Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Sverige
DatoOpdatering
2013.12.14Opdatering 2013
2015.02.03Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 7/8 2016
Læst af: 238.749
Verden  .  Europa  .  Sverige
: :
Sverige
Befolkning8,8 mio.
ValutaSKr
Areal449.960 Km2
HovedstadStockholm
Befolkningstæthed19,5 indb./Km2    
HDI placering9    
Sergels Torg i det centrale Stockholm. Den svenske bysanering i 1950'erne og 60'erne var ikke særlig nænsom.
(Solidaritet)

Beliggende på den østlige del af den skandinaviske halvø. Den nordlige del af landet er dækket af skove. Der udvindes jern og produceres papir ud af skovenes træ. Den centrale del af landet har frugtbare jorde ud mod kysterne og er landets industrielle centrum - især metallurgisk industri. Den sydlige del af landet er primært involveret i landbrugsproduktion: Hvede, kartofler, sukkerroer samt kvægproduktion. Det er samtidig landets tættest befolkede del. Kystområderne ud mod Skagerrak og Østersøen lider under betydelig forurening.

Folket: Svenskere (89,4%), finner (5%), samer, andre skandinaver, iranere, polakker, kurdere, ex-jogoslaver, latinamerikanere.

Religion: Protestanter (89%), katolske minoriteter (1,8%), pinsebevægelse (1,1%), andre (8,1%)

Sprog: Svensk (officielt), finsk og samisk

Politiske partier: Sveriges Arbejderparti (SAP), socialdemokrati. Centerpartiet, centrum-højre. Moderaterne, konservative. Kristelig Folkeparti. Folkpartiet, liberalt højreorienteret. De Grønne, centrum-venstreorienteret. Vänsterpartiet, kommunistpartiet. Socialistpartiet (SP), sektion af 4. internationale. Rättvisepartiet Socialisterna (Retfærdighedspartiet Socialisterne), trotskistparti tilknyttet Congress for a Workers International. KPML(r), stalinistisk tidl. maoistisk parti. Arbetarmakt (Arbejdermagt), udbrydergruppe fra SP. Sveriges Kommunistiska Parti (SKP), stalinistisk sovjettro parti.

Sociale organisationer: LO (Landsorganisationen), TCO (Tjenestemændenes Centralorganisation).

Officielt navn: Konungariket Sverige.

Administrativ inddeling: 24 provinser

Hovedstad: Stockholm, 1.252.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Göteborg, 744.300 indb.; Malmö, 242.700 indb.; Uppsala, 125.400 indb. (2000).

Regering: Konstitutionelt arvefølgemonarki. Karl XVI Gustav er siden 15. september 1973 landets konge. Socialdemokraten Stefan Löfven er siden oktober 2014 statsminister. Parlamentet (Riksdagen) har ét kammer med 349 medlemmer, der vælges for en fireårig periode.

Nationaldag: 6. juni (Flagdagen)

Væbnede styrker: 36.000 (inkl. 16.000 rekrutter) (2003).

Paramilitære styrker: Kystvagt, 600 (1993)

 

Arkæologiske undersøgelser har vist, at den sydlige del af det nuværende Sverige var beboet allerede 10.000 år f.v.t. I det 8-6. årtusinde var området beboet af en række stammer, der levede af jagt, fiskeri og betjente sig af simple stenredskaber. I Bronzealderen (1800-500 f.v.t.) eksisterede der en udviklet kultur i området, der afspejlede sig i de rigt udstyrede gravsteder.

I det 5. århundrede f.v.t. opstod det første vigtige politiske center i landet i området omkring Mälaren og anført af svearne. I folkevandringsperioden og fra det 6. århundrede e.v.t. og frem til omkring år 800 blev befolkningen bosiddende, og landbruget blev grundlag for økonomien og for samfundet. I det 9-11. århundrede foretog svenske vikinger plyndringstogter og handelsekspeditioner langs Østersøens kyster og langt ind i det nuværende Rusland. De nåede så langt som til det Kaspiske Hav og Sortehavet, hvor de kom i kontakt med Byzans og den arabiske verden. I de samme århundreder trængte kristne missionærer fra det karolingiske imperium anført af Ansgar ind og kristnede det meste af Sverige, om end den gamle mytologis guder fortsat dyrkedes frem til det 12. århundrede. Landet fik sin første ærkebiskop i 1164.

Fra midten af det 12. århundrede kæmpede lensmændene Sverker og Erik om kontrollen om det svenske kongerige, og de skiftedes i perioden 1160-1250 til at have overtaget. Adelen havde frem til det 13. århundrede fortsat udstrakt selvstyre, indtil kongen udfærdigede love, der skulle gælde for hele landet. I samme periode blev det nuværende Finland lagt ind under Sverige.

I 1350 udløste den sorte pest en langvarig recession, der først var overvundet omkring 100 år senere, da støberierne i landets centrale dele blev vigtige for økonomien. I det 15-16. århundrede dominerede de tyske hanseater handelen med Sverige og stimulerede dannelsen af en række byer.

Pga. arvefølge og forbindelse mellem slægterne koncentreredes kongemagten i Norge, Danmark og Sverige hos den danske dronning Margrethe, der i 1397 oprettede Kalmarunionen. Unionen fik dog en kortvarig levetid. De konstante konflikter mellem den danske centralmagt og adelen samt med de rebelske svenske bønder og borgere kulminerede i 1523 med valget af Gustav Vasa til konge af Sverige.

Under Vasas kongedømme forandredes monarkiet fra at være valgt, hvor adelen kunne gøre sin stemme gældende til at være et arvefølgemonarki. Administrationen blev udformet efter tysk mønster og grundlaget for nationalstaten blev skabt. Kirkens ejendomme og værdier blev overtaget af staten, og kort tid senere gennemførtes den protestantiske reformation. Fra dette tidspunkt søgte landet at skabe sig hegemoni over Østersøen.

Efter sejrrig deltagelse i Trediveårskrigen erobrede Sverige i 1630 i en ny krig de danske områder Skåne, Halland og Blekinge, østersø-øen Gottland og de norske amter Bohuslän, Jämtland og Härjedalen. Sverige havde desuden kontrol over Finland, en række provinser i den nordlige del af Tyskland samt Estland, Letland og Lithaun. Landet spillede således en stormagtsrolle i Nordeuropa, men det var fortsat langt overvejende et landbrugsland, og det manglede ressourcer til på langt sigt at kunne forsvare sin stormagtsposition.

Landet led nederlag i den store nordiske krig (1700-21), tabte de fleste af sine provinser i Nordtyskland, hele området øst for den finske bugt, og blev stort set reduceret til det, der i dag er Sverige og Finland. I de senere Napoleonskrige erobrede Rusland desuden Finland fra svenskerne.

Da Karl XII døde i 1718 afskaffede adelen i parlamentet enevælden og overtog magten, men den nye konge Gustav II gennemførte i 1772 et statskup og genindførte enevælden i 1789.

Karl XIV blev valgt til konge i 1810. Som kompensation for tabene landet havde lidt under Napoleonskrigene lykkedes det ham at tilegne sig Norge, og efter et kortvarig krig blev dette i 1814 tvunget til at forene sig med Sverige. Efter en lang række konflikter opløstes unionen dog fredeligt i 1905 og Norge fik sin selvstændighed. (Se Den svensk-norske Union).

Midt i det 19. århundrede var Sverige fortsat et fattigt land, hvor 90% af befolkningen levede af landbruget. Det medførte en omfattende udvandring. Ud af en befolkning på 5 millioner udvandrede omkring 1 million. De fleste til Nordamerika.

I samme periode havde de liberale flertal i parlamentet, og med støtte af kong Oskar I gennemførtes der en række reformer: I 1842 gennemførtes almindelig undervisningspligt, i 1846 liberaliseredes økonomien og udenrigshandelen, i 1845 ligestilledes mand og kvinde i arvefølgen, i 1858 garanteredes enlige kvinders rettigheder og i 1860 indførtes religionsfrihed. I samme periode dannedes en række sociale bevægelser som afholdsbevægelsen, frikirkebevægelsen og kvindebevægelsen. Der dannedes spirene til en arbejderbevægelse, der voksede med industrialiseringen og tog et stort spring fremad med dannelsen af Socialdemokratiet i 1889.

Industrialiseringen slog for alvor igennem de sidste årtier af det 19. århundrede. Fra at være et tilbagestående bondesamfund udviklede Sverige sig på et halvt århundrede til at blive et af velfærdskapitalismens modelsamfund. Den måde dette samfund løste konflikten mellem arbejde og kapital på, og de sociale følger af ændringerne i samfundsforholdene, blev betragtet med beundring - også internationalt. De særegne og hurtige ændringer er en gennemgående tråd i det moderne Sveriges historie. Årsagerne og virkningerne kan ses indenfor alle områder i samfundslivet.

1870-1918 Den tidlige industrialisering

Økonomisk og klassemæssigt var denne periode kendetegnet af den hurtige industrialisering. Helt fra begyndelsen var industrialiseringen præget af en omfattende eksport, hvilket var en konsekvens af stigende efterspørgsel på de klassiske eksportprodukter tømmer og jern. Det traditionelle livsmønster og klassedelingen i det gamle standssamfund blev forandret af den nye produktionsmåde. Jordløse og andre fattige fra landet kom til at udgøre den nye arbejderklasse i de stadig voksende byer - eller blev tvunget til at emigrere.

Arbejderklassen organiserede sig tidligt - både fagligt og politisk. Det skete allerede i 1880'erne. Under den hurtige industrielle vækst blev håndværkernes forældede arbejdsorganisation snart udkonkurreret. Parallelt med det faglige arbejde for højere løn og kortere arbejdstid, gik den politiske kampe ud på at kæmpe for almindelig og lige stemmeret. Stemmeretten var det vigtigste spørgsmål for den unge arbejderbevægelse de fire første årtier.

Til forskel fra forholdene i de skandinaviske nabolande, Danmark og Norge, var den svenske overklasse som bestod af jordaristokratiet, storbønderne, embedsmændene og de nye borgerlige lag samlet i modstanden mod en mere demokratisk statsopbygning. Liberalismen var ikke særlig udviklet i Sverige, og det gjorde at arbejderbevægelsen i vid udstrækning var præget af en demokratisk-socialistisk bevidsthed. Det parlamentariske arbejde blev sat øverst. Den socialdemokratiske strategi som gik ud på at opnå flertal i Riksdagen for dernæst at revidere grundloven, blev betragtet som socialismens nøglespørgsmål. Med repræsentation på dette område skulle arbejderklassen opnå den nødvendige magt til at styre samfundsudviklingen. I 1908 indførtes da almindelig stemmeret - for mænd. Kvinderne fik stemmeret i 1918.

De politiske forhold tilspidsede sig under optakten til den 1. verdenskrig. Modsætningerne mellem de store blokke manifesterede sig bl.a. i to sager. Den ene gjaldt storstrejken i 1909, da fagbevægelsen led et stort nederlag. Den anden var det såkaldte «Borggårdskup» i 1912, da kredsen omkring hoffet og de konservative skaffede sig af med den liberale regering med kuplignende metoder og knuste planerne om en begrænset stemmeretsreform.

Verdenskrigen og de dramatiske politiske begivenheder i slutningen af krigen - den russiske revolution og sammenbruddet i det tyske kejserdømme - fremtvang også i Sverige en politisk klimaændring. De konservative politikere kapitulerede og åbnede vejen for en mere demokratisk statsform. Det var arbejderbevægelsen og de liberale som først og fremmest støttede dette politiske gennembrud, men det var industriinteresserne, der kom til at gøre det endelige udslag. Det var især storindustrien, som ønskede afspænding på arbejdsmarkedet, og som forstod hvor vigtigt det var med en bred politisk aftale for at nå dette mål.

Splittelse i arbejderbevægelsen

Den svenske arbejderbevægelse fik tidligt et reformistisk præg. Politikken gik ud på at forbedre de sociale og økonomiske forhold for arbejderklassen. Dette skulle ske gennem samarbejde og forhandlinger. Men bevægelsen rummede også mange oppositionelle, som reagerede mod den herskende ideologi. Den yngre generation i partiet - som især fandtes omkring det socialdemokratiske ungdomsforbund - ønskede en skarpere klassepolitik med en klarere profil og et brud med det parlamentariske samarbejde med de liberale.

Konflikten blev forstærket ved krigsudbruddet og sprængningen af den internationale arbejderbevægelse. Partiet ville ikke i længden kunne holde sammen. I 1917 blev det svenske socialdemokrati sprængt, og de oppositionelle kræfter dannede Sveriges Venstresocialdemokratiske Parti. Dette parti gik senere ind i Den Kommunistiske Internationale og blev omdøbt til Sveriges Kommunistiske Parti.

Politisk og økonomisk udvikling i mellemkrigstiden

De store forventninger som det tidlige socialdemokrati knyttede til det demokratiske gennembrud, kunne ikke indfries på en gang. Den dystre konjunkturudvikling og den almindelige stagnation på verdensmarkedet i 1920'erne fald sammen med vildrede om, hvad den parlamentariske stilling som partiet stod i skulle bruges til. For svensk arbejderbevægelse blev 20'erne til en ørkenvandring pga. desorientering i partiet, som bundede i uvished om forudsætningerne for og udsigterne til socialisme. Den parlamentariske situation var karakteriseret af skiftende mindretalsregeringer. Disse regeringer formåede ikke at få sat den banebrydende reformpolitik i gang, som bevægelsen havde forestillet sig under kampen for demokratiet. Økonomisk var årtiet kendetegnet af hyppige kriser og høj arbejdsløshed.

De første spæde tegn på samarbejde mellem industrikapital og industriarbejderklasse, som var kommet til udtryk under statskrisen, kunne ikke bevares. Socialdemokrater og liberale kunne ikke nå frem til en fælles platform for videreudvikling af reformpolitikken, efter at ottetimersdagen i 1918 var blevet gennemført. På venstrefløjen voksede den politiske utilfredshed. Polariseringen øgedes mellem socialdemokrater og kommunister pga. den internationale situation og den nationale konjunkturudvikling.

Den dybe økonomiske depression i slutningen af 20'erne gjorde ende på rådvildheden og magtesløsheden indenfor socialdemokratiet. I de tidlige tredivere præget af industrikrise og stigende arbejdsløshed, formåede socialdemokratiet at samle sig omkring en «keynesiansk» inspireret krisepolitik. Statslige indgreb i økonomien, budgetunderskud og en aktiv konjunkturpolitik skulle stimulere det kapitalistiske erhvervsliv og mindske arbejdsløsheden. Udgangspunktet for den nye politik var overbevisningen om, at det var muligt på en harmonisk måde at kombinere storindustriens forsøg på at øge den effektive efterspørgsel, stabilisere arbejdsmarkedet, stimulere kapitalkoncentrationen med indfrielse af arbejderklassens krav om sociale reformer: Retten til at stifte fagforeninger, fuld beskæftigelse.

Med den såkaldte «kohandel» - kriseforliget med Bondeforbundet i 1933 - blev denne politik slået fast på det parlamentariske plan. Politikken blev forankret på et bredt klassemæssigt plan gennem «Saltsjöbadaftalen» - hovedaftalen mellem arbejdsmarkedets parter - i 1936. 1930'ernes krisepolitik blev grundlaget for den statsekspansion, som i over fire årtier var den bærende ide i det politiske liv i Sverige. Formlens relative succes manifesterede det sig ved, at socialdemokratiet havde regeringsmagten i hele denne periode.

Den kommunistiske politik i mellemkrigstiden

Allerede først i 20'erne blev styrkeforholdet mellem kommunister og socialdemokrater slået fast. Socialdemokraterne kom styrket ud af statskrisen i 1918. Det viste sig umiddelbart efter, da det ikke lykkedes venstresocialisterne at få mere end 11 mandater, mens socialdemokraterne fik 86 pladser i parlamentets andenkammer.

Forholdet mellem socialdemokrater og kommunister var stort set uforandret gennem 20'erne. Det svenske kommunistparti blev alvorligt hæmmet i sin udvikling af de stadige organisatoriske skift indenfor Komintern, som atter førte til strid og splittelse af partiet. Konflikten var særlig omfattende i 1928-29, da partiet mistede to tredjedele af sine medlemmer. Dette henviste det følgende tiår partiet til en ren sekttilværelse.

Den borgerlige politik i mellemkrigstiden

Efter nederlaget i statsformskonflikten i 1918 fandt der efterhånden en omstrukturering sted af den svenske borgerlige partiorganisering. Det liberale parti blev splittet, og bønder med små og mellemstore gårde brød med de konservative for at skabe en selvstændig politisk organisation - Bondeforbundet. Denne organisation skulle bedre kunne varetage disse gruppers særinteresser. Trods ændringerne i den politiske organisering er det ingen tvivl om, at 20'erne indebar en fremgang for de borgerlige efter de hårde tilbageslag umiddelbart efter krigen.

Sverige oplevede en stor industriel ekspansion i mellemkrigstiden. Træmasse- og metalindustrien styrkede i betydelig grad sin internationale konkurrenceevne i 20'erne. Men landbruget blev ramt af den stærkere internationale konkurrence og kom i den krisesituation, som siden har været permanent.

Depressionen i 30'erne brød midlertidig tendensen til industriel fremgang. Under den kapitalistiske verdenskrise trådte borgerskabets latente fraktionsopdeling tydeligt frem. Den kapitalistiske krise udrensede brutalt mindre og ikke profitable virksomheder, og vilkårene for almindelig småborgerlig produktion var dystre. Bank- og industriinteresserne styrkede deres indflydelse på næringslivet. Med sammenbruddet for Kreuger-koncernen - flagskibet i den svenske kapitalisme - lykkedes det finanshuset Wallenberg yderligere at styrke sin positionen i industrien.

Samtidig indebar Kreuger sammenbruddet et hårdt politisk nederlag for de borgerlige. Den liberale erhvervspolitik som i 20'erne havde været både fremherskende og fremgangsrig manglede løsninger på de problemer som hobede sig op. Dette blev understreget af, at flere fremtrædende liberale politikere blev revet med i skandalen, da Kreuger-imperiet brød sammen.

Når tyngdepunktet indenfor borgerskabet flyttede sig i 30'erne, må det ses som en tendens og ikke tolkes som dramatiske ændringer i den kvantitative sammensætning. Men den interne politiske spaltning i borgerskabet, som tidligere havde været ret bredt sammensat, blev stadig mere tydelig. De tidligere velstillede småborgere i byerne blev hårdest ramt, og indenfor landbruget forstærkede krisen de skarpe modsætninger mellem de mindre bønder og de større konservative jordejere.

Med baggrund i disse tendenser i udviklingen af klassestrukturen skal vi undersøge og bedømme socialdemokratiets krisepolitik. Samarbejdspolitikken var baseret på ideen om et «folkehjem» (Folkhemmet), og skulle prøve at hente støtte fra sociale lag udenfor den egentlige arbejderklasse - først og fremmest småbønder og tjenestemænd. På den måde skulle det politiske grundlag for partiet udvides.

Med andre metoder men med samme mål skulle den statslige stimulanspolitik skabe basis for et samarbejde med de stærke bank- og industriinteresser, som var ivrige efter at rationalisere det svenske erhvervsliv for at forbedre dets internationale konkurrenceevne. Helt i tråd med disse forestillinger blev der opmuntret til teknisk fornyelse og kooperativ organisering af produktionen indenfor det kriseramte landbrug.

Den samlede effekt af det økonomiske og politiske udviklingsmønster i mellemkrigstiden gav socialdemokraternes forhandlings- og samarbejdspolitik en stilling, som savner sidestykke både i Skandinavien og i det øvrige Europa. Denne stærke stilling blev yderligere forstærket af den nationale samlingspolitik i krigsårene.

2. verdenskrig

Pga. heldige omstændigheder og ved en særdeles forsigtig udenrigspolitisk manøvrering formåede Sverige at holde sig neutralt under 2. verdenskrig. Krigstiden medførte betydelige økonomiske indskrænkninger, men det svenske produktionsapparat var efter krigen intakt i modsætning til de andre industrilande. Da krigen sluttede, stod Sverige derfor i en særdeles god konkurrencesituation på verdensmarkedet. Selv om der især var en stigende efterspørgsel på råvarer, kunne den svenske metalindustri udvide og forstærke sin internationale stilling.

Under krigen var arbejderklassen tvunget til at holde sig tilbage og ikke komme med krav. Da freden kom, krævede den derfor sociale reformer og en kraftig øgning af lønnen. I arbejderbevægelsens efterkrigsprogram fik disse krav en politisk offensiv form. Programmet fik støtte både af socialdemokrater og kommunister. Men arbejderbevægelsens fremskridt blev ikke omsat i praktisk politik. Modstanden fra de borgerlige partier og storkapitalen og påvirkningen fra den stadig mere spændte internationale situation stak en kæp i hjulet for forsoning indenfor arbejderbevægelsen.

Efterkrigstids boom

Under den 2. verdenskrig blev kommunisternes stilling styrket pga. den antifascistiske kamp. Men i de første år efter krigen mistede de atter denne styrke. Den kolde krig og fejlvurderingen af kapitalismens chancer for at udvikle sig, drev partiet ud i politisk isolation. I stedet for at samle arbejderbevægelsen på et socialt og økonomisk reformprogram, blev 50'ernes politik domineret af forsigtige manøvrer, hvor socialdemokratiet konsoliderede sin regeringspositionen gennem en koalition med Bondeforbundet.

Men selv om det politiske liv var præget af mangel på ideologiske perspektiver, gjorde den internationale højkonjunktur at det svenske erhvervsliv gennemgik en hurtig omstrukturering. Den svenske industri blev koncentreret, rationaliseret og specialiseret i hurtigt tempo for at udnytte de gode internationale konjunkturer. På den måde udviklede Sverige sig til at blive en af de ledende nationer i verden indenfor stål-, træmasse- og skibsbygningsindustrien. Denne tendens blev delvis støttet af og tilskyndet af LO. LO mente det var vigtigt at bevare den fulde beskæftigelse og et højt, nogenlunde ens lønniveau gennem den «solidariske lønpolitik». Organisationen satsede på en markedspolitik og store effektive virksomheder.

Også på landet skred rationaliseringen frem. Den var slået igennem allerede i 30'erne og førte til, at flere og flere af de små brug blev nedlagt til fordel for de større landbrug. Denne politik førte til mærkbare regionale ændringer. Den indre del af Norrland blev delvist affolket og industrielt udgrænset. Kapitalkoncentrationen fremmede urbaniseringen og udvidelsen af storbyområderne i det sydlige Sverige.

De klassemæssige tendenser fra 30'erne blev forstærket. Det tidligere småborgerskab blev efterhånden omformet til et stadig voksende mellemlag indenfor den private og offentlige sektor. Den socialdemokratiske reformpolitik styrkede samtidig udbygningen af uddannelses- og sundhedsvæsenet.

Urbanisering, økonomisk vækst og ideologisk våbenhvile kendetegnede det politiske klima i 50'erne på en sådan måde, at ideologierne blev betragtet som udryddede. Den moderne velfærdskapitalisme manglede kun marginale justeringer, før Sverige ville nå idealsamfundet. Trods det at perioden var præget af passivitet, kom to politiske spørgsmål til at åbne op for politisk debat og mobilisering. Det ene var, om Sverige skulle udvikle sit eget atomvåben; det andet spørgsmålet om pension.

Spørgsmålet om atomvåben udløste en ideologisk strid, som ikke fulgte partilinierne. De varmeste tilhængere og de mest bitre modstandere var at finde blandt socialdemokraterne. Problemet blev til slut afgjort ved et kompromis som gik ud på at overlade det til fremtiden. Det skulle foreløbigt give en slags handlefrihed, men i realiteten var det en sejr for modstanderne.

Spørgsmålet om pension førte til en polarisering efter klassiske skillelinier mellem arbejderbevægelsen og de borgerlige. Arbejderpartierne krævede en obligatorisk «socialforsikring», som skulle opbygges som et statsligt fondssystem. De borgerlige ønskede en pension, som skulle være individuel og frivillig. Bag denne uenighed lå der andre og større uenigheder, som pegede videre end selve pensionsordningen. Den obligatoriske pensionsordning ville medføre en stor opsamling af kapital under statslig kontrol. På den måde ville staten få indflydelse på både investeringsafgørelser og på tildelingen af kreditter. Dette perspektiv var en trussel mod den frie forretningsvirksomhed og kapitaldannelse. Arbejderpartierne så dette som et skridt videre frem mod social lighed og økonomisk retfærdighed. Pensionsspørgsmålet blev afgjort i Riksdagen i 1958. Arbejderbevægelsens linie sejrede. Det skete delvist ved et held, da sejren var afhængig af stemmen fra et af medlemmerne i Folkpartiet.

1960'erne Fortsat vækst .. og krisetegn

På det økonomiske område blev 60'erne en gentagelse af det økonomiske opsving i 50'erne. De høje konjunkturer holdt sig stabile - med undtagelse af enkelte kortere perioder. Socialdemokraterne dominerede årtiet politisk, trods det at deres reformiver viste tydelige tegn på at aftage. Initiativet blev nu koncentreret om en omformning af uddannelsessystemet. Reformer indenfor de lavere uddannelser var allerede sat i gang i 50'erne. Nu gjaldt det uddannelserne på højere niveau som gymnasiet og de højere uddannelser. Hverken på dette område eller på det kulturpolitiske formåede partiet dog at formulere en politik med samme gennemslagskraft som indenfor erhvervspolitikken. Baggrunden for satsningen på kultur- og uddannelsesspolitik var troen på, at en massiv udbygning af undervisningssystemet kunne hæve arbejderklassens og de lavere sociale lags uddannelsesniveau. Men det viste sig, at den rent kvantitative satsning på «lighed gennem uddannelse» stort set slog fejl.

Det nye uddannelsessystem brød godt nok med en række forældede borgerlige dannelsesidealer, men disse idealer blev erstattet af rationaliserings- og effektiviseringstanker hentet fra erhvervslivet og det statslige bureaukrati. Resultatet var, at det svenske uddannelsessystem - i alt fald på højere niveau - blev svækket og intellektuelt udsultet sammenlignet med andre europæiske industrilande.

Trods den fejlslagne uddannelsesspolitik formåede socialdemokraterne at bevare den parlamentariske stabilitet. Det skyldtes først og fremmest, at mobiliseringen af arbejderklassen i pensionsstriden fortsat gav partiet opbakning. Det viste sig endvidere, at det centrale fondssystem som pensionsreformen gav stødet til, var et nyttigt kreditredskab til bevarelse af den svenske specialiserede industris internationale stilling. De store pensionsfonde fungerede som en tvangsakkumulation, som blev statslig organiseret. Penge fra disse fonde kunne direkte eller indirekte overføres til en industrisektor, som havde problemer med store investeringer pga. den hurtige tekniske udvikling og den stadig større konkurrence på verdensmarkedet. I slutningen af årtiet var en række svenske virksomheder derfor at finde blandt verdens 500 største multinationale koncerner: Volvo, Saab Scania, Ericsson, Electrolux, Stora Kopparbergs Bergslags, Svenska, SKF, Trelleborg, Cellulosa, Nobel Industries, KF Industri, Procordia, Mo Och Domsjö, Sandvik og Esselte.

«Nøglen» til det svenske erhvervslivs succes var fortsat strukturrationalisering og specialisering, selv om der i slutningen af årtiet kom visse tegn på de negative sider ved denne politik. Trods omfattende statsstøtte formåede den svenske skibsbygningsindustri kun lige at fastholde sin internationale stilling i den hurtige tekniske udvikling.

For Sverige blev slutningen af 60'erne præget af politisk fremgang for venstrefløjen på samme måde som i den øvrige vestlige verden. Udviklingen i Vietnam og Sydafrika åbnede pludselig et nyt perspektiv for den yngre generation. Den brutale imperialistiske undertrykkelse i den tredje verden gav stødet til en omfattende solidaritetsbevægelse. Denne bevægelses metoder og idealer gjorde det helt klart, at ideologierne ikke var døde. Desuden afslørede majoprøret i Paris i 1968, at den moderne kapitalisme fortsat havde problemer, som kun kunne løses gennem fortsat undertrykkelse. Begivenhederne i Prag i august samme år bekræftede mistanken om, at tolerancerammen i den socialistiske verden ikke var større end i den kapitalistiske vestlige verden.

Begivenhederne afslørede den nye svenske venstrefløjs ideologiske usikkerhed. En usikkerhed som venstrefløjen siden ikke var i stand til at overskride. Den antiimperialistiske solidaritetsbevægelse formåede ikke at tage skridtet over i en aktiv kritik af velfærdskapitalismen. Den blev pulveriseret til atomer i forsøget på at formulere en overgribende politik. 70'erne førte i vid udstrækning den nye venstrefløj i Sverige tilbage til gamle positioner, og den lod sig overvejende organisere i det gamle kommunisparti, som i 1967 var blevet omdøbt til Vänsterpartiet Kommunisterna (VPK).

1970'erne Krise

I 70'erne vendte 50'ernes og 60'ernes kapitalistiske boom sig til krise- og nedgangstider. Den specialisering som tidligere havde skabt den omfattende fremgang for svensk industri, viste sig nu nærmest at være en fælde. Det svigtende markedsgrundlag og den stærke internationale konkurrence medførte enorme stigninger i omkostningerne. Dette problem kunne ikke løses gennem socialdemokraternes klassiske stimulanspolitik.

Samtidig havde væksten i det statslige bureaukrati skabt en stadig mere udbredt utilfredshed med centraliserings- og bureaukratiseringspolitikken - en udvikling som socialdemokraterne fik skylden for. Socialdemokratiet blev efterhånden tvunget ind i en mere defensiv position. I miljøspørgsmål og specielt i kernekraftudbygningen blev der ført en blind vækstpolitik, som yderligere forstærkede indtrykket af en stagnerende bevægelse, som var fanget i den politiske «statsfornufts» ideologi. Under valgkampen i 1976 var de borgerlige partier i stand til at udnytte denne utilfredshed, besejrede første gang i 44 år socialdemokraterne og kunne danne regering. Socialdemokraternes leder gennem hele perioden, Tage Erlander tog konsekvensen, trak sig tilbage og gav plads for partiets unge håb, Olof Palme.

Den borgerlige politik manglede helt fra starten et alternativ til den socialdemokratiske politik. I de store spørgsmål som i miljø- og energipolitikken, satsede den lige så hårdt på statslige tiltag som socialdemokraterne havde gjort, selv om det mere var af økonomisk nød end af politisk lyst. Ved valget i 1979 mislykkedes socialdemokraterne i forsøget på at generobre regeringsmagten. Dermed afslørede de deres egen mangel på fornyelse, for nederlaget skyldtes ikke de borgerlige partiers styrke.

Ja til afvikling af kernekraften

Sverige var blevet ramt hårdt af energikrisen i 1972-73, og havde derfor satset på udbygning af vand- og atomkraften. Men specielt ifht. atomkraften blev holdningerne præget af den stigende internationale folkelige modstand mod atomkraft, og spørgsmålet blev i 1980 sendt til folkeafstemning, da den borgerlige regering selv var splittet på spørgsmålet. Afstemningsformen var uklar, men der viste sig alligevel et flertal for afvikling af kernekraft, og parlamentet besluttede derfor at følge resultatet og sigte mod en lukning af landets 12 atomkraftværker i perioden frem til 2010.

Efter 6 års borgerlig regering vendte socialdemokraterne med Olof Palme i spidsen i 1982 tilbage på regeringsmagten. De borgerlige vendte først tilbage i 1991. I 1986 blev statsminister Palme skudt ved et attentat, og han blev erstattet på posten af Ingvar Carlsson.

Lige siden 1. verdenskrig havde Sverige været et neutralt land. En position det bl.a. nød godt af under 2. verdenskrig, hvor det havde et udstrakt handelssamkvem med nazityskland. Neutralitetsfacaden blev fastholdt efter 2. verdenskrig. Landet bakkede kraftigt om FN, om nedrustningsinitiativer, afspænding mellem de udviklede kapitalistiske lande og Sovjet samt om støtte til den tredje verden. I 1969 var landet det første vestlige land til at anerkende Nordvietnam og offentligt kritisere USA for dets krigsførelse i Sydøstasien.

I 80'erne blev der imidlertid slået dybe skår i den progressive facade, da det kom frem, at våbenfirmaet Bofors - som også den svenske stat var økonomisk involveret i - illegalt havde solgt våben til Mellemøsten, Indien, Burma (Myanmar) og Indonesien og var involveret i flere store bestikkelsesskandaler. Den svenske officielle politik var, ikke at levere våben til konfliktområder.

I 90'erne efter Østblokkens sammenbrud blev det yderligere afsløret, at den svenske neutralitet var en tynd fernis. I tilfælde af konflikt mellem Sovjet og USA ville Sverige stå på NATO's side.

Forholdet til Sovjet blev forværret gennem 80'erne. I første omgang efter hidsige jagter på sovjetiske ubåde i den svenske skærgård, og senere i 1986 da det ukrainske atomkraftværk Chernobyl sprang i luften og skabte en omfattende stråleforurening i det nordlige Sverige. En forurening der især ramte same-folket og dets rensdyr produktion.

I slutningen af 80'erne skabte EF's fortsatte udvidelse debat i Sverige om relationerne til dets vigtigste handelspartnere. Sverige var på dette tidspunkt medlem af det europæiske frihandelssamarbejde EFTA og havde sammen med de øvrige nordiske lande i slutningen af 60'erne forsøgt at skabe et nordisk fællesmarked - NORDEC. Planer der imidlertid aldrig var blevet ført ud i livet, selvom samarbejdet igennem Nordisk Råd havde banet vej for skabelsen af et fælles arbejdsmarked og pasunion. I 1990 indledte Sverige de første sonderinger i EF og året efter afleverede Carlson regeringen officielt den svenske ansøgning om optagelse i EF.

1991 Borgerlige tilbage på regeringsmagten

Ved valget i september 1991 tabte socialdemokraterne flertallet og måtte afgive regeringsmagten til en borgerlig koalition bestående af Moderaterne, Folkpartiet, Centerpartiet og de Kristelige Demokrater. Moderat lederen Carl Bildt blev udnævnt til statsminister. Den nye regering lovede at accelerere landets optagelse i EF og liberaliseringen af økonomien. Disse år bragte en række nye partier ind i den svenske Riksdag. I 1988 var det centrum-venstreorienterede Miljøpartiet for første gang blevet repræsenteret. De kristelige kom ind i 91 og det samme gjaldt det stærkt højreorienterede og xenofobiske Nyt Demokrati.

I slutningen af 1991 nåede arbejdsløsheden i landet op på 160.000 svarende til 3,5% af den økonomisk aktive befolkning. Det var dobbelt så mange som året i forvejen og var rekord i efterkrigstidens Sverige. Trods international økonomisk krise var det gennem næsten 20 år lykkedes at fastholde en lav arbejdsløshed - i sammenligning med den omgivende kapitalistiske verden. I 1991-92 udløste krisen en bølge af xenofobi og angreb på «udlændinge». En situation der hidtil havde været ukendt i et land, der gennem 60'erne og 70'erne havde været kendt for sin liberale emigrations- og asylpolitik.

Krisen forværredes drastisk i 92, da landet blev udsat for international valutaspekulation anført af den internationale storspekulant Georges Sorros. Han tjente milliarder af dollars, i Sverige røg renten for en kortere periode op på over 150%, og landets valuta blev drastisk devalueret. Den borgerlige regering skar dybt i de offentlige budgetter. Den internationalt berømmede «svenske model» var kastet ud i dyb krise. I slutningen af 1993 demonstrerede tusinder af bygningsarbejdere for første gang i 35 år med krav om arbejde. Formanden for det svenske LO, Stig Malm erklærede, at regeringens nedskæringsplan var en krigserklæring. Men pga. den betydelige arbejdsløshed var fagbevægelsen for svækket til konfrontation. Bildt fik til gengæld støtte fra de svenske arbejdsgivere, og hans regering blev afhængig af Nyt Demokrati.

Den 26. august 1993 indviede kongen et nyt parlament for same-folket i Lapland. Det består af 60.000 mennesker fordelt mellem Sverige (17.000), Norge (40.000), Finland og Rusland. Samtidig var samefolkets konflikt med den svenske regering dog uløst. Konflikten var opstået, da den svenske regering havde frataget samerne eneretten på jagt i deres rensdyr-områder.

De svenske skoler giver børnene fra samefamilier 2 ugers fri om efteråret og 2 om foråret til at deltage i hhv. indsamlingen og spredningen af rener på græsgangene, for at de kan lære dette arbejde. Rensdyrloven fra 1971 havde givet samerne særlige rettigheder til de græsningsområder og floder, de anvendte til opdræt af renerne. Aktuelt holder den overvejende del af samerne deres rener på græs. 10% af samerne arbejder som rensdyrjægere. Befolkningen er historisk blevet kulturelt, socialt og økonomisk undertrykt af den svenske stat, og det var først i 1998, at den svenske stat officielt undskyldte århundreders undertrykkelse af samefolket.

På det økonomiske område nåede den åbne arbejdsløshed i starten af 93 op på 5% og i den første halvdel af 94 nåede den op på 13%. Blandt indvandrere og flygtninge nåede den for nogle gruppers vedkommende op på 40%. Arbejdsløsheden var speciel katastrofal for kvinder og store familier, og samtidig begyndte staten at fravige sit historiske sociale ansvar indenfor sundhedsområdet, børnehaver, socialhjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse. Alligevel oversteg statsunderskuddet 13% af bruttonationalproduktet - langt højere end i andre europæiske lande.

1994-95 svensk indtræden i EU

Efter en ophedet valgkamp stemte 52% af vælgerne ved en folkeafstemning i november 94 for Sveriges indtræden i EU. Størstedelen af de politiske partier og virksomhedsledere var tilhængere af indtræden, mens venstrefløjen og miljøbevægelsen var imod. Samtidig afslørede afstemningen betydelige regionale forskelle. I landets sydligere del og i byerne stemte befolkningen overvejende for tilslutning, mens befolkningen på landet og i nord overvejende var imod. Socialdemokratiet genvandt samme år regeringsmagten efter 3 års økonomisk opløsning under den borgerlige regering. Men for socialdemokraterne var EU afstemning en hård prøvelse. Partiet var ikke i stand til at udforme en fælles holdning til medlemsskabet og var under valgkampen delt. Sverige indtrådte officielt som EU medlem 1. januar 95, og allerede i september kom desillusionen til udtryk ved valget til EU parlamentet. Valgdeltagelsen var nede på 41%, og modstanderpartierne fik 30% af stemmerne - mere end dobbelt så meget som ved parlamentsvalget året forinden.

Landets relation med Frankrig blev i midten af 95 anspændt, da Sverige protesterede mod de franske atomprøvesprængninger i Stillehavet. Imens fortsatte socialdemokraterne deres politik for reduktion af det offentliges underskud, skatterne blev hævet og de offentlige udgifter reduceret. Dette skaffede socialdemokraterne betydelig anseelse på de såkaldte «internationale finansmarkeder», mens den sociale situation for den brede befolkning forværredes. I marts 96 trak Carlson sig tilbage fra statsministerposten og overlod den til sin finansminister Göran Persson. Han kom til at lede en regering bestående af 11 kvinder og 10 mænd.

Persson fortsatte fra statsministerposten sit arbejde med at reducere budgetunderskuddet. Samtidig fortsatte arbejdsløsheden uforandret på 13%. I september vedtog regeringen et program for «fleksibilisering» af arbejdsmarkedet. LO erklærede, at programmet var et anslag mod lønarbejdernes sikkerhed. Allerede ved 1. maj demonstrationerne 4 måneder tidligere, havde en lang række lokale LO afdelinger nægtet at gå sammen med socialdemokraterne i 1. maj optog i protest mod socialdemokraternes lønarbejderfjendske politik. LO kritiserede nu regeringens «skarpe drejning mod højre» og truede med at ville tilbageholde sine årlige tilskud til partiet.

I januar 1997 omdannede Persson sin regering. Forsvarsminister Thage G. Peterson blev erstattet af Björn von Sydow og regeringen erklærede samtidig, at budgetunderskuddet helt ville blive fjernet i 98.

I august blev det afsløret, at omkring 60.000 personer - de fleste kvinder - var blevet tvangssteriliseret i perioden 1935-76 som led i de socialdemokratiske regeringers plan for at hindre, at «mindre begavede mennesker skulle formere sig». Konceptet for «renhed» af den svenske race var blevet formuleret allerede i 1922 på Instituttet for Racebiologi ved universitetet i Uppsala. Programmet var blevet sat i værk samtidig med tilsvarende programmer i bl.a. Danmark og Tyskland. Regeringen besluttede nu at gennemføre en parlamentarisk undersøgelse af overgrebene.

Den svenske økonomi var i bedring. Arbejdsløsheden var faldet til 6,5% - det laveste i de foregående 5 år - og samtidig erklærede regeringen i slutningen af året, at den ikke ønskede at deltage i EU's monetære union, da projektet var «meget usikkert».

I august 98 fremsatte regeringen en officiel undskyldning til samerne i Sverige for de «overgreb de over årene var blevet udsat for» pga. svenskerne kolonisering og udstødning af den oprindelige samiske befolkning i det nordlige Sverige.

Forbedringen af landets økonomiske situation var baggrunden for, at socialdemokratiet ved valget i september 98 bevarede regeringsmagten. Men der var tale om et svækket socialdemokrati, der var gået betydeligt tilbage - til 36,6% af stemmerne - og kun kunne bevare regeringsmagten på stemmer fra Miljøpartiet og Vänsterpartiet, der begge var gået betydeligt frem. Socialdemokratiet var dog ikke særlig tilfreds med samarbejdet. Det mener, at de to samarbejdspartier har politiske programmer, der i betydelig grad adskiller sig fra det socialdemokratiske - bl.a. i spørgsmålet om EU.

I 2000 åbnedes Øresundsbroen, der forbinder Sverige med Danmark. Transporttiden fra det ene land til det andet var dermed reduceret til 15 minutter. I første halvår af 2001 havde Sverige formandsskabet i EU, og dette kulminerede i juni med EU topmødet i Gøteborg. Mødet blev mødt af 50.000 demonstranter, og selvom statsminister Persson inden mødet havde forsikret, at han gik ind for dialog med demonstranterne, blev de mødt af provokationer fra politiets side. 3 år senere pålagde en svensk domstol Gøteborgs politimester hele ansvaret for provokationerne og for at protesterne derved løb løbsk.

Det svenske politiske liv rystedes af den borgerlige valgsejr i Danmark i november 2001. Først og fremmest pga. den stærkt fremmedfjendske retorik, og Venstres svenske søsterparti, Moderaterne erklærede, at Venstre burde smides ud af den liberale internationale for sin racistiske politik.

Borgerlige danske partier svarede i 2002 igen gennem forsøg på at påvirke det svenske valg i en mere fremmedfjendtlig retning. Det mislykkedes dog overvejende, selvom Folkepartiet de sidste 2 uger anslog mere fremmedkritiske strenge. Socialdemokratiet genvandt regeringsmagten og fortsatte som regering, støttet af Miljøpartiet og Vensterpartiet. Der blev udskrevet folkeafstemning om Sveriges tilknytning til ØMU'en, og få dage før afstemningens gennemførelse i september, blev udenrigsminister Anna Lindh dræbt af en sindsforvirret mand, Mijailo Mijailovic i et stormagasin. Mens Palmes morder aldrig blev fundet, lykkedes det indenfor en måned at arrestere Lindhs morder. Der spekuleredes i politiske motiver, for ligesom Palme havde Lindh været stærkt kritisk overfor USA's udenrigspolitik, men der synes ikke at have ligget politiske motiver bag. Mijailovic blev først idømt livsvarigt fængsel, men dommen blev siden omstødt pga. hans psykiske tilstand på gerningstidspunktet, og han blev istedet dømt til retspsykiatrisk opbevaring.

Folkeafstemningen om ØMU'en i september endte ligesom den danske afstemning 3 år tidligere med et eklatant nederlag til ØMU tilhængerne. Sverige forblev udenfor, og Persson erklærede, at der ikke ville blive gennemført nye afstemningen om europæiske spørgsmål i en overskuelig fremtid. Svenskerne er fortsat stærkt skeptiske overfor EU.

I januar 2004 kom det til en diplomatisk skandale, da den israelske ambassadør i Sverige, Zvi Mazel ødelagde et kunstværk på det Historiske Museum i Stockholm. Kunstværket rummede bl.a. et foto af en palæstinensisk selvmordsbomber, og det opfattede ambassadøren som antisemitisk. Kunstneren bag værket var iøvrigt selv jøde. Israelerens hærværk udløste ikke blot en diplomatisk krise, men satte også fokus på Israels undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning.

I april blev 4 personer tilbageholdt af politiet pga. formodede forbindelser til terrororganisationer. Tilbageholdelsen udløste protester fra repræsentanter for de 40.000 muslimer i Sverige.

I marts dømte landsretten Mijailo Mijailovic til livsvarigt fængsel for mordet i september 2003 på udenrigsminister Anna Lindh. Mijailovic der var søn af serbiske indvandrere hævdede at have hørt stemmer, der befalede ham at begå mordet. Selv retspsykiatriske undersøgelser viste, at Mijailovic havde været psykisk rask på mordtidspunktet, så viste andre undersøgelser at han led af en psykisk sygdom. En appeldomstol omstødte derfor livstidsdommen og lod Mijailovic overføre til et psykiatrisk hospital.

Efter at have registreret en stigning i antallet af Clamydia tilfælde, besluttede sundhedsmyndighederne at oprette initiativet «ekspres kondom». En hasteservice med udbringning af kondomer i Stockholm, Göteborg og Malmö.

I maj 2005 gjorde FN Sverige ansvarlig for brud på Torturkonventionen efter at have nægtet asyl til ægypteren Ahmed Agiza, der havde søgt politisk asyl i 2001. Ægypten havde idømt Agiza 25 års fængsel in-absentia for at være medlem af ægyptisk Islamisk Jihad. Iflg. FN eksisterede der troværdige oplysning om, at Agiza blev udsat for tortur i sit hjemland.

I februar 2006 erklærede minister for bæredygtig udvikling, Mona Sahlin, at regeringen regnede med, at Sverige fra 2020 ikke længere ville være afhængig af olien - og dette uden bygning af nye atomkraftværker. Energiforsyningen skulle istedet baseres på vedvarende energi. Sverige har løbende investeret i vedvarende energi, der i 2003 dækkede 26% af landets elforbrug. I de øvrige EU medlemslande dækker vedvarende energi under 6%.

En rapport fra IMF fra maj 2006 indikerede at Sverige er det land i verden med størst ligestilling mellem kønnene. I Sverige har kvinder næsten de samme muligheder som mænd for adgang til politiske poster, til erhvervslivet og til god uddannelse.

Efter 12 år ved regeringsmagten mistede socialdemokratiet og dens 2 støttepartier ved valget i september 2006 flertallet, og måtte se sig besejret af den national-liberale «alliancen». De danske mediers dækning af valget fokuserede overvejende på de nazistisk orienterede fremmedfjendtlige partier, som dækker de holdninger der overvejende fremføres mod flygtninge og indvandrere i Danmark. Trods mediernes begejstning for netop disse partier, kom ingen af dem over spærregrænsen ved valget til Rigsdagen, omend de gik frem i det sydlige Sverige. «Bedre» gik det de danske mediefavoritter i Tyskland, da det nazistiske NPD fik 20% af stemmerne i den tidligere østtyske delstat Mecklenburg.

I løbet af den første måned efter den borgerlige magtovertagelse måtte 4 ministre træde tilbage efter det var kommet frem, at de havde snydt med TV licens eller havde betjent sig af sort arbejdskraft. I Socialdemokratiet gik Göran Persson af som partileder og blev erstattet af Mona Sahlin. Partiet kunne glæde sig over, at allerede få uger efter valget var venstrefløjen igen større end den regerende højrefløj. Højrefløjen sakkede stadig mere bagud i meningsmålingerne gennem 2007.

Midt i maj 2007 tog Migrationsverket beslutning om at udvise enlige asylsøgende afghanske mænd. Det førte til protester og demonstrationer i Stokholm. 10 afghanere gik i sultestrejke, der varede 1 uge. På det tidspunkt havde også Amnesty International og det Internationale Røde Kors sluttet sig til protesterne. Emigrations appelretten erklærede, at afgørelsen om udvisning var taget fordi «forholdene for reintegration af unge mænd i Afghanistan er gode».

I juni 2008 vedtog Riksdagen en ny aflytningslov, der gav Försvarets Radioanstalt (FRA) lov til at aflytte al telekommunikation ind og ud af Sverige. Aflytningsloven udløste voldsomme politiske reaktioner. Efter afsløringen i 2013 af NSA's globale overvågning af internettet blev det afsløret, at NSA også havde adgang til FRA's aflytninger.

Den globale økonomiske krise der for alvor slog igennem i 2008 ramte Sverige hårdt. Det gjaldt især bilindustrien, da bilsalget i den vestlige verden gik næsten fuldstændig i stå. Saab blev specielt hårdt ramt. Firmaet var indtil da ejet af den nordamerikanske bilkoncern GM, der var tæt på at gå konkurs, og som ønskede at lukke Saab. Firmaet blev i 2010 solgt til det nederlandske Spykers og undgik umiddelbart lukning. I 2012 gik Saab konkurs, men blev atter reddet og startede en produktion af elbiler i 2013.

Regeringen omgjorde i februar 2009 en 30 år gammel beslutning om afvikling af atomkraft. Regeringen argumenterede med at atomkraft var nødvendig for at sikre fremtidens energiforsyning.

Det svenske BNP faldt i 2009 med 4,6% som helhed, og arbejdsløsheden steg i løbet af året fra 7,8% i marts til 8,7% i marts 2010. Ungdomsarbejdsløsheden var da oppe på 26%.

I november 2009 afslog de svenske myndigheder at give fuld opholdstilladelse og erstatning til Ahmed Agiza og Mohammed El Zari, som landet i 2001 havde overldraget til USA, der sendte til Egypten for at blive tortureret.

I december kritiserede FN's Menneskerettighedskomite for ikke at tage tilstrækkelige skridt til at hindre tortur og mishandling i det svenske politis varetægt. Komiteen henviste til flere tilfælde, hvor det svenske politi havde anvendt peberspray mod arrestanter på politistationer som en form for «afstraffelse». Den henviste endvidere til Johan Liljeqvist, der blev dræbt af politiet i Göteborg i april 2008, mens han var i politiets varetægt. Endelig kritiserede komiteen regeringens manglende vilje til at inkludere et forbud mod tortur i landets lovgivning.

Krisen øgede fremmedfjendtligheden i Sverige. I modsætning til Danmark dyrkede medierne og de borgerlige partier ikke fremmedfjendtligheden. Alligevel lykkedes det Dansk Folkepartis søsterparti, det nynazistiske/højreradikale Sverigesdemokraterne at stige fra 4% i meningsmålingerne i sommeren 2008 til 7,6% i marts 2010. Sverigesdemokraternes nazistiske venner i Dansk Folkeparti og partiet Venstre rykkede i september partiet til undsætning, da den kommercielle svenske TV station TV4 nægtede at sende partiets fremmedfjendske valgvideo. De danske politikere var ikke i stand til at skelne mellem ytringsfrihed og ytrings-tvang (de ønskede at tvinge TV4 til at bringe den fremmedfjendske valgvideo).

Med 174 stemmer mod 170 besluttede den svenske Riksdag i juni 2010 at ignorere resultatet af folkeafstemningen i 1980 om afviklingen af atomkraft. Sverige vil nu atter intensivere anvendelsen af atomkraft.

WikiLeaks grundlægger Julian Assange deltog i august i en række arrangementer i Stockholm. To kvinder politianmeldte ham efterfølgende for at have haft «ubeskyttet sex» med dem. De fleste udenlandske journalister forstod ikke den svenske lovgivning og skrev derfor, at Assange var anklaget for voldtægt, men iflg. svensk lovgivning skal man være beskyttet med kondom, hvis man har sex med «fremmede». Det havde Assange ikke og deraf anmeldelsen. Assange rejste videre til Storbritannien, hvor han i december blev anholdt og truet med udlevering til Sverige, hvor den svenske anklagemyndighed ønskede at afhøre ham. Assange var imidlertid bange for en udlevering til Sverige, da han troede svenskerne ville udlevere ham videre til USA. Han endte derfor med at søge asyl på Ecuadors ambassade i London.

Ved valget i september 2010 gik Moderaterne 10 mandater frem, men til gengæld mistede dets 3 koalitionspartnere ialt 17 mandater. Værre gik det for Socialdemokratiet der gik ialt 18 mandater tilbage og kun var 0,6% fra at blive overhalet af Moderaterne. Vänsterpartiet gik 4 mandater tilbage. De Grønne gik til gengæld 10 mandater frem. Valgets største sejrherre var dog det højreradikale Sverigesdemokraterne, der kom ind i Riksdagen med 14 mandater. Partiet gik nemlig 2,8% frem til 5,7 og kom derved over spærregrænsen på 5%. Nederlaget var totalt for Socialdemokratiet, der havde regeret landet i 65 af de foregående 78 år (siden indførelse af valgretten i 1921), og aldrig havde oplevet at tabe to valg i træk. Mange så partilederen Mona Sahlin med hendes arrogante og snobbede stil som en væsentlig årsag til nederlaget. Umiddelbart efter valget valgte hun derfor at trække sig fra formandsposten og i marts 2011 valgte partiet i stedet Håkan Juholt som formand.

Efter valget fortsatte Fredrik Reinfeldt som statsminister, men med det snævrest mulige flertal.

Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative var velvilligt deltagende under den svenske valgkamp i august-september 2010 for at sikre at Sverigesdemokraterne kom ind i Riksdagen. Argumentet var, at der manglede et parti der var fjendtlig overfor indvandring. Da Sverigesdemokraterne i overenstemmelse med de svenske regler ikke kunne få en præsentationsvideo vist i det private TV4 rykkede dets danske støttepartier til undsætning. DF's formand Pia Kjærsgaard deltog under valgkampen i partiets valgmøder. Partiet løb ind i mange problemer med sine parlamentarikere først var rykket ind i Riksdagen. I september 2011 blev William Petzäll smidt ud af partiet for sin alkoholisme. I november 12 offentliggjordes en række videoklip med bl.a. Kent Ekeroth og Erik Almqvist der optrådte voldeligt og frastødende overfor flere forskellige personer. Partileder Jimmie Åkesson erklærede at der var nultolerance overfor racisme i partiet, og de 2 medlemmer af Riksdagen blev derfor sendt på orlov. Ikke alle støttede denne sanktion. Partiets ungdomsorganisation kritiserede offentligt moderpartiet for at være eftergivende overfor medierne.

Juholt holdt ikke længe på posten som formand for Socialdemokratiet. Allerede i oktober 2011 sprang en politisk bombe da det blev afsløret at han i 2007-11 havde bedt om og modtaget 160.000 SEK for meget for den lejlighed han delte med sin partner. Juholt betalte straks pengene tilbage og erklærede han ikke havde været klar over reglerne. I virkeligheden havde der heller ikke været regler i 2007, men det fik ikke stormen mod Juholt til at lægge sig, partiet faldt i meningsmålingerne og i januar 2012 blev han skiftet ud med Stefan Löfven. Löfven var udlært svejser, kom ind i fagligt arbejde og var i 2006-12 formand for Metalarbejderforbundet.

I marts 2012 måtte forsvarsminister Sten Tolgfors træde tilbage, da det blev afsløret at han var involveret i bygningen af en avanceret våbenfabrik i Saudi Arabien.

Ahmed Agiza fik i december 2012 opholdstilladelse i Sverige og blev dermed genforenet med sin familie. I december 2001 var han blevet arresteret af de svenske myndigheder og sendt på et US torturfly til Egypten. Her blev han underkastet tortur, stillet for en militærdomstol og smidt i fængsel, hvor han sad uskyldig dømt i 9 år. Han blev først løsladt efter det arabiske forår havde væltet Mubarak i 2011. De svenske myndigheder manglede fortsat at give ham erstatning for de 11 års helvede han havde været igennem pga. det kriminelle svenske samarbejde med USA.

I maj 2013 skød og dræbte politiet en ældre mand af portugisisk oprindelse i Stockholm forstaden Husby. Efterfølgende forsøgte politiet at dække over drabet. Det udløste 10 dages oprør i forstaden, hvor unge brændte flere hundrede biler. Antallet af sårede var begrænset, da politiet overvejende holdt sig på afstand. Oprøret var en konsekvens af den stadig større ulighed i landet, den tiltagende racisme, den stigende arbejdsløshed og specielt de unge 2. generationsindvandreres vanskelighed ved at få et arbejde.

I september 2013 afslørede dagbladet Dagens Nyheter at politiet i Skåne havde en database med navnene på 4.000 romaer i Sydsverige. De var registreret alene pga. deres etnicitet, hvilket var ulovligt.

2014 Nynazistisk jordskredssejr

Parlamentsvalget i september 2014 gav en jordskredssejr til det højreradikale og indvandrerfjendlige parti Sverigesdemokraterne, der gik 29 mandater frem til 49. Fremgangen blev betalt af de borgerlige partier, hvor bl.a. Moderaterne gik 23 mandater til 84. For centrum-venstre var der tale om en lille fremgang. Arbetarpartiet (socialdemokraterne) gik 1 mandat frem til 113 og genvandt derved pladsen som Riksdagens største parti, og Vänsterpatiet gik 2 mandater frem til 21. Valgresultatet skabte en parlamentarisk krise. Den tidligere regeringskoalition Alliancen havde mistet 32 mandater og havde kun 141. Centrum-venstre havde tilsammen 159 mandater, men for at danne en flertalsregering krævedes 175. Begge fløje var imidlertid fuldstændig enige om, at de ikke ville regere på stemmer fra Sverigesdemokraterne. Efter næsten 3 ugers forhandlinger dannede Arbetarpartiet og de Grønne så en mindretalsregering med Stefan Löfven som statsminister. Regeringen havde blot 138 stemmer bag sig, og ville derfor være nødt til at inddrage andre partier for at kunne regere. Regeringen holdt kun 2 måneder. Den 3. december faldt regeringens forslag til statsbudget for 2015, da Sverigesdemokraterne sammen med Alliancen stemte imod. Löfven erklærede derefter at han ville udskrive nyvalg til afholdelse i marts, men formelt kunne valget først udskrives 29. december. Den 27. december blev valget aflyst, da regeringen havde indgået aftale med Alliancen om at stemme for budgettet. Alliancen fik til gengæld en række indrømmelser på områderne indvandring, forsvar og pensioner.

Den 30. oktober 2014 anerkendte Sverige som det første vesteuropæiske land formelt staten Palæstina (en række østeuropæiske lande havde allerede årtier tidligere foretaget denne anerkendelse). Den israelske udenrigsminister fik et raserianfald og hjemkaldte landets ambassadør i Sverige. Den svenske anerkendelse udløste en strøm af anerkendelser over hele Vesteuropa. Anerkendelserne var udtryk for utilfredshed med Israel, der modarbejdede fred i regionen og hvis seneste blodige krig mod Gaza havde kostet over 2.200 livet.

I slutningen af december 2014 blev Eslövs islamiska Kulturförening lidt nord for Malmø udsat for hærværk. Det var det 14. angreb på en islamisk forening eller moské i løbet af året, og angrebene var blevet stadig farligere. I juledagene blev moskeen i Eskilstuna udsat for et brandattentat. Højreradikale i både Sverige og Danmark hyldede åbent de kriminelle aktiviteter på deres web-sites.

I marts 2015 kritiserede Ombudsmanden skarpt politiet i Skåne for at have oprettet en database med navne på 4.000 romaer i regionen. Der var ikke tale om et kriminalregister, men alene om registrering udfra etnisk oprindelse, hvilket er forbudt i Sverige.

Efter at nynazister i løbet af 2015 havde stukket 21 asylcentre i brand besluttede myndighederne i oktober at gå over til at hemmeligholde centrenes placering. Säpo var blevet sat på at efterforske brandene, men nåede ikke overraskende ikke frem til pågribelse af nogen. Som i Danmark har det svenske efterretningsvæsen en lang tradition for samarbejde med højreradikale grupper. Nynazister fortsatte angrebene på flygtninge og indvandrere rundt om i Sverige ind i 2016. I januar 2016 gik 100 maskerede sortklædte højreradikale til angreb på indvandrere omkring Centralstationen i Stockholm.

Sverige var sammen med Tyskland det land i Europa der tog imod flest flygtninge i 2015. I modsætning til de øvrige EU lande ønskede landet at overholde FN's Flygtningekonvention, men i december brød systemet sammen pga. det massive pres. Omkring 900.000 asylansøgere var rejst ind i EU i løbet af året, og de fleste lande valgte at vende flygtningene ryggen og overtræde konventionen. EU var derfor også ude af stand til at udarbejde fælles løsninger. I december havde Sverige taget imod 163.000 asylansøgere, og havde ganske enkelt ikke flere indkvarteringsmuligheder. Regeringen meddelte derfor, at der fra 1. januar 2016 blev indført grænsekontrol, og at flygtninge der ikke havde fået tilladelse til at rejse ind ville blive afvist. Beslutningen gav spændinger i regeringen fordi Miljöpartiet var imod, men blev alligevel gennemført. Konsekvensen af grænsekontrollen var, at den nordiske pasunion de-facto blev sat ud af kraft, og Danmark benyttede lejligheden til at indføre en tilsvarende grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

I april 2016 måtte boligminister og Miljöpartimedlem Mehmet Kaplan afgå. Baggrunden var, at han dels havde deltaget i en middag med repræsentanter for den tyrkiske højreradikale gruppe, de Grå Ulve, dels havde sammenlignet Israels behandling af palæstinenserne med nazisternes behandling af jøderne under 2. Verdenskrig. Afgangen udløste desuden en intern krise i Miljöpartiet.

Ligeledes i april var det svenske TV program, Uppdrag Granskning med til at vælte den islandske statsminister. Programmets journalister havde deltaget i International Consortium of Investigative Journalists' (ICIJ) analyse af de lækkede Panama Papers, der dokumenterede global skattesnyd gennem advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama. En af dem der havde snyt var den islandske statsminister. Sammen med en islandsk journalist interviewede Uppdrag Granskning statsministeren, der endte med at udvandre for åben skærm, efter journalisterne havde afsløret hans kriminelle aktiviteter. To dage senere var han afsat.

 

Kvindens stilling

Ligestillingen mellem kønnene er i dagens Sverige mere fremskreden end i de fleste andre industrialiserede lande - både pga. kvindebevægelsernes arbejde og indsats fra statens side. Grundskoleundervisningen gør meget ud af at ophæve skellene mellem piger og drenge, kvinder og mænd.

I 1981 var over halvdelen af de gifte svenske kvinder ude på arbejdsmarkedet, men selvom kvinderne formelt har adgang til alle typer jobs, er de fleste koncentreret indenfor lavtlønnede jobområder, og de betales gennemsnitligt 20% lavere end mænd i tilsvarende jobs

Der findes fri abort til den 3. graviditetsmåned, og kvinder tager beslutningen om eventuel abort uafhængigt af udefrakommende anbefalinger.

I et forsøg på at bremse prostitutionen er de prostitueredes kunder - mændene - fra 1. januar 1999 blevet kriminaliseret.

Sverige var et af de første lande til at indføre ombudsmands institutionen, og der eksisterer i dag en række forskellige ombudsmand, der er ansvarlige for at undersøge anmeldelser og rapporter om myndighedsovergreb og -misbrug indenfor hvert deres område. Institutionen skal bl.a. sikre ligestilling mellem kønnene og mellem de etniske grupper.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Sweden)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)