 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Træl
Træl, ufri, af gammalnorsk og fællesnordisk træll. Den sproglege oprindelse er usikker. Det mest sandsynlige er nok den germanske oprindelse: «den der tvinges». I ikke-nordiske sprog findes «træl» kun som låneord.
Trællene var kendt og udbredt i Norden i vikingetiden og i den tidlige middelalder. Man mener, trælholdet var udbredt endnu tidligere. Hovedkilderne er love og sagaer. De stammer dels fra afviklingstiden for trælholdet, dels endnu senere. Derfor har vi kun et begrænset kendskab til trælholdet i den periode, hvor det stod sit højeste.
Det er mest trællenes retslige og sociale stilling der er blevet studeret. Den økonomiske og sociale betydning af det nordiske trælhold vil vi først kunne vurdere med større sikkerhed efter omfattende og sammenlignende studier, som endnu ikke er blevet gennemført.
Former for trældom
Trældommen var en institution, som varierede noget fra land til land og landsdel til landsdel, og over tid. Det retslige grundlag var, at trællen var en andens ejendom - enten betinget eller ubetinget. Hvorvidt ejendommen havde den ene eller anden form, afhang af den måde relationen var opstået på. I vikingetiden var det almindeligt at skaffe sig trælle ved krigstogter - det man kan kalde trællejagt. Fra historien kender vi således til 26 danske togter i Vesteuropa i tiden 834-896 som tog fanger. Indenfor det slaviske geografiske område nævner de arabiske forfattere Ibn Fadlan og Ibn Rustah i 900-talet, at svenskernes eneste vigtige handelsvarer var trælle og pelsværk. Trællene blev bortført ved togter mod de slaviske folk og solgt på trællemarkeder.
Det hævdes af og til, at trællene ikke blev skaffet på denne måde «inde i landet». I Danmark var situationen dog den, at kongemagten så sent som i 1075 lagde regulær skat på vikingehøvdinge, som var kongeligt priviligerede slavejægere - både indenlands og udenlands.
I Norge var de fleste kendte trællenavne norske, men nogle var fremmede - især irske - og nogle svenske. Den vigtigste måde trældommen opstod på, var sandsynligvis ved fødsel. Børn af ufri mødre blev trælle, uden hensyn til hvem faren var. Dette gjaldt efter alle andre nordiske love end den uppsvenske, hvor barnet fulgte «den bedste side».
Køb var en tredje måde, som indebar ubetinget eje eller trældom. Forældrene kunne sælge deres egne børn.
De tre former for betinget trældom var gældstrældom, straffetrældom og frivillig underkastelse. Disse havde mindre betydning i kendt tid. Ved fallit skulle den fallerede arbejde for kreditoren som træl, indtil gælden var betalt.
Straffetrældom indtraf, når den skyldige i en forseelse ikke kunne betale sin bøde på anden måde. Begge former kunne let ende i livsvarig trældom.
Frivillig underkastelse opstod ved behov for underhold. Den som underkastede sig, gav sig selv og alt hvad han havde til en anden, mod lovning på livsvarigt underhold.
Trællen var retsløs i forhold til ejeren. Han kunne sælges, gives i gave, arves eller stjæles som anden løsøre. Overgreb som andre foretog mod trællen, blev som hovedregel regnet som skade på ejendom. I visse tilfælde havde trællen alligevel ret til en mindre del af bøden, hvis han eller hans ting blev skadet. Og ifølge nogle love havde han en vis ret til at hævne sig, hvis hans kone blev forført.
Hovedreglen var, at trællen ikke havde nogen retsevne. Det indebar, at han ikke kunne have ejendom, indgå retsligt bindende aftaler eller optræde på tinget. Alligevel kunne trællen have visse familie- og ejendomsrettigheder. De var dog altid afgrænset af den ejendomsret, trælejeren havde til trællen.
Ejeren var som hovedregel ansvarlig for de forseelser, som trællen. gjorde. Alligevel kunne myndighederne gribe ind i visse tilfælde, således at ejeren ikke blev ramt. Således kunne trællen efter flere love dømmes fredløs. Det retslige forhold mellem træl, ejer og offentlig myndighed forblev ikke helt uberørt ved udviklingen af en stærkere kongemagt.
Trællen var normalt ikke våbenfør. Men ved fuld mobilisering overfor en indtrængende hær blev også trællen bevæbnet.
Ejeren kunne bøde på trællens retsstilling ved at lade han købe sig fri, eller give han fri. Der er varierende oplysninger om antallet af led mellem trællen og den fuldstændig frie. Iflg. Frostatingsloven var der tale om tre led.
Den klassiske fremstilling af trællen er eddakvadet «Rigsþula». Det fremgår af kvadet og af andre kilder, at trællen blev regnet for grim, dum, fej og upålidelig. Det var strafbart at kalde en fri mand for træl eller trælleætling. Nogle trælle kunne alligevel have kvalificeret arbejde som smede eller gårdbestyrere.
Større trælleoprør er vistnok ukendte, men sagaerne gengiver, at trællen kunne dræbe ejeren eller andre frie mænd. I Danmark har man kendskab til en større samlet flugt af trælle over grænsen i 800-tallet.
Økonomisk og social betydning
Vurderingen af den økonomiske og sociale betydning af trælholdet er meget varieret og usikker. Nogle som Oscar Albert Johnsen har ment, at trællene spillede en afgørende rolle i arbejdslivet i vikingetiden - overvejende landbrug. Dermed var de et hovedgrundlag for den tids samfundsudvikling og kultur. Andre som Edvard Bull den ældre mente, at trællene aldrig spillede nogen større rolle i landbruget i Norge, at de mest var hustrælle og konkubiner for høvdingene.
Fremstillingen af trællene i eddakvad og sagaer, og den meget omfattende regulering af forholdet omkring trælholdet i lovene, kan vanskeligt tolkes på anden måde end at trælholdet var almindelig udbredt, og særlig vigtig i landbruget. Således regner Frostatingsloven tre trælle på det der ser ud til at have været en almindelig god gård, til brug for en blind mand.
Fornyligt er der blevet gættet på, at antallet af trælle i Norge på højdepunktet kan være nået op på 50-75.000 (Jørn Sandnes). Dette er meget usikkert. Men er tallet nogenlunde korrekt, indebærer det 1-2 trælle i gennemsnit på hver gård - eller op mod 25% af folketallet. Man må nok regne med relativt få gamle blandt trællene, en stadig tilførsel udefra og relativt få børn. Holder denne opgørelse af antallet af trælle, var trælholdet en grundlæggende institution i vikingetiden, et hovedgrundlag for den tids sociale lagdeling og for den samling af riget og kultur som byggede på den. I England udgjorde antallet af tilsvarende ufrie i 1080'erne ikke mere end ca. 9% af befolkningen, men blev endnu regnet for vigtige der.
Den økonomiske forklaring på trælholdet er, at folketallet endnu var lavt i forhold til jorden - i en situation hvor landbruget var det helt dominerende erhverv. Dermed blev det vanskeligt eller umuligt for en jordejende overklasse at skaffe økonomisk grundlag for sig selv ved brugen af frie jordejere eller anden fri arbejdskraft. Ingen ville betale jordleje eller frivilligt arbejde billigt nok. Arbejdskraften måtte tvinges, som ved trælhold. Derved kom trælprisen så tilpas højt op, at det kunne svare sig at financiere ekspeditioner efter trælle. Det var faktisk en af vikingetogternes vigtigste funktioner.
At trællene blev en af de vigtigste handelsvarer hang også sammen med, at de folkeslag vikingerne plyndrede, ikke havde meget anden gods af værdi end sine egne mennesker. De var generelt en vigtig handelsvare på den tids handelsruter. Over land kunne de gå på egne ben, og på skibene havde de relativt stor værdi i forhold til volumen og vægt. I Norden var trællen en slags enhed i pengesystemet. Han var et lovligt betalingsmiddel, ligestillet med køer, hingste, jord og flere andre varer.
Afviklingen af trælholdet hang sammen med de samme økonomiske betingelser, som skabte det. Efterhånden som folketallet steg og jorden blev den knappe ressource, var det ikke længere nødvendigt at holde på arbejdskraften med magt. Jordlejen steg og lønnen gik ned. Fri arbejdskraft kunne bedre betale sig end trælle. Udgifterne ved militær erobring af trælle steg også, med udviklingen af stærkere militære og politiske organisationer i «jagtområderne».
Den kristne religion havde næppe større direkte betydning for afviklingen. Kirken holdt således selv trælle, så længe det var økonomisk lønsomt. De danske ærkebisper Absalon og Anders Sunesøn holdt i begyndelsen af 1200-tallet trælle og gik aktivt ind for trælleejerinteresserne. Bl.a. opnåede de pavelige dekreter til støtte for trælejerne.
Det eneste nordiske land som formelt afskaffede trælholdet ved lov var Sverige i 1335. I de andre lande afskaffedes trældommen tidligere og gradvist. I de norske og islandske love fra 1270- og 1280'erne er næsten alle spor af trællene borte. I Island var der næppe trælle i 1100-talet, og i Norge fandtes der få senere end i 1180'erne. I Danmark var trælholdet i alt fald i hastig tilbagegang midt i 1200-tallet.
Ved afviklingen blev trællene efterhånden opslugt i det frie folk. Senest efter folkedøden i 1349-50 blev der så rigelig med jord, at trællenes efterkommere kunne komme ind som bønder på de gode gårde.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 46.101