitus: Kroppen kan percipere, fordøje, agere osv. og disse kropslige funktioner danner grundlag for en psykisk dimension, som grundlæggende udfolder sig over en lyst – ulyst akse; mennesket føler lyst ved at smage, se, høre osv. og kan tilsvarende føle ulyst på samme konto. Særligt når mennesket træder ind i livet, er baby, er de kropsligt affødte oplevelser af lyst og ulyst krumtappen i dannelsen af id’ets indhold. Drifterne der regere i id’et er imidlertid ukoordinerede og grænseløse og derfor sker der gennem menneskets opvækst en udbygning af det psykiske, således at det psykiske kommer til at bestå af id’et, jeg’et og overjeg’et. Jeg’et er den instans, der forsøger at tøjre og tæmme drifterne, så de kan indgå og tilfredsstilles i hverdagslivets ordentlige bæredygtige rytme, mens overjeg’et er den instans, hvor overleverede værdier, idealer og forbud tager bolig og giver mennesket en moralsk dimension. I hverdagslivet erfarer vi ikke den indre struktur og dens dynamik, men ved indtagelse af euforiserende stoffer, under stress, ved søvnløshed og ikke mindst under drømme kan der ske det, at der dukker sider af os selv op, som vi ikke er fortrolige med til hverdag. Psykoanalysen vil hævde, at disse sider er reelle nok, men at de til daglig indgår i den overordnede struktur, hvor de må ligge under for en fortrængning.

Angsten i psykoanalytisk forstand udspiller sig ved jeg’ets grænsedragninger til id’et, over-jeg’et og omverdenen. Freud taler derfor om driftsangst, samvittighedsangst og realangst: driftsangsten hidrører fra det pres, drifterne lægger på jeg’et for at blive omsat til virkelighed. Det kan være drifter ladet med et meget provokerende eller destruktivt indhold, som jeg’et værger sig mod og følgelig ængstes ved. Som modreaktion etablerer jeg’et et værn af forsvarsmekanismer, som fortrænger eller fordrejer de forbudte ønsker. Angsten opstår, når forsvaret er truet. Samvittighedsangsten hidrører fra overjeg’et, som anstiller normer og idealer, som jeg’et kan have svært ved at honorere. Overjeg’et konstitueres gennem ødipuskomplekset og idealerne og normerne, som der bundfælder sig i personligheden, kan anstille retningslinier for forholdet til det andet køn, krav om en sociale og intellektuel formåen mm., som personen vanskeligt er i stand til at leve op til. Svigtet eller det truende svigt i forhold til overjeget udløser angst. Realangsten udspinder sig imellem personen og dennes omgivelser; overskrider omgivelsernes udfordring personens forestilling om egen formåen, vil angsten gøre sig gældende.

Adfærdspsykologi

Adfærdspsykologien bestræber sig på at begrænse sine teoretiske antagelser til registrerbare data, dvs. adfærd. Retningen afviser antagelsen om bagvedliggende psykiske kræfter som hypotetiske og uvidenskabelige. Angsten skal derfor begribes som et adfærdsmæssigt fænomen, og teorien er som følger: Mennesket og andre levende væsener har medfødte anlæg for at reagere på traumatiske hændelse, det kan været høje lyde, slag, kraftige kulde eller varmepåvirkninger. Disse reaktioner kaldes i forlængelse af Pavlovs arbejde for ubetinget. Når angsten indlæres, sker det ved, at mennesket umiddelbart før den ubetingede stimuli udsættes for en anden og i sig selv neutral stimuli; den betingede stimuli. Det kan f.eks. være et elektrisk stød samtidig med lyden af en klokke. Det elektriske stød vil foranledige en reaktion, men efter få gentagelser hvor stødet doseres umiddelbart efter lyden af en klokke vil der ske det, at klokken i sig selv vil udløse reaktionen. Angstreaktionen er hermed blevet indlært. Mennesket, eller dyret for den sags skyld, vil reagere med angst ved den harmløse lyd fra en klokke.

Mowrers har kombineret den klassiske indlæringsteori med operant betingning. Operant betingning betyder, at en given adfærd kan medføre straf eller belønning. Når det helt lille barn – og eksemplet vil også gælde for hunden – tager sine første skridt i trafikken, får det ros for at holde sig på fortovet og irettesættelser eller skæld ud for at bevæge sig ud på kørebanen. Som udgangspunkt bevæger barnet sig tilfældigt frem og tilbage mellem kørebane og fortov, men den «straffende» og «belønnende» respons, det modtager fra forældrene, vil bevirke, at barnet vil ophøre med den adfærd, der afstedkommer «straf» og fortsætte med den adfærd, der afstedkommer «belønning». Ved den operante betingning sker der ikke det som ved den klassiske betingning, at mennesket indlærer bestemte reaktioner, men der sker det, at tilfældig og spontan adfærd opelskes eller udslukkes. Mowrers har så kombineret de to betingningsformer og dermed givet et teoretisk bud på angstens til tider omsiggribende betydning: gennem den klassiske betingning kan der indlæres angst i forhold til alskens harmløse elementer og hændelser i tilværelsen; angst for edderkopper, angst for at bevæge sig i trafikken, angst for at gå til eksamen osv. men gennem den operante betingning kan angsten tiltage sig større plads. Det kan ske ved at personen, der er betinget til at være angst for at gå til eksamen, efterfølgende bliver (operant) betinget til at holde sig væk fra eksamenssituationen, og dermed afskære sig fra uddannelser, som vil indebære eksamenssituationer. Angsten vil på den måde bore sig fast og blive en del af personens hele livsførelse.

Kognitiv psykologi

Den kognitive psykologi kan siges at være en videreførelse af adfærdspsykologien, men der, hvor adfærdspsykologien eksplicit afviser at indoptage andet end adfærden i det psykologiske genstandsfelt, påpeger den kognitive psykologi, at tænkningen er en væsentlig indre mediator mellem uden fra kommende stimuli og adfærdsmæssige reaktioner. Tænkningen indebærer et vurderingskriterium, som er afgørende for om et givent tema har angstprovokerende virkning eller ej. Det er i særlig grad Lazarus, der har påpeget tænkningens betydning for bearbejdningen af angstprovokerende temaer. Lazarus taler om henholdsvis primær og sekundær vurdering. Den primære vurdering afgør om en foranstående hændelse er skadevoldende, og dermed angstprovokerende, eller ikke skadevoldende. I og med at vurderingen indgår som et kriterium, er der lukket op for, at forskellige mennesker kan være mere eller mindre provokeret i faretruende situationer. Den sekundære vurdering indebærer, at den enkelte i sin vurdering indoptager sine egne muligheder for at mestre den forestående situation; den person, der hurtigt vurderer, at han eller hun vil kunne mestre den forestående situation, vil blive mindre angst, end den person, der vurderer, at han eller hun ikke er i stand til at overkomme situationen.

Eksistentiel psykologi, psykoanalysen, adfærdspsykologi og kognitiv psykologi byder på fire væsentlige bidrag til begribelsen af angsten, og frem for at fremhæve den ene tilgang frem for den anden, er det mere rimeligt at tillægge dem hver især en vis betydning og gøre dem til brikker i det fortsatte arbejde mod en samlet og konsistent begribelse af angstens væsen.

Angsten er en uomgængelig del af livet, men angsten kan også antage dimensioner, så den går hen og bliver en lidelse. Som de forskellige psykologiske teorier har forskellige forståelser af angsten, har de også forskellige bud på, hvordan angstlidelser skal forstås. I dag er det dog kutyme, at angstlidelserne bestemmes ud fra et af de to store sygdomsklassifikationssystemer, DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) eller ICD (International Classification of Diseases). Diagnoserne, som omhandler angst, spænder forholdsvis vidt og giver dermed mulighed for adskillelse og inddeling af forskellige former for angstlidelser. Diagnoserne er beskrivende, hvilket betyder, at de oplister en række symptomer, som skal være til stede, før en diagnose, som f.eks. «panikangst», «generaliseret angst» eller «fobisk angst» kan anvendes, og det betyder videre, at diagnoserne afstår fra at komme med teoretiske bud på angstens grundlag og dens opståen. Diagnoserne er på den måde løsrevet fra teoretiske bud på angsten.

Angstlidelser behandles psykologisk såvel som medicinsk. På samme måde, som der eksisterer forskellige teoretiske tilgange inden for psykologien, eksisterer der også forskellige behandlingsideer, terapiformer. Eksistentiel psykoterapi, psykoanalyse, adfærdsterapi og kognitiv terapi er i familie med de ovenfor nævnte psykologiske teorier, og står med hver deres behandlingskoncept og deres ideer angående behandling af angsttilfælde. Senere års forskning har vist, at den kognitive terapi fremtræder som særlig effektiv i forhold til mange angsttilfælde. Grundideen i terapien er at ændre de kognitive vurderingskriterier, det kognitive skemata, som antages at danne grundlag for angstudviklingen. Den kognitive terapis virkningsfuldhed udelukker dog ikke, at nogle angstformer udspiller sig på grundlag, som bedre begribes inden for psykoanalysen eller den eksistentielle psykologi og følgelig også behandles bedre med disse terapiformer, ligesom det heller ikke skal glemmes, at psykologien byder på flere forsøg på at begribe angsten end de fire nævnte.

B.Jac.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi

Sidst ajourført: 2/6 2008

Læst af: 91.978