Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Tortur

Tortur (latin: tortura). Begrebet tortur refererer til, at man med fortsæt tilføjer et levende væsen fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Motivet kan være hævn, straf, sadisme, intimidering af enkeltpersoner eller folkegrupper, eller som middel til indsamling af oplysninger til brug for propaganda, efterforskning eller politiske formål. I Europa kulminerede anvendelsen i 15- og 1600-tallet - specielt under kirkens processer mod hekse og kættere. I 1700-tallet blev der i de fleste europæiske lande vedtaget love, som forbød tortur - bl.a. som følge af den kritik der blev fremsat af Voltaire og den italienske jurist Beccaria. Det 20. århundrede har været paradoksalt i forholdet til tortur. I 1948 vedtog FN's generalforsamling en erklæring om de menneskelige rettigheder, som i artikel 5 fastslår at: «Ingen må udsættes for tortur eller grusom, umenneskelig eller fornedrende behandling eller straf». Men samtidig er brugen af tortur blevet uhyggelig almindelig. I mange lande er den en normal del af den administrative praksis. USA genindførte i 2002 officielt anvendelsen af tortur, og mange andre lande er siden fulgt trop. I 2006 blev tortur anvendt i 120 lande.

FN's torturkonvention har en klar definition af tortur bestående af 4 elementer:

  1. Tortur er en bevidst handling
  2. Det er enhver handling hvor en person påføres stærk smerte eller lidelse, uanset om den er fysisk eller psykisk
  3. Torturen gennemføres med et bestemt formål. F.eks. at skaffe oplysninger, intimidere eller at straffe
  4. Den gennemføres af en offentlig myndighed

Alle 4 elementer skal være dækket, for at der er tale om tortur i konventionens ånd. Det efterlader naturligvis mange andre overgreb, som er krænkelser af menneskerettighederne - men blot ikke tortur. Tortur er altså en blandt mange bestialske former for menneskerettighedskrænkelser.

Tortur er ofte blevet brugt af magthavere til at fremkalde tilståelser, men er også blevet brugt af regeringer som et middel til kontrol med oppositionsgrupper. Det er endvidere blevet brugt som middel til at påtvinge personer religiøs eller politisk omvendelse.

Tortur anses imidlertid af de fleste for at være en ekstrem krænkelse af de menneskelige rettigheder, og er derfor gennem det 20. århundrede blevet forsøgt forbudt. Dels gennem 3. og 4. Genevekonvention, der omhandler behandlingen af krigsfanger og civilbefolkning under krig eller krigslignende situationer; dels gennem vedtagelsen af FN's universelle Menneskerettigheds deklaration; og endelig gennem vedtagelsen af FN konventionen mod tortur. Tilsammen forbyder disse konventioner og deklarationer enhver form for anvendelse af tortur, og forbuddet er uden undtagelser. Alligevel regner Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer med, at omkring 2/3 af verdens lande ikke ubetinget følger disse retningslinier.

Tortur er gennem historien blevet anvendt af civilisatorisk primitive samfund, og er fortsat vidt udbredt i dag. Mens forsvaret for tortur tidligere var afgrænset til autoritære regimer, er tortur efter 11. september 2001 ligeledes taget til - og blevet forsvaret - i vestlige samfund.

Tortur historisk

Gennem historien er tortur blevet anvendt af politiske og religiøse magthavere som middel til at bevare deres magt. De har anvendt tortur som middel til at afdække politiske og militære komplotter, eller som middel til at holde oppositionsgrupper eller hele befolkninger under kontrol. I romerriget kunne en slaves vidnesbyrd kun accepteres ved retten, hvis det var fremkommet under tortur. Argumentationen var, at slaver ikke frivilligt ville sige sandheden. Både romere, grækere og andre kulturer anvendte hyppigt korsfæstelse som middel til tortur og intimidering.

På samme måde anvendte den katolske kirke i middelalderen tortur som middel til at holde religiøse modstandere i skak - og som middel til tvangskristning i de kolonier de europæiske magter bemægtigede sig. Det skete bl.a. i form af den såkaldte inkvisition. Denne praksis blev indledt i 1252 og fortsatte frem til den blev forbudt af en pavelig bulle i 1816.

Også den protestantiske kirke anvendte tortur - bl.a. i hekseprocesserne.

En af kirkens mest yndede torturformer under inkvisitionen var den såkaldte strappado, hvor hænderne blev bundet bag på offerets ryg, hvorpå offeret blev hængt op i hænderne. Formålet var en smertelig belastning af skuldre og arme. Kirkens torturbødler kunne yderligere forstærke smerten ved at sætte vægte på offerets fødder. Andre yndede torturformer var at trække offerets ben eller arme fra kroppen, tommelskruen, eller knusning af ankler, hæle eller fødder. Andre former var vandtortur, hvor offeret blev tvunget til at drikke store mængder vand - eventuelt blandet med urin, peber eller ekskrementer. Også rødglødende tænger blev anvendt på offerets fingre, tæer, ører, næse, brystvorter eller penis. Teknisk set havde kirkens bødler ikke tilladelse til at skamfere offerets krop, og i mange situationer overlod kirken derfor offeret til de verdslige myndigheder, der ikke var bundet af sådanne begrænsninger.

I den sene middelalder og ind i oplysningstiden forbød stadig flere lande imidlertid tortur. I England blev den forbudt i 1640, i Skotland i 1708, i Prøjsen i 1740, i Danmark i 1770, i Frankrig i 1789 og i Rusland i 1804. USA forbød formelt tortur i sin 5. forfatningstilføjelse (5th ammendment), men har siden fortsat anvendelsen. Gennem det 20. århundrede har supermagten haft omfattennde træningsprogrammer for andre landes officerer i torturmetoder - først og fremmest på sin School of the Americas i Panama, hvor de latinamerikanske diktaturstater i sidste halvdel af det 20. århundrede fik uddannet sine torturbødler. Officielt som en del af «kampen mod kommunismen».

Terrorangrebet 11. september 2001 åbnede ladeporten for en langt mere omfattende anvendelse af tortur. Officielt som en del af «kampen mod terrorismen». USA begyndte allerede i november 2001 at overføre afghanske krigsfanger til sin militærbase på Cuba, Guantanamo, og supermagten meddelte officielt i februar 2002 at Genevekonventionerne ikke gjaldt for disse krigsfanger. Disse fanger blev udsat for tortur og det samme blev både civile fanger og krigsfanger i Iraq og Afghanistan. I april 2004 nåede denne information ud på avisforsiderne, da USA's tortur i Abu Ghraib fængslet i Iraq blev afsløret.

Men USA lod også andre stater stå for den tortur, supermagten ikke officielt kunne anerkende. I 2005 blev der afsløret et omfattende netværk af transporter af fanger i hemmelige CIA fly til stater, hvor torturen kunne gennemføres: bl.a. i Polen, Ægypten og Syrien. Der var tale om bestilt tortur fra USA's side. Det er blevet afsløret, at hemmelige CIA fly med fanger gennemførte mindst 48 mellemlandinger i Danmark - med den danske regerings vidende. USA's præsident George W. Bush indrømmede eksistensen af disse hemmelige flyvninger i september 2006.

Med sin Military Commissions Act fra efteråret 2006 åbnede USA's regeringen op for åben anvendelse af tortur på «særlige fanger» i militærets varetægt i selve USA.

Tortur i Danmark

Danmark idømmer rutinemæssigt fanger i danske fængsler isolationsfængsel, der internationalt regnes for en form for psykisk tortur. I mange tilfælde er der tale om få ugers isolationsfængsel, men der er også friske eksempler på isolationsfængsel i over 1 år. Konsekvensen af isolationsfængsel er hurtigt personlighedsforandringer pga. statens hindring af offerets sociale kontakt, og i sidste instans sindssyge.

Folketinget vedtog i 2000 en ændring af retsplejeloven og straffeloven med det udtrykkelige formål at nedbringe omfanget og varigheden af isolationsfængsel. Alligevel kunne der konstateres en stigning i antallet af isolationsfængslinger fra 476 i 2003 til 580 i 2004. Selv om lovændringen umiddelbart førte til et fald, går tendensen nu den modsatte vej, og isolation anvendes fortsat som middel til administrativ afstraffelse og tortur.

Danmark har ved flere lejligheder udvist asylansøgere til tortur i deres oprindelsesland. I 1999 blev flygtningen Ashkan Panjeheighalehei således udvist til Iran, hvor han blev underkastet tortur. Først i slutningen af 2005 fik han i Østre Landsret medhold i at kunne føre erstatningssag mod Flygtningenævnet for sin udvisning og efterfølgende tortur.

Gennem 1980'erne og 90'erne anvendte politiet rutinemæssigt benlås ved arrestation af personer, politiet ikke brød sig om. Bl.a. blev formen altid anvendt ved arrestationer i fristaden Christiania. Metoden blev skarpt kritiseret af bl.a. Amnesty International, og efter at metoden i starten af 90'erne førte til at en ung mand blev hjerneskadet i politiets varetægt - efter kombineret benlås og en politimand der sad på ryggen af arrestanten, er der sket en nedtrapning i anvendelsen af denne torturmetode. Der rapporteres dog årligt om 5-10 sager, hvor arrestanter gennemprygles af politifolk. Ofte under arrestation. Politi og statsadvokatur efterforsker i disse sager altid sig selv, og frikender i 98% af sagerne sig selv. Udlandet har hyppigt kritiseret den manglende uvildige efterforskning af politimæssige overgreb. I Danmark er det politiet selv der undersager klager over politiet.

I december 2006 dokumenterede en dansk produceret dokumentar, at danske specialstyrker i Afghanistan i 2002 udleverede afghanske krigsfanger til USA, og at disse efterfølgende blev underkastet tortur. Hændelserne i 2002 er en åben overtrædelse af FN's torturkonvention og Genevekonventionen, der pålægger den tilfangetagende part (Danmark) det fulde ansvar for krigsfanger, og forbyder udlevering til tredjepart. Statsminister Anders Fogh Rasmussen erklærede efterfølgende, at der intet nyt var i filmen. Det havde han delvis ret i. Menneskerettighedsorganisationer dokumenterede nemlig allerede i 2002 USA's anvendelse af tortur i Afghanistan. Det nye bestod imidlertid i, at det blev dokumenteret, at danske soldater havde udleveret krigsfanger til USA. Sagen var så meget værre, da regeringen - både forsvarsminister og statsminister - i flere ommgange havde ført Folketinget bag lyset ved dels at benægte, at krigsfanger var blevet udleveret til USA, dels at benægte af USA underkastede sine krigsfanger tortur.

Danmark anvendte ligeledes tortur i Iraq. En kvindelig dansk efterretningsofficer tvang civile irakiske fanger til at sidde med rank ryg i flere timer og kaldte dem for hund, svin, røve og mænd uden pik. De blev ligeledes fastholdt i smertefulde stillinger på knæ på gulvet med ret ryg, og de blev rettet op af militærpolitifolkene, hvis de ændrede stilling. Efterretningsofficeren og hendes militærpolitifolk havde utvetydigt overtrådt den 4. Genevekonvention, der fastsætter reglerne for beskyttelse i krigssituationer. Det blev de dømt for i Københavns Byret i januar 2006, men senere frikendt i Landsretten. Et af problemerne i denne forbindelse var, at trods Danmarks ratificering af torturkonventionen, er der ikke skrevet forbud ind i hverken den civile eller militære danske straffelov mod tortur. Alle anmodninger om at skrive forbuddet mod tortur ind i den danske lovgivning er blevet afvist politisk og af Justitsministeriet. Ministeren erklærede således efter en sådan anmodning i 2004: «Eventuelle tilfælde af tortur vil allerede efter de gældende regler i den danske straffelov – navnlig reglerne om vold, tvang, trusler og forbrydelser begået i offentlig tjeneste – kunne straffes med en passende straf». Sagen om tortur i Iraq i 2005-06 viste imidlertid, at dette ikke var tilfældet. Mens den danske stats afviser at skrive et forbud ind i lovgivningen, har bl.a. Norge, Holland, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Spanien skrevet sådanne forbud ind i lovgivningen.

I december 2007 kunne dagbladet Information afsløre, at PET siden arrestationerne i Voldsmose i september 2006 allerede ved anholdelsen har iklædt arrestanterne hvide heldragter og har forsynet dem med en tæt stofpose over hovedet. PET har lært af USA's torturerfaringer i Abu Ghraib fængslet i Iraq og erfaringerne fra Guantanamo. Formålet med at give fangen en pose over hovedet er at forringe hans perceptionsmuligheder, gøre ham forvirret og bange. Disse midler er udtrykkeligt forbudt i torturkonventionen, som også Danmark har underskrevet og ratificeret. PET's forklarer på sin tortur af fanger således:

«Det er helt normalt ved anholdelser af denne karakter, at der træffes en række foranstaltninger af sikkerhedsmæssig karakter med henblik på bl.a. at beskytte den anholdte og sikre eventuelle tekniske beviser i sagen.»

Vi lader den forklaring stå i 2 minutter.

PET arresterede i februar 2008 to indvandrere, der blev anklaget for at planlægge mord på en bladtegner. Beviserne rakte imidlertid ikke til en domfældelse i retten. I stedet besluttede PET administrativt at udvise de to af Danmark. Det blev en offentlig skandale, da de ville blive udvist til tortur i deres hjemlande. Efter 2 mdr. meddelte den danske justitsminister Lene Espersen, at for hende var en tilstrækkelig sikring mod tortur, at torturstaten underskrev en erklæring om ikke at tortere de udviste. Iflg. Torturkonventionen er det ikke tilladt overhovedet at udvise personer til stater der praktiserer tortur.

Dårligt efterretnings redskab

At tortur fra den sene middelalder blev anvendt mindre skyldes, at det er et dårligt efterretningsredskab. Undersøgelser har vist, at med meget få undtagelser gør ofret hvad som helst for at undslippe torturen. Herunder også underskrift på præ-fabrikerede tilståelser. Retssagerne i Storbritannien i 1970'erne mod formodede IRA medlemmer i Guildford Four, Birmingham Six og Maguire Seven er notoriske eksempler på, at tortur ikke virker. I alle 3 sager var ofrene blevet underkastet tortur og havde underskrevet tilståelser for at slippe ud af torturen. Først efterfølgende blev det konstateret, at alle faktisk var uskyldige.

Hvis tortur får både skyldige og uskyldige til at indrømme hvad som helst, er det uanvendeligt som politimæssigt eller efterretningsmæssigt redskab.

Når totalitære stater og såkaldte demokratiske stater alligevel fortsætter anvendelsen af tortur har det derfor ofte andre formål - oftest intimidering og psykisk terror mod bestemte befolkningsgrupper, afgrænset religiøst, politisk, etnisk eller geografisk. Israel anvender rutinemæssigt hvad det selv betegner som «moderat fysisk pres» (=tortur) mod palæstinensere i israelske fængsler eller på anden måde i de israelske myndigheders varetægt. Formålet er at skræmme en hel befolkning fra at gøre oprør mod besættelsesmagten. På samme måde henrettede Gestapo sabotører i Danmark under Tysklands besættelse af Danmark i 1940-45.

Torturens bødler

Man mente tidligere, at kun «onde» mennesker kunne udføre tortur. De sidste 50 års forskning tegner imidlertid et andet billede, nemlig at under de «rette» omstændigheder og med den «rette» påskyndelse vil de fleste mennesker indvilge i at deltage i tortur af andre. Eksperimenter i USA (i Stanford fængslet og Milgram eksperimentet) viste, at mange mennesker vil følge ordrer fra en mere autoritativ person - f.eks. en officer - selv hvis de i udgangspunktet har være mod anvendelse af tortur. Den vigtigste motivation til under disse omstændigheder at lade sig involvere i tortur synes at være frygten for at miste status eller respekt fra den overordnede, eller ønsket om at blive opfattet som «en god samfundsborger» eller «en god underordnet».

En anden årsag til deltagelse kan være gruppepres, hvor gruppen udvikler en kode for torturens nødvendighed. Motivationen til deltagelse eller accept er i dette tilfælde angsten for udstødelse af gruppen.

En tredje årsag er når ofrene ud fra religiøse, politiske, etniske eller geografiske motiver dehumaniseres - ikke længere opfattes eller anerkendes som mennesker (som den danske efterretningsofficer der karakteriserede sine irakiske ofre som hunde eller svin). I dette tilfælde bliver smerte noget der påføres ofrene ud fra nysgerrighed eller eksperimenteren - for at se hvordan smerten påvirker ofret.

En fjerde årsag er ændringen af moralen under krigs- eller andre konfliktsituationer. Der kan ske en glidende udvikling, hvor torturen gradvist accepteres som redskab, trappes op og udvides til stadig flere grupper, fordi de moralske og etiske skranker mellem det civiliserede menneske og neandertaleren forvitrer.

Torturens former og konsekvenser

En undersøgelse af 135 torturofre fra en række forskellige lande afslører hvilke torturformer mennesker i dag udsættes for rundt omkring i verden:

Slag mod forskellige steder af kroppen 93%
Slag mod hovedet 62%
Elektrisk tortur 42%
Isolation (mere end 2 uger) 37%
Slag mod kønsdele 33%
Trusler mod pårørende 33%
Falanga (slag under fodsålerne) 30%
Hindring af søvn (mere end 48 timer) 30%

Andre torturformer kan være:

Da slag på kroppen efterlader mærker og dermed afslører tortur, foretrækker mange lande at anvende metoder, der ikke efterlader nogen - eller kun få - spor uden på kroppen. Det er derfor blevet mere almindeligt blandt torturbødler at anvende metoder som: elektriske chok, kvælningsforsøg i plastikpose eller cellofan, varme, kulde, kraftig støj eller hindring af ofret i at sove. Psykisk tortur er ligeledes blevet mere udbredt i form af bl.a. isolation, eller i form af påstande om at ofrets pårørende - ægtefælle, børn eller forældre - tortureres i et tilstødende rum, hvorfra der kan høres høje skrig.

Men også disse former efterlader sig ar på sjælen. De hyppigste psykiske følger af tortur er:

Men konsekvenserne vandrer også videre ud i familierne - specielt når forældre tortureres. Undersøgelser af store grupper børn til sådanne forældre viser, at børnene ofte lider af angst, har depressiv adfærd, har svært ved at koncentrere sig i skolen, har mareridt og bliver indadvendte. De psykiske ar kan på den måde forplantes gennem flere generationer.

Kampen mod tortur

Rædselsgerningerne under 2. Verdenskrig var baggrunden for vedtagelsen af FN's Menneskerettighedserklæringen i 1948, der i sin artikel 5 udtrykkeligt forbyder tortur. Konventionen fulgtes i 1949 op af en revision af Genevekonventionerne, der nu også rummede en udtrykkelig beskyttelse af civilbefolkningen i krigslignende situationer.

Den 3. Genevekonvention omhandler krigsfangers rettigheder, mens 4. Genevekonvention omhandler beskyttelse af civilbefolkningen. Begge konventioner har en enslydende artikel 3, hvor det hedder at i ikke-internationale væbnede konflikter skal «personer der ikke tager aktivt del i fjendtlighederne, deriblandt også medlemmer af de væbnede styrker der har lagt deres våben ... under alle omstændigheder behandles humant. De må ikke ikke udsættes for vold mod deres person. Det gælder især alle former for mord, mishandling, hårdhændet behandling eller tortur. De må heller ikke udsættes for overgreb mod deres integritet. Det gælder især nedværdigende eller ydmygende behandling».

3. Genevekonvention fastslår i sin artikel 17 at «Krigsfanger må under ingen omstændigheder udsættes for fysisk eller mental tortur eller anden form for tvang med det formål at fremtvinge oplysninger. Krigsfanger der nægter at besvare spørgsmål må ikke udsættes for trusler, forhånes eller på anden måde udsættes for ubehagelig behandling af nogen form». Personer der deltager i internationale væbnede konflikter har ret til beskyttelse som krigsfanger efter den 3. Genevekonvention og dermed også beskyttelse mod tortur.

4. Genevekonvention beskytter civilbefolkningen under internationale væbnede konflikter og erklærer dem for «beskyttede personer». Konventionens artikel 32 fastslår at beskyttede personer i særdeles har ret til beskyttelse mod: «mord, tortur, afstraffelse og mod medicinske eller videnskabelige eksperimenter». Den beskytter samtidig civile mod overgreb, uanset om det er fra militærpersoner eller civilpersoners side.

Gennem 1950'erne og 60'erne blev forbuddet mod tortur skrevet ind i de regionale menneskerettighedskonventioner. Trods konventionerne kunne verdenssamfundet imidlertid konstatere, at torturen fortsatte, og dette var baggrunden for at FN i 1984 vedtog den såkaldte torturkonvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Konventionen understøtter forbuddet i Menneskerettighedserklæringen ved at forpligtige de underskrivende stater til at forbyde tortur, indføre uddannelse mod tortur hos politi og andre myndigheder samt at retsforfølge torturbødler.

Konventionen blev i 2002 yderligere strammet ved en tillægsprotokol, hvis sigte er at forebygge tortur. Protokollen etablerer et tostrenget system af uafhængige internationale og nationale organer, der skal inspicere politistationer, fængsler og andre detentionscentre. Protokollen trådte i kraft i 2006.

Ved siden af den internationale regulering er der siden 1970'erne vokset en lang række private behandlingscentre for torturofre frem rundt omkring i verden. En af foregangskvinderne på dette område var Inge Kemp Genefke, der oprettede Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT), der i dag støtter lignede centre rundt om i verden.

USA's præsident Trump fyrede i marts 2018 sin udenrigsminister, Rex Tillerson og udnævnte i stedet CIA direktør Mike Pompeo til nye udenrigsminister. Det banede vej for underdirektør Gina Haspel til posten som CIA direktør. Haspel var mest kendt for sin rolle som den ansvarlige for CIA's torturcenter i Thailand i 00'erne. (CIA director Gina Haspel's Thailand torture ties, BBC, 4/5 2018)

I starten af det 21. århundrede står verden overfor nye udfordringer i kampen mod tortur, når politikere og medier oppisker massehysteri omkring bestemte konflikter og til lejligheden opfundne modstandere for at retfærdiggøre anvendelsen af alle midler «i kampen mod ....». Hysteriet og nedbrydningen af den civilisatoriske moral bærer frugt. Også i Danmark har undersøgelser lejlighedsvis afsløret en bekymrende støtte til anvendelse af tortur. Eneste modtræk er uddannelse og oplysning.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 3/8 2023

Læst af: 101.592